Ayatollah Trump

At der er Forskjel mellem Synd og Synd, det veed Enhver; men der er en Forskjel, paa hvilken man ikke altid synes tilstrækkelig opmærksom, den mellem Øieblikkets Synd eller Synd i Øieblikket, og den stadige, daglige Synden eller et Liv, der med Bevidsthed og Overskuelse af Forholdene har indrettet sig i Synden, derhos forsynet sig med fornødent Hykleri for at bevare Skinnet af det Gode.

– Søren Kierkegaard, fra Christelige Taler. 

Nu er det virkelig ikke fordi vi vil lægge salig Søren Kierkegaard ord i munden, eller påstå, at vi i særlig grad ved, hvad han ville have tænkt om dette og hint i vores mærkværdige verden anno 2025 – så meget desto mere uigennemskueligt som det er, med tanke på alle Kierkegaards mange pseudonymer, der ofte var lodret uenige med hinanden (vi kigger på jer, Johannes Climacus og Anti-Climacus). Alligevel tør vi godt stikke en lilletå ned i de oprørte amerikanske farvande og pointere, at den danske filosof næppe havde jublet over at blive “citeret” ved mindehøjtideligheden for den højreekstreme influencer Charlie Kirk, som løb af stablen sent søndag.

I et propfyldt State Farm Stadium – der til daglig er hjemmebane for det amerikanske footballhold Arizona Cardinals – fandt alt, hvad der kunne krybe og kravle i den kristenfundamentalistiske MAGA-bevægelse, tilsyneladende vej til talerstolen for at helgenkåre Kirk. Inklusive Charlie Kirks tidligere stabschef Mikey McCoy, som altså citerede Kierkegaard for at have sagt: “Tyrannen dør, og hans styre er forbi, martyren dør, og hans styre begynder.”

Nu var der mange ting, man kunne korse sig over ved mindehøjtideligheden (vi kommer til Donald Trumps bogstavelige hadtale om et øjeblik), men da Kierkegaard blev nævnt, begyndte vi for alvor at føle os småskøre. Og lad os bare sige, at det ikke er blevet bedre, efter vi har set danske medier som TV 2 og Berlingske viderekolportere, hvordan Kierkegaards ord minsandten blev udødeliggjort, da Kirk blev udødeliggjort. For altså, vi kan simpelthen ikke gennemskue, hvorhenne Søren Aabye Kierkegaard skulle have skrevet de citerede ord, andet end i for os ukendte Kierkegaard-værker såsom “azquotes.com”, “brainyquote.com” eller “libquotes.com”. Men måske er det bare os, som går forkert til værks og ikke bare tager Mikey McCoy direkte på ordet, sådan som andre danske medier tilsyneladende gør.

Hvorom alting er: Mens Trump-administrationen med J. D. Vance som selvbestaltet ypperstepræst har chokerende travlt med at få fyret og disciplineret alle de amerikanere, som har den uhørte frækhed at tale dårligt om Charlie Kirk, er der opstået mindelig konsensus på højrefløjen om, at Charlie Kirk døde for “sandheden”; at han med sit væsen inkarnerede en slags hellig demokratisk kerne. Eller som Vance formulerede det ved mindehøjtideligheden, efter flere gange at have understreget den kristne tros suverænitet: “Han var Athen og Jerusalem; fornuftens by og Guds by i én person”.

Her kunne man måske indvende, at Charlie Kirk også var manden, der sagde ting som:

“Vi begik en kæmpe fejl, da vi vedtog borgerrettighedsloven i 1960’erne.”

Og:

“Vi har brug for en retssag i stil med Nürnberg-processen for alle læger, der arbejder på klinikker, der bekræfter køn. Vi har brug for det med det samme.”

Ikke at den slags betyder så meget for MAGA-bevægelsen: De har fået deres martyr, og nu skal sværdet svinges. For som USA’s præsident Donald Trump sagde som et slags punktum for ceremonien: “Han (Charlie Kirk, red.) var en missionær med en ædel ånd og en vigtig mission. Han hadede ikke sine modstandere. Det er der, jeg var uenig med Charlie. Jeg hader min modstander”.

Hvis en sådan mindehøjtidelighed, og en sådan tale, var blevet afviklet et andet sted i verden, under en anden religions faner, ville al den snak om martyrer, Gud og hævn givetvis have fået en mindre benovet mediedækning. Men altså: Når det sker i USA, er det jo ikke religiøs fanatisme, så er det oplagt stof for en ukritisk liveblog. Det er jo (åbenbart) det, publikum vil have: mere spektakel, mere sanewashende mikrofonholderi, færre overvejelser omkring, hvordan medievirkeligheden har bragt os hertil. Det er jo ikke, fordi vi har hele dagen til at læse Søren Kierkegaard; til at forholde os til det, filosoffen fx skriver i Journalen NB32 fra 1854:

“Men eftersom Verden bliver ældre og altsaa mere og mere demoraliseret, bliver Nederdrægtigheden ogsaa større. Saa bliver Publikum Tyrannen, En som hykkelsk skjules under at være Ingen – og saa kommer det Snigmorderske op. Det Snigmorderske, hvorved man unddrager sig Ansvaret (thi det er jo Ingen) og det Snigmorderske, hvorved man berøver den Forfulgte Pathos Kjendelighedens Pathos. […] Og Publikum er paa den nederdrægtigste Maade Magt, Magt ligesom Væggetøi eller Stank, hvilket altid har den Fordeel at nægte den Mishandlede Pathos. Væmmelige Art Blodtørst, at tørste efter et Mskes Blod ikke som en Løve, en Tiger – nei, som en Luus eller som en Legion Luus!”

Her tilføjer Kierkegaard i øvrigt i en fodnote:

Væmmeligst af alle Arter Tyrannie: Lusenes; og væmmeligst af alle Tyranners Spytslikkere, Du Tyrannens, Lusenes Øientjener: ‘Journalisten’!”

/David Dragsted