Rygterne om kulturens død er stærkt overdrevne

“Der er den her metafor, der er blevet kastet rundt om, at kulturen er død. Det er ikke helt, hvad der sker. Der er mere kultur end nogensinde før, og der er flere mennesker, der skaber kultur end nogensinde før. Men der synes at være noget, der mangler, for kultur i dag er primært brugt til at skabe underholdning og adspredelse for at tjene penge og for at være et politisk værktøj,” siger den amerikanske kulturkritiker W. David Marx på en videoforbindelse fra hans kontor i hjemmet i Tokyo, hvor han har været bosat de sidste 20 år.

Han fortsætter: “Og hvad, der mangler, er at vi ikke har overvejet før nu, at man også har brug for folk, der laver kultur for kulturens skyld. At kulturhandlingen skal være opfindende, og at prioriteten, hvis du fx laver en film, må være, at du prøver at ændre den måde, der laves film på. Eller hvis du laver musik, så prøver du at lave noget, der lyder som noget, man aldrig har hørt før.”

W. David Marx udkom i 2025 med bogen Blank Space: A Cultural History of the 21st Century. Det er først og fremmest en bog om populærkultur, og stort set udelukkende den amerikanske massekultur. Så vil man gøre sig europæiske indsigelser, må de gemmes væk. Bogen har vakt debat, da bogens hovedpræmis bygger på, at kulturen her i det 21. århundrede er stagnerende. Ja, den er næsten et tomrum.

“Vi gennemgår en strømning af kulturel aktivitet, uden at den ansporer til lige så mange forandringer, som den plejede. Og jeg vil være meget forsigtig her – for det er ikke, fordi jeg tror, ​​at der ikke er sket noget. Det er bare det, at sammenlignet med det forrige århundrede – som virkelig er det, vi bogmærker og benchmarker i vores hoved som hvordan kulturel sundhed ser ud – så føles [det 21. århundrede] mere stagnerende, fordi forandringstempoet synes at være langsommere.”

Et ryk og et stop

“I begyndelsen [af det 21. århundrede] var der et ryk,” siger Marx og fremlægger sin analyse af populærkulturens sidste 25 år.

En del af rykket var efterdønninger fra 1990’erne, der gik over og definerede starten af årtusindet. Men det sagtner så en smule, indtil smartphonen kommer, og det rykker igen. Formaterne, den nye telefoncomputer bringer med sig, er nye og spændende, og internettet bliver et sted, hvor nichekultur stortrives. I 2012 går en sydkoreansk satiresang om de rige beboere i Gangnam-området i Seoul pludselig viralt verden over, og det er helt nyt og spændende. Men så rammer 2016, og det går op for os, at internettet og de teknologiske platforme kan have voldsomme politiske konsekvenser.

Marx’ analyse fokuserer langt overvejende på film- og musikproduktion. Hvoraf førstnævnte helt fra starten af dette årtusinde har været påvirket af såkaldt intellectual property (forkortet IP), såsom Spider Man-filmene med Toby Maguire. Og musikken lyder bare ens, eller som noget man har hørt før. Taylor Swift lyder som halvfemserne, mens al populærmusik lyder som noget, der allerede findes – hvilket måske er derfor, det klarer sig så godt.

Tanken om at vi lever i genbrugelighedens tid er ikke ny. Marx nævner den amerikanske kulturkritiker Simon Reynolds, der i 2010 – altså midt i hipsteræraen – udkommer med bogen Retromania, der italesætter populærkulturens fascination med det, der kom før. Siden da er vi åbenbart ikke kommet videre.

“Vi er gået over til nye former for populærkultur, i memes, TikTok-videoer og generel internetkultur. De formater er innovative i og med, at vi ikke havde memes før, og det har vi nu. Eller at vi ikke havde vertikale videoer, hvilket vi har nu. Men de formater ser bare væsentlig mere overfladiske ud end tidligere formater. En roman har mere dybde end en 20 sekunders TikTok-video har. Og det er ikke for at sige, at dem, der laver videoerne, er dårligere mennesker end forfatterne. Men blot at de arbejder i formater, hvis intention er, at de skal konsumeres ekstremt hurtigt og så glemmes igen. Frem for noget, der virkelig har tyngde.”

“I’m a business, man”

Til trods for den debat, som Marx’ tese har fremavlet, er han ikke ene om analysen om, at det 21. århundredes kultur er stagnerende. Som vi har været inde på med både Cory Doctorow, Kyle Chayka og Anna Kornbluh, så er der noget med kulturen i det 21. århundrede, som er lidt off. Hvilket ifølge Marx også kan skyldes sammensmeltningen mellem virksomhed og kunstner.

“Im not a businessman, I’m a business, man,” sang Jay-Z på Kanye Wests “Diamonds from Sierra Leone” fra 2005, hvilket ifølge Marx bliver indvarslingen af kunstner-milliardæren. I det 21. århundrede går celebrities fra at have skammet sig over at være nødt til at lave reklamer, til stolt at være deres egne brands. Pludselig bliver det at være en succesfuld forretningsdriver set som en kreativ kvalitet, og det at være ultrarig bliver pludselig succeskriteriet for kunstnere.

“Det, der har været overraskende for mig, har været måden hvorpå den kulturelle venstrefløj synes at have accepteret markedet som et løsningsområde,” siger Marx. Han uddyber, “at hvis du har en kunstner fra en marginaliseret gruppe, og hvis de så tjener en hulens masse penge, så løser det problemerne”.

Holdningen fra den kulturelle venstrefløj bliver, ifølge Marx, at selve det at nogen bliver ultrarige popstjerner angiveligt bliver en løsning på ulighed. Det er fremskridt for repræsentationen, når det sker, siger han. Men for at lave bevægelsen, skal man også købe ind på, at markedsvirksomhed er en moralsk rigtig aktivitet. Det er et skifte fra det 20. århundredes modkultur, som var bygget på ideen om at ting lavet til markedet var grundlæggende dumme.

“Det er en form for æstetik og politisk tænkning, der er forsvundet,” uddyber Marx og peger på millennialgenerationen, der er vokset op på mainstreamkultur lavet af markedskræfter som Disney, Britney Spears, NSync osv. Det har haft den konsekvens, at millennials anser markedskræfterne som løsningen på kulturelle problemer. Og det er den samme tendens, når folk hylder Taylor Swift for at være milliardær, siger han.

“At hendes milliarder er et bevis på hendes magt og hendes kreativitet. Hun ejer produktionsmidlerne. Hun ejer sine egne masterudgaver, og derfor er hun en godgørende kapitalist, der ændrer verden.”

Men kan man ikke sige, at din bog også fremstiller et ret elitært syn på kultur? Jeg mener, hvordan er din kritik ikke bare elitisme i fåreklæder?

“Sagen er, at det mest cutting edge i kulturen altid bliver drivkraften for alle andre, og det er bare sådan, det fungerer. Så hvis du ikke har det kørende for dig, så bliver kulturen kedelig for alle.”

Poptimismens pris

Det er især poptimismen, der står for skud i Marx’ analyse. Og det er også fokusset på den, der har været et af omdrejningspunkterne i kritikken af Marx’ analyse.

Poptimisme, forklarer Marx, er ideen om, at værdsættelsen af kultur ikke er ligeligt fordelt. De fleste mennesker kan lide popkultur, og derfor burde vi arbejde mere på at tage popkulturen seriøst – af respekt for popkulturens fans. Problemet opstår dog i overvejelserne om, at hvis der skal laves kulturkritik – eller hvis vi skal tænke over eller beskæftige os med kultur – så skal vi give popkulturen særplads. Popkultur og finkultur er pludselig blevet det samme. Og over tid er det derfor blevet mere værdifuldt at lave massekultur, end at lave ting til et lille, nichet og elitært publikum.

Marx medgiver dog, at der stadig bliver lavet “radikal kunst” i dag. Men vi ser det ikke. Og selvom han ikke mener, at det udelukkende er kulturkritikernes skyld, så bærer de en stor del af ansvaret. Kultur ændrer sig nemlig ikke på én gang. Det sker i marginerne, og så rykker det til massekulturen. De “sofistikerede anbefalere” og “de sofistikerede forbrugere”, som Marx kalder dem, var i 1990’erne vildt optagede af, at de ting, de fandt, var helt ude i marginerne. At vide noget om meget nichede ting var cool.

“Og så besluttede vi os for, at det var lamt,” konstaterer Marx.

“Så nu går kritikerne ud af deres gode skind for at fortælle dig, at en ørehængende popsang er ørehængende, eller at det Taylor Swift-album, som selv hendes fans ikke kan lide, faktisk er fantastisk. De er ikke længere fokuserede på at finde folk i marginerne og hive dem ind.”

/Astrid Plum