Alex Brandon/Reuters/Ritzau Scanpix
Valget står mellem en borgmester i Warszawa, der af oppositionen bliver kaldt Donald Tusks marionetdukke, og en højrefløjskandidat, som er støttet af Trump og Orbán. De to kandidater Rafał Trzaskowski og Karol Nawrocki kunne næsten ikke ligge tættere i meningsmålingerne op til søndagens anden runde af det polske præsidentvalg.
Mens løsgængeren Nawrocki bakkes op af højrefløjspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), lover Trzaskowski at genoprette retsstaten, som otte års PiS-ledelse bevidst gik efter at afmontere i Polen. Trzaskowski kommer fra samme centrumkonservative parti som den proeuropæiske Donald Tusk – Platforma Obywatelska (PO) – der i december 2023 væltede PiS af pinden på premierministerposten og lovede at råde bod på demokratiet og ikke mindst landets de facto totalforbud mod abort.
Men efter næsten 500 dage med Tusk som premierminister står loven uforandret.
Tusk siger, at det skyldes spændetrøjen i form af den uafhængige, men PiS-allierede præsident Andrzej Duda. Hans veto har Tusk-regeringen ikke flertal til at omstøde.
I første valgrunde blev Trzaskowskis føring over Nawrocki langt mere snæver end forudset. Nawrocki har draget fordel af at være et nyt og relativt ukendt navn, der nu står over for at skulle samle en splittet højrefløj i Polen, hvor flere er grundlæggende uenige med PiS’ politik. Det gælder eksempelvis valgets treer, den 38-årige højreekstreme politiker og ølproducent Sławomir Mentzen, der – trods at han ikke nåede hele vejen – er populær blandt de yngre anti-establishment-vælgere. Blandt andet har han vakt opsigt for sit ønske om at liberalisere våbenlovgivningen og for at sige, at det er helt i orden, at abort er forbudt i forbindelse med en voldtægt:
“Vi har ikke ret til at dræbe et andet menneske, bare fordi det gør os kede af det, er ubehageligt for os eller kan gøre alvorlig skade på vores liv. Vi slår ikke uskyldige mennesker ihjel – det mener jeg er meget vigtigt,” sagde han og uddybede senere: “Jeg kaldte ikke voldtægt for en ‘ubehagelig oplevelse’. Jeg kaldte det en frygtelig tragedie.”
Chefredaktøren for mediet Notes from Poland Daniel Tilles skriver i en analyse af valgets første runde, at højrefløjens mulighed for at cementere sin indflydelse trods en valgsejr er ganske uvis. For at få flertal skal de alliere sig med midten, og det kan være svært at argumentere for, at man adskiller sig fra det etablerede, når man netop er afhængig af de to partier PiS og PO, der hver især trækker i trådene.
Danske venner
Selv hvis Trzaskowski og Tusk vinder på søndag, har de meget at bevise. Ikke kun på abortområdet, men også, at de i det hele taget kan distancere sig fra den polske højrefløj:
Tusk, der har udnævnt sig selv som en “forkæmper for retsstat, demokrati og borgerrettigheder” på tværs af Europa, har i efteråret suspenderet behandlingen af asylansøgninger ved grænsen til Belarus. Præcis som PiS kunne have gjort det. I sidste uge besluttede det polske parlament i øvrigt at forlænge den lovgivning.
Polen er samtidig et af de lande, der sammen med Danmark, Italien, Østrig, Belgien, Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen har underskrevet det meget omtalte brev til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om, at visse domme går “for langt” og forhindrer dem i at udvise udlændinge, hvilket Polen selv har gjort i stor stil.
For Polens vedkommende har domstolen senest slået fast, at deres såkaldte pushbacks ved grænserne er uforenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som domstolen binder sig op på. Men Polen har foreløbigt ignoreret dommen, og landets politiserede forfatningsdomstol har af flere andre årsager kaldt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forfatningsstridig.
Det er den slags, der i Danmark har fået Socialdemokratiet og SVM-regeringen til at tale om, hvor vigtigt det er med uafhængige domstole i Europa. Af samme grund var Danmark i denne uge med til at bakke op om at tage stemmeretten fra Ungarn i EU’s Ministerråd; der var ikke flertal for at sanktionere Orbán, men i stedet vil europæiske politikere møde op til næste måneds forbudte Pride i Budapest.
Det er ikke mange år siden, at både Ungarn og Polen var de konstante problembørn i Europa. Men det er ikke længere en vindersag for den danske regering at kritisere Polen for eksempelvis at have politisk udpegede dommere på et tidspunkt, hvor Danmark igen er begyndt at kritisere domstolen og til august sender en politisk udpeget ambassadør til Strasbourg for at “udfordre” konventionerne.
Det er altså ikke uden grund, at Donald Tusks linje på asyl bliver sammenlignet med netop statsminister Mette Frederiksen (S) i deres fælles forsøg på at kopiere højrefløjens retorik.
I onsdagens udgave af Der Spiegel bliver Mette Frederiksen “fornærmet” af journalisternes spørgsmål om, hvorvidt den hårde linje skyldes, at man vil please netop strammerne – og helt konkret den amerikanske vicepræsident J.D. Vance. Adspurgt, om ikke den europæiske idé er ved at falde fra hinanden, når “socialdemokrater og postfascister i fællesskab sætter spørgsmålstegn ved en af grundpillerne i den europæiske orden”, lyder svaret: “Vi tror på retsstaten.” /Emma Louise Stenholm