Kære læser

God grundlovsdag

Foto: Venstre/DR

Vores undersøgelser viser, at vores læsere læser Føljeton, når vi udkommer – altså på dagen. Derfor kan vi sige: Glædelig grundlovsdag! Der er masser at fejre. Børnene har fri fra skole, men alle burde have fri. Du burde have fri. “For funktionærer omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst er grundlovsdag en hel fridag,” står der et sted på internettet. Læg Industriens Funktionæroverenskomst ind i alle arbejdskontrakter! Gå ud i det blå og lyt til fuglenes sang. Det burde være en grundlovssikret rettighed på grundlovsdag.

Man kan også gå ud og lytte til politiske taler. En god nyhed i år er, at Troels Lund Poulsen, forsvarsminister og formand for partiet Venstre, ikke kan opleves på en talerstol nogen steder i landet. Han er til møde med sine forsvarsministerfæller nede i Nato. Den dårlige nyhed er, at ‘Venstres formand holder grundlovstale digitalt’, som det hed i en overskrift på DR kl. 8.07. Og hvis man klikker på det vedlagte link, toner Poulsen frem i en video i højformat, som er perfekt, hvis man sidder med hovedtelefoner på i bussen på vej hjem til sin mormor eller barnebarn og føler en kæmpe trang til at se hans tale på sin smartphone nu med det samme.

Presseapparatet omkring formanden har indstillet farverne på videoen til noget mellemkrigstidsagtigt, noget let falmet, og han har selv taget en jakke på med guldknapper, som står godt til hans sideskilning og transparente reklamemandsbrillestel. Et armbåndsur titter frem, når han gestikulerer, men det er ikke det Rolex-ur til 68.000 kr., som han tog imod fra en oliesheik, da han var skatteminister i 2010.

Lad os antage, at det er dig, der sidder i bussen på vej til din mormor, og nu fylder Troels Lund Poulsen hele skærmen på din telefon. Da du er lige så optaget af form, som du er af indhold, fordi formen af og til siger lige så meget om indholdet som indholdet (og nogle gange mere), er det første, du bemærker – ud over farven og guldknapperne – at manden ikke kigger dig. Han kigger ved siden af kameraet. Men han gør det akkurat så lidt, at det føles, som om han kigger igennem dig – hvilket er værre! Han smiler, som du aldrig har set ham smile før. Men at blive smilet overstadigt til af nogen, der kigger igennem en, er nærmest tortur. Vil manden dig noget, eller vil han dig ikke rigtig noget, når det kommer til stykket?

Du spoler frem gennem de indledende klichéer for at finde ud af, hvad han har på hjerte. “Der er grund til at glæde os over, at vi nyder frihed og velstand i et regelstyret og velordnet samfund. Men samtidig også erkende, at den frihed kommer med en pris,” siger han. Prisen er, viser det sig længere henne, at han ønsker, at Danmark får en meget større “mobiliseringsstyrke”, end vi har nu, fordi danskerne ikke ville kunne forsvare sig, hvis Ruslands præsident Vladimir Putin blæste til angreb. Mange tusinde tidligere værnepligtige skal være klar til at gribe til våben.

Der er så mange fine ting i grundloven, men for at understøtte sit omsiggribende mobiliseringsbudskab har Troels Lund Poulsen valgt at slå ned på lige præcis denne sætning i paragraf 81: “Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.”

Og mens Troels Lund Poulsen smiler og ser igennem dig og forsøger at få din strakte tommelfinger til planerne om milliarddyre sikkerheds- og tryghedsskabende militære initiativer, er hans chef, statsministeren, ude og underminere trygheden og sammenhængskraften i samfundet ved igen at slå på vores muslimske medborgere. Af alle dage på året har Mette Frederiksen valgt at bruge grundlovsdag på at varsle nye indgreb mod religiøse ritualer, “der fylder i uddannelsessektoren”, som Ritzau formulerer det på nyhedsbureauets sædvanlige mikrofonholdermanér.

Frederiksen vil bl.a. fjerne bederum fra uddannelsesinstitutioner, ligesom hun ønsker, at det skal være ulovligt at bære niqab i et klasselokale. “Gud har vigepligt. Man har ret til at være et troende menneske og udøve sin religion, men demokratiet har forrang,” udtaler hun.

Og nu er bussen ved endestationen, og din mormor tager imod dig ved stoppestedet. God grundlovsdag. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12