Liv og poesi og integritet og modstand

Kan man indlede en artikel med afslutningen på en anden artikel? Ja, hvis man vil. I gårsdagens afsnit af denne uges føljeton om Et Hul i Markedets tilbagekomst på markedet for kunstmedier skrev jeg om første scene i den nyligt afdøde ungarske instruktør Béla Tarrs spillefilm Werckmeister Harmonies (2000). Jeg synes, jeg leverede et rimeligt minutiøst resumé af scenen, men efter at have sovet på det slår det mig, at jeg kom lovlig let udenom at forklare, hvad den havde med Et Hul i Markedet at gøre. Jeg nævnte noget om, at det var godt nok, hvis læseren bare sad tilbage med en fornemmelse. Men denne fornemmelse skal helst ikke tangere forvirring. Der skal være vandtætte skotter mellem de to følelser.

Inden vi går videre, kan du evt. bruge seks minutter på at læse artiklen fra i går (‘Aarhus-kvinde: Jeg er vred på SKAT’). Du kan også bruge 10 minutter på selv at se scenen – den ligger på YouTube.

Efter at jeg havde set den (jeg har ikke nået at se filmen helt færdig), fortalte jeg begejstret om den til en professionel filmanmelder, jeg kender, da jeg tilfældigvis talte i telefon med ham. Da jeg var færdig med at rose scenen for dens poesi og originalitet og instruktøren for at turde trække veksler på publikums tålmodighed ved at indlede en spillefilm med så lang en scene uden et eneste klip, ventede jeg med tilbageholdt åndedræt på filmanmelderens professionelle reaktion i røret. Til min overraskelse svarede han, at han simpelthen ikke kunne holde Béla Tarrs film ud. Han anerkendte, at de mange, lange scener i Tarrs film var flot eksekveret, men langsommeligheden pinte ham. Han brugte ordet “forfærdelige” eller “rædselsfulde” om hans film.

Béla Tarr forklarede i et interview i 2023, at de lange scener var et udtryk for nogle manier, han havde. En af dem var at lade kameraet se på et ansigt “som en slags landskab”. Lineær historiefortælling kendetegnet ved action afbrudt af et klip efterfulgt af action “ignorerer” ifølge Tarr tiden. “Det har aldrig interesseret mig. Lad os sige, at et stykke væg kan være en historie, fordi du bliver nødt til at forstå, hvordan du kan involvere tiden, bevægelsen, rummet, landskabet. De er meget vigtige for mig. [Jean-Luc] Godard sagde, at en rigtig filminstruktør redigerer i kameraet. Det glemte han selvfølgelig, han endte med at klippe meget, men jeg tog det seriøst, da jeg var ung.” Da Béla Tarr lavede Werckmeister Harmonies, fulgte han ikke et manuskript med replikker, sagde han, men havde bare et lille lap papir på sig, der angav, hvor den forhåndenværende scene skulle bevæge sig hen. Med andre ord holdt han mange døre åbne.

Nogle gange må man som seer eller publikum eller bruger, eller hvad man identificerer sig som, prøve at overgive sig til formatet, også selv om ens umiddelbare reaktion er, at det her er underligt. Det handler om liv og poesi, og det handler om integritet og modstand.

Modstand er nøgleordet her. I den periode, hvor Et Hul i Markedet har slumret, er det, som om verden har bevæget sig et dummere sted hen. Det vil sige, at Et Hul i Markedet ikke bare kan fortsætte, hvor det slap. Et Hul i Markedet må tage bestik af situationen.

Hvis vi alle sammen var trådt i karakter lidt tidligere, ville vi muligvis ikke befinde os i det her morads. Jeg tænker på klimaet, Gaza, Sudan, Donald Trump, atomvåben, plastikaffald, pesticidrester i vores drikkevand osv. Onsdag morgen var der et nyhedsindslag på P1 om, at statens indsats mod pesticider i drikkevandet er slået fejl. En ny analyse fra Miljøministeriet viser, at man kun har nået halvanden procent af de landområder, som man i 1998 nåede frem til skulle beskyttes. Derfor foreslås en national indsats, hvor det ikke er frivilligt for landets konventionelle landmænd, om de vil være med.

En ‘direktør for Grøn Trepart’ i landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer var med i radiostudiet. Han havde ét budskab, som han var blevet sendt i byen med: Et sprøjteforbud er ikke vejen frem, og hvis det bliver tvunget ved lov, så vil landmændene have kompensation. Altså de vil have penge for ikke at ødelægge miljøet. Det er sygt. Her kan man tale om en person, der ikke er trådt i karakter og tilsyneladende heller ikke har tænkt sig at gøre det.

Det er en indstilling og et verdensbillede, som Et Hul i Markedet aldrig vil kunne acceptere, og det sætter jo nogle begrænsninger for, hvem mediet vil kunne indgå strategiske partnerskaber med med henblik på at få forretningen til at løbe rundt. Den del ser vi nærmere på i morgen. /Oliver Stilling