Nyhedsanalysen
Montenegro rykker fra Rusland med NATO-håndtryk
Kold front til Rusland. Den vestlige forsvarsalliance Nato har inviteret Montenegro med ind i varmen: »En provokation«, svarer Rusland.
Hvad skete der?
Det lille balkanland Montenegro er på vej ind i forsvarsalliancen NATO som det 29. medlem. Her til morgen mødtes udenrigsministre i Bruxelles med deres kommende kollega fra Montenegro, Igor Lukšić, og forsvarsminister Milica Pejanović.
Dagens håndtryk er et iøjenfaldende symbolsk billede, fordi Montenegro blev bombet af Nato-landene under Kosovo-krigen for bare 16 år siden og altså er på vej til at blive inviteret ind i samme militæralliance.
Hvad siger de?
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg kalder beslutningen »historisk«: »Det er en god dag for Montenegro, en god dag for Balkan og en god dag for alliancen,« som Stoltenberg udtrykker det.
Med NATO kommer Montenegro også tættere på Europa, som landet orienterer sig mod, og dermed længere væk fra Rusland: »Rusland har været imod NATO’s udvidelse i årevis. Vi ønsker, at Montenegro bliver medlem af både NATO og EU. Det er her Montenegro hører til,« siger Vesko Garčević, Montenegros forhandler i NATO.
Og Rusland reagerer på samarbejdet. Præsident Vladimir Putin ser NATO’s planer for Montenegro som en »provokation.«
Hvad nu?
Georgien og Ukraine har også udtrykt ønske om at blive NATO-lande, men særligt landenes uklare forhold til Rusland udelukker foreløbigt samarbejdet. »NATO holder døren åben for at samle Europa i frihed og fred,« siger Stoltenberg imidlertid.
NATO og Montenegro har arbejdet sig frem mod dagens formelle håndtryk siden 2009. Montenegro kan først kalde sig NATO-medlem sidst i 2016 eller i 2017.