Frihed, lighed og bæredygtighed

Hvad skete der?

En ny tricolore blafrer: I skyggen fra terrorangrebene i Paris og anført af behændigt fransk diplomati lykkedes det at skabe et historisk gennembrud på COP21 i Paris. Med forbillede i den bilaterale aftale mellem USA og Kina fra sidste år indgik alverdens lande lørdag aften en aftale, der forpligter alle stater til på egen hånd at nedbringe udledningen af drivshusgasser. Aftalen vil markere et vendepunkt for globalt samarbejde. Som ventet blev ‘Paris Agreement’ ikke en overstatslig aftale, men derimod en mellemstatslig aftale, hvor de 195 lande kun skal leve op til deres egne målsætninger, mod til gengæld at blive holdt op på den gradvise nedtrapning gennem en international monitorering.

Ambitionen blev samtidig skærpet til en fælles forpligtelse på, at de gennemsnitlige globale temperaturer maksimalt må stige med to grader, og at det tilstræbes, at stigningen holder sig under 1,5 grader. Ydermere er det gamle løfte fra COP15 i København om en pulje på 100 mia. dollar blevet konkretiseret, så verdens rigeste lande nu er forpligtet til at hoste op med pengene inden 2020. Beløbet lyder umiddelbart betydeligt, men udgør reelt kun 8 procent af verdens årlige militærudgifter.

Hvad siger de?

To reaktioner går igen efter lørdagens aftale i Paris: På den ene side er der udbredt enighed om, at COP21 blev forløst i det bedst tænkelige resultat. Ingen hævder, at det reelt ville have været muligt med en mere vidtgående aftale. Og på den anden side erkender langt de fleste også, at afstanden mellem mål og midler, mellem ordenes alvor og handlingens vaghed, fortsat er dyb.

Den grønne, globale organisation World Wildlife Fund sammenfatter stemningen fint: »Paris-aftalen bliver det syv-mile-skridt fremad, vi har sukket efter i de internationale klimaforhandlinger. Men der er endnu langt mod målet. Den grønne, bæredygtige fremtid kommer ikke af sig selv, og verdens lande har nu en stor opgave foran sig. Vi ved, at den grønne omstilling er mulig, vi har midlerne til at gennemføre den, nu vil de kommende år vise om den politiske vilje er så stærk, som vi har oplevet den her i Paris,« udtaler klimachef hos Verdensnaturfonden, John Nordbo.

Tidligere klimakommissær Connie Hedegaard hæfter sig ved, at ingen lande længere kan undslå sit et ansvar: »Nogle lande var tilbageholdende helt til for en dag siden. Men de kan ikke ignorere problemerne. Klimaforandringer er ikke teoretiske længere. Aftalens styrke skal måles på, om alle går hjem og følger den«.

Kritikerne står dog også i kø: Prognoser viser, at klodens temperaturer vil stige med ca. tre grader, hvis landene ikke øjeblikkeligt forpligter sig på yderligere tiltag, og ‘Paris-aftalen’ dermed endnu ikke er papiret værd. Beregninger viser desuden, at landene kun har forpligtet sig på få procent af det samlede finansieringsbehov til etablering af en ny, vedvarende energi-instrastruktur.

Hvad nu?

Den globale enighed om et højere ambitionsniveau skal nu synke ned i parlamenterne i de enkelte lande, hvor hjemlige politikere skal til at diskutere, hvad konsekvenserne af ‘Paris Agreement’ kan, skal og bør være. I Danmark har Venstre-regeringen på forhånd valgt at sænke omstillingstempoet, hvor beregninger af alene det seneste finanslovsudspil viser en øget udledning på 600.000-700.000 ton CO2 i 2020. Efter COP21 vejrer oppositionen morgenluft og vil forsøge at presse på for i det mindste at fastholde tidligere klimamål.

Den største barriere for Paris-aftalen er dog reaktionerne i USA, hvor præsident Barack Obama kan få mere end vanskeligt ved at leve op til løfterne, dels fordi han selv står til at skulle træde tilbage, og dels fordi de klimatiltag, som han har taget, står over for en tur i Højesteret, da et bredt flertal i Kongressen er lodret imod. Det er tvivlsomt, om USA om blot få måneder stadig vil kunne holde ord – og dermed  risikerer hele aftalekomplekset at smuldre indefra, da andre lande vil kunne bruge et amerikansk ‘løftebrud’ som undskyldning for også at slække på klimamålene.