Israel har igen erklæret, at våbenhvilen i Gaza består. Det skete få timer efter, at israelske fly tirsdag aften havde bombet store dele af Gazastriben og dræbt mindst 104 mennesker, heraf 46 børn og 20 kvinder, ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium. Angrebene blev forklaret som gengældelse for et angreb i Rafah, hvor en israelsk soldat blev dræbt.
Ifølge israelske medier vides det ikke, om skuddene mod soldaten blev beordret af Hamas’ ledelse eller udført af en selvbestaltet gruppe krigere fanget i de israelskbesatte zoner. Hamas afviser ethvert ansvar og har erklæret sig fortsat forpligtet på våbenhvilen. Alligevel lød de israelske bomber natten igennem over Khan Younis, Beit Lahia og det centrale Gaza.
Gazas regeringsmediekontor har siden forsøgt at tilbagevise den israelske hærs forklaring. I en erklæring tirsdag skrev kontoret, at listen over angivelige militante dræbte var fyldt med ikke-eksisterende eller stadig levende personer.
Ifølge Middle East Eye og Mondoweiss var tirsdagens bombardement ikke et enkeltstående brud, men kulminationen på næsten tre ugers gentagne israelske overtrædelser af våbenhvilen. Siden aftalen trådte i kraft 10. oktober, har Israel ifølge Gazas regeringsmediekontor gennemført 125 brud: 52 skudepisoder, 55 bombardementer, ni militære indrykninger og elleve sprængninger af bygninger.
Natten til onsdag blev yderligere to palæstinensere dræbt i et israelsk luftangreb mod Al-Salatin-kvarteret i Beit Lahia i det nordlige Gaza. I alt er over 200 mennesker blevet dræbt under våbenhvilen.
På Nasser-hospitalet i Khan Younis blev en hel familie brændt ihjel i deres telt. En overlevende tante, Huda al-Shawaf, fortalte Mondoweiss, hvordan hun løb gennem flammerne for at redde børnene. “Den syvårige pige var blevet revet i stykker,” sagde hun. “Jeg trak de to yngste ud og sagde, at de var i sikkerhed. De talte lidt, før de døde.”
Den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation al-Haq skriver, at “bombning og drab på palæstinensere er blevet normen under den våbenhvile, Israel hævder at opretholde”. Imens kalder FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, angrebene på boliger, skoler og telte for internt fordrevne “rystende”.
Ifølge Middle East Eye begyndte de israelske overtrædelser få dage efter våbenhvilen trådte i kraft. Den 14. oktober dræbte droner og artilleri mindst syv palæstinensere, som ifølge lokale medier var vendt tilbage for at se deres ødelagte hjem. Israel hævdede, at de havde krydset den såkaldte “gule linje”, den zone langt inde i Gaza, som hæren har trukket sig tilbage til.
I alt er over 68.000 palæstinensere blevet dræbt siden krigens begyndelse i oktober 2023, ifølge lækkede israelske militæropgørelser citeret af Middle East Eye. Ifølge mange uafhængige, fagfællebedømte undersøgelser er dette tal et alvorligt underestimat.
Israel har desuden ifølge flere medier fastholdt en blokade af nødhjælpen, som efter aftalen skulle tillade 600 lastbiler dagligt at passere. I praksis har kun 200-300 fået lov at køre ind. Brændstof, medicin og fødevarer er stadig på kritisk lave niveauer i Gaza. Den egyptisk-mæglede aftale krævede desuden, at Rafah-overgangen mod Egypten genåbnede tre dage efter våbenhvilen. Men den har forblevet lukket, og næsten tusind patienter er døde, mens de ventede på tilladelse til behandling i udlandet ifølge Gazas sundhedsministerium.
Oren Liebermann omtaler situationen som en “våbenhvile uden fred” i CNN. En aftale, der både holder og bryder sammen hele tiden på én gang. USA’s udenrigsminister Marco Rubio kalder det “en proces med op- og nedture”, mens vicepræsident JD Vance beskriver de israelske bombardementer som “små sammenstød”. Præsident Donald Trump har udtalt: “De dræbte en israelsk soldat. Så israelere slog igen. Og det skulle de.”
I denne skrøbelige tilstand arbejder USA på at opbygge en international stabiliseringsstyrke. Ifølge et “scoop” i Axios planlægges en sådan styrke med soldater fra Egypten, Tyrkiet, Indonesien og Aserbajdsjan, kombineret med en ny palæstinensisk politistyrke trænet af amerikanere. Ifølge Axios har Trumps udsendinge, Jared Kushner og Steve Witkoff, drøftet med Israel, at styrken skal have FN-mandat. Den amerikanske regering ser styrken som forudsætning for Israels fulde tilbagetrækning fra de besatte zoner, men det afhænger af, at Hamas accepterer styrken og afvæbner sig. Ifølge en amerikansk embedsmand citeret af Axios forsøger Washington at “skabe en situation, hvor Hamas samtykker, så styrken kan håndhæve freden i stedet for at udkæmpe en ny krig.”
Samtidig fortsætter Israel sine natlige sprængninger og nedrivninger af bygninger i områderne øst og nord for Gaza. Ifølge The New Arab siger lokale, at eksplosionerne kommer næsten hver nat. Den 42-årige Rahma Saadallah, der er fordrevet fra Shuja’iyya, sagde: “Børnene vågner i panik. Hvordan kan jeg forklare, at krigen er slut, når de hører bomber hver nat?” Israels militær kalder det “ingeniørarbejde”, men lokale frygter, at det er en bevidst strategi for at gøre Gaza ubeboelig.
Den palæstinensiske analytiker Sharhabil al-Gharib sagde til mediet Al-Araby Al-Jadeed – den arabiske version af The New Arab – at politikken “praktisk oversætter Netanyahus udmelding om, at Israel vil bevare sikkerhedskontrollen i Gaza”. Han mener, at ødelæggelserne forhindrer de fordrevne i at vende hjem og kan bane vej for en de facto anneksion.
Parallelt med bombardementerne på Gazas sydkyst har Israel også udvidet sine militære operationer i nabolandene. Ifølge AFP trængte israelske soldater tidligt torsdag morgen ind i den sydlibanesiske by Blida, hvor de skød og dræbte den kommunale medarbejder Ibrahim Salameh, der sov i rådhuset. Den libanesiske præsident Joseph Aoun beordrede herefter den libanesiske hær til fremover at “konfrontere enhver israelsk indtrængen” og kaldte angrebet “en grov krænkelse af statens suverænitet”.
Også i Syrien fortsætter israelske styrker deres fremrykning i Quneitra-provinsen, hvor de har etableret nye kontrolposter dybt inde på syrisk territorium. Israels regering forhandler samtidig direkte med Damaskus om at genoprette grænsen fra før december-invasionen, men de nye udposter tyder på, at løfterne om tilbagetrækning ikke bliver indfriet.
Inde i Israel har tidligere Mossad-chef Yossi Cohen givet et sjældent indblik i landets globale overvågning. I et podcastinterview, som citeres i den israelske avis Israel Hayom, fortalte han, at Mossad siden 2002 har plantet “manipuleret udstyr” i “alle lande, man kan forestille sig”. Udstyret kan både indsamle data og i visse tilfælde detonere. Konteksten for hans udtalelser er bipper-angrebene i Libanon, der dræbte og sårede tusindvis af mennesker. Cohen sagde, at netværket ikke var blevet udbredt i Gaza, hvilket han beskrev som en fejl.
Mens Gaza gøres ubeboelig, fæstner Israel sit greb om Vestbredden. Her har Israel siden krigens begyndelse opført næsten 1.000 nye vejspærringer, ifølge den palæstinensiske kommission for mur og bosættelser. Portene og betonblokkerne skærer byer og landsbyer over, og palæstinensere beskriver, hvordan 20-minutters ture nu tager over en time. Israel hævder, at barriererne er nødvendige af sikkerhedshensyn.
Men set i lyset af finansminister Bezalel Smotrichs politik ligner de snarere brikker i et større strategisk projekt. Smotrich, der også har ansvaret for planlægningen af byggeri på Vestbredden, fremlagde i 2017 sin såkaldte ‘Israel’s Decisive Plan’, et manifest, der ikke handler om sikkerhed, men om varig kontrol. Planen skal sikre permanent israelsk suverænitet over ‘Judea og Samaria’ – den religiøse zionismes betegnelse for den besatte Vestbred – gennem massiv udbygning af bosættelserne, som skal gøre en palæstinensisk stat umulig.
Smotrich opstiller to valg for palæstinenserne: enten at opgive deres nationale ambitioner og leve i den jødiske stat “under regionale, ikke-nationalt karakteriserede kommunale strukturer” eller modtage støtte til at udvandre. På mundret dansk: De kan vælge mellem at rejse – eller blive og leve under særlove rettet imod dem selv.
Planen bygger på idéen om “sejr gennem bosættelser”; en gradvis proces, hvor den fysiske tilstedeværelse skal gøre besættelsen uafvendelig, mens militær og bureaukrati sikrer roen i overgangsfasen.
Mens Smotrichs plan formulerer den ideologiske logik bag den nuværende virkelighed, repræsenterer Marwan Barghouti et sjældent levn af det politiske håb, der stadig eksisterer på palæstinensisk side. I Israel sidder den palæstinensiske politiker stadig fængslet efter mere end to årtier. En række tidligere statsledere, organiseret i gruppen The Elders, som i sin tid blev oprettet af Nelson Mandela, har ifølge Middle East Eye opfordret Israel til at løslade ham som et skridt mod en politisk løsning. “Barghouti har konsekvent talt for en tostatsløsning med fredelige midler,” skriver de. Blandt underskriverne er Mary Robinson, Helen Clark og norske Gro Harlem Brundtland.
Samtidig har Israels forsvarsminister Israel Katz udstedt et forbud mod, at Røde Kors besøger palæstinensiske fanger, der tilbageholdes uden rettergang under den såkaldte “unlawful combatants”-lov. Ifølge den palæstinensiske fangeforening holdes næsten 2.700 personer fra Gaza fanget under denne kategori, som muliggør ubegrænset fængsling uden rettergang. Beslutningen kommer trods Den Internationale Domstols nylige vurdering af, at Israel som besættelsesmagt har pligt til at give Røde Kors adgang til fanger fra de besatte områder.
Vi slutter dagens nyhedsbrev med de mennesker, den handler om. Gazanerne, der står tilbage i dag uden nogen former for kontrol over deres egne liv. Heriblandt den unge palæstinensiske forfatter Abdallah Aljazzar, som i begyndelsen af det israelske overgreb på Gaza havde forladt striben for at begynde på universitetet i Irland. I essayet “My Last Words to Gaza” genudgivet i +972 Magazine beskriver han afskeden med sit hjem som en blanding af skam, sorg og overlevelsesinstinkt. Han ville forlade Gaza med ryggen rank, men vidste, at der ikke fandtes nogen værdig måde at flygte på.
Hos sin frisør bestilte han en klipning og løj om, at han skulle fri næste dag for at blive klippet med lidt mere omhu. Han gjorde en oplevelse ud af den basale værdighed, at kunne vaske sig for sidste gang i Gaza i rent vand. “Jeg følte mig for skamfuld til at vende mig om,” skrev han senere. “Jeg rejste mod fred, mens de andre blev tilbage i sult og krig.”
Han fortæller om den sidste nat i teltet, hvor familien stod som et stille følge, mens han gik mod taxien, og om hans mor, der duftede af hjem, da han krammede hende for sidste gang. “Jeg havde altid set andre forsvinde mod et andet sted,” skriver han, “men denne gang var det mig selv, der var spøgelset”.
Ved Kerem Shalom-grænsen beskriver han en grotesk kontrast. En israelsk embedsmand, der rækker ham mad, der ikke er rationeret, mens hans eget land ligger i ruiner få meter væk. Han ser sit visum glide ud af printeren og tænker, at hele hans fremtid afhænger af et stykke papir og en embedsmands velvilje.
Ved grænsen så han Gaza forsvinde gennem bussens vinduer. Han havde taget afsked med sin mor og sin lillebror, Ali, der blev tilbage i et telt i Al-Mawasi. Den ældre bror, Nour, en politibetjent, forsvandt under et israelsk bombardement i Khan Younis.
I Irland drømmer Aljazzar stadig, at Nour leder efter ham. En dag ringede familien. Nogle nyligt løsladte fanger havde set Nour i live. “Jeg faldt til jorden og græd,” skriver Abdallah. “Bare fortæl mig, hvor du er, habibi. Jeg kommer og henter dig.”
Dagens Gâzâ Brîef slutter her. Jeg følger udviklingen og samler kilder til morgendagens nyhedsbrev. /Poyâ Pâkzâd