Hele verden i din hånd

Det er lykkedes mig at finde noget nyt at fortælle om ’verdens største sædbank’, det danske firma Cryos International, og det handler om firmaets fremtidsdrømme.

Men først vil jeg sige, at jeg er lettet over, at jeg overhovedet har fundet noget, som er nyt. Der har været artikler om Cryos i New York Times, The Guardian og den indiske avis Daily News and Analysis. TV2 laver donorbørnsdokumentar, P1 laver donorbørnsradio, og Magisterbladet rapporterer, at »kloge kvinder mangler mænd«, og at stadig flere derfor tyer til donorsæd.

Cryos er overalt, og siden jeg selv hoppede med på vognen og begyndte at skrive om dem, er samtlige frokoster på mit kontor blevet forvandlet til rundbordssamtaler om racehygiejne og markedsføring (i engelske medier omtales Cryos-sæd som »viking sperm«).

Især diskuterer vi spørgsmål som det her: Er det lige meget, om sæddonoren er en højesteretssagfører med katteelsker-gener, eller om han hedder Carsten og arbejder som diamantsliber ude i Nordvest og har en faible for komodovaraner?

En fyr, man kunne forelske sig i

Cryos’ hovedkontor ligger på Vesterbro Torv i Aarhus ved siden af SuperBrugsen. Direktøren, Ole Schou, er 61 år og ligner en krydsning mellem skuespilleren Willem Dafoe og den tidligere Brøndby-træner Henrik Jensen.
Cryos beskriver selv deres sæddonorer på den måde i deres »udvidede donorprofiler«, som er et produkt, der tilbydes dem, der gerne vil lære sædens ophavsmand lidt bedre at kende. Vi kan tage et tilfældigt eksempel fra det alfabetisk ordnede donorkartotek på firmaets hjemmeside: Den kaukasiske ‘Adem’ – med skostørrelse 47, brunt skæg og medium læber.
Han beskrives som en blanding mellem de amerikanske skuespillere Vin Diesel og Kevin Spacey. Han har speedbådskørekort og dykkercertifikat, kører på cykel og holder af fisketursferie i den svenske vildmark, hvor han fanger laks. Hans yndlingsbil er en Ford Station Wagon, og han har ikke været i militæret. Personlighed: Open-minded og loveable.
Med andre ord en fyr, man godt kunne forelske sig lidt i, og det er netop pointen, som vi kommer til nu.

Ikke bare standardsæd

Detaljerigdommen i sæddonorbeskrivelser som dem på Adems profil er resultatet af det, Cryos-direktør Ole Schou kalder »en lang rejse«.
Rejsen begyndte ved ‘gamle dages’ skrabede, lakoniske profiler – det, der i dag hedder en basisprofil og består af fysiske uomgængeligheder som højde, vægt, øjen- og hårfarve, race (for eksempel afrikansk eller mellemøstlig, red.) og blodtype – og har siden bevæget sig i retning af ’den amerikanske model’: At man som Cryos-kunde ikke bare køber en gold, anonymiseret standardsæd, men et stykke dna indpakket i fortællingen om et inciterende menneske.
Det er ikke, fordi firmaet tror, at en musikalsk sæddonor (Adem spiller både klaver, guitar, bas og trommer) nødvendigvis giver et donorbarn med rytmesans; firmaet konstaterer blot, at efterspørgslen på denne type information er stigende, og gør sit for at imødekomme kundernes ønsker. Det er nemlig i stadig større udstrækning private, der køber sæd direkte hos Cryos, som de så forsøger sig med på egen hånd derhjemme eller giver videre til fertilitetsklinikken.
I dag kommer fire femtedele af Cryos’ ordrer fra private, og fra et marketingperspektiv stiller det, hvad man godt kunne kalde nye udfordringer.

Prinsen på hvid hest

Man kan stille spørgsmålet: Hvilken relevans har det for den, der køber Adems sæd, at den ferietype, han holdt mest af som barn, var bilture ned gennem Europa?
Men faktisk er lige præcis det spørgsmål et af de mest populære blandt de enlige kvinder, der især sætter pris på de udvidede profiler. Disse kvinder er typisk mellem 30 og 40 år; de er højtuddannede og har brugt en stor del af deres krudt på karrieren, måske så meget at de har glemt at gå ud og møde nogle spændende mænd.
I begyndelsen gik det godt, for det var karrieren, der var vigtigst, men så kom ønsket om børn, og i mellemtiden er kvinderne, som Ole Schou siger det, blevet »måske lidt kræsne«. På Cryos’ hjemmeside kan de kræsne kvinder bladre gennem udvidede profiler, næsten som på Tinder: De kan se billeder af donorerne som børn, læse om donorernes yndlingskæledyr, håndværksmæssige evner og militære historik og endelig, som en nyere feature, gemme deres yndlingsprofiler, benchmarke dem mod hinanden, destillere crème de la crème, til de ender med det, Ole Schou kalder »prinsen på den hvide hest«.
Vejen til dette menneskes sæd går gennem den brochure, Cryos har forfattet om ham. Og i dag, hvor over halvdelen af de private ordrer kommer fra enlige kvinder med smag for netop denne type markedsføring, er der fra et forretningsmæssigt perspektiv kun grund til at føle stolthed over sæddonorprofiler som Adems:

»Det bliver stadig tydeligere for mig, at det, vi sælger, ikke bare er sæd. I virkeligheden er det en form for dating,« siger Ole Schou.

En fremtidsdrøm

Men der er meget mere, man kan gøre. Forestil dig for eksempel det her: Du træder ind i noget, der minder om den virtuelle verden Second Life, en computergenereret parallelvirkelighed i 3D, bare fyldt med sæddonorer.
I begyndelsen trisser du lidt rundt derinde og kan ikke rigtig finde nogen at snakke med, men så møder du en computermand, hvor der er kemi: I danser sammen, I spiser middag sammen, og nogen har oven i købet tændt stearinlys. I går tur i skoven og slår smut nede ved vandet. Hvad mere kunne man ønske sig? Ole Schou har svaret på rede hånd: »Måske har man oven i købet sex.«
I amerikanske sædbanker er man allerede begyndt at eksperimentere med virtuelle donorpræsentationer, og for Cryos kan det meget vel blive næste skridt, forudsat at markedet ønsker det, og det er der al mulig grund til at tro. Efterspørgslen på voksenbilleder af firmaets donorer er stigende, og nogle sædbanker parrer nu fotos af donoren med ’recipienten’ (kvinden, der bliver insemineret med sæden) og tilbyder derigennem en slags fotoprognose på det barn, der kunne tænkes at komme ud af handlen.
»Måske kunne man oven i købet leve videre som par inde i det virtuelle rum,« siger Ole Schou, inden vi går videre til nogle drømme, han betegner som »lidt futuriske« – ikke umiddelbart realiserbare, men ikke desto mindre spændende:
»Der er ved at komme computerteknologi, der gør det muligt at mærke overflader, så man kan røre ved donoren. At få lugtesansen i spil er til gengæld svært. Så skal vi have nogle små flakoner, vi kan sende ud.«

Kunne man forestille sig, at man også mødte donorerne fysisk?
»Tanken har banket på. Lidt ligesom præsten i katolske kirker eller i fængsler, hvor man sidder på hver sin side af et gitter.«

Psykopat-testen

Måske vil du gerne vide lidt mere om nutidens Cryos? Det Cryos som ikke bare er en futuristisk fantasi.
Hele fidusen ved Cryos er jo, at man som mand kan få »op til 500 kroner« for hver portion sæd, man donerer. Ifølge Ole Schou er det med pengene ikke så vigtigt, men alligevel står det fremhævet på det skilt, der møder en som det første, når man træder ind i opgangen.
Det kan godt tage nogle måneder, før man er klar til at begynde som donor, for det skal testes, om sæden er god nok, og om man har nogle sygdomme, og man skal gennemføre tests à la ‘EQ-testen’ (Emotionelle Kvaliteteter). Det er spørgsmål som: ‘Du står i supermarkedskøen, da et lille barn, der er på indkøb med sin mor, går direkte hen og sparker dig over skinnebenet. Hvad gør du?‘
Spørgsmålene har til formål at frasortere donorer med uhensigtsmæssig adfærd, for eksempel psykopater. Men hvis man klarer sig igennem dem og de fysiske tests, er Cryos klar til at »hjælpe«, som det hedder, kunderne, som fordeler sig på følgende tre grupper: 1) Heteroseksuelle par, hvor manden er steril. 2) Lesbiske par. 3) Enlige kvinder.

Donorkabinen

Der er tre ‘donorkabiner’ – onanirum – i Cryos’ aarhusianske afdeling. De to af dem kunne godt ligne lufthavnstoiletter, mens det tredje, ‘luksussuiten’, er udstyret med en briks og har plads til en kørestol.
I alle rummene er der papirservietter, et toilet, en håndvask, en seddel med instrukser (»Penis afvaskes med rent vand«), pornoblade og -film. Udvalgte film: Lollipop-luder, Young Lust, Lips ’n’ Lingerie. Udvalgte blade: Pige Special: Liderlige piger, der sluger; Gangbang Special. Udvalgt vægudsmykning: en kvinde med glinsende, olieindsmurte baller og hvide, højhælede sko læner sig op ad en bil, som hun er i gang med at vaske med en stor svamp.
Forfatteren Kristina Nya Glaffey, der har skrevet en spruttende, ilter skønlitterær kritik af fertilitetsindustrien (’Padder og krybdyr’, 2012), og hvis eks-kone har født to børn undfanget med Cryos-sæd, mener, at det, der foregår i donorkabinerne, reelt er en form for sexarbejde: Man har sex med sig selv og sælger produktet af sin onani gennem en mellemmand.
Men ifølge Ole Schou er det eneste seksuelle i foretagendet den porno, der kan være nødvendig for at få sæden ud. Medmindre man »aspirerer testiklerne«.
»Aspirerer testiklerne« – altså at man suger det ud?
»Ja, at man simpelthen stikker en nål ind i testiklerne og suger sæden ud. Men det ville gøre ondt, og kvaliteten ville langtfra være lige så god. Onani er klart den bedste metode.«

Husk at skrive rigtigt navn

Når man er færdig med at onanere, putter man en label på glasset, som man skriver sit navn på og afleverer i receptionen. Der er en rød, blinkende laserstråle, som man skal huske at holde sin finger op under: den registrerer fingeraftrykket og sikrer, at man ikke, måske som en spøg eller ud af ren og skær forvirring, har skrevet det forkerte navn på glasset.
Det fysiske rum, som alt dette foregår i, er en blanding af kontorlandskab, venteværelse, laboratorium, fabrik, onanirum. Bag skranken er der åbent ind til den kliniske afdeling. En kittelklædt kvinde står bøjet over en flamingokasse med noget, der ligner sugerør. Det er nede i de sugerør, sæden er, og man kan undre sig over, hvordan Cryos holder styr på den, for hver af beholderne indeholder 40.000-50.000 af de tynde sædhylstre – »men det har vi et computersystem, der holder styr på, ligesom på ethvert andet lager«.
Ude på en af gangene står små tanke med sæd i. De ligner små mælkejunger. De bliver puttet i kasser og fløjet rundt omkring i verden med alle de forskellige sædvarianter, kunderne efterspørger: Anonyme og ikke-anonyme donorer, udvidet profil eller basisprofil, forskellige standarder.
»Vi er lidt ligesom et mejeri. Det starter med ét produkt, men så kan det forarbejdes til mange forskellige produkter. Cryos har over 100 produkter af sæd,« siger Ole Schou.

Sæddating

Ikke-anonym donorsæd vil sige, at barnet, når det fylder 18 år, kan få oplyst donorens identitet. Den type donorer er i høj kurs, men ikke så nemme at skaffe. En mand ved navn ’Henrik’ er en af dem. Cryos har fundet ham frem og stillet ham til rådighed for Føljeton. Vi fanger ham pr. telefon. Han er 25 år, bor i Aarhus og arbejder som slagter.

Hvordan har du det med de personlige spørgsmål, man skal svare på som donor?
»Jeg er jo gået hele vejen med den udvidede profil med babybilleder. Det er ligesom at have en datingprofil, bortset fra at man ikke skal score nogen. Du er nødt til at gøre dig interessant som donor, for folk vil gerne have så perfekt et barn som muligt. Det burde næsten hedde sæddating.dk. Det er jo det, det er. Men så tror jeg aldrig, nogen ville købe noget.«

Har du været i militæret?
»Nej, jeg trak frinummer. De opfordrede mig kraftigt, men jeg takkede nej. Til gengæld cykler jeg 25 kilometer på arbejde om sommeren og træner et par gange om ugen.«
Hvordan har du det med at blive far til en masse børn, du ikke kender?
»I princippet kan jeg jo blive far til flere hundrede børn. Men jeg regner ikke med, at alle sammen kommer til at gå rundt her i Aarhus. Min sæd bliver jo også solgt til udlandet.«

EQ-stabil

Idéen om en slags Second Life fyldt med sæddonorer synes Henrik lyder lidt underlig. Han har ikke hørt om det og har ikke lyst til at få en virtuel dobbeltgænger.
Men han er bevidst om de krav, der stilles til den moderne sæddonor om at give stadig mere af sig selv, og han er med på legen, så længe han føler, han gør en god gerning, og så længe der er penge i det: »Det lyder kynisk at sige det, men i bund og grund er det jo 5.000 kroner for 10 x 10 minutters arbejde. Det er alt andet lige svært at brokke sig over.«
Desuden har han nu til sin lettelse fået papir på en sædkvalitet, der ligger »lige under toppen« (hvis han ikke dyrkede sex med sin kæreste i weekenderne, ville kvaliteten være på højeste niveau, vurderer han). Og at han ikke er EQ-mæssigt ustabil.
Hans eneste anker er, at der er skruet for højt op for radiatoren i donorkabinen. (»Jeg har det altid frygtelig varmt«), og at Cryos’ pornofilm er for lange i spyttet. »Men heldigvis er der wi-fi, så jeg finder selv noget på mobilen. Jeg vil gerne hurtigt i gang og gider ikke noget med et langstrakt plot.«

Afsluttende refleksion

Så hvad er det for en historie, jeg lige har fortalt?
Det er historien om sæddating. Fænomenet findes allerede på Cryos’ udvidede profiler, profiler som Henriks. Ønsker du en donor med Lance Armstrong-udseende eller sæd fra en mand, hvis bedste barndomsminde var en 48 timer lang bustur med Sun Tours til Portugal, hvor man kunne købe røde pølser med brød oppe hos chaufføren?
Det er historien om en efterspørgsel, der går stadig mere i retning af det personlige. Et foto af donoren som barn er ligesom ikke helt nok; man ønsker sig et indblik i noget dybere – et tættere bånd.
Måske findes det bånd i det virtuelle sæddonorunivers, Ole Schou drømmer om. Jo tættere vi kommer på hinanden, des bedre. I hvert fald så længe det holder sig uden for virkeligheden. Den fysiske verden. Som direktøren siger i en afsluttende refleksion:
»Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Men det virker, som om vi har fået et lidt anstrengt forhold til det med at møde hinanden ansigt til ansigt.«