Bump på vejen for Et Hul i Markedet

Føljetons kunstnyhedsbrev Et Hul i Markedet har ligget i dvale i halvandet år. Inden da nåede Et Hul i Markedet at udkomme 53 gange på fire år, så på et tidspunkt har udgivelsesfrekvensen været relativt høj. Så var det, som om luften gik af ballonen. Det var ikke med vilje, men sådan udviklede tingene sig nu engang. Økonomien spillede en rolle. I en periode levede Et Hul i Markedet af en bevilling fra Statens Kunstfond, men en dag slap pengene op, og så var det lige før, der gik Harry og kammertjeneren i den, for det var svært at lade være med at udkomme med noget, der føltes så vigtigt. Det handlede jo om kunst.

Den gratis, indtægtsløse model uden nogen til at betale gildet var til gengæld ikke økonomisk bæredygtig (i sagens natur). Hvor skulle pengene komme fra? Et Hul i Markedet forsøgte sig undervejs med annoncer og endda mikrobetaling. I en udgave for nogle år siden puttede vi en knap med et lokkende design ind i et af nyhedsbrevene. Hvis læserne trykkede på den, blev de sendt ind i et forførerisk betalingsunivers, hvor de i løbet af et par klik ville kunne donere et pengebeløb efter forgodtbefindende. Det kom der lige godt en tusse og plovmand ud af. Tak for det.

En smuk ordning kunne være mæcen-ordningen, hvor en eller anden pengestærk jysk rigmand, der ikke har tjent sine penge på våben eller ved at fragte olie til internationalt sanktionerede slyngelstater, betingelsesløst overfører et engangs- eller togangsbeløb, som Et Hul så kan boltre sig med – altså i kunstens navn. Det er selvfølgelig noget af en tillidsøvelse, men man kunne jo aftale, at Et Hul i Markedet, når året var omme, afleverede en Ikea-pose fuld af kvitteringer til rigmanden, så han ved selvsyn kunne konstatere, at alt var foregået efter bogen.

En anden mulighed er såkaldt annoncørbetalt indhold. Her kunne Et Hul i Markedet indgå en form for samarbejde med en relevant tredjepart, som betaler Et Hul i Markedet for redaktionel omtale. Her er der mange faldgruber. Hvor går grænsen? Hvad er læserne villige til at acceptere? Hvad er en relevant tredjepart? Hvad hvis det var en konkurstruet hundelegetøjsfabrikant på Midtsjælland – ville det koste anseelse?

Åh Gud, hvor er det dødssygt at tale om penge. Det er, som om denne introduktionsartikel er kommet helt forkert fra start.

Men sådan som verden udvikler sig i disse år, føles det endnu mere presserende at beskæftige sig med kunst. Det er nødvendigt at opsøge kunst. Hvor skulle man ellers få energi fra til at gøre modstand? Hvad skulle ellers minde en om, at det er tilladt at tænke frit? At der er brug for at tænke frit?

I de år hvor Et Hul i Markedet udkom, udviklede det lille medie sig fra udgivelse til udvidelse. Det startede relativt normalt, som jo er det, man skulle tro, folk gerne vil have: noget, der ligner det, man kender. Imidlertid steg andelen af læsere konstant i takt med at Et Hul i Markedet gik sine egne veje.

Der skete noget, da vi flyttede Et Hul i Markedets postadresse til Stubbekøbing i Guldborgsund Kommune. Det blev nemmere at tænke stort. Ideerne blev mere storladne. Eller føltes det bare sådan, fordi vi havde indfundet os i provinsen, hvor forskellen mellem stort og småt er komparativt større? Nej, det var noget mentalt. Der var blevet åbnet for sluserne, det var tid til magisk tænkning. Antallet af abonnenter er steget støt, selv om Et Hul i Markedet har sovet. I dag d. 12. januar er der 4.912 personer på mailinglisten. Det er næsten det samme som Stubbekøbings postnummer (4850).

For at få styr på alle de løse tråde, som vi skal have forbundet de næste dage, har jeg lavet et mindmap i stykke A4-papir. Her er nogle af ordene og sætningerne, der står på det: antikommercielt, robotter, dårlig journalistik, what’s in a name, annoncørbetalt indhold, Béla Tarr, Werckmeister Harmonies og ‘En ring af lort’. Jeg håber, du vil læse med de næste par dage. Du er også velkommen til at byde ind med brugbare ideer. /Oliver Stilling