En rumopera, der giver dig din barndom tilbage

»Nu må det meget gerne snart blive tirsdag og pressekørsel på The Force Awakens. Er begyndt at drømme om Star Wars om natten. Udmattende.«

Christian Monggaard, 13. november, kl. 8.01, Twitter

»Både Kraften og jeg er vågnet tidligt i dag. Blot to timer og 26 minutter tilbage.«

Christian Monggaard, 15. november, kl. 7.04, Twitter

Jeg har aldrig set nogen af filmene i ‘Star Wars’-serien. Det er ikke nogen bevidst beslutning eller noget nøje overvejet princip; det er bare aldrig sket.

Det tætteste, jeg er kommet på at se en Star Wars-film, var, da jeg boede på kollegium, og en af mine venner en aften arrangerede en fælles visning af en af de tidligste film. Jeg husker det, som om vi så de første 15-20 minutter. Så blev vi afbrudt – måske var det min mor, der ringede – og jeg vendte aldrig tilbage til filmen.
Senere har samme ven ved flere lejligheder talt om Star Wars. Han taler om det lidt på samme måde, som når snakken falder på filosofiske værker eller andet, der kan tænkes at have dannelsesmæssig værdi: »Du har vel læst Platon, ikke?« På den måde bliver det en kilde til dårlig samvittighed ikke at have set Star Wars, en pligt, der venter på at blive udført.

I sociale sammenhænge må man enten bluffe eller lægge sig fladt ned: Jeg er sådan et menneske, der kun kender til Star Wars, fordi alle andre taler om det.

En hurtig indføring

Christian Monggaard, 43, er filmanmelder på dagbladet Information gennem næsten 20 år. Han er også Star Wars-connoisseur. Op til premieren på ’The Force Awakens’ har han set så meget Star Wars, at han er begyndt at drømme om filmene om natten. Han er derfor et godt sted at starte for den, der har brug for en hurtig indføring.
Interviewstrategisk vælger jeg at lægge kortene på bordet med det samme, så præmissen for vores møde er tydelig. De første par minutters båndudskrift lyder sådan her:
Mig: »Inden vi går i gang, vi vil jeg lige opsummere den smule, jeg ved om Star Wars. Jeg ved, der er en helteskikkelse, som hedder Luke Skywalker, og at han spilles af Harrison Ford …«
Monggaard afbryder mig: »Dér gik det så galt. Det er Mark Hamill, der spiller Luke Skywalker. Harrison Ford spiller hans gode ven Han Solo.«
Mig: »Der kan du bare se. Nu prøver jeg lige at tale færdig – så kan du rette bagefter. Jeg ved, at der medvirker en robotagtig karakter, som lidt ligner en tørretumbler?«
Monggaard: »Vi kaldte den støvsugerrobotten, da jeg var dreng. Den ligner en Nilfisk-støvsuger og hedder R2-D2«.

Frikadelleprinsessen

Mig: »Så er der en guldfarvet robot, som jeg ikke ved, hvad hedder, og en stærkt behåret person, en slags dyremenneske, som hedder Chewbacca. Skurken hedder Darth Vader og er kendt for replikken ‘I am your father’.«
»Mm.«
Mig: »I soundtracket bliver der anvendt et særpræget, synthesizeragtigt instrument, en ondes martenot, som ellers ofte forbindes med den franske komponist Olivier Messiaen, og så er der en del rumskibe og lasersværd.«
»Lyssværd – ikke lasersværd«.
Mig: »Okay.«
»Og den guldfarvede robot, du ikke husker navnet på, hedder C-3PO. Han og R2-D2 fjoller rundt og udgør filmenes comic relief. Og så glemte du jo Han Solo, som er makker med Chewbacca, det store behårede væsen, og bliver Luke Skywalkers bedste ven i løbet af de første film«.
Mig: »Og som har en tynd, strålende ring – en glorie – over sit hoved?«
»Nej, beklager. Jeg ved ikke, hvor du har det fra. Men Prinsesse Leia, spillet af Carrie Fischer, har nogle fletninger, der godt kan ligne frikadeller, der sidder på siden af hovedet.«

R2-D2 på skrivebordet

Christian Monggaard konkluderer, at »grundtrækkene« i mit Star Wars-kendskab »vel« var rigtige nok, »men der manglede så også en hel del elementer«. Selv er han engageret i emnet på flere planer. Under interviewet, som foregår hjemme hos ham i Osted på Sjælland, drikker han sodavand af en kaffekop med påskriften ’Skywalker Ranch’, som er navnet på Star Wars-skaberen George Lucas’ film- og lydstudie i Californien; reolerne er fyldt med Star Wars-film i forskellige formater; og på hans skrivebord står en 40 cm høj R2-D2-figur i LEGO.

»Ja, det er jo ikke, fordi jeg går rundt og leger med LEGO,« siger Monggaard. »Men jeg syntes, R2-D2 var ret flot, og så kan jeg kigge lidt på ham, når jeg har brug for inspiration. Du stillede et spørgsmål?«
»Ja, det var: ’Hvad er det, Star Wars giver dig, nu hvor du er blevet voksen?’

Monolog om rumopera

Her følger en monolog, som jeg for overskuelighedens skyld har delt op i afsnit. Der er ingen særlige reportageøjeblikke undervejs; ingen steder, hvor Christian Monggaard pludselig ser på mig på en særlig måde, eller hvor han rejser sig og gør noget interessant. Vi sidder i hans filmstue – et lille rum med bløde stole og et hav af dvd’er – og det er først, da jeg gør opmærksom på, at der er bælgmørkt, at vi tænder standerlampen ovre i hjørnet. Vi sidder her for at få svar på det spørgsmål, jeg stillede og, i forlængelse af det, flere andre: Hvad er det, der får så mange til at elske et stykke ’rumopera’, som nogen kalder Star Wars, at det er flere milliarder dollars værd? Og for de få skyldbetyngede af os, der endnu ikke har set filmene: Hvorfor overhovedet træde ind i en verden af abelignende rumpiloter og støvsugerformede robotter? Findes der noget af værdi derinde ud over den lettelse, det giver at kunne deltage i snakken om det?

Hinsides Herning og Silkeborg

»George Lucas er verdensbygger på lige fod med J.R.R. Tolkien. Han låner med arme og ben fra religion og mytologi og blander det hele sammen i en slags alkymi. Ud af det opstår et luftkastel uden grænser. Det har ikke noget med Jorden, Månen eller små grønne mænd fra Mars at gøre. Det handler om, hvad der findes ovre på den anden side af universet, ude i de der fjerne galakser«.

»Da jeg så Star Wars første gang, så jeg noget, jeg aldrig havde set før. Et univers af rumvæsener, rumskibe, helte, skurke, ‘Kraften’ – den her udefinérbare størrelse, som gennemsyrer alting og kan bruges både til det gode og onde. Sorte Darth Vader; lyse, lidt renskurede Luke Skywalker. Det er fortællingen om, hvordan vi alle sammen udvikler os i takt med de valg, vi tager i livet«.

»Pludselig fløj jeg rundt på en stjernekrydser og var med til at smadre Dødsstjernen i min X-wing starfighter og skød på Stormtroopers. Jeg opdagede, at der fandtes en verden hinsides min familie, mine venner, Silkeborg og Herning. Et sted på den anden side af det, vi ser ude i himmelrummet«.

Savnet og suget i maven

»Jeg spejlede mig i Luke Skywalker, ved første øjekast ellers en kedelig helt. I den første Star Wars-film står han på onklens gård på Tatooine, som er hans hjemplanet, og kigger ud i horisonten, drømmer om noget andet end der, hvor han er. Han vil være pilot, men det må han ikke, det er der ikke råd til, han skal blive hjemme og hjælpe onklen på gården. Det identificerede jeg mig med som ung mand. Og det med at ens forældre – i Lukes tilfælde hans onkel og tante – ikke nødvendigvis deler de drømme, man selv har for fremtiden, det spejler jeg mig stadig i. De ting, jeg gerne har villet, som ikke er blevet til noget. Jeg ville være børsmægler eller ingeniør og læste klassisk arkæologi på Københavns Universitet. Kender du ikke det? Man får det der sug i maven. Man tænker, at et eller andet mangler. At der er noget, man engang har mistet, nogle venner, man har givet slip på, noget, man troede ville blive på en bestemt måde. Og pludselig sidder man dér med savnet, suget i maven. Sådan får jeg det, når jeg ser Star Wars«.

Tidsmaskinen

»Det er ligesom, når man hører et særligt stykke musik eller lugter en bestemt lugt. Pludselig bliver man ført tilbage i tiden. Der er en Genesis-plade, der gør det ved mig. Den er fra tiden efter Peter Gabriel, det vil sige den periode, som alle mener er noget lort. Men når jeg hører Phil Collins’ stemme, så mindes jeg en solskinsdag, hvor jeg cykler igennem Frederiksberg på vej til Palads-biografen for at gå i biffen med en sød pige. Jeg ser mig selv på den der cykel. Musikken bliver en tidsmaskine, der transporterer mig tilbage til en tid, hvor alting var mere ukompliceret, verden endnu stor og åben. Sådan får jeg det også, når jeg ser de første tre Star Wars-film. Det er de bedste. De bringer mig tilbage til den der solbeskinnede barndom, en erindring, der måske får et lidt for gyldent skær. Men sådan har man lyst til at huske det. Når jeg har set og anmeldt en masse dårlige film, vender jeg tilbage til Star Wars – de film, jeg dyrkede som dreng. Så får jeg renset det hele ud. Jeg bliver nulstillet og er klar igen til nye indtryk«.

Før mig væk

Der er et problem med de nyere Star Wars-film, fortæller Christian Monggaard. George Lucas forelskede sig i computereffekter og for vild i Fox Films grænseløse budget. Noget af uskylden fra den første trilogi forsvandt, og jo flere penge der blev at lave film for, jo mere skrumpede fantasien hos den store underholdnings-auteur. Fra lo-fi-umiddelbarhed til high tech-syndefald. Men med den nye instruktør, J.J. Abrams, kendt for tv-serierne ‘Lost’ og ‘Alias’, er der grund til optimisme, en ny begyndelse for Star Wars.

»Han siger, at når vi kommer ud af biografen, så skal vi have samme oplevelse, som han havde efter at have set den første Star Wars-film: den der følelse af, at alt er muligt. Og der tænker jeg, at hvis han lykkes med det, så giver han mig min barndom tilbage. Alene dét – så fortjener han jo fandeme en ordentlig krammer. For selvom jeg godt kan lide små socialrealistiske dramaer, så elsker jeg de film, der bruger hele det brede lærred og den store brede pensel. Jeg elsker de film, der fører mig langt væk fra, hvor jeg er«, siger Christian Monggaard.

Alternativ til Top Gun

Selv har jeg aftalt med nogle venner, at vi starter det nye år med at se de første Star Wars-film. For mødet med Christian Monggaard har gjort mig nysgerrig, og ligesom ham længes jeg efter nulstillelsesfølelsen af at være tilbage i barndommen. Den film, jeg plejer at bruge, er ‘Top Gun’, men efter nogle årtier i selskab med Tom Cruise på flyveakademiet er jeg så småt klar til at åbne op for andre film.

Star Wars, siger Christian Monggaard, kan sammenfattes koncist som eventyr, fantasi, store følelser – »og det er da ikke det værste, vel?«

Ingenlunde. Jeg er mere parat end nogensinde, faktisk, til at overgive mig til Chewbacca, R2-D2 og prinsessen med frikadellefrisuren.