De siger det selv

I sidste uge delte Det Hvide Hus’ officielle X-konto et ret opsigtsvækkende KI-genereret billede. På det sås to hundeslæder bærende Grønlands flag, Aappalaartorput, stående ved en skillevej: Mod venstre var solskinsklædte USA, og mod højre uvejrsramte Rusland og Kina. “Hvilken vej, Grønland-mand”, stod der i en medfølgende tekst. Which way, Greenland man.

Udover at KI-billedet refererede et velkendt internet-meme, så var selve teksten, med den mystiske “Grønland-mand”-formulering, tilsyneladende en direkte reference til bogen Which Way Western Man, skrevet af den prominente amerikanske white supremacist og nynazist William Gayley Simpson i 1978. I bogen kan man, som Politico bemærker, bl.a. finde en række antisemitiske konspirationsteorier samt en lovprisning af Adolf Hitler. Konfronteret med, hvorfor i alverden Det Hvide Hus’ officielle konto på den måde ønsker at referere til et nynazistisk værk, svarer talsperson Abigail Jackson til Politico:

“Det ser ud til, at Politico selv er blevet et meme: den sindsforvirrede venstrefløjser, som tror, at alt, man ikke kan lide, er nazistisk propaganda. Den her angrebslinje er kedelig og udslidt. Tag jer sammen.”

Havde opslaget bare været en engangs-nazisvipser, forstår man måske forsvaret. Sagen er dog den, at Trump-regeringens officielle kommunikationskanaler i stigende grad er begyndt at flirte aggressivt med forskellige former for fascistisk propaganda-kommunikation. Ja, faktisk bliver der efterhånden brugt så overvældende mange dog whistles, at det må forvirre selv de to KI-genererede hundeslæder og få dem til at miste al retningssans.

Få dage efter ICE-drabet på Renee Good – som vi også var inde på i sidste afsnit – delte Department of Homeland Security (som ICE hører under) et opslag på sin officielle Instagram-konto, hvor man henviste til sangen “We’ll Have Our Home Again”, en populær nynazistisk hymne. Og omkring samtidig delte Department of Labor, altså arbejdsministeriet, en video på sin officielle Facebook-profil, som bar teksten: “One Homeland. One People. One Heritage”. Hvilket, som mange hurtigt pointerede, umiskendeligt kunne minde om et gammelt nazi-propagandaslogan: “Ein Volk, ein Reich, ein Führer.”

Som Alice Marwick, der er chef for research ved det uafhængige analyseinstitut Data & Society, forklarer til The Intercept, er der som sådan ikke noget nyt i, at Trumps MAGA-bevægelse er hjemsted for forskellige højreekstreme synspunkter og budskaber. Men hvor præsidenten tidligere har kunnet undvige ansvaret, da ytringerne primært kom fra hans mest yderligtgående støtter, er der nu ikke længere noget at rafle om: De nynazistiske hundefløjter kommer direkte fra hans egen administration. “Det er meget tydeligt, at budskabet, de forsøger at sende, kun skal læses på én måde”, siger Marwick.

Altså: Trump-administrationen gør virkelig ikke meget for selv at holde nazisammenligningerne nede. Snarere er det, som om de tigger dig om at smide nazikortet. Måske venter de bare på, at de kan kaste Godwins lov – som vi lærte om i første afsnit – tilbage mod dig, og dermed alligevel “vinde” debatten. I hvert fald er det præcis det, Abigail Jackson forsøger at gøre i ovenstående undvigelsesmanøvre. Men: Hvis man skal forstå de chokerende SoMe-opslag, findes der nok alligevel en langt simplere og anderledes Ockhams-ragekniv-godkendt forklaring: Nemlig at Trumps regering vitterligt bare gerne vil signalere, at man er inspireret af højreekstremt tankegods.

If it walks like a nazi, and it tweets like a nazi, it’s probably a nazi.

Ideologisk kamæleon

MAGA-bevægelsens flirt med det fascistoide kommer ikke ud af det blå. Snarere udgør Trumps populistiske bagland også et spraglet kludetæppe af fx kristne nationalister, alt-rightere, white supremacists og rabiate konspirationsteoretikere. På forunderlig vis formår Trump imidlertid at forene dem alle i sit virkelighedsforvrængende univers.

Samtidig trækker han med sit “America First”-slogan endda tråde helt tilbage til en af de tidlige nazi-sympatiserende amerikanske organisationer, nemlig piloten Charles Lindberghs ‘America First Committee’. I Philip Roths kontrafaktiske historieroman The Plot Against America udspilles et scenarie, hvor Lindbergh bliver USA’s præsident, hvorefter landet gradvist forvandles til et Hitler-venligt, antidemokratisk og antisemitisk regime. Og i den anbefalelsesværdige tv-miniserie-fortolkning af romanen, lavet af The Wire-skaber David Simon, er der ikke megen tvivl om, at fortællingen også kan læses som en pervers allegori over mere nutidige begivenheder. Simon siger endda, at han fik uimodståelig lyst til at lave serien, efter Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016.

Rent ideologisk kan det måske være svært at indfange Donald Trump. Der er jo en grund til, at han så relativt problemfrit kan få så modsatrettede røster på højrefløjen til at synge i samme kor. Ironisk nok får det dog også MAGA-bevægelsen til at fremstå endnu mere nazi-agtig.

I hvert fald er det værd at have for øje, sådan som Jes Fabricius Møller, historiker og lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet også har bemærket i en kronik i Kristeligt Dagblad, at nazismen – i sin indledende fase – havde noget “kamæleonagtigt eller plastisk” over sig. Den nazistiske ideologi blev løbende udviklet i en intern kamp mellem modsatrettede idéer, “og Hitler erklærede endda i ‘Mein Kampf’, at nazismen måtte bestemmes af, hvad der nu var for hånden”. Det synes til forveksling også at være Trumps modus operandi.

Postmoderne fascisme

Mens præsidentens egne budskaber altså fremstår overraskende tomme – eller, at dømme ud fra Trumps tålmodighedskrævende tale ved topmødet i Davos, usammenhængende og rablende – er folkene omkring ham dog anderledes målrettede.

Der er det så berygtede kristennationalistiske Project 2025, formuleret af den konservative tænketank The Heritage Foundation, som i høj grad agerer drejebog for Trump-administrationen – eksempelvis via Russell Vought, direktør for det strategisk vigtige Office of Management and Budget, samt Stephen Miller, vicestabschef og en af Trumps tætteste rådgivere. Tilsvarende er der fx milliardæren Peter Thiels techoligarkiske Antikrist-show, som vicepræsident J.D Vance i høj grad er styret af. Foruden mere klassiske, antikommunistiske og høge-agtige republikanske synspunkter, repræsenteret ved bl.a. udenrigsminister Marco Rubio.

Langt fra det hele smager af nazisme; snarere udgør det sin helt egen totalitære cocktail. Alligevel sidder man med fornemmelsen af – sådan som regeringens SoMe-opslag også synliggør – at Trumps følgere, venner, rådgivere og samarbejdspartnere bare ikke kan dy sig for, bevidst eller ubevidst, at vække mindelser til Hitler. Der er de komisk utilsigtede svipsere, som “skyggepræsident” og multimilliardær Larry Ellison, der uheldigt nok kom til at kalde sin superyacht “Izanami”, altså “I’m a nazi” stavet baglæns. Der er helgenkåringen af den højreekstreme influencer Charlie Kirk, som kunne minde mistænkeligt meget om nazisternes behandling af “martyren” Horst Wessel – gjort total af Stephen Millers pænt Goebbels-agtige mindestale. Der er Musks heilen. Og som analyseret i sidste afsnit, er der også ICE’s stadig mere Gestapo-lignende adfærd.

Som samlet pakke får vi det, den tysk-amerikanske historiker Dagmar Herzog har kaldt postmoderne fascisme: Et meme-begejstret misfoster, der måske kan ses som en naturlig forlængelse af det oprindelige nazistiske projekt. “Nazisterne var proto-postmoderne i den forstand, at de var ironiske, selvreflekterende og sjove i deres ondskab. De var stolte af deres intelligente grusomhed”, har Herzog tidligere sagt i et interview med Føljeton. Og videre:

“[I] dag er der en konstant leg med sandhedens ustabilitet. Ja, sandheden er altid ustabil, sandheden bliver altid anfægtet, men de postmoderne fascister svælger i det. […] De ændrer sig afhængigt af, hvem deres målgruppe er. Alt er en joke, alt er en forestilling, alt er underholdning. Det er det, jeg mener med postmoderne. Det er det overdrevent skandaløse og måden, hvorpå farce og brutalitet går hånd i hånd.”

Den amerikanske Sonderweg

Efter Adolf Hitlers død og nazismens fald, efter anden verdenskrigs rædsler og det resulterende totale chok, måtte tyske historikere og filosoffer forsøgsvis begynde at overveje, hvordan det dog kunne gå så galt, som det gik. Var Hitler en unik inkarnation af ondskab, som havde forblændet det tyske folk og egenhændigt ført det ind i mørket? Eller var han snarere et uundgåeligt produkt af en særlig (og særligt farlig) tysk ånd?

Sidstnævnte kontroversielle tese blev i 1960’erne opsummeret under begrebet “Sonderweg” og bl.a. populariseret af historikeren Fritz Fischer. Med tiden skulle Sonderweg-debatten udvikle sig til en indædt intellektuel kamp, der fik forskellige knopskydninger. Et af resultaterne var den såkaldte Historikerstreit i 1980’erne, hvor det tyske skyldsspørgsmål blev debatteret af prominente offentlige tænkere som Ernst Nolte, Jürgen Habermas, Hans Mommsen og Joachim Fest.

Kort fortalt bestod striden af to forskellige lejre, henholdsvis intentionalisterne og funktionalisterne, som hver især forsøgte at forstå nazismens opblomstring. Mens intentionalisterne hårdnakket mente, at det ultimativt var Hitler, som havde dirigeret nazismens politik og dens ondskab, var funktionalisterne snarere af den overbevisning, at Hitlers rolle var relativt negligerbar. Da han ikke gad gå ned i detaljerne om Det Tredje Riges drift, var det snarere menneskene omkring ham, som – i praksis – skabte den nazistiske ondskab.

Ligesom debatten, om hvad der reelt skabte nazismen, nok aldrig vil slutte, ligger et lignende opgør og venter på den anden side af Donald Trump. Var Trump et bizart populistisk særtilfælde, som pludselig og meget uventet trak USA i en antidemokratisk og tiltagende autoritær retning? Eller var han snarere et nødvendigt resultat af problematiske idéer og forhold, som allerede lå og ulmede under den glatpolerede fernis af “Land of the Free”?

“I sidste ende var det nazistiske styre ren mobilisation og praktisk talt ingen institution. Det var rent kaos”, skriver den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller i bogen Contesting Democracy. Uanset, hvad man ellers måtte ønske at smide af nazikort, hersker der næppe nogen tvivl om, at Donald Trumps styre fremstår dybt kaotisk. Og at Trump igen og igen formår at udnytte kaosset til egen fordel – og ikke mindst personlig berigelse. Ja, hvis der endelig er noget, som driver ham, er det nok money money money. Hvilket vel kunne give passende anledning til at mindes følgende ord fra digteren, politikeren og aktivisten Aimé Césaire:

“For enden af kapitalismen, som er ivrig efter at overleve sin egen tid, står Hitler. For enden af den formelle humanisme … står Hitler.”

Om Césaire havde ret, vil vi ikke gøre os kloge på. Intet land er dog så ultrakapitalistisk og pengebesat som USA; et land, der med FN-hovedkvarteret i New York endda må siges at være humanismens hjemsted. Og faktum er, at amerikanerne nu hele to gange har valgt Donald J. Trump som præsident. /David Dragsted

Artiklen her er en del af Føljeton-serien ‘Nazikortet’. 

Første afsnit: Diktator in spe.
Andet afsnit: Sympati for djævelen.
Tredje afsnit: Trumps eget nazipoliti.
Fjerde afsnit: De siger det selv.