Kære milliardær

Inden jeg gik i seng onsdag aften, skrev jeg som en teaser på et socialt medie, at jeg i dag ville stå op og “skrive en økonomisk bæredygtig model frem”, som skulle puste liv i Et Hul i Markedet. Planen var “med andre ord at skabe et kæmpe bundt tusindkronesedler ud af ingenting”. Nu er det så blevet torsdag, og jeg er stået op, men hvis jeg havde en forestilling om, at konturerne af en løsning ville åbenbare sig i en drøm i løbet af natten, så lader det til, at jeg har taget fejl. På den anden side skrev jeg, at jeg ville skrive pengene frem – det står der jo sort på hvidt – og det er vel det, jeg er i gang med lige nu.

Eller er det?

Ideer, der kommer til en i drømme, og som virker åbenlyse, mens man stadig sover, er ofte ubrugelige herude i ‘den virkelige verden’, hvor praktiske udfordringer ender med at ødelægge det hele. Lad os sige, at du har drømt, at verdens energiudfordringer kan løses ved hjælp af kaglen fra fritgående høns. Slut med olie og gas og atomkraft. Det er unødvendigt og dumt. Når høns kagler, er det på en helt særlig frekvens, som kan opfanges med dertil indrettede maskiner, som sender lyden ind i gigantiske lydløse turbiner, der ved en overraskende simpel bæredygtig kemisk proces omsætter den til rå kraft, som folk over hele verden kan ‘tappe’ gennem luften. Heureka. Og det er så nu, du vågner og opdager, at der er store huller og mangler i alle processens led. Det eneste, der virker, er hønsene.

Et Hul i Markedet er mange ting, men det er først og fremmest et nyhedsbrev. Jeg fik engang en idé til en fantastisk forretningsmodel for et nyhedsbrev et par hundrede meter fra, hvor jeg sidder og skriver lige nu. Jeg sov ikke, jeg var vågen. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg kom gående på Enghave Plads, da idéen slog ned i mig, og hvordan jeg straks – vitterligt på stedet – følte en voldsom trang til at iværksætte den, fordi den var så god.

Ideen indbefattede 1 stk. milliardær. Så jeg hev min telefon frem og skrev straks til en relativt nyslået en, som jeg kendte perifert. Det er lidt over fem år siden, men jeg har stadig beskeden på min telefon. Jeg skrev, at jeg netop var kommet gående gennem regnen for at hente min yngste søn i skolen, da “en helt sindssyg idé” var slået ned i mig, som jeg godt kunne tænke mig at vende med ham. Da jeg fik den, skrev jeg, havde jeg “det lidt som J.K. Rowling må have haft det, da hun udtænkte Harry Potter-universet”. Vitterligt et minut senere svarede milliardæren, at det ville han meget gerne, og vi aftalte, at jeg skulle aflægge ham et besøg efter weekenden.

Inden jeg fortsætter, skal det siges, at jeg ikke havde nævnt ordet “nyhedsbrev” for ham og heller ikke havde skænket det en tanke, at andre måske ikke fandt det så sexet, som jeg selv gjorde.

Den følgende tirsdag indfandt jeg mig i milliardærens bolig efter mørkets frembrud. Stemningen var god. Vi lagde ud med lidt smalltalk om verdens tilstand, specielt på klimaområdet, som vi begge var oprørt over. Vi satte os ved et spisebord, og milliardæren bød på orangevin, som vi nippede lidt til, inden jeg – på hvad der føltes som det helt rigtige tidspunkt – begyndte indflyvningen til en grundig gennemgang af min idé.

Jeg talte først om nyhedsbrevets magt. Om hvor vanvittigt stærkt et medie et nyhedsbrev er. Om hvordan nyhedsbrevet på næsten magisk vis lander i ens indbakke, uden at man skal røre en finger. Til min idé skulle jeg bruge en million kroner, men det nævnte jeg første henimod slutningen af min 45 minutter lange fremlæggelse.

Mit nyhedsbrev skulle have én adressat: milliardæren selv. Titlen på nyhedsbrevet skulle afspejle adressatens identitet, men uden at af-anonymisere ham: ‘Kære milliardær’, skulle det hedde. Kære milliardær skulle udkomme en gang om ugen, hver fredag, og bestå af en enkel tekst, som både var en slags leder som den, du kender fra Føljeton, og en form for afrapportering. “Så nyhedsbrevet er stilet til dig,” sagde jeg, “men alle andre, der skriver sig op på mailinglisten, vil kunne læse med. Så det vil føles, som om de læser med i smug. Som at være med på en kigger. Små voyeurister.”

I de tre kvarter min redegørelse stod på, sagde milliardæren ikke noget, og jeg åbnede heller ikke for eventuelle spørgsmål, da jeg var sikker på, at hver en sten ville blive vendt, og at der ikke ville være noget at være i tvivl om, når jeg var færdig. Jeg sagde til milliardæren, at et af problemerne ved at være meget rig, er, at man gerne vil give penge til velgørenhed, men at man ikke aner, hvor man skal starte. Og at hvis man først åbner posen for ét godt formål, så vil man hurtigt blive overrendt af alle mulige andre organisationer og privatpersoner, som lige står og mangler penge til deres vigtige projekter. Det bliver hurtigt uoverskueligt, og inden man ved af det, har man måttet ansætte en filantropidirektør og måske et helt lille filantropisekretariat, som skal styre pengestrømmene og holde øje med eventuelt misbrug.

Og det var så der, nyhedsbrevet Kære milliardær kom ind i billedet. Kære milliardærs redaktør, som ville være mig selv, skulle bruge en betragtelig del af sin tid på at fordele penge til velgørende formål på vegne af milliardæren. Det var ikke store penge, vi talte om, sagde jeg, men bare en halv million. Et så lille beløb ville ikke holde milliardæren vågen om natten, han ville kunne drømme og få sine egne natlige ideer. Men 500.000 kr. ville alligevel kunne gøre en forskel i mange sammenhænge. Det kunne være, at jeg, Kære milliardærs redaktør, på gaden købte et eksemplar af ‘Hus forbi’ af en hjemløs, og at jeg i udvekslingen af replikker med den pågældende person bemærkede, at han havde dårlige tænder. Så kunne jeg sige: Du skal sgu have et nyt tandsæt. Det kunne også være mindre ting. Grundlæggende handlede det om at bidrage til at skabe et bedre samfund med udgangspunkt i sætningen ‘Man bliver ikke rig af at få – man bliver rig af at give’.

Hvis det nye tandsæt kostede 72.000 kroner, ville det være det, jeg skrev om i den ugentlige leder til milliardæren. Det ville være min afrapportering, og milliardæren (og de andre læsere) ville lære manden med de dårlige tænder at kende, og jeg ville måske kunne præsentere milliardæren for et før- og efter-billede. Den ugentlige afrapportering ville handle om samfundet, og milliardæren ville få en følelse af gøre en forskel og ikke være tynget af den handlingslammelse, som rammer mange milliardærer.

Regnestykket var alt i alt sådan: 500.000 kroner til velgørenhed og 500.000 kroner for at lave nyhedsbrevet med alt det arbejde og alle de implikationer, der hører med til at være udgiver. En million kroner i alt.

“Så det er altså min idé,” sagde jeg og lænede mig tilbage og overlod nu ordet til milliardæren.

Han sad med sit vinglas i hånden. Han lod orangevinen glide lidt rundt i glasset. Han smilede. Og efter 20-25 sekunder sagde han: “Jeg har længe vidst, at jeg nok ville blive ret velhavende…”

Og lige dér gik det op for mig, at min idé måske var bedst inde i mit eget hoved. Milliardæren begyndte at tale om forskellige praktikaliteter. For eksempel at mange af hans værdier var bundet op på aktier. Han havde ikke umiddelbart adgang til store likvide midler – og slet ikke i den størrelsesorden, jeg efterspurgte. Det hele gik således lidt i opløsning, inden det var kommet rigtigt i gang. Men det var en god aften, og den står som et godt minde. /Oliver Stilling