Prisernes usynlige magt

Det er næsten umuligt at komme igennem en dag uden at støde på priser. Fra indkøb i supermarkedet og reklamer på Instagram til det lokale pizzeria, koordinerer priserne vores verden via den information, de indeholder. Er prisen på pizzaen steget, må det være, fordi prisen på hvede eller tomater også er steget. Er den faldet, gælder det modsatte. Det er den herskende fortælling om den mekanisme, der sender signaler til, hvad der skal og ikke skal produceres. Men hvad nu, hvis denne fortælling bygger på et ulige magtforhold frem for neutral og rationel koordinering?

“Priser afspejler ikke nødvendigvis den værdi, vi tillægger et produkt eller en ydelse, men er i højere grad et resultat af forskellige magtstrukturer i samfundet, som har indflydelse på, hvordan priserne fastsættes,” siger Tone Smith.

Som økonom og vicepræsident i European Society for Ecological Economics har hun længe forsket i det nuværende økonomiske systems konsekvenser for vores behandling af planeten. Det er i den egenskab, at hun er inviteret til at snakke feministisk økologisk økonomi sammen med Emma Holten til et stuvende fyldt arrangement på Center for Applied Ecological Thinking. De har begge iagttaget prisernes magt i det nuværende økonomiske system, som konstant undervurderer værdien af både klima og omsorg.

“Det er nødvendigt at forstå, hvis vi skal skabe et økonomisk system, der kan bringe os ud af den økologiske krise, vi befinder os i, og samtidig hjælpe os med at bygge et andet og bedre samfund,” siger Tone Smith fra scenen.

“Vi er i snart 40 år blevet hjernevasket til at acceptere et økonomisk system, der sætter en selvcentreret og individualistisk forståelse af mennesket øverst. Det har selvfølgelig haft konsekvenser for måden, vi behandler naturen på, og hvordan vores økonomiske system indrettes,” siger hun.

Omsorg og natur deler samme skæbne

Både i økologisk og feministisk økonomi har priser længe været et centralt samtaleemne. Begge økonomiske retninger argumenterer for, at hverken klimaet eller den daglige reproduktion af mennesket værdsættes tilstrækkeligt. Netop det argument har Emma Holten turneret landet rundt med, hvor hun bevæbnet med en PowerPoint har vist, hvordan Finansministeriets regnemodeller konstant undervurderer betydningen af omsorgsarbejde. Oftest også med tal fra Storbritannien, der viser, at ulønnet omsorgsarbejde har en værdi af 162 milliarder pund om året, eller hvad der svarer til 29 procent af landets BNP.  For Emma Holten er der derfor ligheder mellem behandlingen af omsorg og behandlingen af naturen i det nuværende økonomiske system.

“Både ulønnet omsorg og naturressourcer er ekstremt værdifulde aktiver, som pumper værdi ind i økonomien og får det til at se ud, som om vi skaber ny værdi. Men i virkeligheden mister vi måske mere, end vi får,” siger hun.

For Emma Holten blev dette tydeligt, da hun indså, at politikere sjældent gør noget, hvis konsekvenserne ikke kan prissættes. For hvis det ikke har en pris, så er det – som hun formulerer det – “som om det ikke eksisterer”.

“Vi kan ikke engang tale om tingene, hvis de ikke har en pris. Det har selvfølgelig skabt en stor lyst til at prissætte alt det, der ikke nødvendigvis bør have en pris, som for eksempel natur og omsorgsarbejde,” siger hun.

Prissat eller ej

Det er her dilemmaet i både økologisk og feministisk økonomi opstår. For handler det så ikke bare om at sætte priser på naturen og det ulønnede omsorgsarbejde? Men det er en blindgyde, fortæller Emma Holten fra scenen.

“Jeg er ekstremt skeptisk over for idéen om at prissætte natur og omsorgsarbejde, fordi vi risikerer at tale om værdi uden at tale om politik.”

“Jeg finder det grotesk, at nogen tror, man kan udregne prisen på en fisk ved blot at spørge folk, hvad de synes, en fisk er værd – og så tro, at den information siger noget meningsfuldt om naturen,” siger hun og påpeger, at det samtidigt er at give op på politik som en kollektiv forhandlingsproces. I stedet reduceres politik til blot at handle om at finde den “rigtige” pris.

For Tone Smith er det også en blindgyde at begynde at prissætte naturen og omsorgsarbejdet. Både fordi det er ekstremt vanskeligt at finde et præcist tal, og fordi prissætning risikerer at åbne disse områder op for markedets logik.

“Hvis du ønsker at videreføre den markedsbaserede, neoliberale økonomi, giver det mening at sætte en pris på alting. Men hvis du vil organisere økonomien anderledes, har vi brug for en helt ny tænkning,” siger Tone Smith.

“Det handler om, at priser er et forsøg på at sammenligne ting i samfundet, som ikke nødvendigvis kan sammenlignes. Det påvirker også det politiske niveau, hvor det bliver sværere og sværere at tale om, hvad der faktisk er vigtigt for mennesker, og ikke blot om, hvad der ses som økonomisk rigtigt i mainstreamøkonomernes logik.”

Politikere gemmer sig bag priser

Ifølge Emma Holten har den politiske besættelse af priser ført til, at meget politik i dag handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at markedet fungerer i en perfekt balance.

“Idéen om det optimale marked har gjort, at mange politikere er kommet længere væk fra, hvad der faktisk sker i menneskers hverdag. Deres job er blevet reduceret til blot at sikre, at markedet fungerer, hvilket er en bekvem måde at fralægge sig ansvar på,” siger hun og giver et eksempel:

“Politikere vil hellere etablere et CO2-marked på markedets præmisser end at lave en stor samfundsmæssig omstilling af vores energiinfrastruktur, som faktisk kunne afhjælpe klimakrisen.”

For Emma Holten handler det grundlæggende om, at penge efterhånden fremstår mere virkelige end de fysiske begrænsninger, mennesket er underlagt. Både i kroppen og på den ene planet, vi har til rådighed.

“Penge ses som noget konkret, mens naturen opfattes som et abstrakt fænomen, hvor vi som samfund ofte spørger, om vi har råd til klimahandling,” siger hun.

“Men jeg er ikke bekymret for, om vi har råd til klimafinansiering. Jeg er bekymret for, om der er nok træer. Nok mennesker. Om vi ender med at brænde op.” /Mads Thunestvedt Hansen

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet ‘Transformative Talks: Feminist Ecological Economics and Degrowth‘.