En profitabel myte

Skribenten, der skriver disse ord, gik som så mange andre engang i 1.g. En eftermiddag i fjerde modul stod der samfundsfag på skemaet. Pludselig stillede en pige på bagerste række et spørgsmål, der ikke umiddelbart relaterede sig til dagens emne. “Hvem opfandt egentlig racismen, var det Hitler eller Ku Klux Klan?”

Der lød småhånlige fnis fra krogene. Læreren – en vittig, mandlig humanist i midten af 40’erne – svarede: “Jeg tror racisme har eksisteret, siden en hulemand med brunt hår fik øje på en anden med rødt hår og slog ham i hovedet med en kølle.”

Udvekslingen afslørede to forskellige opfattelser af racismens natur. På den ene side forestillingen om racismen som et essentielt, naturligt karaktertræk ved mennesket, på den anden som et historisk artefakt, som bestemte mennesker har opfundet til et bestemt formål.

I værket World and Africa (1947) argumenterer W.E.B. Du Bois – i kontrast til gymnasielæreren – for det sidste. Ifølge Du Bois er racisme en ideologi, der blev skabt parallelt med den europæiske kolonisering med formålet om at legitimere den hvide mands dominans over hele verden.

For Du Bois begynder racismen med et profitmotiv, som herskede, da der for alvor kom skub i industriens tandhjul i 1800-tallets Europa. Stormagter som England, Frankrig og Tyskland kæmpede om nye markeder, råstoffer og billig arbejdskraft. I det kapitalistiske kapløb – som fra 1880’erne til 1. verdenskrig udmøntede sig i Kapløbet om Afrika – opstod teorien om den overlegne race, eller som Du Bois selv definerer det: “Teorien om, at en minoritet af europæere fra fødslen er menneskehedens naturlige herskere.”

Den europæiske længsel efter kolonisering skabte et paradoks. For imperial dominans harmonerede dårligt med en kristen værdi som næstekærlighed og oplysningsidealer om frihed, lighed og demokrati.

På den baggrund begyndte den herskende klasse i Europa – alt fra videnskabsmænd, præster, statsoverhoveder og industrialister – at udbrede en dehumaniserende fortælling om ikke-hvide mennesker som uciviliserede og tilbagestående. I et storstilet ideologisk tryllenummer blev majoriteten af Jordens befolkning frakoblet selve kategorien ‘menneske’ og var derfor ude af stand til at påberåbe sig de menneskelige frihedsrettigheder, den europæiske civilisation brystede sig af at have opfundet. Racialiserede befolkninger indtog her den nederste plads i det globale magthierarki – en rettighedsløs position, som Fanon senere i Sort Hud, Hvide Masker (1952) kaldte ‘the zone of non-being’ eller den ikke-værende zone.

Du Bois vender dermed en gængs forklaringsmodel på hovedet. De hvide europæere koloniserede ifølge Du Bois ikke Afrika, fordi de var racister, men de blev racister, fordi de havde et profitmotiveret ønske om at kolonisere Afrika. Senere tænkere i den dekoloniale tradition som Aimé Césaire, Frantz Fanon og Sylvia Wynter genoptog forskellige varianter af den samme tanke: Racisme er ikke en naturtilstand, men en legitimeringsmyte.

Tilbage i samfundsfagstimen var den hånlige fnisen over spørgsmålet fra bagerste række ikke helt berettiget. Ganske vist var det hverken Hitler eller Ku Klux Klan, der opfandt racismen. Men afkoloniseringens filosoffer indså, at højreekstreme grupper byggede deres teorier på en opfundet raceideologi, som i forvejen gennemsyrede kulturen på begge sider af Atlanten.