Kære læser

Modstandskamp med Microsoft

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Techgiganterne har fået de danske myndigheder til at danse makabert: Et skridt frem. Og måske to tilbage.

På det seneste har to modsatrettede bevægelser sat sig overrumplende igennem blandt de offentlige myndigheder her i Danmark. En god bevægelse mod større uafhængighed og digital integritet. Og så til gengæld også en mere dyster og dobbelttydig bevægelse, der kan ende med at øge overvågningen.

Den gode nyhed først: En række kommuner har netop droppet Microsoft som udbyder af alverdens it-løsninger fra mailprogrammer over kontorsoftware til cloud-tjenester.

Hovedmotivet er at gøre sig fri fra USA’s præsident Donald Trump og den kaotiske utilregnelighed, som i stigende grad præger amerikanske virksomheder. Modstandskampen er i gang.

I Københavns Kommune, Danmarks største arbejdsplads med 44.000 medarbejdere, tør man således ikke længere forlade sig på de amerikanske techgiganter. Simpelthen fordi risikoen for politisk motiveret sabotage er alt for overhængende:

“Hvis nu, teoretisk set, forholdet til USA skulle blive værre, så kan man frygte, at Microsoft kan blive tvunget til at lukke det hele ned,” forklarer formanden for Revisionsudvalget, Henrik Appel Espersen (S), til Politiken:

“Den mulighed eksisterer. Og hvis vi pludselig ikke kan sende mails og kommunikere i vores systemer, så bliver vi altså udfordret.”

Ræsonnementet minder om de senere års reservationer over for kinesiske techfirmaer, såsom Huawei, der er blevet fravalgt som udbyder af mobilnetværk, ganske enkelt fordi man har frygtet for, hvad der følger skjult med i pakken fra Kina. Og i dag er USA så også blevet omfattet af denne form for geopolitiske snusfornuft.

Amerikanerne er ikke længere til at regne med, og slet ikke når det gælder kritisk infrastruktur. Trump har allerede vist, at han kan fjernstyre Microsoft, fx da chefanklageren ved den internationale straffedomstol fik lukket sin mailkonto hos Microsoft. Risikoen er reel.

Tænkende robot

Men historien bliver faktisk bedre endnu. For det har tilmed vist sig markant billigere at droppe Microsoft.

I Aarhus har det straks givet kontante besparelser, at den amerikanske techgigant er blevet smidt på porten. Digitaliseringschef i Kultur og Borgerservice, Bo Fristed, fortæller, at Aarhus Kommune sparer mange penge ved at have slukket for Microsoft:

“Vi har allerede flyttet omkring 60 systemer fra Microsofts cloudtjeneste Azure til en tysk udbyder. Sidste år betalte vi omkring 800.000 kroner, bare i vores afdeling. I år lyder budgettet på 225.000.”

Hvis modellen rulles videre ud over det ganske land, vil der være millionbesparelser at hente fra den digitale frigørelsesbevægelse. Hvad der hidtil ikke er lykkedes ved hjælp af principielle argumenter, drives nu frem af kommunal sparsommelighed.

Senest har digitaliseringsminister Caroline Stage (M) også fået øjnene op for den attraktive cocktail af større autonomi og lavere udgifter. Som en del af en ny regeringsstrategi om såkaldt ‘digital suverænitet’ skal halvdelen af embedsmændene i Digitaliseringsministeriet skifte væk fra Microsofts Office-pakke fra og med næste måned.

“Bare det, at vi overhovedet sætter spørgsmålstegn ved, om Microsoft kunne finde på at lukke ned for et system, er for mig nok til, at vi bliver nødt til at tænke i alternativer,” siger Caroline Stage.

Men bevægelsen er langt fra entydig. For samtidig lægger den selvsamme SVM-regering op til en robot-revolution, som i praksis kan filtre myndighederne langt dybere ind i techgiganternes databaser – og gøre Danmark til et laboratorium for tidens mest indgribende overvågningskapitalisme.

Der er nemlig også den mere skræmmende nyhed: Fremover skal kunstig intelligens overtage en stadig større del af den offentlige administration og sagsbehandling.

Privatliv til salg

På overfladen kan det måske lyde smart? Mindst 30.000 årsværk skal spares væk. Færre skrankepaver og papirnussere. Men i virkelighedens verden kan eksperimentet hurtigt udvikle sig til en gyser.

Regeringen, KL og Danske Regioner har sammen haft nedsat en såkaldt ‘Digital Taskforce for kunstig intelligens’, som netop er kommet med en række anbefalinger. Og på skærmen lyder de fagre nye fordele bestemt besnærende:

“Kunstig intelligens skal være med til at sikre fremtidens offentlige sektor. Der skal skabes mere tid til nærvær, omsorg og relationer,” udtaler digitaliseringsminister Caroline Stage, som altså er ængstelig ved Microsoft, men tilsyneladende ikke ved de robotter, som potentielt kan få adgang til alt fra intime til fortrolige og personfølsomme oplysninger hos myndighederne.

Hvis en online-tjeneste fremstår gratis, er det typisk, fordi man betaler med sine data. Og netop sådan risikerer det i høj grad at blive, hvis levende mennesker fremover skal erstattes med robotter – som i øvrigt også hovedsageligt kontrolleres af techgiganterne.

På kort sigt kan det på mange måder være fornuftigt at ville mindske gentagne papirgange, bureaukratisk bøvl og kafkask kontoriusseri. Men der er ingen grund til at optræde dummere, end hvad der trods alt er menneskeligt muligt. Og det kan vise sig yderst hasarderet, hvis amerikanske eller kinesiske super-robotter pludselig får mere eller mindre uhindret adgang til at hente oplysninger om danske borgere.

Retfærdigvis nævnes det i rapporten, at kunstig intelligens kun bør “anvendes på en etisk og ansvarlig måde, der er transparent og værner om borgernes og virksomhedernes grundlæggende rettigheder”. Men det er altså noget nemmere at skrive end at håndhæve i praksis.

Mens Microsoft skubbes ud af fordøren, kan de danske myndigheder meget vel være ved at lukke en trojansk hest ind ad bagdøren. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12