Danske dollargrin

Hurtigere end nogen havde fantasi til at forestille sig, vil Danmark snart eje hele verden. Med bugnende overskud på betalingsbalancen og løbende opjusteringer af det økonomiske råderum er den danske samfundsøkonomi så bomstærk, at Venstres daværende finansminister Thor Pedersen kan vise sig at få ret endnu hurtigere end forventet.

Tilbage i 2006 – lige før finanskrisen – udtalte han kækt og selvsikkert: “Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen. For over tid ender det med vi ejer hele verden.”

Succesen er ved at gentage sig. For siden midten af 00’erne – og særligt her i løbet af de seneste år – har den økonomiske opdrift været så voldsom, at Danmark kan være kommet endnu længere frem på kurven og kan måske dermed sige at have skåret nogle hundrede år af den magiske modelberegning: Hvis opturen fortsætter, og handelsoverskuddet til udlandet fortsætter, vil Danmark gradvist kunne opkøbe “hele verden”.

Okay, det er selvfølgelig en overdrivelse. En hyperbolsk forvrængning.

Allerede dengang forsøgte Thor Pedersen da også at trække i land ved at sige, at det blot var en nørdet joke – og dybest set en kritik af de store regnemodeller. Senere forklarede Venstres stærke pengemand:

“Min bemærkning – der var sagt med et glimt i øjet – var netop ment som en løftet pegefinger i forhold til det at lægge for meget vægt på langsigtede fremskrivningsmodeller”.

Selvsikkerheden fejlede alligevel ikke noget dengang under 00’ernes forbrugsfest. Dengang boomede dansk økonomi, og der var fuld smæk på køkkenistandsættelserne rundt om i de danske parcelhuse.

Kort efter smeltede verdensøkonomien sammen. Den finansielle boble, der blev pumpet op af en tydeligvis uholdbar gældsætning, bristede. Pludselig blev det nødvendigt at indføre smalhals og grønthøstermetoder. På kort tid skiftede stemningen, og frygten blev snarere, at Danmark ville ende med at måtte sælge ud for at holde skinnet på næsen.

Det kan være farligt at forlade sig på regnemodeller.

Alarmlamperne er atter begyndt at blinke. Ikke i det politiske system, men derimod blandt uafhængige økonomer.

Pengene vælter ind

Som en mulig tragisk gentagelse af Thor Pedersens ikoniske udtalelse foregår der i disse uger og måneder en udvikling, der trækker i to retninger.

På den ene side stråler finansminister Nicolai Wammen (S) af optimisme på dansk økonomis vegne. Siden sidste folketingsvalg er det økonomiske råderum frem mod 2030 blevet opjusteret flere gange med et beløb på i alt 45,5 milliarder kroner. SVM-regeringen har simpelthen regnet sig frem til, at de har mange flere penge at rutte med. Og der er flere på vej.

På grund af den høje beskæftigelse og tilsvarende lave ledighed – drevet frem af en stærk konkurrenceevne, eksport og overskud på betalingsbalancen – forventer Nicolai Wammen, at der vil komme endnu flere penge frem fra regnemaskinerne inden næste folketingsvalg:

“Hvor stor, den bliver, ved vi ikke endnu, men det er min forventning, at den bliver betydelig,” siger finansministeren om den forestående opjustering af det økonomiske råderum.

Over tid kan det næsten ende med, at SVM-regeringen får råd til at finansiere alle deres politiske ønsker og nye valgløfter. For ifølge modellerne kommer der flere og flere penge i statskassen.

Nicolai Wammen har tilmed annonceret, at man i Finansministeriet arbejder på en teknisk opgradering af regnemodellerne, så de i fremtiden bliver bedre til at tage højde for de mange penge, der vælter ind i statskassen:

“Noget af det, vi har været for dårlige til at forudse, er udviklingen i beskæftigelsen, og det har i øvrigt også været de indtægter, vi får fra dansk erhvervsliv med deres eksport,” forklarer Nicolai Wammen.

Forventningen er altså, at pengestrømmen vil fortsætte. Forventningen blandt politikerne, vel at mærke. For der findes også et andet perspektiv. Den umiddelbare succes kan nemlig også vise sig at gentage sig som en tragedie.

De økonomiske vismænd, altså eksperterne fra De Økonomiske Råd, er på den anden side bekymrede for, at opturen snart kan blive afløst af en rutsjetur. I deres seneste rapport, som blev præsenteret tirsdag, tegner vismændene et noget mindre rosenrødt billede af økonomien end SVM-regeringen.

Alarmlamperne blinker

Ordet “usikkerhed” er gennemgående i rapporten, og overvismand og økonomiprofessor ved Københavns Universitet Carl Johan Dalgaard advarer om, at den globale turbulens risikerer at ramme Danmark hårdt:

“Vores seneste prognose tilsiger, at dansk økonomi forbliver i moderat højkonjunktur i 2025-26. Der er dog usædvanligt store nedadrettede internationale risici, som kan medføre et større dansk beskæftigelsesfald, end det prognosen tilsiger,” siger overvismand Carl-Johan Dalgaard, som også påpeger, at politikerne ikke kan regne med konstant at få flere penge:

“Råderummet er blevet opjusteret ad flere omgange i de senere år. Det er i sig selv positivt, siden det afspejler, at dansk økonomi har udviklet sig stærkere end ventet. Men det er ikke udtryk for en naturlov. Usikkerheden i beregningen af råderummet og den aktuelle konjunktursituation taler for at udvise forsigtighed, når råderummet udmøntes.”

Med Donald Trump i Det Hvide Hus er uforudsigeligheden det nye grundvilkår, og hvad der tidligere var en styrke, kan abrupt vise sig at blive en svaghed. Danmarks guldglimtende fremgang på eksportmarkederne kan således blive en tilsvarende stor skrøbelighed, hvis verdensøkonomien begynder at rulle baglæns.

Bekymringen kredser i særdeleshed omkring Danmarks suverænt mest værdifulde virksomhed, Novo Nordisk, som i sig selv har trukket den nationale bnp-vækst gennem flere år. Uden de svulmende indtægter fra slankemidlet Wegovy ville Danmark formentlig have været i tilbagegang, og så meget desto mere ildevarslende tegner problemerne for netop Novo Nordisk, der er faldet drastisk på aktiemarkederne, siden Trump blev genvalgt.

I de senere år er Danmark blevet lige så afhængig af Novo Nordisk, som Finland i sin tid var af mobilgiganten Nokia, ja, helt op til finanskrisen sad det finske firma på salget af mere end 50 procent af alle verdens mobiltelefoner. Men så gik det hovedkulds nedad.

Indtil det går galt, og indtil Novo Nordisk måske laver en Nokia, vil politikerne dog ikke kunne tørre dollargrinet af mundvigene, og derfor bliver det fortsat fuld kraft fremad – med alt fra skattelettelser til våbenkapløb. For Wammen har mange flere penge end Thor Pedersen. Så længe det varer. /Lars Trier Mogensen