“Man kan forsikre nok så meget om sine gode intentioner”

Enhedslisten har været der før. Og vidste således inden søndagens årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby, at hovedbestyrelsens forslag til en ny forsvars- og sikkerhedspolitik – der blev vedtaget med 250 stemmer for og 101 imod – risikerede både at skabe intern splid og nye forklaringsproblemer for partiet.

Hvor Enhedslisten engang gik ind for helt at afskaffe Forsvaret, har de nu sagt farvel til 36 års oprustningsmodstand og rollen som den eneste reelle opposition mod nye og større våbeninvesteringer. Præcis som partiet med krigen i Ukraine ændrede holdning til Nato og besluttede ikke længere at arbejde for dansk udmeldelse.

Mest opsigtsvækkende blandt de nye mål er et “defensivt territorialt forsvar”, hvor våben altså kun skal bruges defensivt og ikke i angreb. Og som hidtil har været det punkt, hvor Enhedslisten har afveget fra søsterpartierne i Sverige, Norge og Finland.

“At kunne stå på egne ben forudsætter, at vi styrker vores defensive forsvarsevne med et effektivt territorialforsvar, der skal kunne håndhæve Danmarks og rigsfællesskabets suverænitet og beskytte befolkningen og vores infrastruktur,” lyder det i vedtagelsesteksten, som fortsætter: “Det er afgørende, at Danmark ikke bidrager til en oprustningsspiral, som kan gøre verden mere usikker og trækker enorme ressourcer væk fra andre afgørende opgaver. Dette står ikke i modsætning til vores ønske om at styrke egen forsvarsevne og indgå gensidige sikkerhedsaftaler.”

Partiets politiske ordfører Pelle Dragsted ser ikke nogen modsætning mellem et territorialt forsvar og ‘gensidig nedrustning’, som det fremgår af partiets nye politik. I stedet er det venstrefløjen, der skal “blive bedre til at skelne mellem angreb og det at kunne forsvare sit eget territorium”, lyder hans forklaring.

Ifølge Iben Bjørnsson, ph.d. i historie og adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, kan man ikke kalde det nedrustning. Heller ikke, hvis planen er, at nye våben kun skal bruges i Danmark.

“Hvis man indkøber våben, er det oprustning,” siger hun til Føljeton.

“Nike-missilsystemet, vi havde under Den Kolde Krig, var lavet til luftforsvar, hvor man kunne skyde lige op i luften. Men det havde en så lang rækkevidde, at man kunne vippe det, så man kunne nå mål i Polen og Østtyskland. Man kan godt sige – og det gjorde Danmark også – at det kun var til forsvar, men nogle våbensystemer kan begge dele. Og så kan man forsikre nok så meget om sine gode intentioner.”

Regionalt selvforsvar

Danmark havde et territorialforsvar under Den Kolde Krig, som gradvist blev afviklet med Danmarks øgede globale militære engagement. Den “konventionelle militære trussel mod dansk område er bortfaldet inden for en overskuelig fremtid’”, hed det eksempelvis i Forsvarsforliget 2005-2009:

“Derfor bør den sikkerhedspolitiske vægt være rettet mod at kunne imødegå truslerne der, hvor de opstår (…). Truslernes uforudsigelighed indebærer, at dansk forsvar ikke længere kan indrettes efter et veldefineret trusselsbillede. Derfor bør forsvaret fremover indrettes efter en kapacitetsbaseret tilgang.”

I dag er stemningen lige modsat. Men selvom man ikke kan kalde øget selvforsvar for egentlig nedrustning, kan man godt indrette sit forsvar på “måder, der ser mere eller mindre offensive ud for modstanderen,” siger Iben Bjørnsson.

“For eksempel ved kun at købe kortrækkende missilsystemer. Man kan også beslutte, at vores doktriner, den planlægning og de øvelser, vi laver, udelukkende er af defensiv karakter eller hælder mest i en defensiv retning.”

“Mod slutningen af Den Kolde Krig havde man etableret en række tillidsskabende foranstaltninger. Som åbenhed om nye våbensystemer, deres brug og placering. Det er i sidste ende en politisk beslutning. Men det kræver også, at der er en vilje til samarbejde, og det er måske ikke det, vi ser mest af mellem Rusland og Vesten for tiden.”

Mens statsminister Mette Frederiksen (S) siger ‘køb, køb, køb’, står Danmark – ud over de allerede annoncerede milliardinvesteringer i Forsvaret – over for at skulle øge de danske forsvarsudgifter til 5 pct. af BNP, som er målet for Nato-generalsekretær Mark Rutte på topmødet i Haag i slut juni.

“Så længe vi er med i Nato, er det Nato, der opstiller mål for, hvilke mål vi skal have,” siger Iben Bjørnsson.

“Hvis Nato siger, at vi skal have et missilforsvar, så kan vi selv bestemme, om vi vil indkøbe noget, der kun kan skyde en vis rækkevidde. Men det er svært, for hvis – og stort hvis – der skulle udbryde krig mellem Rusland og Nato i de baltiske lande, er vi forpligtet til at sende tropper. Er man så et territorialt forsvar, hvis man forsvarer andres territorium? Det ville være det første, russerne sagde: At det ikke er særlig defensivt. I hvert fald er ens territorialforsvar så mere regionalt end nationalt.” /Emma Louise Stenholm