Fra arabisk til asiatisk forår

Visse plantefrø kan låse deres kim, så de først spirer, når forholdene er helt rigtige. De kan ligge og vente på, at temperaturen eller fugtigheden bliver den rette. Der findes eksempler på, at frø har ligget 2.000 år, før de er begyndt at spire, og nogle frø har endda brug for skovbrande for at opnå spirevenlige forhold.

På samme måde kan en befolknings frustrationer ligge og vente på, at de helt rigtige betingelser får dem til at spire til protester. Og protester ét sted kan være den betingelse, protester et andet sted har ventet på.

For 15 år siden startede en 26-årig tunesisk frugtsælger et oprør, der skabte betingelserne for protestbevægelser i store dele af den arabiske verden.

Den 17. december 2010 fik Mohamed Bouazizi sin frugtvogn beslaglagt af myndighederne i byen Sidi Bouzid i det centrale Tunesien. Efter forgæves at have forsøgt at få vognen tilbage satte han ild til sig selv i frustration.

“Og det, det grundlæggende forårsager, er en mikroprotest i hans lille by. Og de [politiet] ved ikke, hvordan de skal håndtere den. De reagerer voldeligt, og det får endnu flere mennesker til at slutte sig til protesten, og det får andre protester til at starte i andre byer i det centrale og sydlige Tunesien,“ forklarer Zaid Al-Ali, seniorrådgiver hos den mellemstatslige organisation International IDEA, til Føljeton.

Zaid Al-Ali kalder de mange små betingelser, der får protester til at opstå, for mikrodynamikker. Politiets voldelige håndtering af de indledende protester i Sidi Bouzid var en af de mikrodynamikker, der skabte fundamentet for den protestbevægelse, der den 14. januar 2011 fik præsidenten Zine El Abidine Ben Ali til at gå af og flygte til Saudi-Arabien. Som beskrevet i går, var det nepalesiske politis håndtering af Gen Z-protesterne også en katalysator for, at protesterne i Nepal eskalerede til masseafbrænding af regeringsbygninger og afsættelsen af premierministeren.

“Hvis tuneserne havde fejlet, eller hvis præsidenten var forblevet ved magten, så er det sandsynligt, at alt andet, der skete i Egypten, Libyen og Yemen, ikke ville være sket. Så det er på grund af den dynamik, at ét land inspirerede et andet,” siger Al-Ali.

Det tunesiske oprør lykkedes og blev starten på det arabiske forår. På samme måde har de nepalesiske protester inspireret flere Gen Z-bevægelser både i Asien og resten af verden til at demonstrere.

Og med Gen Z-protester i Indonesien, Nepal, Filippinerne, Sri Lanka, Bangladesh, Maldiverne og sågar den lille østat Østtimor inden for en kort periode, er det oplagt at spørge, om vi nu er vidne til det asiatiske forår?

Fejlslagne revolutioner

Uanset om vi kalder det et asiatisk forår, er lighederne mange. Ligesom Gen Z-protesterne blev det arabiske forår i høj grad ledt an af unge utilfredse mennesker, der drømte om en fremtid med flere rettigheder og mindre ulighed og korruption. Og ligesom hos de unge i dag, blev sociale medier også dengang brugt til at koordinere og mobilisere.

På grund af de mange fællestræk, er det relevant at forstå, hvorfor det arabiske forår gik galt. For stort set alle landene involveret i det arabiske forår er lige så dårligt, hvis ikke værre stillet, end før oprørene begyndte.

“Vi havde aldrig forestillet os, at det ville være så slemt. Tunesien er fuldstændig tilbage i et diktatur. Egypten er gået tilbage til at blive et militærregime. Libyen har været i krigstilstand i 15 år, og kan ikke komme videre. Yemen har været i krigstilstand i 10 år. Sudan har været involveret i denne ekstremt voldelige konflikt, som ingen tilsyneladende bekymrer sig om. Og Algeriets militærregime har ikke ændret sig,” opremser Zaid Al-Ali.

Selvom det lykkedes for en lang række af landene at vælte deres autoritære ledere af pinden, er protesterne ikke blevet omsat til demokratiske regeringer og stabilitet. Zaid Al-Ali deltog selv som forfatningsmæssig rådgiver i flere af landenes efterfølgende forhandlingsprocesser, og ifølge ham skal politisk undertrykkelse inden oprørene ses som en af hovedårsagerne til de fejlslagne forandringer:

“Der var ekstreme niveauer af informationskontrol, og folk havde ingen forbindelse til den politiske opposition.”

Regimerne styrede med så hård hånd, at politisk organiseret modstand var stort set umulig. Og netop den politiske organisering manglede protestbevægelserne bagefter.

“Problemet er, at når man forårsager regimets fald, og der så finder forhandlinger sted om, hvad der kommer bagefter, så kan folk – massebevægelser – ikke deltage i disse forhandlinger, fordi de ikke har et lederskab,” siger seniorrådgiveren Al-Ali.

“Der er ingen til at forhandle på vegne af almindelige mennesker. Og det betyder, at deres interesser slet ikke er repræsenteret ved forhandlingsbordet.”

Gen Z-gentagelser 

Mange af Gen Z-bevægelserne står over for samme problemstilling, fordi de er opstået spontant som lederløse massebevægelser. Protesterne er sjældent bygget op i samarbejde med oppositionspartier, og der har ikke været tid eller struktur til at forberede og gennemarbejde en fælles politik. Derfor har de store udfordringer med at veksle deres momentum til indflydelse blandt etablerede politiske kræfter.

Det er tilfældet hos den afrikanske østat Madagaskar, hvor store Gen Z-protester fik støtte fra militæret, der kort efter endte med at kuppe præsidenten og selv overtage magten. Nu har det nye statsoverhoved, militærmanden Michael Randrianirina, indsat en ny premierminister, mens den madagaskiske Gen Z-bevægelse kalder udvælgelsesprocessen for “uigennemsigtig” og siger, at den er sket “uden konsultation” af dem.

Undtagelsen, der indtil videre bekræfter reglen, er i Nepal, hvor de unge er tættere på at få reel politisk indflydelse end mange andre steder. Her er Gen Z-grupperne netop ved at organisere sig om en fælles politisk aftale med den midlertidige regering.

Tilbage står Zaid Al-Ali med en klar formaning til de nye bevægelser:

“Den store lektie i mit liv efter disse oprør i den arabiske region er, at man har brug for en struktureret politisk bevægelse. Man har brug for lederskab. Og uden en struktureret politiseret bevægelse med en klar platform, der er forhandlet, forudbestemt og demokratisk, vil det bare ikke fungere. Man kan ikke stole på massebevægelser og teknologi til at løse problemet.”

Med andre ord skal protesternes frø vente med at spire, indtil de finder et solidt politisk fundament, hvis de skal kunne vokse til store, succesfulde bevægelser. /Oliver Brinkmann