Too little too late

Det virker indlysende, at danske virksomheder ikke skal levere komponenter til F-35-kampfly, som bomber løs på civile i Gaza. Danmark skal ikke bidrage til krigsforbrydelser og folkemord begået af staten Israel mod den palæstinensiske befolkning. Tænk at det overhovedet er nødvendigt at sige disse sætninger. Men her står vi så alligevel.

I dag, tirsdag, skal Folketinget førstebehandle et borgerforslag om, at Danmark skal stoppe al direkte og indirekte våbenhandel med Israel, herunder F-35-samarbejdet. Borgerforslaget, der er fremsat 10. oktober 2024 og underskrevet af 54.750 danskere, er gennemarbejdet og præcist formuleret. Men ikke desto mindre preller indholdet helt af på regeringen. Det er blevet en tidligere generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp og forhenværende minister for udviklingsbistands lod at gå ud og sige, at borgerforslaget ikke har nogen gang på jord.

Da Christian Friis Bach var minister, var han radikal; sidste år rykkede han over til regeringspartiet Venstre og sagde, at han gjorde det, fordi han var “rundet af højskole-Venstre” – dvs. den oplyste og folkeligt orienterede del af partiet (som vel i øvrigt er det eneste tilnærmelsesvis charmerende ved det). Men hvad nytter det at være i stand til at ‘tænke stort’ inden for de liberale rammer, når man som udenrigsordfører bliver sendt i byen med en besked om, at der er styr på tingene? “Regeringen har jo allerede for over et år siden anlagt en meget restriktiv linje, når det gælder eksport af våben og udstyr, der kan bruges i konflikten til Israel,” udtaler Christian Friis Bach til DR og tilføjer noget forblommet sludder om, at der ikke nogen grund til at begrænse våbenfabrikanten Termas leverancer til F-35-flyet, fordi vi ikke ved, hvem den præcise slutbruger er.

Dagbladet Politiken har i dag en historie om, at den danske regering generelt har “stået last og brast” med Israel siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023. Og at når flere og flere europæiske regeringer begynder at lægge pres på Det Forjættede Land, så er det bestemt ikke Danmark, der går forrest. Som avisen skriver: “Når lektor Henrik Larsen skal undervise på Institut på Statskundskab på Københavns Universitet om Danmarks politiske placering i Europa over for Israel, tegner han en lige linje på tavlen. Yderst til venstre skriver han Sverige og Norge. I den anden ende Ungarn, Tyskland og Østrig. Danmark placerer han et sted til højre for midten. Tættere på de lande, der er mere Israel-venlige, end de er pro-palæstinensiske.”

Selv om flere europæiske landes regeringer viser tegn på, at Israel nu er gået for vidt, er det pinagtigt too little too late. I en kommentar i Globalnyt skriver Hibba Yousef Kilani, der er kandidat i statskundskab og projektleder hos civilsamfundsorganisationen Center for muslimers rettigheder i Danmark (CEDA), at Europa ynder at se sig selv “som en garant for den regelbaserede verdensorden” og et kontinent, “der står vagt om menneskerettigheder, folkeret og universelle værdier”. Men i tilfældet Palæstina “falder den moralske facade fra hinanden”.

Hun fortsætter præcist: “Det, vi ser nu, er ikke et moralsk opgør. Et opgør kræver selverkendelse, ansvar og vilje til at handle. I stedet ser vi en nølende og strategisk iscenesat afstandtagen; politisk ansvarsforflygtigelse forklædt som principfasthed. Det handler ikke om at tage ansvar, men om at redde ansigt. Alt sammen for at undgå at stå tilbage som åbenlyse medskyldige i en etnisk udrensning, som hele verden har været vidne til i realtid.”

I en anden god kommentar i The Guardian skriver journalisten og klummeskribenten Nesrine Malik, at det, vi ser hos flere europæiske regeringer lige nu, ikke er ægte erkendelse og reel afstandtagen: Det eneste, der har forandret sig, er, at vi taler anderledes om Israel. Intet andet er forandret. Det er en tragedie. /Oliver Stilling