“Et land, der ikke er deres”

Eftersom telefonen sådan set er blevet opfundet, er det egentlig bemærkelsesværdigt med alt det rejseri. Torsdag tog statsminister Mette Frederiksen (S) endnu engang på en hurtig ekskursion til Rom for at besøge åndsfællen Giorgia Meloni. Men et telefonopkald er måske også lidt kedeligt, når man i stedet kan få det her (i Berlingskes gengivelse): “Over 50 italienske gardere var linet op i uniformer og bjørneskindshuer, og lige dér, ved begyndelsen af den røde løber, stod værten, en anden udlændingepolitisk hardliner. Italiens premierminister, Giorgia Meloni. Snart blæste den danske nationalmelodi ud af rørene på trompeter, saxofoner og tubaer ved Palazzo Chigi. Giorgia Melonis erklærede ‘veninde’ var kommet til byen.”

Som bekendt har de to indledt en uskøn kamp for at stække Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De har fået Østrig, Belgien, Tjekkiet, Estland, Litauen, Letland og Polen til at agere medunderskrivere på et åbent brev, hvori de brokker sig over, at domstolen begrænser medlemslandenes mulighed for at træffe hardcore beslutninger på flygtninge- og indvandrerområdet. Når vi taler om medlemslande her, er det ikke i EU-regi; menneskerettighedsdomstolen hører under Europarådet i Strasbourg, der blev oprettet som en selvstændig enhed i 1949, og som har 46 medlemslande, herunder Danmark, Italien, Tyrkiet osv., som alle har underskrevet og ratificeret Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men når man så prøver at lytte til, hvordan Frederiksen formulerer sin kritik, skal man være lidt mærkelig for ikke at begynde at gå baglæns og spørge efter døren. Berlingske var med på Frederiksens seneste Rom-rejse og fik lov til at interviewe hende i flyet på vej hjem. Journalisten siger til hende (betalingsmur), at når Danmark har tabt sager i Strasbourg, så har det ofte handlet om, at de gerningsmænd, som man har ønsket at udvise for grov kriminalitet, har meget lav tilknytning til det land, de forsøges udvist til. Det gælder eksempelvis, hvis gerningsmanden er født i Danmark og har tilbragt hele sit liv i Danmark, men har pakistansk-fødte forældre.

“Hvis man begår en tilpas hård kriminalitet, er du så ligeglad med, hvor lav tilknytning man har til sit hjemland?” spørger Berlingske.

“Ja. Fuldstændig,” svarer Mette Frederiksen.

“Er du helt ligeglad?”

“Fuldstændig,” siger hun igen.

“Betyder det slet ikke noget…”

“Overhovedet ikke.”

“Så man kan være kommet hertil som etårig uden at kunne sproget i for eksempel Afghanistan, men for din skyld kan man sendes hjem, uanset…”

“Ja. Det er mennesker, der begår forbrydelser i et land, der ikke er deres. Så skal de da ikke være her.”

Det er her, argumentationen begynder at blive rablende. Et land, “der ikke er deres”? Rablende og racistisk: Vi sender dem hjem! Men de er født her? Vi sender hjem alligevel!

Europarådets generalsekretær Alain Berset svarede lørdag de ni lande i en pressemeddelelse: “Debat er sundt, men at politisere domstolen er det ikke. I samfund, som er styret af loven, bør intet retsvæsen blive udsat for politisk pres. Institutioner, der beskytter grundlæggende rettigheder, kan ikke give efter for politiske vinde. Hvis de gør det, risikerer vi at underminere den stabilitet, de blev bygget til at sikre. Domstolen må ikke blive brugt som våben — hverken mod regeringer eller af dem.”

Dette forsvar er forudsigeligt, men det er også rigtigt. Midt i alt det her er det gået lidt i glemmebogen, at Danmark tidligere uden held har forsøgt at stikke en kæp i hjulet på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og det er ikke mere end syv år siden. Da Danmark havde formandskabet i Europarådet i 2018 (det har man i et halvt år), lykkedes det med den daværende konservative justitsminister Søren Pape for bordenden at få alle medlemslandene til at gå med til den såkaldte ‘København-erklæring’, som smagte lidt af fugl. Erklæringen blev af hans ministerium præsenteret som “en banebrydende aftale om, hvordan fremtidens europæiske menneskerettighedssystem skal se ud” hvorved regeringen var “kommet i mål” med at “reformere” menneskerettighederne.

Formuleringerne og fornemmelsen af springende champagnepropper var mere eller mindre bullshit. “Det kan måske i et vist omfang siges at være en sejr, at man overhovedet har fået lavet en København-erklæring. Men det er skudt helt over målet at bruge ord som historisk, reform og banebrydende,” udtalte Jens Elo Rytter, professor ved Københavns Universitet og ekspert i menneskerettigheder, til Dagbladet Information.

Ifølge Berlingske, der citerer Institut for Menneskerettigheder, har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol de forløbne 10 år behandlet 37 danske sager om udvisning. Den danske stat har fået medhold i 30 af dem og er blevet dømt i syv. Det er således små tal, vi taler om.

I et interview i Politiken i 2021 anbefalede den daværende præsident for menneskerettighedsdomstolen Robert Spanó, at politikerne fik styr på deres fakta: “Spørgsmålet om migrationsafgørelser fra domstolen forudsætter, at vi de seneste mange år har set mange domme, hvor menneskerettighedsdomstolen siger: ‘Nej, denne udlænding kan I ikke udvise.’ Men det er ikke, hvad der er sket. Siden 2015 har domstolen lavet ni domme relateret til Danmark om emnet udvisning af kriminelle udlændinge. Ni domme. I hvor mange af dem tror du, vi sagde, ‘I kan ikke udvise personen’?”

Journalisten gættede på to.

“Én,” svarede Robert Spanó.

Det er ikke godt at vide, hvornår Mette Frederiksen skal til Rom igen. Uniformer, bjørneskindshuer, rød løber. I næste uge måske?

/Oliver Stilling og Emma Louise Stenholm