Marokkansk massebevægelse mister luft

“Der er stadioner, men hvor er hospitalerne?”

Det spørgsmål har runget i de marokkanske gader siden protester opstod 27. september. Det nordafrikanske land skal sammen med Spanien og Portugal være vært for mændenes VM i fodbold i 2030. Sådan et værtskab er ikke helt billigt. Specielt ikke når man – som Marokko – er gået i gang med at bygge verdens største stadion. Men i et land med 36 pct. ungdomsarbejdsløshed og et presset sundhedsvæsen vil Generation Z hellere have sundheds- og uddannelsesreformer end stadioner og hoteller til VM. Det har udløst de største protester siden det arabiske forår i 2011.

Nu får demonstranterne så, hvad de har ønsket. Den marokkanske regering har godkendt et finanslovsforslag, der øger budgettet til netop sundhed og uddannelse med 16 pct.

Mens den marokkanske stat giver med den ene hånd, tager den dog også med den anden. Politiet har anholdt tusindvis af mennesker, og mere end 2.400 demonstranter står til at blive retsforfulgt, hvoraf flere er mindreårige, og nogle allerede er blevet idømt op til 15 års fængsel. Tiltagene virker kort fortalt som et forsøg på at punktere den voksende Gen Z-bevægelses momentum.

Protesternes startpunkt

Som med de fleste Gen Z-protester begyndte demonstrationerne efter en specifik sag. Dråben – eller mikrodynamikken – der fik bægeret til at flyde over i Marokko, var otte kvinders død under kejsersnit på et hospital i kystbyen Agadir.

De otte kvinders død blev et tydeligt eksempel på sundhedssektorens underfinansiering, og blev dermed startpunktet for de unges demonstrationer. Gen Z-bevægelsens kritikpunkter udviklede sig hurtigt til også at omfatte uddannelsessystemet, manglende investeringer i landområderne og den korruption, som de oplever i landet. Og frustrationerne er som sagt ikke blevet mindre af, at Marokko har investeret hele fem mia. dollars i infrastruktur til VM i fodbold.

Protesterne begyndte med flere dages fredelige protester, men den 1. oktober blev tre demonstranter dræbt af sikkerhedsstyrker og flere hundrede mennesker anholdt. Efterfølgende har både Human Rights Watch og Amnesty International opfordret de marokkanske myndigheder til at igangsætte en uafhængig undersøgelse af drabene på de tre demonstranter.

“Vi er dybt alarmerede over nye beviser på marokkanske sikkerhedsstyrkers brug af overdreven magt og massearrestationer af demonstranter og tilskuere,” udtaler regionsdirektør for Mellemøsten og Nordafrika hos Amnesty International Heba Morayef i en pressemeddelelse.

Den anonyme bevægelse

Den marokkanske protestbevægelse er organiseret af gruppen Gen Z 212 (tallet står for Marokkos landekode). Fire anonyme personer startede gruppen på den sociale platform Discord. Siden protesterne begyndte, er gruppen vokset til omkring 250.000 medlemmer.

På Discord afholder Gen Z 212-bevægelsen afstemninger om deres næste træk og annoncerer demonstrationer. Efter dødsfaldene den 1. oktober diskuterede medlemmerne på Discord eksempelvis, om de skulle fortsætte med at demonstrere eller holde en pause. Medlemmerne blev enige om at fortsætte, men brugen af Discord er ikke helt problemfri.

Fordi alle kan deltage som anonyme medlemmer, har gruppen oplevet at blive infiltreret af sikkerhedsstyrker. Derfor tages mange beslutninger i mindre grupper, hvor medlemmerne verificeres af Gen Z 212-bevægelsens organisatorer. Anonymiteten er dog også nødvendig i et land, hvor man kan blive anholdt for at opfordre til protester på sociale medier.

I et interview med Deutsche Welle udtaler de anonyme organisatorer bag bevægelsen, at de ønsker at forblive anonyme: “Vi vil ikke sidde ved noget forhandlingsbord. Der er ikke noget at forhandle om, når det kommer til sundhed, uddannelse og anstændige levevilkår.”

Manglende legitimering

Den indstilling har nu båret frugt. I hvert fald i forhold til de sundheds- og uddannelsesreformer, bevægelsen har ønsket. Men fremtiden for bevægelsen er uvis. Daglige masseprotester er blevet til ugentlige protester med færre mennesker. Og selvom organisatorerne selv har udtalt, at de ikke ønsker at sidde ved forhandlingsbordet, så er bevægelsen slet ikke blevet anerkendt af statsoverhovederne som en del af den politiske virkelighed i Marokko.

“I øjeblikket holder demonstranterne en pause for at omorganisere sig, men det bliver ikke let at holde momentum, da myndighederne forsøger at imødekomme deres bekymringer uden at legitimere dem eller indgå i en formel dialog. Desuden er den politiske dimension af deres anmodninger (afskedigelse af regeringen, opløsning af korrupte partier) blevet fuldstændig ignoreret,” forklarer Riccardo Fabiani, nordafrikansk direktør hos International Crisis Group, til ISS Today. “Det er tydeligt, at det er svært at opretholde en mobilisering i ugevis uden en ordentlig sociopolitisk infrastruktur bag sig (politiske partier, fagforeninger, civilsamfundet).“

Som Zaid Al-Ali beskrev i gårsdagens analyse, er den politiske struktur bag denne slags protestbevægelser af stor vigtighed for at skabe langvarige samfundsændringer. Intet tyder dog på, at en politisk organisering af bevægelsen er undervejs, og den marokkanske stats forsøg på at lukke luften ud af protestbevægelsen med reformer og hårde fængselsstraffe kan vise sig at være succesfuldt. Gen Z 212 understreger selv, at reformerne er utilstrækkelige, hvis ikke også de fængslede demonstranter bliver løsladt og der samtidig kommer klare mekanismer til at bekæmpe korruption.

Altså fortsætter protesterne. Spørgsmålet er hvor længe. /Oliver Brinkmann