Frihedens Gade?

Da Føljeton for år tilbage interviewede den siden afdøde idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz, kredsede en pæn portion af snakken om et af Schanz’ absolutte yndlingsemner, nemlig frihed – som han meget passende også holdt fratrædelsesforelæsning om, da det var tid til at blive professor emeritus.

Frihed, lød argumentet (som også kan læses i mere populærvidenskabelig form i den lille udgivelse Frihed, som er en del af Aarhus Universitetsforlags fikse Tænkepause-serie), findes selvsagt i flere forskellige former: Der er fx den elementærmenneskelige erfaring af frihed, vi alle deler, når vi bruger sproget – uanset hvilket sprog, vi hver taler. På tværs af tid og kulturer oplever vi kort sagt alle, at vi kan sige ting på forskellige måder; vi er ikke bundne af at skulle gentage de samme sætninger igen og igen. Sproget i sig selv giver os altså en frihed. Oveni det kommer så de filosofiske og politiske idéer om frihed, hvor tingene straks bliver mere mudrede.

Det frihedsbegreb, der er indskrevet i både den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske menneskerettighedserklæring – hvor frihed groft sagt defineres som et fravær af ydre tvang, og det forhold, at man selv kan bestemme over sit liv – har måske bestået i “Vesten” i flere hundrede år, men er alligevel et historisk produkt snarere end et transkulturelt facit. Frihed kan sagtens forstås på andre måder. Hvilket også ofte er blevet illustreret i FN-regi, eksempelvis da man skulle vedtage den nye Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948, og flere ikke-vestlige lande her stejlede over den individualistiske frihedsdefinition, der blev taget udgangspunkt i. Ultimativt fik vi en slags kompromisformulering, der både betoner friheden for den enkelte og fællesskabets betydning: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”

Enhver filosof med respekt for sig selv har sin egen lettere justerede frihedsdefinition. Hans-Jørgen Schanz havde eksempelvis en forkærlighed for Hannah Arendts, der netop skilte sig ud ved sit intersubjektive udgangspunkt: For Arendt er mennesket kun frit, når det handler, mens handling kun er noget, der kan ske mellem mennesker; frihed er altså ikke noget, den enkelte har, men er derimod noget, der opstår, når vi interagerer med hinanden. I den forstand bliver frihed, handling og politik én og samme ting hos den tyske filosof. Hvorfor det vil være pænt frihedsstridende, hvis man kategorisk lukker ned for en politisk debat som… tja, skal vi sige anerkendelsen af Palæstina som selvstændig stat?

Som vi også beskrev, da vi havde en efterårsskole om “begrebsrens”, er frihed i dag nærmest blevet en fetich, selvom betydningen er mildest talt flydende. Vi tror fx, at vi har en relativt fast forståelse af ytringsfrihed og dens ukrænkelighed, selvom man ikke behøver have set mange politiske debatter fra Muhammedkrisen og frem, før plasticiteten bliver himmelråbende. Politisk set er ytringsfrihed åbenbart det vigtigste i verden, så længe det understøtter ens eget projekt – og ellers, ja, så kan man da godt overveje at indføre drakoniske overvågningslove, afholde sindelagssamtaler og straffe ting skrevet på Facebook. Hvis der er noget, Folketinget i dag har frihed til, er det den slags dobbelttænkning.

Søndag kunne Information skitsere (betalingsmur), hvordan vetoet fra Folketingets Præsidium om at debattere Palæstina ved det kommende skolevalg mildest talt vækker forundring på diverse folkeskoler, mens Danmarks Lærerforening også har svært ved at forstå, hvorfor Folketinget føler behov for at fjernstyre den politiske debat. Læser man forklaringen fra Folketingets formand Søren Gade (V), bliver det hele da også meget mærkeligt – særligt med tanke på, at Folketinget stadig opfordrer lærere til at undervise i Muhammedtegningerne, vel vidende at det kan skabe en ret ophedet stemning i klasselokalerne. Følgende forklaring fra Gade, som han har givet til DR, skal altså kun læses som gældende for Palæstina-debatten og ikke for Muhammedtegningerne:

“Vi anser det for at være så sprængfyldt, at det vil ikke give en god demokratisk oplevelse, fordi det netop er noget, som deler vandene rigtig meget […] Vi er jo bange for, at eleverne bliver så ophidsede på hinanden, at det kan blive svært at få klassen til at fungere igen efterfølgende. Og at mange af eleverne ikke kommer til at diskutere det med deres egne holdninger, men måske have holdninger med hjemmefra, fordi det er så sprængfyldt.”

Her gik vi og troede, at det frie ord var helligt, men så gælder det åbenbart ikke, hvis folk skulle være så frække at blive uenige. Det bliver lidt af en gordisk knude, Folketinget skal have bundet op, når man vender tilbage fra sommerferie engang til oktober og skal have eksekveret en åbningsdebat, hvor medlemmerne til lejligheden har fået nye holdninger med fra deres partier. Indtil da er ytringsfrihed heldigvis stadig noget, vi kan diskutere – så længe du ikke nævner Gaza! /David Dragsted