Kortet under bordet

Der er et andet kort over Grønland end det, der hænger i konferencelokalet i Katuaq, hvor erhvervskonferencen Future Greenland har fundet sted.

Det hemmelige kort vises ikke frem under navneskilte, PowerPoints og kaffepauser. Det ligger i lukkede forhandlingsrum, hvor amerikanske, danske og grønlandske embedsmænd i månedsvis har diskuteret tre mulige amerikanske fodfæster i Grønland: Baser, landingsbaner, havne og radaranlæg, som kan gøre USA’s militære tilstedeværelse større, mere permanent og tættere på egentlig højhedsret.

Trump begyndte med hele øen. Nu kan prisen ende som tre bidder.

Der er ikke tale om et købstilbud eller en invasion. Det farlige er netop, at kompromiset kan komme til at ligne noget langt mere teknisk: Permanent amerikansk fodfæste, pakket ind som et forsvarssamarbejde.

På overfladen lyder det som en simpel udvidelse af det eksisterende forsvarssamarbejde. USA har jo allerede fast adresse i Grønland. Pituffik Space Base ligger som en amerikansk bastion i det øde, nordvestlige Grønland og som et dagligt bevis på, at Kongeriget for længst har givet Washington fuld militær adgang.

Men det nye er ikke nødvendigvis, at amerikanerne vil have flere baser. Det nye er, hvad de vil have baserne til at være. Amerikanske soldater på grønlandsk jord er én ting. Amerikansk råderet over selve jorden er noget helt andet.

De tre prikker

Efter bedste evne har guvernør Landry forsøgt at oversætte Trumps Grønlandsdrøm til noget blødere: økonomisk uafhængighed, mere kontakt til USA, bedre adgang til sundhed, flere muligheder for børnene. På forscenen ligner det en charmeoffensiv. Måske endda en afledningsmanøvre.

For mens Landry giver Grønland et ansigt, Trump kan forstå, arbejder andre med det kort, præsidenten i sidste ende skal tage stilling til. Ifølge BBC’s kilder ønsker amerikanske embedsmænd at åbne tre nye baser i den sydlige del af landet.

På kortet ser det måske uskyldigt ud: tre prikker, tre mulige placeringer, tre steder med gammel amerikansk eller dansk militærhistorie. Den første synes at være Narsarsuaq, den gamle amerikanske flyvebase Bluie West One fra Anden Verdenskrig. Den anden kan være Kangerlussuaq, tidligere Sondrestrom Air Base, med lang landingsbane og stabilt vejr. Den tredje er mere usikker, men kan pege mod Grønnedal, Kangilinnguit, den gamle flådebase i Arsukfjorden ved Ivittuut, hvor amerikanske, danske og kinesiske interesser allerede tidligere har krydset spor.

Landry fylder billedet, men han tegner ikke kortet. Mens kameraerne følger gumbo-diplomaten med erindringsmønter, MAGA-kasketter og snak om “utrolige muligheder”, ligger det egentlige spørgsmål et andet sted: Hvad betyder det konkret, hvis USA skal have mere plads i Grønland?

En base kan være brugsret, lejeaftale og militært samarbejde under grønlandsk og dansk suverænitet. Sådan har man hidtil kunnet forklare Pituffik Space Base i det nordvestlige Grønland: Amerikanerne er der, men landet er ikke deres. Men en base kan også blive noget tungere: permanent rettighed, uopsigelig aftale, amerikansk jurisdiktion, måske ligefrem et suverænt baseområde.

Det er her, forhandlingerne for alvor bliver sprængfarlige.

En anden konstruktion

Det handler om, hvem der bestemmer over jorden under fødderne. Hvem der kontrollerer luften over landingsbanen. Hvem der afgør, hvilke skibe der kan lægge til. Hvem der må opbevare hvad. Hvem der kan sige nej.

Ind i denne traktattåge træder Grønlands unge regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, med den ordknappe forsigtighed, små samfund må tillære, når stormagter begynder at tale om nye kort og baser. Han forsøger at holde sagen inde i det sprog, hvor Grønland stadig har mest beskyttelse: arbejdsgruppe, betingelser, forsvarsaftale, konkrete drøftelser.

“Vi har i dag en amerikansk base, Pituffik Space Base. Den er rammesat i en baseaftale og i forsvarsaftalen. Om det bliver den konstruktion, eller om det bliver en anden, er jo noget, vi konkret skal drøfte i arbejdsgruppen,” siger han til KNR.

Det lyder tørt. Næsten administrativt. Men under sætningen ligger hele dramaet. For hvad vil “en anden konstruktion” sige? En ny baseaftale? Permanent amerikansk råderet? Et område, som stadig ligger i Grønland, men i praksis ikke længere helt er under grønlandsk og dansk kontrol? Det er en næsten umulig balancegang. Derfor bliver formuleringen “en anden konstruktion” så potentielt skæbnesvanger. Den kan blive åbningen, hvor Trumps oprindelige krav vender tilbage i ny form. Ikke hele Grønland. Bare nogle steder. Ikke køb. Bare råderet. Ikke annektering. Bare baser. Ikke et brud med den røde linje. Bare en ny konstruktion.

Landry kan nu forlade Nuuk med sine indtryk, chokolademønter og sin rapport til præsidenten. Men i forhandlingsrummet bliver kortet liggende med de tre prikker.

Jeff Landry viser sig næppe at være hovedsporet i gåden om Trumps erobringstrang. Snarere en rabalderfigur, der har trukket blikket væk fra den tavse kamp om råderet, baser og grønlandsk territorium.

På væggen ligner Grønland stadig sig selv. Under bordet er kortet allerede ved at blive klippet op. /Lars Trier Mogensen