Aarhus-kvinde: Jeg er vred på SKAT

I 90’erne og 00’erne og 10’erne fulgte man i avisdesignbranchen et diktum om, at en artikel skulle have “mange indgange”. Tanken var, at det ville være nemmere at få læserne til at læse skidtet, hvis de blev præsenteret for flere ‘døre’ ind i det svære, svære læsestof. En kort sætning i indledningen. En ‘hat’ over artiklen med et ord, der markerede, hvad temaet var. Masser af mellemrubrikker. Billeder. Korte billedtekster med et ord foran, der gav et indtryk af, hvad der stod i billedteksten, allerede inden man havde læst den. Det kunne være: “GLAD. Landmand Peter Jensen er glad for sit nye grisehold.” Oven over det hele var der en overskrift med et kolon og et aktivt verbum. ‘Aarhus-kvinde: Jeg er vred på SKAT.’

Med andre ord gik man ikke af vejen for at tale ned til læserne. Man anså dem ikke for noget, havde ingen tillid til deres hjernekapacitet. Tendensen var særligt slem på Politiken, hvor jeg blev ansat som bagsideredaktør i 2010. Da jeg selv bestemte, hvad der skulle være på bagsiden af første sektion, og selv skulle sætte det op i et eller andet avisdesignprogram, syntes jeg ikke, at jeg nødvendigvis behøvede at underlægge mig avisens regler for samspillet mellem indhold og design. Så når jeg ville gøre det nemt for min læser at komme ind i mine artikler, skar jeg antallet af “indgange” ned til et absolut minimum. Som udgangspunkt helst kun én, nemlig dér hvor teksten begynder. Eller endnu bedre: ingen indgange! Og overskriften lavede jeg helst enten parodisk pædagogisk eller poetisk tåget, så tågetheden måske kunne ægge læseren.

I dag er stort set alle medier som bekendt gået amok i clickbait-overskrifter. For at tiltrække annoncører skal de kunne dokumentere, at så og så mange brugere klikker på deres artikler. Det kan for eksempel komme til udtryk med en overskrift som denne, der er hentet fra virkeligheden: ’Til sin jobsamtale i DR gav han et svar, som fortjener en plads i historiebøgerne’.

Det er højt spil. Historiebøgerne ligefrem? Læseren når at tænke på Kleopatra, Leonora Christina, Napoleon, Nelson Mandela… og føler sig så nødsaget til at klikke på artiklen for ved selvsyn at erfare, hvad pokker det var, Jørgen Skouboe fra Nak & Æd kan have sagt til sin jobsamtale, der var så fantastisk. Skuffelsen over det banale udsagn og irritationen over at være hoppet på limpinden er monumental. Jørgen Skouboe: “Jeg er den bedste i Danmark til at bygge huler.”

Med indtoget af kunstig intelligens bliver det hele værre og værre og dummere og dummere. Alt bliver mere forudsigeligt helt ned på (p)artikelplan. Det er ikke kun i nyhedsbranchen, den er gal. Prøv at se nogle af de film, som Netflix selv producerer. Hvis der optræder et plottwist, ved man, at det kommer, længe inden det indtræffer. Det er, som om vejen for kunstig intelligens er blevet banet for længst. Folk, der skaber det indhold, som den kunstige intelligens står klar til at overtage masseproduceringen af, har allerede slået hjernen fra ved at følge forventelige mønstre, belønne algoritmerne og undgå at betræde stier, de ikke allerede kender. Jeg kalder det ‘En ring af lort’, og hvis du klikker på linket her, kan du genbesøge begrebet, som jeg gjorde rede for i Et Hul i Markedet nr. 43 i 2022.

Plottwist

Den 6. januar døde den store ungarske filminstruktør Béla Tarr, 70 år gammel. Jeg kendte ham nærmest kun, fordi min søn som 14-årig så hans syv en halv time lange filmatisering af romanen Sátántangó (1994) af landsmanden László Krasznahorkai, som i efteråret fik nobelprisen i litteratur. Den er nok på top-10 over min søns yndlingsfilm. Da Béla Tarr døde, tænkte jeg, at jeg, barnets far, også måtte se den. Jeg kunne ikke finde den, så jeg kastede mig over en anden af Tarrs film, Werckmeister Harmonies (2000), uden at ane, hvad jeg gik ind til.

Indledningen er forrygende. Det er nat, og et værtshus er ved at lukke. Det er nok meget godt, for alle mændene på lærredet virker berusede. En fulderik falder ned fra sin stol og bliver liggende lidt i sin siddende stilling, som om rigor mortis har fået tag i ham. En mand med overskæg og let fedtet, halvlangt hår træder frem og hilser en ung mand velkommen. Nu beder han folk flytte borde og stole, så den unge mand kan lave sin lille performance (han bruger ikke ordet “performance”), og den unge mand går straks i gang.

Han tager fat i manden med overskægget. Du er solen, siger han og placerer ham midt i lokalet og får ham til at spille med fingrene i luften for at emulere solskin. Han griber fat i en anden mand. Du er Jorden, som bevæger sig rundt om sin egen akse og rundt om solen, siger han og sætter ham med noget besvær i bevægelse. Så tager han fat i en tredje mand og siger: Du er månen, der drejer om sin egen akse og rundt om Jorden. Nu bliver det lidt klemt. Mændenes balanceevne er ikke perfekt på dette tidspunkt, men de lystrer uden ord, og de bevæger sig sammen som et uperfekt klokkeværk om solen.

Pludselig sætter den unge mand klokkeværket i stå. Månen står perfekt mellem solen og Jorden. Nu er der solformørkelse på Jorden, og alt går i stå. Dyrene bliver forvirrede, en kulde breder sig. Fotosynteserne synker en klump. Men det varer ikke så længe, for månen fortsætter jo sin bevægelse om Jorden. Varmen breder sig. En smuk melodi starter. Flere mænd går med ind i kredsløbet. Det ligner en dans og et dansegulv, men det er en performance, og solen er midt i det hele. Og Béla Tarr har lavet det hele i ét take. Der bliver ikke klippet, men det er ikke pointen. Det er bare et vilkår. Scenen slutter med at bartenderen smider folk ud. Den første, der går, er den unge mand, og om lidt finder vi ud af, at hans nat stadig er ung. Der er vel gået 10 minutter.

Og hvorfor én lang sekvens uden klip? I et interview, jeg fandt, fortæller Béla Tarr, at ja, det kræver da en smule forberedelse og koreografi at lave så lange takes, men så skal man ikke bruge en masse tid på at klippe bagefter.

Her hvor jeg sidder og skriver er tiden knap. Jeg har en bagkant. Så jeg vil ikke gå længere ind i, hvilken relevans den indledende scene i Werckmeister Harmonies har for denne artikel. Måske er det godt nok, at læseren sidder tilbage med en fornemmelse. /Oliver Stilling