Museet er lukket

I 1967 åbner projektmageren Knud Pedersen et museum for samtidskunst i København. Han kalder det Københavns Museum for Moderne Kunst.

På det tidspunkt har Knud Pedersen gennem 10 år lejet sig ind i Nikolaj Kirke, hvor han driver det, han kalder Kunstbiblioteket i underetagen. Biblioteket er det første af sin slags i verden, hvorfra man kan leje kunstværker for prisen på en pakke cigaretter. Her har han desuden huset en række skelsættende Fluxus-koncerter med udenlandske kunstnere, der i hvert fald senere blev kendte. (1) Så han har altså allerede etableret et både folkeligt og internationalt miljø for samtidskunst, og det virker helt oplagt at gå skridtet videre.

Desværre bliver det ikke så let. Københavns Kommune, som han lejer sig ind hos, har det  i forvejen svært med de for tiden provokerende arrangementer, der finder sted i Nikolaj Kirke, og er imod ideen om museet. Borgmester Urban Hansen sætter sig imod, og det gør han på dagen, hvor museets første udstilling med kunstneren Arthur Køpcke skulle være åbnet.

Et museum for moderne kunst

Men modgang bruger Knud Pedersen som drivkraft, og det bliver ikke sidste gang, han gør det. For når bystyret og borgmesteren har forholdt sig til museet og forbudt det, er det jo et bevis for, at det findes?

Fra da af kalder Knud Pedersen sig direktør for Københavns Museum for Moderne Kunst, og han rejser rundt til konferencer i udlandet og holder oplæg om sit museum, som om det virkelig fandtes. For at give museet lidt fysisk pondus får trykt postkort med et billede af Nationalbanken, som er et af arkitekten Arne Jacobsens hovedværker. Med sin marmorbeklædte facade og sine 48.000 kvadratmeter ligner Nationalbanken til forveksling et nybygget moderne kunstmuseum.

I 1993 får Knud Pedersen copyright på navnet. Da Museet for Moderne Kunst i Ishøj forsøger at tage navnet, modsætter sig han sig, og museet i Ishøj må lade sig nøje med navnet ARKEN Museum for Moderne Kunst.

Humor og fuld alvor

Knud Pedersen opdager hurtigt fordelene ved at have et fiktivt museum. Da han som museumsdirektør inviteres med på en konference for museumsfolk i Bologna, holder han en tale, hvori han peger på kunstmuseernes udfordringer ved at udstille og samle samtidskunst, som i stigende grad bliver mindre og mindre fysisk eksisterende. Kunst som ikke længere består af konkrete objekter, men er baseret på handlinger og begivenheder, som ikke på nogen oplagt måde kan samles og bevares. Dermed står kunstmuseerne over for en svær situation, hvis der ikke skal opstå et hul i kunsthistorien. I talen præsenterer han sit museum således:

»I København har vi nøje overvejet den situation, vi står i, og har skabt et, vel at mærke aktivt, ikke-eksisterende museum, som vi kalder: Københavns Museum for Moderne Kunst. Dette museum insisterer ganske rigtigt ikke. Ingen vægge, ingen økonomiske støtte, ikke noget personale, ingen restaurant, ingen samling (…) som et ikke-eksisterende museum for ikke-fysisk konceptuel kunst er vi hermed udstyret til at vise, hvilket stof konceptuelle kunstideer er gjort af.«

Med det fiktive museum kobler Knud Pedersen flere ting sammen. Han skaber et museum med plads til al den nye idébaserede kunst. Han løser museernes mangel på fleksible rum for den nyproducerede kunst. Knud Pedersen påtager sig samtidig en autoritet, som han ellers ikke har. Han udnytter titlen og rollen som direktør og får dermed taletid i forskellige sammenhænge, hvor han peger på de problemstillinger, som han ikke synes, de etablerede institutioner forholder sig til. Han gør det med humor. Iklædt rollen som nar, men spillet i fuld alvor.

Kunstnerens lommer

Museet er i dag helt lukket. Projektmageren, kunstneren, udstillingsarrangøren og forfatteren Knud Pedersen døde i slutningen af 2014 efter et langt aktivt liv i og omkring kunst. Københavns Museum for Moderne Kunst var kun ét blandt rigtig mange af hans vidtspændende projekter. Fra ‘Tilladelse til at rode i Knud Pedersens lommer’, et jakkesæt med lommerne fulde af projekter, som blev udstillet på en arkitekturudstilling i Buenos Aires i 1975, til et stort anlagt ‘Elevatormuseum’, opført som en Manhattan-agtig skyline – bare med elevatorer. Det var tænkt som et bidrag til Kulturby ’96, men blev aldrig realiseret.
Men hvilken rolle indtager Knud Pedersen på kunstscenen? Han begynder som arrangør og entreprenør i de mange projekter, han selv tager initiativ til. Mange af projekterne har mest karakter af happenings eller idébaseret kunst. Han udgiver et stort antal tekster, som alle tager udgangspunkt i hans mange projekter, men som ender i en litterær form.

I clinch med autoriteterne

For Knud Pedersen var det underordnet, hvilken etikette der blev sat på ham. Omdrejningspunktet for ham var en undersøgelse af, hvad kunsten kunne bruges til, og hvordan den bedst kunne være for alle. I hans projekter var ideen og tankens potentiale det afgørende. Herefter begynder kommunikationen. For Knud Pedersen er kunsten et socialt spil.
Knud Pedersen er en del af en brydningstid, en tid efter Anden Verdenskrig hvor der gøres op med forældede konventioner og autoriteter. Det gælder både inden for kunsten og samfundets institutioner og hierarkier.
Men hvor mange kunstnere fra 1960’erne har et revolutionært ønske om at feje alt væk og starte på en frisk, så har Knud Pedersen en lidt anden tilgang. Han går direkte til autoriteterne, hvad enten det er kongehuset, direktører eller ministre. Han er ikke bange for dem og heller ikke bleg for, med sin direkte facon og med humoren som redskab, at pege på, hvordan meget kan gøres bedre og anderledes, hvis man blot tør.

Ud til folket og tilbage igen

Modsat mange af hans samtidige i kunstverden bliver han aldrig en del af etablissementet. Det, man som yngre ofte gør op med, men så langsomt bliver opslugt af eller tilegner sig med vilje. Han bliver på sidelinjen. Det er et krævende sted at stå. Men måske netop fordi han forbliver uden for det etablerede, kan han blive ved med at operere mere grænseløst. Denne position er forbundet med stor personlig frihed, men til gengæld kan den svært aflæselig for andre, fordi den vender op og ned på velkendte begreber og forestillinger.

En ting, der ligger Knud Pedersen på sinde, er det folkelige. Det folkelige forstået på den måde, at kvalitet ikke er for de få og for eliten. Kunsten skal være tilgængelig for folket, og den skal ud til de mange. Den første bog, han udgiver, hedder ‘Kampen mod borgermusikken’ (1968). I den gør han op med borgerskabet og det etablerede. Her beskriver han, hvordan Fluxus-bevægelsen forsøger at skabe et nyt syn på, hvad kunst er, som er forbundet med en uhøjtidelighed. Den sidste bog, Knud Pedersen udgiver, hedder ‘Kunsten ud til folket og tilbage til kunsten igen. Et testamente’ (2010). I den fornemmer man, at der er sket et skred i forståelsen af det folkelige. Knud Pedersen slår et slag for, at kunsten og dens institutioner skal lade være med at gå op i besøgstal og tro, at det er det, der gør kunsten folkelig. Derimod holder han fast i, at fokus skal være på kvaliteten og indholdet.

Ikke-eksisterende værker

‘Museet er lukket’ er en retrospektiv udstilling uden værker. Mange af Knud Pedersens værker eksisterer ikke fysisk. De er aldrig blevet realiseret og findes kun som ideer, der har taget form igennem brevvekslinger eller senere er blevet beskrevet af Knud Pedersen selv i sine bøger. Men det er ideer, der ikke behøver en fysisk form for at virke på os. Drivkraften for Knud Pedersen var dialogen og kommunikationen, derfor har det også været udgangspunktet for udstillingen at vise det.

Nu er det bare ikke Knud Pedersen, der får taletid, men derimod et udvalg af personer, som enten kendte ham eller har indsigt i hans mangeårige arbejde. De optræder i form af filmede interviews.

Med deres fortællinger er det ønsket at portrættere den alsidige og farverige person, som han var. Det er ikke til at vide, hvordan Knud Pedersen selv ville have været stemt over for denne form. Han brød sig i princippet ikke om at være i rampelyset, men kunne alligevel godt lide det.

Det sidste skrig

Knud Pedersen er alligevel blevet inviteret med på en måde, der er helt hans egen, idet et enkelt af hans værker vil blive opført. Det drejer sig om ‘9 Seconds Scream’ fra 1975. Det er et værk, som Knud Pedersen bidrog med ved 13th Annual Avant Garde Festival i World Trade Center i New York det år, og som består af en optagelse af et skrig, som varer den tid, det tager at falde fra øverste etage og ned fra World Trade Center. På denne måde får han lov til at udtrykke sin eventuelle modvilje mod udstillingen.

Vi står i dag stadig med det samme problem, som Knud Pedersen synliggjorde med sit Københavns Museum for Moderne Kunst. Hvordan forvalter vi kunstens ideer? Hvordan gør vi projekterne til andet end dokumentation? Hvordan arbejder vi med det levende materiale? Vi har ikke fundet svaret endnu. Men en ting kan vi gøre som et skridt på vejen. Give plads til Knud Pedersen og indskrive ham i kunsthistorien. Det fortjener vi.

Noteapparat

1. Fluxus er et internationalt netværk for tværæstetisk kunst. Betegnelsen Fluxus blev første gang anvendt ved en række koncerter i Museum Wiesbaden i september 1962. I løbet 1960’erne blev der afholdt festivaler i København, Düsseldorf, Paris, Amsterdam og Nice, hvor en række kunstnere med vidt forskellig baggrund mødtes. Efterfølgende er der jævnligt blevet holdt jubilæer. Bevægelsen udspringer fra tonekunsten og tager udgangspunkt i lyd, rørelse og bevægelse. Indholdet fokuserer tit på en hverdagshandling eller -oplevelse, og værkerne tager ofte form af lyd, tekst, handling, events og udfoldes som printed matters, mail art og koncerter.

Kendte kunstnere fra bevægelsen tæller navne som: Ay-o, George Brecht, Robert Filliou, Dick Higgins, Alison Knowles, George Maciunas, Yoko Ono, Nam June Paik, Mieko Shiomi, Bengt af Klintberg, Ben Vautier, Emmett Williams, Arthur Køpcke og Eric Andersen.