Den vestlige, borgerlige mand

Ifølge filosoffen Sylvia Wynter er det, vi i dag kalder ‘menneskeheden’ en specifik opfattelse af mennesket, som blev født under renæssancen og videreudviklet under kapitalismens fremvækst i 1800-tallet. I essayet med den ikke så mundrette titel On How We Mistook the Map for the Territory, and Reimprisoned Ourselves in Our Unbearable Wrongness of Being (2006) kalder Wynter den forestilling om mennesket for the Western bourgeois conception of Man, eller den vestlige, borgerlige mand.

Forestillingen om mennesket som en rationel, profitdreven, hvid mand dominerer – eller “overrepræsenterer” med Wynters ord – vores opfattelse af mennesket. For Wynter er dette snævre billede blevet fejlagtigt universaliseret til at stå for menneskeheden som sådan. Og det er problematisk, fordi det udelukker enhver, der ikke tilhører den snævre kasse.

Et eksempel på det, Wynter taler om, er det moderne verdenskort, hvor de “hvide” områder som Europa og USA fremstår som verdens navle og fylder langt mere i forhold til de andre kontinenter end i virkeligheden.

Et andet er, hvordan verden er indrettet med udgangspunkt i den voksne mandekrop. Tag for eksempel sikkerhedstests for biler, hvor kvindelige testdukker først dukkede op mere end 60 år efter opfindelsen af de mandlige i 1950’erne. Faktisk findes egentlige kvindedukker stadig ikke; de er blot nedskalerede versioner af mandedukkerne.

Wynters argumenter gør os i stand til bedre at forstå frigørelsesbevægelsers udfordringer – og særligt feminismen. I en verden domineret af billedet af den vestlige, borgerlige mand vil kvinder ifølge Wynter altid være defineret som ‘en anden’. Hvis kvinder ikke begynder deres frigørelse med at udfordre det mandsdominerede billede – men i stedet forsøger at opnå anerkendelse i et samfund, der er formet af det menneskesyn – så vil de ubevidst legitimere et system, der fastlåser dem i en andenrangsposition.

Måske er netop det paradoks en del af forklaringen på feminismens tilbagegang i samtiden?

Girl-bossens forfald

Tag fx girl-boss-feminismens tiltagende forfald. Sophia Amoruso – stifteren af tøjmærket Nasty Gal – indkapslede i sin selvbiografi #GIRLBOSS fra 2014 denne feminisme, der regerede i 2000’erne og 2010’erne. Den slags, som rutinemæssigt blev stoppet ned i kvinder født i årtiet før årtusindskiftet, og som stod for at få kvinder ind i de magtpositioner, der før var forbeholdt mænd. Men i sagens natur forvekslede den kvindelig frigørelse med økonomisk succes – og med kvinders adgang til de selvsamme udnyttende industrier.

Hvis vi tager Wynters briller på, kan vi se hvordan girl boss-feministen – med sin iver efter at indtage den mandlige topchefs rolle – faktisk imiterer idealet om den vestlige borgerlige mand. Dermed bekræfter hun sig selv som ‘den anden’ – selv i sin kamp for at nå til tops.

Samtidig bidrager girl boss-feminismen også til mere undertrykkelse af andre grupper. Ja, hvad betyder flere kvindelige topchefer, hvis ikke, at flere kvinder nu bliver ledende aktører i kapitalistisk system, der undertrykker andre marginaliserede grupper som arbejderklassen?

Der er med andre ord noget uldent ved girlboss-feminismen, og måske kan det forklare, hvorfor den er ved at forsvinde. For i en samtid, hvor manosfære-indhold og højreradikalisme vinder mere og mere frem, er vi ved at vende tilbage til de kategorier, den forsøgte at overvinde.

Tradwives indtager scenen

Tiden har vendt sig fra girlbossen mod en nostalgi over for kvinden som hjemmegående husmor. Det kan man se gennem fremvæksten af såkaldt tradwife-indhold – delt online af influencere som Nara Smith og Hannah Neeleman, og hos forfatteren Caro Claire Burke med sin bog Yesteryear, der udkom i foråret.

Tradwife-indhold bliver ofte fremstillet som et eksempel på, at kvinder er frie til at træffe deres egne valg. Som en bruger skrev i en støttende kommentar til Neeleman: “Jeg synes pointen med feminisme er friheden til at træffe et valg. Hvis det her er din drøm, bør ingen udskamme dig for det, ligesom ingen bør udskamme kvinden, der vælger karriere over familie.” Tradwifen gøres dermed til et symbol på, hvor langt samfundet er kommet i frigørelsesprocessen. Se, kvinder har nu friheden til igen at stille sig bag kødgryderne, frem for at gå på arbejdsmarkedet!

Så vidt vi ved, har 98-årige Wynter ikke selv skrevet om hverken tradwives eller girl boss-feminister, som på overfladen virker modsatrettede. Men hvis vi anvender Wynters begreber, fremstår de pludselig ens. For begge bevægelser bekræfter kvinden som en ‘anden’ i relation til den vestlige borgerlige mand.

Mens girl bossen læner sig op ad den vestlige borgerlige mand ved at spejle sig i den mandlige forretningsleder, gør tradwifen noget endnu mere interessant. Hun føjer sig helt efter det snævre menneskebillede og omfavner det som en måde at retfærdiggøre selv i det etablerede hierarki. Det er en ambivalent frihed, hvor hun hylder kvindens ret til at vælge, men promoverer det valg, der holder hende allermest underordnet. Begge kvindebevægelser tilslutter sig altså – bevidst eller ubevidst – en stærkt begrænset opfattelse af kvindelig frigørelse.

Mod nye mennesker

For Wynter handler reel frigørelse for kvinder – og alle andre der ikke lever op til den moderne verdens snævre menneskebillede – om noget mere radikalt end at promovere nye kvinderoller inden for de eksisterende magtstrukturer. Ligesom Fanon forstår Wynter mennesket som et produkt af historiske og ideologiske betingelser, som principielt kan laves om. Reel frihed kræver derfor ifølge Wynter, at vi forestiller os alternative måder at være menneske på.

Flere steder beskriver Wynter forskellige måder at være menneske på som “genrer”. En analogi til musikkens verden kan derfor beskrive, hvad der er på spil. Forestil dig en verden, hvor den eneste tilgængelige musik var de klassiske symfonier fra Haydn, Mozart og Beethoven. Vores opfattelse af musik ville da være stærkt begrænset. Og trods de klassiske komponisters utvivlsomme genialitet ville verden vel være et kedeligere sted uden rock, punk, hiphop og R&B?

Wynter skriver flere steder håbefuldt om muligheden for at nå dertil. I essayet Genital mutilation or symbolic birth? Female circumcision, lost origins, and the aculturalism of feminist/western thought (1997) forestiller Wynter sig en såkaldt “anden tilsynekomst”, hvor begrebet ‘menneske’ ikke længere er defineret som én enkelt genre. Men som en mangfoldighed, der kan rumme alle menneskers levede erfaringer på tværs af kloden.

/ Jaylene Mbararia (oversat af Claes T. Sørensen)