Nyhedsanalysen
Nedskydning af krigsfly udstiller splid i krigen mod ISIS
Fælles front mod ISIS er bombet tilbage efter nedskydning af russisk SU24-fly over Syrien. Fredsaftale har fået endnu længere udsigter.
Hvad skete der?
NATO er trådt ekstraordinært sammen efter Tyrkiets nedskydning af russisk kampfly. Diplomatiet er på overarbejde. Ruslands præsident Vladimir Putin truer med gengældelse og har placeret det angrebsparate krigskib ‘Moskva’ ud for Syriens kyst. Russerne påstår stadig, at SU 24-flyet var i syrisk luftrum, da det blev skudt ned, men har endnu ikke fremlagt beviser.
Den ene pilot fra det nedskudte russiske fly er ført til en russisk base i Syrien i god behold, bekræfter den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu. Den anden pilot menes skudt fra landjorden af tyrkiske oprør. Begge piloter skød sig ud med katapultsæde, efter at deres fly var blevet skudt ned af tyrkisk luftvåben.
Hvad siger de?
Natos generalsekretær Jens Stoltenberg peger på, at russerne ofte har krænket alliancens luftrum og bakker Tyrkiet op. Putin kalder nedskydningen »en dolk i ryggen«, og kritiserer Tyrkiet for at støtte oprøret mod Syriens præsident Bashar al-Assad ved at lade våben og syrienskrigere krydse grænsen fra Tyrkiet til Syrien. Analytikere mener, at Tyrkiet stadig ser den kurdiske bevægelse PKK som end større trussel end ISIS.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med nedskydningen tvunget NATO til at lægge fornyet afstand til Rusland, hvis bomber i Syrien rammer civile i stort tal.
Hvad nu?
Den diplomatiske krise mellem Rusland og NATO udstiller svagheden i en fælles kamp mod ISIS. »Der er utroligt lang vej til en egentlig alliance. Først skal man jo være mere enige om, hvad man vil bekæmpe. Vil man gå efter det, russerne bredt kalder terrorgrupper, eller vil man koncentrere den indsats alene mod Islamisk Stat?,« siger Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet og tidligere dansk forsvarsattaché i Ukraine. Rusland er kendt som støtte af Assads styre. Og en kommende fredsaftale i Syrien afhænger af, at Tyrkiet og Rusland enes.