Usikkert som altid

EU anerkender ikke Taliban og har derfor siden magtovertagelsen i 2021 nægtet diplomatiske forhandlinger med Kabul. Alligevel er Kommissionen for første gang begyndt at undersøge om EU kan sende flere afghanere, der enten er afviste asylansøgere eller er dømt for kriminalitet, til landet.

Kommissionen og EU’s udenrigstjeneste har “sonderende kontakter på teknisk niveau”, mens 20 europæiske lande presser Kommissionen til at prioritere hjemsendelser til Afghanistan.

Også Tyskland er i disse dage ved at lukke en aftale med Taliban-styret, der skal muliggøre permanente hjemsendelser med fly. Tysklands håb er, at flere EU-lande kan gøre det samme, selvom vurderingen fra flere sider i FN-systemet er, at menneskerettighedssituationen i landet kun er blevet værre de sidste fire år. Forhandlingerne med Taliban er foregået bag lukkede døre.

Ifølge EU-kommissær Magnus Brunner kan det også betyde flere hjemsendelser af kriminelle til Syrien efter Assads fald i december.

“Når vi taler tvangshjemsendelser, så er der særligt fokus på kriminelle, som udgør en trussel mod sikkerheden‚” sagde Brunner efter et møde for EU-landenes justits- og indenrigsministre i sidste uge og henviste til Østrig, der i juli sendte den første kriminalitetsdømte syrer til landet. “I Østrig fungerer det”.

Selvom situationen i Syrien ifølge Brunner ikke er “stabil nok”, ser han det som en model for at lave “massetilbagesendelser” på sigt.

Når Afghanistan og Syrien behandles under samme paraply, er det ikke udtryk for, at de to lande er blevet mere sikre, siger Hannah Neumann, tysk europaparlamentariker for De Grønne. Hun har som medlem af parlamentets delegation for Afghanistan og som forfatter til flere rapporter om EU’s udenrigspolitik flere gange understreget, at menneskerettighedssituationen ikke har ændret sig til det bedre.

“At forhandle deportationer med Taliban er ensbetydende med at forråde både vores egne udenrigspolitiske mål og dem, der kæmpede og risikerede deres liv for menneskerettigheder i Afghanistan. Medlemmer af de tyske regeringer sad sammen med de samme Taliban-terrorister, der iscenesatte et angreb på en tysk ambassade for nogle år siden,” siger Neumann til Føljeton.

“Og i Syrien er virkeligheden enkel: Landet er ikke sikkert. Punktum. De, der fordømmer islamistisk ekstremisme og i samme åndedrag presser på for at sende folk tilbage under al-Shaara-regimet, er dybt hykleriske.”

Tysk inspiration

Danmark er ikke medunderskriver på brevet til Kommissionen. Men udlændingeminister Rasmus Stoklund (S), der tidligere har udpeget Tyskland som et af de lande, Danmark holder øje med på udvisningsområdet, sagde i sidste uge, at “det er utroligt positivt, at Tyskland inviterer til samarbejde”.

Føljeton har spurgt ministeren, om en tysk færdigforhandlet aftale med Taliban vil ændre på holdningen om, at Danmark fortsat afviser at samarbejde med Kabul. Ministeriet henviser til et folketingssvar fra starten af oktober, hvori Stoklund bemærker, at “hvis Tyskland, som en af Danmarks nære allierede i Europa, kan lykkes med at sende kriminelle afghanere ud af sit land, så burde Danmark også kunne finde en vej frem”.

Rasmus Stoklunds forgænger Kaare Dybvad Bek (S) sagde i september til Politiken, at han tror, at det “inden længe” vil være muligt at sende flygtninge til Syrien: “Det er enormt positivt, at vi kan begynde på det, og vi har forsøgt også at være så tidligt ude som muligt i forhold til at få etableret den kontakt, så vi er klar til også at kunne sende nogle folk af sted.”

Måneden inden interviewet besøgte en gruppe danske embedsmænd Damaskus for at afklare mulighederne.

I foråret 2022 afgjorde Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse ikke alene var tilstrækkeligt grundlag for at give afghanere opholdstilladelse i Danmark. I 2023 besluttede nævnet at give kvinder og piger fra Afghanistan asyl udelukkende på baggrund af deres køn.

For Syriens vedkommende risikerer det, ligesom i Afghanistan, at stride med menneskerettighederne at åbne for hjemsendelser.

“Fordi mange syrere i Danmark har boet her i mange år, og mange af dem er unge og derfor har tilbragt deres formative år i Danmark, ville en hjemsendelse være i konflikt med tids- og tilknytningsaspekterne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,” sagde juraprofessor Louise Halleskov i Politiken.

“Hvis regimet var blevet væltet for fem år siden, ville der have været en betydeligt større mulighed for at inddrage deres opholdstilladelser. Nu vil de fleste af dem have udviklet så stærke bånd til det danske samfund, at det ville være i strid med menneskerettighederne.”

Usikkert i begge lande

Også Sverige har netop afsat otte millioner kroner for i 2025 og 2026 at “tilskynde flere afghanske statsborgere med udvisningsordrer til frivilligt at vende tilbage til Afghanistan.”

I FN’s flygtningeorganisation UNHCR’s seneste vurderinger af situationen i Afghanistan og Syrien er det tydeligt, at den fortsat er usikker begge steder.

“Man [bør] stadig ikke tvangsudsende flygtninge til Syrien på grund af ‘fortsatte angreb og vold i dele af landet; omfattende intern fordrivelse; forurening af mange dele af landet med eksplosive rester af krig; en ødelagt økonomi og en omfattende humanitær krise, hvor over 16 millioner allerede havde brug for humanitær bistand før den seneste udvikling,” skriver organisationen.

“På denne baggrund opfordrer UNHCR for øjeblikket fortsat stater til ikke at tvangsudsende syriske statsborgere og tidligere sædvanlige indbyggere i Syrien, herunder palæstinensere, der tidligere har boet i Syrien, til nogen del af Syrien.”

I Afghanistan er sikkerhedssituationen stadig “volatil”. Det kan den blive ved med at være “i nogen tid fremover, hvilket skaber betydelige udfordringer for en sikker og værdig tilbagevenden af ​​dem, der er vurderet til ikke at have behov for international beskyttelse,” lyder vurderingen fra UNHCR.

Hannah Neumann har ligesom FN opfordret til såkaldte go and see-visits, hvor flygtninge fra både Afghanistan og Syrien selv kan få lov til frivilligt at rejse til landet, besøge deres familie og se, om de selv har lyst til at vende tilbage – uden at miste rettigheder i Europa.

Ifølge Neumann er den nuværende udvikling i EU et udtryk for, at beskyttelse ikke længere er førsteprioritet.

“Det fælles omkvæd er klart: afskrækkelse virker, og ordet tilbagesendelseskapacitet er blevet det nye kontrolmiddel,” siger hun og forklarer, at særligt højrefløjen er gået væk fra at beskrive det som et moralsk dilemma, men som en troværdighedstest.

“Som et bevis, i deres øjne, på at EU kan håndhæve sin regeringsførelse. Det, der begyndte som indenlandsk posering, har udviklet sig til en definerende akse i europæisk asylpolitik.” /Emma Louise Stenholm