Sympati for djævelen

Lad det være sagt med det samme: Når først vi begynder at sammenligne Donald Trump med Adolf Hitler, befinder vi os også i et overraskende godt (og påfaldende mandet) selskab. Den ene offentlige tænker, debattør og historiker efter den anden – typer som Cornel West, Timothy Snyder og Volker Ullrich – har på hver deres måde (og mere eller mindre direkte) forsøgt at påpege, hvordan visse af de ting, Trump gør, kunne minde om en hvis hr. falleret-maler-forvandlet-til-Führer.

Sidstnævnte, altså den tyske historiker Volker Ullrich, har endog skrevet et helt mastodontværk om Adolf Hitler. Hvorfor man vel skulle tænke, at han har noget at have det i, når han siger, at Trump og Hitler deler en forkærlighed for at “blande løgne med sandheden”.

Netop Donald Trumps insisterende, løgnagtige og virkelighedsforvrængende angreb mod mainstream-medierne som værende fake news – noget, han har talt om lige siden han første gang stillede op til Republikanernes primærvalg – har længe stået som en af de mest oplagte åbninger for at smide et godt nazikort.

Adolf Hitler og flere andre prominente nazister (som propagandaminister Joseph Goebbels og Luftwaffe-øverstkommanderende Hermann Göring) talte gerne om en løgnepresse, Lügenpresse, som på fordækte måder forsøgte at underminere det nazistiske projekt – og derfor måtte bringes under kontrol. Men: at både Trump og Hitler i truende og bitre vendinger har kritiseret den frie presse, kan der nu ikke være noget alt for overraskende i. Det er vel snarere diktatorkundskab for begyndere.

Kershaws karakteristik

Mere bemærkelsesværdigt er det, i hvor høj grad Trumps personlighed som en samlet pakke kunne minde om Hitlers – selvfølgelig afhængig af, hvordan du fortolker Hitler som historisk individ. Læser man bare nogle af de mange fyldige biografer, der er skrevet om der Führer, fornemmer man hurtigt et urovækkende ekko, når man ser på USA’s præsident i dag.

Trump/Hitler kan snildt betegnes som megaloman, narcissistisk, emotionel, xenofobisk, utilregnelig, ustabil, populistisk, racistisk, opportunistisk, autoritær, misogyn, demagogisk, und so weiter. Prøv bare at læse nogle af de karakteristikker, den anerkendte britiske historiker Ian Kershaw leverer af Adolf Hitler i sin indflydelsesrige to-binds-biografi om diktatoren – og smag selv på, om de tilsvarende kunne passe på en lidt-for-velkendt orange mand:

“Nedladende foragt for kvinders underdanighed, tørsten efter dominans (og billedet af lederen som en streng, autoritær faderfigur), manglende evne til at danne dybe personlige relationer, den tilsvarende kolde brutalitet over for menneskeheden og – ikke mindst – en så dyb hadskapacitet, at den må have afspejlet en umådelig understrøm af selvhad, skjult i den ekstreme narcissisme, der var dens modstykke.”

Og, endnu værre:

“Primadonnens dramatiske opførsel var en integreret del af Hitlers personlighed – og ville forblive det. Det var altid det samme: Han kendte kun alt-eller-intet-argumenter; der var intet mellemliggende, ingen mulighed for at nå frem til et kompromis. Altid fra en maksimalistisk position, uden anden udvej, satsede han alt. Og hvis han ikke kunne få sin vilje, fik han et raserianfald og truede med at sige op. I magten, i de kommende år, iscenesatte han undertiden bevidst et raserianfald som en mobbetaktik. Men normalt var hans raserianfald et tegn på frustration, endda desperation, ikke styrke.”

Eller, lidt simplere:

“Den halvhjertede planlægning, den dilettantiske improvisation og manglen på sans for detaljer bar alle præg af Hitlers karakteristiske impuls til at handle uden at tænke klart over konsekvenserne og uden en plan B.”

Populistens plan

Umiddelbart er det ikke kun i sin personlighed, at Donald J. Trump, USA’s 45. og 47. præsident, kunne minde om Nazi-Tysklands rigskansler. Også i visse retoriske og politiske taktikker er der sammenfald, hvilket eksempelvis den nederlandske kulturteoretiker Henk de Berg har forsøgt at påvise i bogen Trump and Hitler: A Comparative Study in Lying.

De Berg beskriver her begge demagoger som en slags politiske performancekunstnere, som kun i vage termer taler om konkrete politikker. Til gengæld tiltrækker begge sig bevidst opmærksomhed med grove jokes, vulgært sprog og diverse kreative fornærmelser. I Mein Kampf fortæller Hitler ret åbent – bemærker Henk de Berg – hvordan han med ekstreme udtalelser vil fremprovokere forargelse og dermed få pressens opmærksomhed. Noget Trump i dag formår bedre end nogen anden.

Mens Hitler brugte jøderne som den ultimative nazistiske syndebuk, er den ulovlige immigrant (eller illegal alien) altoverskyggende antagonist i Trumps MAGA-univers. Og selvom vi endnu er milevidt fra Shoahs unikke historiske umenneskelighed, har Trump allerede vist, at han er villig til at gå meget langt for at “beskytte” USA. Pointen er uanset, at både Adolf Hitler og Donald Trump formår at gøre verden mindre kompleks for deres følgere ved at give dem en ydre fjende: Der leveres et alt-for-simpelt svar, som skal tilfredsstille en dybereliggende vrede i folkedybet.

Selvom han var meget direkte, var det imidlertid ikke alle tyskere som troede, at Hitler faktisk ville gøre det, han lovede i sine taler – hvilket skulle vise sig at blive fatalt. I realtid er amerikanerne lige nu ved at opdage, at Trump måske også kan finde på at realisere sine mange skrupskøre trusler. Eksempelvis mod Venezuelas nu afsatte præsident Nicolás Maduro. Samtidig – hvis vi vender tilbage til Ian Kershaw – er det end ikke givet, at Trump behøver gøre så meget andet end at lufte nogle vage forestillinger om fx hans ønske om at få Grønland eller aflyse midtvejsvalget.

Den britiske historiker beskrev med begrebet “working towards the Führer”, hvordan der var en konstant fortolkningskamp blandt nazi-funktionærer om, hvordan man bedst kunne realisere de idéer, man mente at Hitler gav udtryk for. Hvilket, igen, konsoliderede Hitlers magt og udbyggede diktatorens megalomane og kultiske tro på sig selv.

Tilsvarende har man fra forskellige interne kilder i Det Hvide Hus løbende kunne læse, hvordan Trump-administrationen konstant halser efter Trumps impulsive udladninger på Truth Social, og efterfølgende forsøger at gøre de uventede SoMe-opslag til realiserbar politik. Noget, der også forstærker billedet af en tilsyneladende personkult: I sidste ende er Trumps ord ufejlbarlige – udfordringen er blot, hvordan man får dem til at passe på virkeligheden.

Unheimlich karakterstudie

Et forhold, der unægteligt også gør det nemmere at spille nazikortet mod Donald Trump, er, at han selv har påtalt – eksempelvis tilbage i 2015 – at han faktisk ikke er generet af, at folk sammenligner ham med Adolf Hitler. Samtidig har Trump angiveligt sagt, at Hitler “gjorde nogle gode ting”‚ ligesom Trump ifølge ekskonen Ivana skulle have opbevaret en bog fyldt med Hitlers taler nær sin seng.

Da nynazister marcherede gennem byen Charlottesville med fakler og swastikaer i 2017, sagde Trump efterfølgende, at der var “nogle meget fine mennesker” på begge sider af de resulterende optøjer. Og altså… det er en virkelig mærkelig ting at sige, hvis ikke man vil have, at folk mistænker en for at have nazistiske tilbøjeligheder.

Endnu værre er det, at Donald Trump øjensynligt er blevet mere og mere Hitler-agtig med tiden. I 2019 forfattede historikeren Gavriel D. Rosenfeld en grundig gennemgang i tidsskriftet Central European History af de mange forskellige forsøg på at sammenligne Trump med der Führer. Rosenfeld opdelte sammenligningerne i forskellige kategorier, og skelnede i den forbindelse mellem alarmisterne (dem som mente, at man godt kunne tolke Trump som hitlerisk) og realisterne (dem som afviste at smide nazikortet). Særligt interessant er det måske – her i lyset af Trumps anden præsidentperiode – at se på sidstnævntes argumenter.

Eksempelvis fremhævede Rosenfeld, under overskrifterne “Trump støtter ikke organiseret vold” og “Trump afviser en aggressiv udenrigspolitik”, at USA’s præsident ifølge visse realister manglede sin egen private bøllehær à la brunskjorterne, ligesom det var unikt for Hitler (og utænkeligt i USA), at man ville anholde politiske modstandere. Tilsvarende beviste Trumps isolationistiske “America First”-tænkning, at han ikke ville efterligne Hitlers erobringskrige i jagten på Lebensraum.  Om noget ville præsidenten snarere mindske USA’s globale militære aftryk. Ja, faktisk ville det være dybt usandsynligt, at Trump kunne finde på at starte tredje verdenskrig.

Og her står vi så, med ét øje rettet mod Trumps antidemokratiske ICE-bøllehær i Minneapolis, anført af den mistænkeligt nazi-lignende Gregory Bovino, og et andet bekymret øje rettet mod Trumps stadig mere rablende trusler om at smadre Nato og udløse en ny verdenskrig i forsøget på at erobre Grønland. I bagklogskabens lys må vi erkende, at i hvert fald nogle af realisternes argumenter ikke helt har holdt vand. Tværtimod er vi vidner til et stadig mere urovækkende tæppefald for USA’s demokrati, anført af en nationalistisk wannabe-autokrat, som efterhånden bare er et lille overskæg væk fra den gennemførte imitation. /David Dragsted

Artiklen her er en del af Føljeton-serien ‘Nazikortet’. 

Første afsnit: Diktator in spe.
Andet afsnit: Sympati for djævelen.
Tredje afsnit: Trumps eget nazipoliti.
Fjerde afsnit: De siger det selv.