Eventyret om Parisaftalen

Der var engang en multilateral klimaaftale, og den hed Parisaftalen.

Det er nu ti år siden, at udslidte, overarbejdede og skeløjede diplomater, ministre, embedsfolk, lobbyister og klimaforkæmpere hujede, klappede og trykkede hænder i den store plenarsal i Le Bourget, Paris, 12 dage efter forhandlingerne gik i gang og 26 timer efter den oprindelige tidsfrist. Her på den 21’ende COP (altså Conference of the Parties) blev der skrevet historie, da næsten alle verdens lande blev enige om, at de ville gøre deres bedste for at holde klodens temperaturstigninger et godt stykke under 2 grader celsius sammenlignet med førindustrielle niveauer, og endda forsøge at blive under 1,5 grader.

Men det er ikke der, historien om Parisaftalen begynder.

Den kunne begynde i 1800-tallet. For det er her, man først opdager drivhuseffekten; at visse luftarter i atmosfæren kan tilbageholde solens stråler, og at det kan føre til en opvarmning af planeten.

Historien kunne også begynde i 1930’erne, da man finder sammenhængen mellem afbrænding af fossile brændstoffer – olie, gas, kul – og et stigende indhold af CO2 i atmosfæren.

Eller i 1950’erne, hvor man udvikler matematiske modeller til at beskrive klimaet. Eller i 1980’erne, hvor man begynder at se sammenhængen mellem drivhuseffekten og ozonlagets nedbrydelse.

Men nu er det jo ikke videnskabshistorie, vi her skriver, det er eventyret om en international klimapolitisk aftale. Så vi begynder et andet sted, nemlig ved den internationale klimapolitiks point-of-no-return: Brundtlandrapporten i 1987.

Kommissionen af samme navn udgiver her rapporten “Our Common Future”, som beskriver, at de industrialiserede lande må reducere deres energiforbrug for at give plads til udvikling i de fattigere dele af verden.

Rapporten påpeger også, at klimaet kommer til at blive en af de største udfordringer for kommende generationer. På den foranledning opretter FN klimapanelet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) i 1988, så verdens regeringer kan træffe beslutninger på et videnskabeligt grundlag. IPCC udgiver sin første rapport i 1990 med den fængende titel “Climate Change”, der fastslår, at drivhusgasser i atmosfæren vil føre til global opvarmning.

Næste store vendepunkt sker på FN’s konference om miljø og udvikling, Earth Summit, i Rio de Janeiro i 1992. Det er her, FN’s Klimakonvention bliver vedtaget. Den får det officielle navn UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change), eller ‘UNF triple C’ blandt kendere. Langt størstedelen af verdens lande – i skrivende stund 198 styks – bliver her enige om, at de vil forsøge at stabilisere indholdet af drivhusgasser i atmosfæren til et niveau, som vil forhindre en farlig menneskeskabt påvirkning af klimasystemet.

Og det er herfra, i regi af Klimakonventionen, at COP’erne sker hvert år. Det er herfra, at alle senere klimaaftaler fødes. Klimakonventionen er modertæven over alle klimaaftaler.

Hendes første par kuld er dog ikke helt perfekte.

Kyotoaftalen fra 1997 er en af de første lidt deforme klimahvalpe. Banebrydende, fordi det er den første internationale juridisk bindende klimaaftale. Men uhyre fejlbarlig i bagklogskabens lys. Aftalen forpligter kun nogle få industrialiserede lande som USA, Japan og Tyskland, de såkaldte Annex 1-lande, til at reducere deres samlede udledninger af drivhusgasser. Udviklingslandene, heriblandt store vækstøkonomier som Kina og Indien, får lov at køre frihjul. USA ender med ikke at tilslutte sig aftalen, og den ulige fordelingsmekanisme gør, at Kyotoaftalen falder til jorden.

Klip til COP15 i København i 2009, som var det helt store håb om en ny bindende aftale. Det ender som et flop. Man forsøger at gentage top-down-modellen fra Kyoto, hvor reduktionerne er bestemt af FN på forhånd, men det er der ikke rigtig nogen, der gider, og klimatopmødet afsluttes derfor uden bundne forpligtelser.

Trods fiasko er COP15 en vigtig lektion. For det går op for verdenssamfundet, at det skal gøres anderledes, hvis det skal lykkes. Under de næste COP’er beslutter man sig for at arbejde hen imod, at der kan komme en aftale til COP21 i Paris i 2015, for real denne gang.

En vigtig optakt til det sker i 2014, hvor USA og Kina aftaler, at de hver især vil reducere deres drivhusgasudledninger. Kina døjer med luftforurening og er desuden begyndt at se en økonomisk mulighed i vedvarende energikilder. USA’s præsident Barack Obama griber chancen for at vise grønt lederskab. Måske kan de to supermagter, som verdens to største økonomier og udledere, også godt se, at de har et særligt ansvar.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til COP21.

Kalenderen viser den første december 2015, og over 150 stats- og regeringsledere tropper op i Paris til konferencens begyndelse – det er første gang, folk af den rang er med til en COP siden København i 2009.

Og så går det ellers løs.

Knap to uger med intense forhandlinger. Med hovedpersoner som costaricanske Christiana Figueres (benhård direktionssekretær for UNF triple C), franske Laurent Fabius (konferencens præsident og diplomatisk talent) og amerikanske Todd Stern (COP-sværvægter med 20 års erfaring), der holder forhandlingerne i stramme tøjler. Stædige repræsentanter fra de lavtliggende østater i Stillehavet, der med mottoet “1,5 to stay alive” insisterer på, at 1,5 grader bliver skrevet ind i den færdige aftale.

Og om aftenen, på den tolvte dag, sker det så. Laurent Fabius slår i bordet med en lille hammer i den store sal. 196 parter bliver enige om Parisaftalen.

Blandt de vigtigste punkter i aftalen er målet om, at den globale temperaturstigning skal holdes et godt stykke under to grader, helst 1,5 grader. At vi skal nå netto-nul drivhusgasudledninger i anden halvdel af dette århundrede. At landene skal opdatere deres nationale klimaplaner hvert femte år, hvor nye mål skal være mere ambitiøse end de forrige. Og at der fra 2020 skal findes mindst 100 mia. dollars om året i klimafinansiering til de fattige lande.

Parisaftalen er historisk, men langt fra perfekt. De første klimaplaner, der efterfølgende blev sendt til FN, var også langt fra ambitiøse nok, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2 grader (spoiler: det er de stadig ikke).

“Dette giver os den bedste mulighed for at redde den ene planet, vi har,” sagde Obama om Parisaftalen. Og det havde han nok ret i. Men hvad så nu? I næste afsnit skal vi se nærmere på, hvordan man faktisk når et klimamål. /Rosine Ulrich

Tak til Jens Mattias Clausen, EU-programchef i klimatænketanken Concito, som har bidraget til baggrund.