Fri sex er ikke fri. Sex er ikke bare noget, vi har, fordi vi føler os liderlige, er glade, er kede af det, får lov eller giver lov. Sex er ikke bare ren natur. Sex er kultur. Sex er politik, samfund og ideologi. Det har vi forsøgt at undersøge i denne føljeton om sex i velfærdssamfundet, hvor vi har fået adskillige forskere og seksualdebattørers ord for, at vores alle sammens alfaderlige velfærdsstat skam betyder en hel del, når vi smider tøjet. Den former simpelthen synet på os selv, vores krop og vores sexliv.
Men hvad nu, hvis man ikke kun føler sig ideologisk forbundet med velfærdstaten? Hvad nu hvis man i langt højere grad føler sig rundet af helt andre ideologier eller partier? Det har vi her på Føljeton gået og grublet en del over. Derfor har vi kastet alle kræfter efter at finde ud af det og sidder efter grundig research tilbage med de seks mest indflydelsesrige ideologiers påvirkning af dit sexliv. Og hvad der er nok så vigtigt. Med hvilken ideologi, får du den bedste sex. Føljeton samler trådene og kommer med en samlet vurdering.
Liberalistisk sex
Lad falde, hvad ikke kan stå, siger en god liberalist som bekendt, men uden at tænke på, hvilket pres det også lægger på manden. Af samme årsag er det hos liberalisterne, vi ser den suverænt største forekomst af erektil dysfunktion (impotens) og præmatur ejakulation. Her er der intet, der griber dig, og det er kun den rene præstation, du bliver bedømt på.
For manden har det nogle uheldige bivirkninger – specielt, hvis din præstation ikke lige er, hvad der står i de ekstremt let tilgængelige og hel-liberaliserede voksen-magasiner og reklamer. Til gengæld, vil man i et mere liberalt samfund også have lettere adgang til medicinske virkemidler, hvilket kan tage toppen af de værste performere.
Som liberalist vil du sikkert også have en slem tendens til at bebrejde dig selv for svingende præstationer, fantasiløshed eller udeblevne orgasmer, og her bliver liberalismen også et problem for kvinderne. Når du har alle muligheder i verden for at udleve dine seksuelle fantasier, dyrke den med hvem, du vil, når du vil, og hvordan du vil (dog uden at krænke andres rettigheder, naturligvis), kan du også hurtigt føle dig underligt utilstrækkelig, når du bare ikke synes, at det med swingere, masker og stuepiger lige er dig.
Til gengæld har du friheden til at tale vidt og bredt om det – ingen skal som bekendt begrænse din ytringsfrihed. Derfor vil få mistænke dig for at have et dårligt sexliv i liberalismen, men det har du. Liberalister har dårlig sex. Bortset fra homoseksuelle liberalister. De har det herligt.
Nationalistisk sex
Man skulle umiddelbart tro, at nationalister har et begrænset udsyn på verden, og at det giver dem en begrænset syn på sex, men intet kunne være længere fra sandheden. Faktisk er nationalister nogle af de mest begærlige og åbne mennesker seksuelt set, alene på grund af den eksoticisme, der lever i dem. For dem er verden ny endnu og racer, kontinenter og alt uden for den lille andedam er noget, man må opdage, udforske og indtage – og bortset fra lokal kunst og smykker skal det alt sammen så også blive, hvor det er. Således bliver verden fyldt med grænser i nationalismen, der ikke slipper noget igennem tolden. Hvad der sker i Thailand, bliver i Thailand. Det behøver man dårligt nok have en aftale om.
For at sige det kort har nationalister en bred smag, tænder på det meste og er lette at begejstre, så længe det ligger uden for ægteskabet, landets grænser og familien. Den daglige sex er ren tryghed for nationalister og ikke noget at skrive hjem om.
Socialistisk sex
Der blev i månederne efter murens fald foretaget en lang række grundige komparative undersøgelser mellem østtyskere og vesttyskere, og man må sige, at det umiddelbart så ud til at være en storsejr for øst. En af de få. Østtyske kvinders orgasmerate var den dobbelte af deres søstres i vest, og østtyske mænds penis var 0,6 centimeter længere end de vesttyske mænds. Østtyskerne var generelt langt bedre tilfredse med deres sexliv, havde mere af det, havde det i længere tid og debuterede tidligere.
Den tyske forsker Dagmar Herzog, der har samlet forskningsresultaterne, beskriver desuden, hvordan kvinderne i Vesttyskland var langt mindre ligestillede og var mere religiøse, men i den samme periode oplevede en seksuel frigørelse og en lovliggørelse af pornografi, peepshows og stripklubber. Øst havde slet ikke den slags muligheder, men til gengæld havde de en meget åben seksualvejledning i skolerne. De var blandt de første i Europa til at legalisere aborten, og styret støttede åbent et sundt og levende sexliv.
Desuden havde østtyskerne et ret frit og afseksualiseret forhold til deres krop; 90 procent af østtyskerne var nudister, mens mere end halvdelen af vesttyskerne ikke havde set deres egen mor nøgen. Tilbage står, at totalitære regimer ikke nødvendigvis er et problem for dit sexliv (specielt hvis du ikke er homoseksuel), og at den socialistiske ideologi måske kan hjælpe dig lidt med at slappe af i maven, lade kroppen være krop og kaste dig fordomsfrit ud i akten.
Socialister har god sex. Særligt under åben himmel. Dog har socialistiske kvinder en øget risiko for gå med til noget, de dybest set ikke har lyst til. Vi kan ikke sige, hvorfor det er sådan, men det er det.
Fascistisk sex
Det er velkendt, at fascister generelt er glade for underkastelse og dominans, men efter en hård dag på kontoret, er det som regel ikke det, man har lyst til i fascistoide miljøer. Lidt ligesom bageren og wienerbrødet. Derfor ser man stort set ikke fascister i klubber med lak og læder – det er næsten kun skolelærere og humanister, der dyrker den slags.
Til gengæld har fascister generelt set gået meget op i hverdagssex i ægteskabet mellem to stærke, rene individer og set det som et reproduktionsværktøj. I Nazityskland opfordrede styret befolkningen til at have hyppig sex, så længe det foregik mellem to ariske mennesker. Heinrich Himmler, Adolf Hitlers nære medarbejder, opfordrede i 1942 ligefrem til udenomsægteskabelige forhold, hvis det kunne give riget flere børn. Det handlede om at sprede sine ariske gener og få så store og rummelige familier som muligt.
Det har den dag i dag gjort fascister ret glade for sex, men også givet dem et lidt underligt instrumentelt forhold til det. De er ikke særlig udfordrende eller grænsesøgende, men stabile og tilfredse. Og ja, så har de desværre også et ret stort problem med homoseksualitet.
Kapitalistisk sex
Det er nok her i den kapitalistisk afdeling, vi finder den mest begærlige form for sex, men til gengæld ikke her, vi finder den bedste. Så langt fra. Jævnfør undersøgelsen mellem Øst- og Vesttyskland, har den tyske seksualforsker Kurt Starke påpeget, at dette fald i seksuel velvære skete netop i de år, hvor kapitalismen blomstrede mest.
»I et samfund, der er så optaget af vindere og tabere. Hvor det er så vigtigt at være den bedste og høste fra andre, kryber den (kapitalismen, red.) ind i sexlivet,« siger han. »Her bliver orgasmen ophævet til selve sexaktens formål. Den bliver et statussymbol og vare, og her opstår problemet for mange mennesker. Her opstår også skuffelsen.«
Desuden mener Kurt Starke, at det kan være et problem for kapitalisterne, at de sætter en pris på alt. At du som kapitalist føler, at du selv har en pris, at din krop har en pris, og dit sexliv har en pris, man kan handle med. »I sådan et samfund trives den fri sex ikke godt,« siger Starke.
Til gengæld kan man med lidt populisme argumentere for, at nogle undersøgelser peger i den anden retning. I hvert fald, hvis man ser mod USA og går med på en præmis om, at republikanere er kapitalister. En undersøgelse fortaget af datingsitet match.com viser nemlig, at republikanerne har det bedste sexliv, mens venstrefløjen er mest misfornøjet med deres.
Faktisk viser det sig, at jo længere ud på højrefløjene, du befinder dig – jo mere konservativ, du er – des bedre dit sexliv, hvis du er mand, og des højere er din orgasmefrekvens, hvis du er kvinde. Til gengæld, har du mindre sex. Men så må du jo prioritere.
Kildeliste:
EB.dk
- Desuden også vore helt personlige erfaringer og så dér, hvor vi har valgt at lægge hovedvægten af denne undersøgelse: Mund-til-mund-metoden.