Grisene, der gør os syge

“Hvis grise er sammen i en traditionel produktionsstald, vil de typisk alle sammen være smittet med MRSA,” siger professor i veterinær mikrobiologi Hanne Ingmer til Føljeton. Ingmer forsker i bakterien Staphylococcus aureus, som MRSA er en variant af. MRSA-bakterien er vidt udbredt i de danske svinestalde, og er samtidig den resistente bakterie, som har oplevet den største stigning som direkte og indirekte dødsårsag verden over.

Staphyloccocus aureus er i almindelig tale kendt som gule stafylokokker. Bakterien, som primært findes på hud og i slimhinder, kan forårsage sygdommen toksisk shock syndrom, der medfører livstruende høj feber, opkast og diarré, samt en række af forskellige typer infektioner. De gule stafylokokker har i grisestalde, hvor grisene bliver pumpet med antibiotika, udviklet sig til Methicillin-resistent Staphylococcus Aureus-varianten – MRSA.

Den variant, som man finder blandt grisene, kaldes MRSA CC398 og er også kendt som husdyr-MRSA. Professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos skriver i bogen Hvordan undgår vi, at resistente bakterier slår os ihjel?, at den er udbredt i mere end 90 pct. af alle danske svinefabrikker. Det bekræfter Kjeld Hansen også i bogen Farvel til dansk landbrug, hvor han skriver, at danske myndigheder regner med, at alle konventionelle svineproduktioner i Danmark er inficerede med husdyr-MRSA. Med andre ord kan man godt forvente, at der er stor risiko for at blive smittet, hvis man træder ind i en svinestald. Måske endda også, hvis man bare bor i nærheden.

Værre end statistikkerne viser?

Husdyr-MRSA har i mange år ikke været det store problem for mennesker, men der er tegn på, at den har udviklet sig til at kunne sprede sig tilbage til os: “Nogle MRSA-bakterier kan godt lide at være på dyr, mens andre godt kan lide at være på mennesker, men vi har nogle data, der tyder på, at der er ved at ske et værtsskifte,” siger Hanne Ingmer. Et værtsskifte betyder, at bakterierne på grisene bedre og bedre kan lide at være på mennesker også.

“Derfor har vi måske nu et større problem med de stafylokokker, der kommer fra husdyrene. Vi ser hyppigere og hyppigere infektioner hos mennesker, som ikke har noget med landbruget at gøre. Infektioner med stafylokokker, som oprindeligt kommer fra husdyrene på et eller andet tidspunkt.”

DTU og Statens Serum Institut (SSI) overvåger de antibiotikaresistente bakterier i Danmark og har siden 1995 udgivet den årlige rapport DANMAP, som samler data om det antibiotiske forbrug i Danmark og resistensforekomsten. Man screener dog kun folk, der er syge med infektioner, og man udspørger patienter om deres gøren og laden inden operationer på hospitalerne, men reelt set er der ikke et samlet overblik over MRSA-bakteriens kolonisering af mennesker.

Man har altså et nogenlunde overblik over, hvor mange der er syge med MRSA, men ikke hvor mange bakterien lever hos, uden at bæreren er syg. Fx skal en patient, der skal opereres, ikke testes for MRSA, når vedkommende har meddelt sygeplejersken, at de ikke har opholdt sig i en svinestald det seneste halve år. Men i teorien kunne de godt bære rundt på MRSA-bakterier uden symptomer. Ligesom cirka en tredjedel af alle danskere ifølge Hanne Ingmer bærer rundt på gule stafylokokker.

Kjeld Hansen skriver i bogen Farvel til dansk landbrug, at statistikkerne hos SSI udelukkende viser de nyregistrerede per år, da instituttet behandler bakterien som en epidemi – en sygdomsbølge, som vil gå over igen. Det vil sige, at når der i 2023, 2024 og 2025 er registreret henholdsvis 3649, 3371 og 3303 mennesker med MRSA, så er det unikke bærere alle sammen, og der er ingen gengangere. Ifølge Kjeld Hansen vil smitten ved den optællingsmetode være “væk”, hvis alle personer er inficerede. For så er der ingen nye tilfælde at tælle.

Uenighed blandt eksperter

Mens smitten spreder sig, oplever lektor i sociologi Carsten Strøby Jensen, at de to ekspertlejre fra henholdsvis det humane og veterinære sundhedsområde er uenige om, hvorvidt problemet skal løses i svinestalden eller på hospitalet. Spørgsmålet er, om det hæmmer muligheden for at løse problemet med udbredelsen af resistente bakterier, når forskerne peger fingre af hinanden.

“Det spiller en rolle, at man ikke kan blive enige,” siger Strøby Jensen til Føljeton. “Men der er også et element af, at de repræsenterer forskellige interesser, forskellige synspunkter, for hvad er den rigtige viden? KU’s forskningscenter har også været et forsøg på at bekæmpe [siloforskning], så man man kan undgå at skyde skylden på hinanden.”

På Københavns Universitet oprettede man i 2010’erne et tværfagligt forskningscenter med fokus på bekæmpelse af antibiotikaresistente bakterier med primært forskere fra det humane og veterinære sundhedsområde. Midt imellem stod Strøby Jensen som ene mand fra samfundsvidenskaben. Han beskriver, at ansatte på det humane sundhedsområde har givet skylden til landets dyrlæger, fordi de udskriver for meget antibiotika til husdyrproduktionen, imens ansatte på det veterinære område mente, at man var for skødesløs med smitterisikoen på hospitalerne.

Som Strøby Jensen skriver i sin forskningsartikel: “[Det skaber] en moralsk distance mellem repræsentanter for den veterinære sektor og den humanmedicinske sektor, hvor hver af parterne mente, at deres egen sektor handlede sikkert og den anden sektor uansvarligt, hvilket dermed øgede risikoen.” /Gustav Hamborg Albrechtsen