Velkommen til Thylejren

Før krigen var det Thistedboernes foretrukne badestrand. Nu tilhører området, der skråner mod fjorden, Beredskabsstyrelsen, som er ved at indkvartere asylansøgere i telte – som regeringen netop har åbnet op for.

Ved indgangen til det trådindhegnede område hænger et ‘Uvedkommende ingen adgang’-skilt. Bag kasernebygningen ligger et idrætsanlæg med hal og fodboldbane. Her bliver savet og boret og banket for at efterleve Udlændingestyrelsens mål om at få et nødasylcenter for 400-450 enlige mænd op at stå inden ugens udgang. De første asylansøgere ankommer torsdag.

Stemningen er hektisk munter blandt de unge, der udfører arbejdet. De er værnepligtige og iført Beredskabsstyrelsens mørkeblå uniformer. Der dufter af træ i gymnastiksalen, hvor de bygger rækkevis af små kabiner i krydsfinér. Der skal bo to mand i hver af de 104 kabiner med køjeseng, to locker-skabe og to sengelamper. Kabinerne har ikke loft og måler 180 centimeter i højden. Der kan lige stå to voksne personer på den trange gulvplads. Der bliver ingen dør, kun et sort forhæng. I en tilstødende gang er der 12 soverum med plads til seks personer i tre køjesenge. På hver dør sidder et stykke papir med tape, hvor der med grøn tusch er skrevet værelsesnumre samt ‘PC-Rum’, ‘Klinik’, ‘Reception’ og ‘Vaskerum’.

‘Vi er blot operatører’

»Beredskabsstyrelsen er i bund og grund leverandør af en simpel ydelse her,« siger chefen for Beredskabsstyrelsen Nordjylland, Lennart Kvist Sørensen, mens vi betragter opsætningen af de første hvide beboelsestelte. Han er en militærmand med overskæg, som ikke pynter sine sætninger unødvendigt. Han tilføjer, at han kan stå 100 procent inde for den vare, de leverer. Hans mandskab har selv boet i de telte i Pakistan i et år, fortæller han, og der lå sne på taget.

»Det er udlændingeservice, der lægger niveauet, vi er blot operatører der udfører vores del af opgaven«, siger han.

Beredskabsstyrelsens tre jyske beredskabscentre er alle taget i brug i denne uge. De skal være  nødasylcentre: I Haderslev og Herning bliver der plads til henholdsvis 160 og 200 flygtninge i »eksisterende faciliteter«. Thisted skal rumme 168 i stedets bygninger. Men derudover bygges altså denne teltlejr med plads til 250 mennesker.

I oktober var de tre jyske beredskabcentre ellers lukningstruede. Nu summer de af aktivitet. Af samme grund er lokalpolitikerne efter sigende stiltiende tilfredse med Thisteds rolle i opgaven, som i første omgang har reddet Beredskabsstyrelsen Nordjylland.

Alt er akut

Mandag aften taler jeg med Mai Manaa Kristensen. Hun er blevet hyret af Thisted Kommune til at koordinere arbejdet i nødlejren. Hun kender ikke sin titel, og ved ikke, hvad hun får i løn. Heller ikke hvor længe hun skal være i jobbet. Lejren skal have helt nyt personale, og Mai Manaa Kristensen skal være med til at ansætte. Lejrens leder, Anders Brolev, er normalt skoleleder under Hanstholm Asylcenter, men nu er han primus motor her.

Fredag i sidste uge skrev Mai Manaa Kristensen til ham for at spørge, om han havde brug for medarbejdere. Han ringede tilbage lørdag, og nu er hun ansat.

Alt er akut. Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V), hørte først om regeringens plan et kvarter før, den blev offentliggjort på regeringens pressemøde samme fredag.

Når Beredskabsstyrelsen har bygget det midlertidige center op, og de første beboere flytter ind, overtager Hanstholm Asylcenter under Thisted Kommune selve driften. Dog skal Beredskabsstyrelsens kantine levere maden til beboerne, som er på den såkaldte cafeteria-ordning. Ude på fodboldbanen står et orange madtelt, hvor asylansøgerne skal indtage tre daglige måltider. Hver 14. dag får de cirka 125 kroner i ‘lommepenge’.

‘Vi ved det ikke’

Asylansøgerne skal bo i nødcentret, indtil deres sag er behandlet, eller indtil der bliver plads i et etableret asylcenter. De, der kommer til Thisted, er »helt nye« flygtninge, som ikke har prøvet at bo i et almindeligt asylcenter. Hvis de havde gjort det, ville deres forventninger være for høje, lyder forklaringen. I flere normale asylcentre er der nemlig mere frihed, man får kostpenge og mulighed for selv at lave mad. I teltene her skal man være sammen med ni andre personer. I kabinerne er man godt nok kun to, men på meget lidt plads og med lydgener på grund af de tynde vægge. For tiden tager det angiveligt tre-fire måneder at behandle de helt oplagte sager.

Bufferplads i hytter

Men ventetiden stiger i takt med indrejsetallet. Der er ingen, der ved, hvad ordet »midlertidig« betyder. Ingen vil gisne. For en måned siden havde Thisted Kommune 400 asylansøgere. Nu har de 759. De havde allerede oprettet ‘bufferpladser’ rundt omkring i Thy i ubrugte feriehytter, på et nedlagt plejehjem og i et gammelt hotel.

De uledsagede børn og unge administreres af Børnecenter Vestervig, som netop har åbnet et nyt center på en nedlagt SOSU-skole i Thisted, som er beregnet til 100 børn. 44 er flyttet ind, resten ventes snarest.

Oveni dette kom så i sidste uge nyheden om de 400-450 nye voksne flygtninge.

Når jeg spørger ansatte i kommunen, om det ville have været muligt for dem at finde anden indkvartering til de flygtninge, som skal bo i teltene, svarer de, at de »ved det ikke«. De fik heller ikke muligheden for at forsøge.

‘Sådan helt Carpe Diem-agtig’

Det er tirsdag, og det danske flag vajer foran kasernen. I asylcentrets interimistiske kontor sidder Mai Manaa Kristensen. Mens hun i telefonen bestiller en container – »20 fod, småt brændbart« – skriver hun på de snart overfyldte hvide whiteboards: »Backgammen. Knagerækker. Sikkerhed«.

De fleste hvide telte er stillet op nu. Der er ikke koblet et fortelt på, og det bliver der ikke. Rundt om lejren kommer et højt metalhegn og ved udgangen en port. Asylansøgerne kan bevæge sig frit ud og ind – hegnet er for at holde andre væk. Teltene støder op til bugten, men man kan kun svagt skimte vandet igennem en tæt bræmme af træer og krat.

»Jeg vil lave skilte, hvor der står ‘Velkommen til Thisted’ på alle sprog. Skilte med: ‘Remember, this is not the end of your journey’. Sådan helt carpe diem-agtigt,« siger Mai Manaa Kristensen.

Det største problem bliver hverdagene, siger hun, for »der er ingen steder at få ro«.

Der er dog et opholdsrum i kælderen med sofaer, bordfodbold, pool og tv. Det regner hun med at teltboere vil bruge.

»Vi vil have, at de skal have det godt. Jeg har bestilt ørepropper, for hvordan skulle de ellers kunne sove så tæt sammen? Jeg vågner om natten, bare Morten hoster.«

‘Er du done?’

Det er onsdag, og der er kommet startpakker fra Sandholm, én til hver mandlig asylansøger. Pakkerne indeholder: roll-on deodorant, body lotion, kam, hårbørste, håndsæbe, tandbørste, tandpasta, shampoo, barberskum, barberskrabere, skuresvampe, ansigtsservietter, neglesaks, vatpinde, to vaskeklude, en almindelig rengøringsklud og opvaskemiddel.

Mai Manaa Kristensen har været i Jysk og købe badetøfler til mændene. De er lime- og lillefarvede.

»Farven kan vi ikke gøre noget ved,« siger hun.

Udlændingestyrelsen er på besøg. De sidder til møde hele eftermiddagen med operatøren, heriblandt Anders Brolev.

Efter mødet står flere ting klart: De hvide telte skal kun huse otte mand, ikke – som tidligere besluttet – ti. Asylansøgerne vil få tilbudt undervisning, hvilket er vigtigt for, at de har det godt.

Den største nyhed er, at der også vil komme familier til centret. De skal ikke bo i kabiner eller telte, men får værelserne på den aflukkede gang. Her kommer et legerum til de små, et computerrum og en stue med sofa, tv og playstation for de lidt større børn. Stedets ansatte er glade for, at der kommer familier. De forventer at stemningen vil blive mindre anspændt, når der er kvinder og børn til stede.

Sent på eftermiddagen er alle de hvide telte slået op.

»Er du done?« siger en af de værnepligtige til en træt kollega. I disse dage har mange af dem arbejdet fra halv otte om morgenen til halv ni om aftenen. Man mærker en mathed. På pladsen er der lagt træflis og gangbroer imellem telte og toiletvognene. Pludselig sætter en kraftig regn ind, og stemningen falder mærkbart. I tusmørket monterer en ung kvinde skridsikkert underlag på en gangbro med en flammekaster.

De første syv beboere

Det er torsdag og blæsende koldt regnvejr. I dag ankommer de første beboere, omkring 38 enlige mænd. Syv af dem er steget på en forkerte bus, som kørte tidligt, så de endte i Haderslev og Herning. De ankommer som de første.

Ved 14-tiden ankommer der nogle fra Venligboerne. De stiller små vindstærke lys langs hegnet, som de pynter med danske flag, og et stort håndmalet banner: ‘Welcome. Join us: Facebook group Venligboerne Thisted og omegn Let’s be friends’.

Velkomstens initiativtager, Kirsten Ringgaard, håber, at de andre fremmødte borgere bliver motiveret til at fortsætte med at være venlige over for asylansøgerne:

»Hvis man først har reddet nogle fra at drukne i fjorden, så er man ikke ligeglad med hvordan det går dem. Som i ‘Den Lille Prins’: Det er den tid, man spilder på sin rose, der gør den så betydningsfuld.«

Venligboerne vifter

Gruppen af fremmødte venligboere tæller cirka 20 personer, en blanding af ældre og unge. De fleste har danske fødselsdagsflag i hænderne, også Ismail Baker, som er kurdisk flygtning fra Syrien. Han har boet med sin familie i Thisted i tre år.

»Det gør mig ondt for dem, der skal bo derinde,« siger han. »Jeg er bekymret for Danmark.«

Så ruller den store turistbus ind, og stemningen bliver stille og spændt. De syv mænd kommer ud af bussen. En pressefotograf skvatter ned fra en mudret vold, som han er hoppet op på for at få et billede i kassen. Gruppen af venligboere vifter med deres flag og råber »welcome«.

De syv mænd ser trætte ud og smiler usikkert. Anders Brolev leder dem hen imod centret. Mai  Manaa Kristensen træder frem og siger et par ord til de fremmødte borgere: »Tak for jeres venlighed og kærlighed. I er også meget velkomne i morgen og på lørdag«.

Så går hun ind i centret, hvor de nye beboere får ro til at indkvartere sig. Et nyt kapitel begynder.