Som et motel i en David Lynch-film – bare uden charme

De vandrer i små flokke, langs hovedvejen, fra kiosken på tanken, over parkeringspladsen. Udelukkende unge drenge, de fleste af dem er fra Afghanistan. Der står Arlöv Park Hotel med røde bogstaver over to etager gasbeton. Vi overser døråbneren og står ved glasdøren og prøver os frem. I foyeren sidder unge drenge med deres mobiler. De smiler usikkert, en hjælper os ind. Der er drenge over det hele, ikke andet end store børn. I den tidligere hotelbar sidder de næsten i lag og spiller kort.

Et par frivillige kommer os i møde, meget venlige, den ene er oprindelig fra Marokko, den anden har irakisk baggrund. De tror vi er fra Socialvæsenet, de har ventet på dem siden middag. Der bor kun uledsagede mindreårige på hotellet, vi spørger, om vi må sætte os og tale lidt med dem. Den marokkanske kvinde vil først gætte, hvor Nawal kommer fra. Hun rammer ved siden af og ler. Hun siger, vi er meget velkomne, men hun skal først meddele chefen, at vi er kommet. Der er åbent ind til spisesalen, en gruppe hænger tavst om et bord. De taler ikke sammen og laver ingenting, det ser næsten ud, som om de er kommet i skammekrogen.

Ulovlig indtrængen

Jeg har aldrig set så trist et sted. Det ligner et motel fra en David Lynch-film, bare uden charme. Den marokkanske kvinde slår forlegent ud med hænderne. Hun har to kvinder i hælene. De er meget ophidsede, de ser ud, som om de vil slås. Selv om vi følger med uden protester, når de på den korte tur til døren at sige, at vi kan blive meldt til politiet for ulovlig indtrængen. Vi undskylder, vi anede ikke, at det var forbudt at gå ind.

På parkeringspladsen spørger jeg, om vi må stille dem et par spørgsmål i stedet for. Under ingen omstændigheder. Ud med jer. Vi låser os ind i bilen, det varer lidt, før vi kan sige noget.

Burlöv Centeret er rød neon i tusmørke. Der er ikke kønnere indenfor. Vi spiser thaimad og taler om vores børn. Om stolthed og skyldfølelse. Jeg fortæller hende om en veninde, der kom til Danmark som flygtning, da hun var en lille pige. Hendes drenge bliver kaldt indvandrerdrenge. Hun synes racismen er blevet værre. For nylig blev selv hendes hund kaldt for perker.

»Den er jo helt hvid,« sagde hun

»Jamen, det er du ikke,« svarede den anden.

Grænsen er nået

Ved et bord sidder to ældre mænd, jeg vil vide, hvad de mener om flygtningesituationen.

»Jeg ved ikke, om jeg er den rette at spørge,« svarer den ene. Han har en aids-sløjfe på reverset. Jeg arbejder med flygtninge, så jeg er selvfølgelig positiv.

Da jeg spørger til de påsatte brande, kommer det bag på dem begge, at det er sket i Arlöv.

»Jeg bor tyve kilometer væk,« undskylder den anden sig, jeg troede kun det var oppe nordpå.

Den anden foreslår, at vi kører til Arlöv bymidte og taler med folk, måske ved de mere. Det er én kilometer borte.

»Men selvom jeg er meget positiv,« siger manden med aidssløjfen, »så er grænsen nået. Vi har ikke kapacitet til mere, selv om det er frygteligt at sige«.

Den anden nikker

»Man må altid sige til sig selv: Tænk, hvis det var mit barn. Og når man tænker sådan, er det forfærdeligt at sige, at vi snart ikke kan rumme flere«.

En hobbit i en for stor frakke

På McDonald’s har tre venner sat sig til rette med deres pommes frites. De kommer fra Irak alle tre og er kommet via familiesammenføring. To af dem har lige fået opholdstilladelse, den tredje venter stadig.

Arlöv bymidte er øde. Der er ingen, der ved, hvor den nedbrændte barak var. På nettet har jeg fundet en moske i byen. På deres facebookside er billeder af børn og bordfodbold, af fredagsbøn og mænd, der spiller skak. Der ligger en restaurant der hedder Rosens Gourmet i samme grønne træbygning. Dagens ret koster en halvtredser.

En yngre mand tager imod os i entreen. Han siger, at vi er heldige, at imamen er der. Jeg har aldrig været i en moské før, jeg gør præcis som Nawal og stiller støvlerne tæt op ad hendes.

Der er nålefilt på gulvet og lysstofrør i loftet, cremefarvede lædersofaer og termokande i guldplastic og krummelurer. Imamen ligner en hobbit i alt for stor tweedfrakke. Adly Abu Hajar er palæstinenser, født i Jaffa, bosiddende i Sverige i tredive år. Han har siddet i byrådet for Moderaterne. Vi får kaffe, han sidder over for os og beholder frakken på. Da han var dreng, spillede han fodbold med danske FN-soldater. Derfor troede han, det var et af de mest magtfulde lande i verden.

»Men hvis de små lande værner om menneskerettighederne, får de alligevel en stærk position,« fortsætter han, da vi er færdige med at le.

De unge er dårlige til at styre sig

Mange skandinaver er bange for, at flygtninge tager deres jobs. Abu Hajar mener tværtimod at flygtningestrømmen økonomisk set er et gode. Skolerne i landdistrikerne fyldes op, lærerne har arbejde nok, alt i alt giver det vækst i det lange løb.

»Min kone har i hvert fald fået mere at lave,« siger han, hun er overlæge på Malmö Sygehus. Og ham, der ejer de hoteller, som Migrationsverket lejer til flygtninge i Arlöv og Malmö, han er medlem af Sverigesdemokraterne, men tjener også gode penge nu.

Han bliver alvorlig, da jeg spørger til brandattentaterne. Han mener, det er unge højreekstremister, der står bag.

»De unge er dårlige til at styre sig,« siger han, de ældre taler vi stille og roligt med.

Der er indrammede Korancitater på væggene. Over hans hoved står der: »Glem nu deres fejl og bed Gud tilgive dem«.

Han forstår ikke, hvorfor Europa klager sådan over flygtningene.

»Tænk på hvor lille en procentdel af Europas befolkning de nytilkomne flygtninge udgør. Mennesker skal bevare kærligheden til alle andre mennesker. Især når det er svært«.

Jeg spørger, hvad de største udfordringer er for ham som imam.

»Jeg har aldrig før oplevet racisme i Malmö,« svarer han prompte.

Tag nu et ord som jihad

Der står en støvsuger bag døren. Der er næsten overdrevent rent.

»Lige nu sker der voldsomme ting i Europa, islamofobi og nationalisme, mennesker bruger frygt til at manipulere andre mennesker. Terrorangrebene i Paris er en forfærdelig tragedie, og når muslimer siger, at muslimer ikke gør den slags,  svarer jeg: Det var muslimer, der gjorde det, og der var muslimer blandt de dræbte. Man skal give mennesker, ikke islam skylden.«

Det er ikke nødvendigt at give afkald på sin religion for at blive en del af det svenske samfund. Når han rådgiver om fx skilsmisser, er det vigtigt for ham, at gøre det samfundsrelevant.

»Det religiøse er det samme, siger han, men jeg er også nødt til at forholde mig åbent til, at det kulturelt set er uproblematisk at blive skilt her.«

»Der er mange misforståelser om islam,« siger han. Der er manglende dialog og manglende oplysning.

»Tag nu et ord som jihad,« siger han, »nogle gange møder jeg unge, som tror det er jihad at kæmpe med IS. Jeg fortæller dem, at de tager fejl. Hvis man kæmper som jihad, gør man det kun som selvforsvar eller for at beskytte uskyldige, og det gør IS ikke.«

Mistro afløst af kram

Abu Hajar siger, at den vigtigste form for jihad er at bruge tid og kræfter på at udvikle samfundet og sig selv. Jihad skal give ro, fordi man gør det for Gud. Problemet er, at unge konsulterer internettet med alvorlige og essentielle spørgsmål. De bliver vildledt af ekstremister.

»Jeg siger til dem: Jihad er, når du gør noget for at glæde et andet mennesker. Lige nu laver jeg jihad, fordi jeg bruger tid på at tale med jer«.

Han skriver på sin håndflade med pegefingeren. En gang blev han inviteret til at deltage i en politisk debat med det nationalistiske Skånepartiet.

»De talte om indvandring i Skåne, jeg talte om Sverige. De talte om muslimer, jeg talte om religionsfrihed.«

Han gentager, at han aldrig har oplevet racisme tidligere, men mistro kender han godt til. Han fortæller om sin nabo, der ikke ville hilse, da Abu Hajar lige var flyttet ind i sit hus. Imamens kone lavede mad til naboen, men først nægtede han at spise det. Så begyndte han alligevel at hilse med et nik, fordi Abu Hajar altid hilste på ham. Så begyndte de at tale lidt sammen, og nu krammer de hinanden, hver gang de ses.

En arbejdsløshed på 80%

Tilbage i København googler jeg imamen. Det første jeg støder på er links til tre islamkritiske sider, der hænger ham ud for at sige, at Sverige er den bedste islamiske stat. Det er åbenbart en sætning fra et interview i Skånska Dagbladet i 2009. Da jeg læser det, viser det sig, at han egentlig siger, at de vigtigste værdier i islam er de samme, som de centrale værdier i det svenske samfund: Tolerance, velfærd og kontrol med alkohol og prostitution. Han fortæller også, at han ikke ser noget problem i at kombinere svenske love og regler med islam, og han mener, det er vigtigt, at islam tolkes i overensstemmelse med et samfunds gældende love.

Han forklarer, at sharia har tre lag: Det almene, det familiære og det personlige. Det er de fundamentalistiske muslimer, der har givet sharia det dårlige rygte. I virkeligheden beror det hele på, hvordan man tolker sharialovene. Det almene niveau må gælde for alle, og derfor er svensk lovgivning det, man skal rette sig efter, og er dermed sharia.

Jeg læser også artikler om Rosengård i Malmø, om nedbrænding af en moské, om at politiet blev modtaget af stenkastende muslimske indbyggere, da de ville slukke ilden. At hverken brandbiler eller ambulancer vil køre ind i den bydel uden politieskorte, at der er kældermoskéer med radikale prædikanter og en arbejdsløshed på næsten 80%.

Syriske Fadi sukker

Jeg ringer til min gode ven Fadi for at høre, hvad han mener om det hele. Han er læge og troende muslim fra Syrien, han har været i Danmark et par år og afsluttede sprogskolen for nylig med 12 i mundtlig dansk. Jeg spørger til islams rygte som krigerisk og udemokratisk. Han sukker.

»Uddannelse og åbenhed vil gøre verden bedre for alle, svarer han. Mennesker er mennesker, før de er noget andet. Onde eller gode, de er altid mennesker først. Religionen siger: Vær tolerant og tålmodig. Siger: ret dit eget liv til i stedet for at se, hvad der skal rettes i andres. Uddannelse og oplysning er det bedste værn mod ekstremisme, der ofte opstår af uvidenhed og følelsen af at have mistet og være udenfor. Selvfølgelig kan man integrere sig uden at miste sin religion. Det danske samfund er også mit samfund. Ja, jeg er flygtning. Nej, jeg er ikke statsborger, men det er også mit samfund, fordi det er her jeg bor. Rammer katastrofen, rammer den os alle. Jeg skal bidrage ligesom alle andre«.