Nye boller på imperiets gamle suppe

Trump-administrations kup i Venezuela er både et nybrud og en uhyggeligt velkendt historie. Nej, aldrig før har vi set det amerikanske militær kidnappe en sydamerikansk præsident, hvorefter USA’s leder ydmyger sin tilfangetagne kollega på sin private propagandakanal Truth Social. Vi har heller aldrig før set Det Hvide Hus dele memes om aktionen, som var det en rap battle, og ikke en ulovlig invasion med mindst 40 dræbte civile. Men en amerikansk regering, der forsøger at fremtvinge et regimeskifte for egen vindings skyld? Ak, den gamle traver.

Med sine utallige forsøg på regimeskifter i alt fra Irak, Vietnam, Korea, Panama (og så videre) har “den frie verdens leder” gennem historien ofte vist sig som den krigslystne havørn, der gerne flyver verden rundt for at stikke næbbet i andre landes regeringsførelse.

USA’s interesser i Sydamerika kan spores tilbage til Monroedoktrinen i 1823, hvor Washington stadfæstede sin ret til hele den vestlige halvkugle. Erklæringen, som blev underskrevet af præsident James Monroe, fastslog, at ethvert europæisk forsøg på at udøve indflydelse i regionen ville blive betragtet som en krigserklæring.

Doktrinen har siden været en vigtig rettesnor i amerikansk udenrigspolitik. Ikke mindst under Den Kolde Krig, hvor amerikanerne opfattede kommunismen som den centrale trussel mod deres interesser i Syd- og Mellemamerika.

I 1954 blev Guatemalas præsident Jacobo Árbenz væltet i en CIA-operation – udadtil for at bekæmpe landets “kommunistiske rædselsregime,” som udenrigsminister John Foster Dulles formulerede det. I virkeligheden var hensigten at sikre den amerikanske virksomhed United Fruit Companys adgang til landets bananproduktion, som Árbenz ønskede at nationalisere. USA støttede i stedet indsættelsen af deres autoritære lakaj Carlos Castillo Armas – et tiltag, der gødede jorden for en sønderlemmende borgerkrig, der stadig kaster skygger over landet.

Herefter fulgte imperialistiske nedture som Svinebugtaffæren i 1961 – et mislykket og nærmest pinligt optrin, hvor John F. Kennedy forsøgte at omstyrte Fidel Castros socialistiske styre i Cuba ved hjælp af 1.400 eksilcubanere, som hurtigt blev nedkæmpet. I 1980’erne forsøgte Reagan-administrationen med stort besvær at fremtvinge et regimeskifte i Nicaragua ved at opruste de antikommunistiske Contras i kampen mod de venstreorienterede Sandinister. Og i 1989 pågreb H.W Bush-regeringen Panamas leder Manuel Noriega efter anklager om narkosmugling, hvilket nok er det tætteste historiske fortilfælde til lørdagens begivenheder.

Donroedoktrinen

Ifølge den liberale tænketank Brookings vidner Trumps handlinger i Venezuela om et radikalt brud med den regelbaserede verdensorden, USA har været garant for siden Anden Verdenskrig. Men kigger man på den lange historiske liste af ulovlige amerikanske invasioner, kan man spørge sig selv, hvor meget der egentlig har ændret sig.

I Trumps fortælling er Castros kommunisme bare byttet ud med Maduros “narkoterrorisme,” og venezuelansk olie har erstattet Guatemalas bananer. Ligesom sine forgængere har MAGA-regeringen overdrevet – for ikke at sige opfundet – en sikkerhedstrussel, som bruges til at retfærdiggøre et voldeligt statskup, der skal cementere USA’s uovertrufne magt og give amerikanske virksomheder adgang til lukrative råstoffer.

På sin vis er alt ved det gamle, men med nye trumpistiske modifikationer, der ret beset gør alting mere uforudsigeligt. Statskuppet indgår tilsyneladende i en større plan om at erobre hele den vestlige halvkugle, der som bekendt også involverer Grønland. “Donroedoktrinen,” som The New York Post døbte planen i januar 2025.

Trump, øjensynligt smigret af at blive forbundet med den glorværdige Monroe, har gjort tabloidoverskiften til officiel udenrigspolitik. Ifølge USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi skal Monroedoktrinen fremover håndhæves mere offensivt med målet om at “genskabe amerikansk overlegenhed i den vestlige halvkugle,” mens stater fra den anden side af Jordkloden skal nægtes adgang til regionen.

Det egentlige nybrud ligger dog knap så meget i det politiske indhold, som i det teaterstykke, der omgiver det. “USA kan udøve vores vilje hvor som helst, når som helst,” som machomand og krigsminister sagde Pete Hegseth ved lørdagens pressemøde – en ublu svælgen i USA’s uovertrufne magt. Det var ikke behageligt fjernsyn, men dog et befriende maskefald.

Væk er Bushs søforklaringer om masseødelæggelsesvåben i Irak og Bidens skåltaler om international lov under folkedrabet i Gaza. Hegseths kyniske magtsprog er kvalmt, men ærligt. I hvilken grad MAGA-regeringen vil omsætte de imperialistiske paroler til virkelighed – om Donroedoktrinen faktisk vil lægge kimen til en ny verdensorden – vil tiden vise. Regelbaseret bliver den i hvert fald ikke, ganske som den aldrig rigtig har været det. /Claes T. Sørensen