Amerikansk tvangsægteskab

Grønlænderne står til at tabe stort. Endnu engang reduceres befolkningen i Kalaallit Nunaat til genstand for andres strategier. Denne gang ikke gennem åben magt, men gennem et tvangsægteskab forklædt som selvbestemmelse – indhyllet i uafhængighedssnak og spejlvendt stolthed.

Som i et tvangsægteskab iscenesat som frivillighed skal grønlænderne først presses til formelt at bryde med Danmark. Derefter tilbydes der en medgift: kontant betaling, sikkerhedsgarantier og adgang til investeringer – præsenteret som gaver, men reelt som prisen for ejerskab. Som Donald Trump allerede sagde i 2019, betragter han overtagelsen som en form for ejendomshandel i stor skala.

Foreløbig er militær intervention sat på standby. Ikke principielt, men praktisk.

På et fortroligt orienteringsmøde i Washington sagde USA’s udenrigsminister Marco Rubio mandag til de folkevalgte i Kongressen, ifølge Wall Street Journal, at Trump-administrationen foretrækker at købe Grønland af Danmark frem for at invadere øen.
Talskvinden i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, fulgte op med en skriftlig erklæring, hvor den nu officielle plan om at overtage Grønland bekræftes sort på hvidt:

“Præsident Trump har gjort det helt klart, at erhvervelsen af Grønland er en national sikkerhedsprioritet for USA, og at det er afgørende at afskrække vores modstandere i Arktis. Præsidenten og hans team drøfter en række muligheder for at forfølge dette vigtige udenrigspolitiske mål, og selvfølgelig er anvendelsen af det amerikanske militær altid en mulighed, som står øverstbefalende til rådighed.”

Når overtagelsen af Grønland formuleres som en national sikkerhedsprioritet, placeres øen ikke længere i diplomatiets, men i geopolitikkens nulsumsspil. Og med militæret tæt på i baggrunden skal grønlænderne nu bringes til selv at ønske, at amerikanerne rykker ind og overtager ejerskabet til undergrundens rigdomme.

Skønt det endnu kun er godt seks procent af borgerne i det vidstrakte land, som kan se nogen fremtid under amerikansk overherredømme, må det konstateres, at de amerikanske planer om at overtage kontrollen med Grønland ikke længere blot er en “fantasi om annektering”, som formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), ellers forleden forsøgte at affærdige truslerne fra Donald Trump som. Mareridtet er ved at blive forvandlet til en brat opvågning.

Det er ikke krig i klassisk forstand, men en hybridoperation, hvor økonomiske løfter, politisk retorik og efterretningsarbejde tilsammen skal indsnævre handlemulighederne, indtil ejerskiftet fremstår som et frivilligt valg. Netop derfor fungerer den åbne militære trussel mest som afledning fra den langt mere realistiske kamp om loyalitet, fortælling og fremtidige beslutninger.

Gennem flere måneder har de amerikanske efterretningstjenester, både CIA og NSA, haft ordre om at intensivere overvågningen af Grønlands selvstændighedsbevægelse og er samtidig blevet pålagt at identificere grønlandske personer, der er sympatiske over for USA.

Risikoen for militær konfrontation mellem USA og Kongeriget Danmark tiltrækker sig naturligt nok mest opmærksomhed. Fordi det er så omvæltende skørt, at scenariet ikke længere kan udelukkes: “Alting vil høre op, hvis USA skulle vælge at angribe Grønland,” som statsminister Mette Frederiksen (S) udtalte forleden, inden hun også fik en række europæiske stats- og regeringschefer til at afvise de amerikanske krav.

Erklær uafhængighed

Reelt er det imidlertid de allerede igangsatte påvirkningsoperationer, som for alvor bør bekymre. For de amerikanske spioner, der opererer bag kulisserne, er dygtige – og betydeligt mere indsigtsfulde end de Trump-støtter, som træder frem i offentligheden.

Efterretningsofficererne, som lige nu forsøger at omvende grønlænderne, ved udmærket, hvilke tangenter de mest effektivt kan spille på for at mobilisere både en passioneret modvilje mod Danmark og en sværmerisk drøm om en mere lukrativ fremtid.

Under sit besøg i marts 2025 kritiserede vicepræsident J.D. Vance Danmark for at svigte grønlænderne, og han spillede bevidst på en anti-kolonialistisk retorik. På syret vis er det således Trump-administrationen, som iscenesætter den mest woke fortælling om Grønlands frisættelse fra kolonimagten Danmark. Grundargumentet er, at Danmark har udbyttet og vanrøgtet Grønland, og at det er på høje tid, at koloniæraen slutter – helt på linje med Monroe-doktrinen fra 1823, hvor USA fastslog, at det gamle Europa skulle smides helt ud af Nord- og Sydamerika.

De amerikanske spinmestre har næppe kunnet tro deres eget held, da de forleden så et opslag fra den islandske musiker Björk. I forlængelse af hendes egen oprørssang, ‘Declare Independence’, skrev hun på flere amerikanske tech-platforme – paradoksalt nok som en parafrasering af J.D. Vance – at det er tid for grønlænderne til at bryde fri fra Danmark:

“Vi islændinge er ekstremt lettede over, at vi klarede at bryde med Danmark i 1944. Vi mistede ikke vores sprog (ellers ville mine børn tale dansk nu), og jeg flyder over af sympati med grønlænderne.”

I sangen skreg hun – og gav dermed kraft til USA’s igangværende operation: “Damn colonists / Ignore their patronizing / Tear off their blindfolds / Open their eyes / Declare independence / Don’t let them do that to you.”

Björks opfordring til mytteri minder påfaldende meget om ordene, som Vance udtalte på Pitufifk Space Base i foråret: “Vi respekterer grønlændernes ret til selvbestemmelse. Vi tror på selvbestemmelse. Men det vil være bedre for Grønland at komme under USA’s sikkerhedsparaply, end de har været under Danmarks sikkerhed.”

Umiddelbart kan det lyde modsætningsfyldt, at amerikanerne bruger anti-kolonialistisk affekt til at opgejle et opbrud, hvor grønlænderne søger over under et nyt tilhørsforhold til USA. Men det handler ikke om formel logik eller ideologisk konsistens, men alene om, hvad der virker mest effektivt. Og grønlændernes frihedstrang er absolut den bedste dynamik, som amerikanerne kan forsøge at spille på – hvis de ikke skal erobre med vold og magt.

Anti-kolonialismen fungerer ikke som mål, men som redskab: et sprog, der lånes for at opløse eksisterende bånd – uden at stille spørgsmål ved den nye afhængighed, der tilbydes i stedet.

Det ukendte kendte

Det er en nyklassisk fejl at forveksle Trumps kaotiske offentlige fremtoning med amerikansk statspraksis, som netop på efterretningsområdet er både disciplineret og langsigtet.

Flere grønlandske politikere og meningsdannere har for længst grebet muligheden, ikke mindst parlamentsmedlem Kuno Fencker fra det nationalistiske parti Naleraq, som aktivt udnytter åbningen til at promovere idéen om, at Grønland opnår formel selvstændighed ved at indgå i en fri associeringsaftale med USA, på linje med østater som Guam i Stillehavet.

Kuno Fencker, som var inviteret med til Trumps indsættelsesceremoni for et år siden, understreger nu, at USA’s præsident reelt tilbyder grønlænderne at opnå selvstændighed, mens Danmarks statsminister Mette Frederiksen fortsat kun vil modernisere rigsfællesskabet:

“Når præsident Trump siger: ‘We need Greenland for national and international security’, er det ikke en annekteringserklæring,” skriver Kuno Fencker på Facebook. “USA har uanset politiske motiver været tydelige på ét punkt: Valget skal tilhøre Grønland, men de har brug for Grønland. Tværtimod har Danmark flere gange sagt, at vi bare er en udgift; vi har aldrig tjent på Grønland. Bliver I selvstændige, stopper bloktilskuddet, uddannelsesmuligheder og brug af jeres sundhedsvæsen. Sikke en masse trusler – og hyklerisk går I i panik over nogle få taler over sig. Hvad er Danmarks konkrete tilbud?” spørger han polemisk.

Denne tankegang er den virkelige og mest vanskelige udfordring for Danmark – og for det store flertal af grønlændere, som absolut ikke ønsker at lade sig underkaste USA’s overherredømme. For den aktiverer en uafhængighedstrang, som Amerikas Forenede Stater selv er dannet på baggrund af og i direkte modstand mod de europæiske kolonimagter.

Skikkelser som Kuno Fencker bliver i den grønlandske debat ofte udlagt som forrædere. Men den mere ubehagelige sandhed er, at de ikke først og fremmest er undtagelser – de er funktionelle aktører i en strategi, der netop lever af lokale stemmer, som kan legitimere et udefrakommende projekt.

Problemet for Danmark er ikke mangel på vilje, men mangel på en sammenhængende fortælling om forholdet til Grønland, som både anerkender historien og tilbyder en troværdig fremtid.

USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld talte engang om det “ukendte ukendte”, altså de uforudsigeligheder, som ingen har forberedt sig på, og som netop i denne tid konstant er med til at ryste verdensbilledet. Han skelnede også mellem kendte kendte og kendte ukendte. Men slaget om Grønland viser, at det i høj grad også kan blive den fjerde kategori i matrix-systemet: det ukendte kendte – altså det fortrængte – som kan komme til at gøre udslaget.

Det ukendte kendte er Danmarks koloniale fortid – ikke som skyld, men som svaghed. En historie, der ikke er blevet politisk bearbejdet, og som derfor kan udnyttes af andre. Når historien ikke håndteres politisk, bliver den et strategisk våben i hænderne på dem, der har færrest skrupler og flest ressourcer. Historien er i virkeligheden Danmarks mest sårbare punkt, og det har de amerikanske spioner gennemskuet. /Lars Trier Mogensen