Historien om Vahid og Abolfazl Vaziri er en fortælling fuld af uvished, sorg og løse ender. Den ender tragisk med mange ubesvarede spørgsmål. Men selv om brødrenes skæbne måske er ekstrem, er den også et eksempel på den yderste konsekvens af Danmarks asylpolitik.
I tre år protesterede humanitære eksperter og bekendte af de to brødre mod de danske myndigheders planer om at udvise dem, efter at deres asylanmodning var blevet afvist. Vahid og Abolfazl havde ingen familie og Abolfazl var mindreårig, men de danske myndigheder mente, at 23-årige Vahid ville være en egnet værge, trods psykiateres advarsler om, at begge brødre led at traumer og angst. I trygge danske rammer var Vahid i stand til at drage omsorg for sin bror, sagde de, men det var tvivlsomt, om han kunne gøre det samme i Afghanistan, et land, brødrene knapt kendte, og hvor de som etniske hazaraer kunne risikere forfølgelse fra Taleban og andre militante grupper. Argumenterne prellede af, og i slutningen af juni i år satte det danske politi dem på et fly til Kabul. Tre dage senere forsvandt Abolfazl.
Kloakdunst og opiumrøg
Da jeg finder Vahid, har han været i Afghanistan i omtrent en måned. Jeg inviterer ham på kebab og te, men han rører intet af det. Sådan er det hver gang, jeg møder ham. Han er tynd og distraheret, ikke til at slå et smil af. »Jeg har kun ét job nu. Jeg skal finde min lillebror,« siger han.
Vahid ligner en københavnerdreng, i Nike-sneakers, skinny jeans og med veltrimmet undercut. Han sætter næsen til sin sorte sweatshirt og snuser ind. »Jeg lugter af det sted,« siger han. Han mener den udtørrede flod under broen i Kabuls Pol-e Sokhta-kvarter, der er tilholdssted for hjemløse og narkomaner, og hvor luften er tyk af kloakdunst og opiumrøg. »Det er et sted for folk, der er trætte af livet,« siger han. »De har ikke engang et lille håb om, at tingene bliver bedre. De ryger alle mulige ting.« Her tilbringer Vahid sine nætter Han isolerer sig og er angst for at blive rullet, så han fortæller ingen, at han har været i Danmark.
Hver morgen ved daggry samler han sine ting i en hvid plasticpose og tager en deletaxa til Wardak, brødrenes fødeprovins, hvor Abolfazl forsvandt, mens Vahid var inde på et regeringskontor for at ansøge om identifikationspapirer. Det er tre uger siden.
»Jeg går rundt ligesom en hjemløs og spørger, ’Har du set en dreng, han ser sådan og sådan ud? Han er 16 år?’ Jeg går rundt efter ham hele dagen,« siger han.
»Nogle gange i Danmark, når han var væk i to dage på lejrskole, savnede jeg ham. Forestil dig, hvor hårdt det er nu,« siger han.
Unge uden fremtid
Fremtiden for hjemsendte afghanske asylansøgere er som regel udsigtsløs. Med mindre man kalder arbejdsløshed, hjemløshed og stigmatisering en udsigt. Der er ikke nogen pålidelige statistikker, men der er ingen tvivl om, at størstedelen af hjemsendte asylansøgere er unge mænd fra 18 til midt-30erne.
Mange voksede op i Iran eller Pakistan og har derfor intet socialt netværk i Afghanistan, hvilket gør det næsten umuligt at finde et arbejde, især for ufaglærte. Asylansøgernes tid i Europa kan brændemærke dem som ‘vestliggjorte’ og gøre det svært for dem at genintegrere sig i det afghanske samfund. For dem, der oprindelig kommer fra provinser, hvor Taleban stadig står stærkt, vil det være farligt for både dem og deres familier, hvis de vender tilbage.
Mange asylansøgere er hazaraer, et shiamuslimsk mindretal, der historisk set har været forfulgt. Vaziri-brødrene opfylder alle disse kriterier. Så for Richard Danziger, leder af International Organization for Migration i Afghanistan, er det ikke overraskende, at de endte med at bo på gaden i Kabul. Uden familie eller sociale netværk er det næsten umuligt at overleve i Afghanistan: »Afghanistan er ikke et land, hvor man kan overleve på egen hånd,« siger han. »Læg dertil deres psykiske tilstand. De vil uden tvivl være i en meget sårbar situation.«
Træt af livet
I en rapport fra 2012 beskriver den britiske organisation Refugee Support Network de forhold, der venter tvangshjemsendte afghanske asylansøgere. Rapporten fortæller blandt andet om en ung hjemsendt mand, der blev kidnappet af en gruppe kriminelle, som anklagede ham for at være blevet en dårlig muslim i Europa og afpressede hans familie for 200.000 dollars.
Den samme fjendtlighed ventede Khaled Mohammadkheil, som jeg møder i en fattig forstad til Kabul. Han er oprindeligt fra Laghman-provinsen, men har, siden de britiske myndigheder deporterede ham som 19-årig efter fire år i England, boet i Kabul. Hans landsby er ikke sikker, fortæller han. »Der er for mange Taleban-folk. Hvis de finder ud af, at jeg var i England, slår de mig ihjel.«
Khaleds far så ham rejse ud af landet som en investering. Fra England kunne han sende penge hjem til familien. Men rejsen viste sig at være det modsatte. Den ruinerede familien. Faren solgte al sin landbrugsjord for at få råd til Khaleds rejse, og familiens liv er blevet mere usikkert, fordi naboer spreder rygter om, at deres søn var spion for briterne, siger Khaled, som har været arbejdsløs, siden han vendte tilbage til Afghanistan for to år siden: »Jeg er træt af livet,« siger han. »Jeg har intet håb her.«
Ude af øje, ude af sind
Mange hjemsendte asylansøgere er i samme situation. De er nødt til at vælge mellem at bo i relativ sikkerhed i Kabul, hvor de sandsynligvis ikke kan finde arbejde, fordi de aldrig har boet der, eller at vende hjem til deres hjemprovins, hvor ikke blot deres eget liv, men også deres families tilværelse vil være i fare.
»Vi siger, at det er sikkert at sende disse unge mennesker tilbage til Afghanistan, men vi ved det reelt ikke. I øjeblikket er der meget, der taler for det modsatte,« siger Catherine Gladwell fra Refugee Support Network.
På europæisk plan er der stort set ingen monitorering af, hvad der sker med tvangsudsendte asylansøgere, efter at de lander i Afghanistan, og det er stærkt problematisk, siger hun.
Richard Danziger fra IOM minder om, at asylansøgere, der som Vahid og Abolfazl kommer til Europa som børn eller teenagere, ofte tilbringer nogle af deres mest formative år uden for deres fødeland.
»Hvis de har befundet sig i eksempelvis Danmark eller England i fem år, så er de stort set blevet danske eller engelske,« siger han.
Mareridtet blev virkeligt
Før Danmark havde Vahid og Abolfazl ikke kendt til andet end et liv i frygt eller et liv på flugt. Abolfazl, der kom til Danmark som 11-årig, blev født kort før den amerikansk ledede invasion af Afghanistan. Den syv år ældre Vahid voksede op under Taleban-regimet, og var 14, da familien flygtede til Iran i 2006, angiveligt fordi faren var forfulgt. Under flugten forsvandt faren og formodes nu død. I 2010 efterlod Vahid og Abolfazl deres mor og fire yngre søskende i Iran og rejste mod Europa. Moren har siden 2012 været eftersøgt af Røde Kors.
I Danmark behøvede brødrene ikke længere at flygte, men de fik aldrig ro i sindet. Traumerne ramte dem som en mursten. Abolfazl var i lange perioder apatisk. Ifølge lægerapporter viste Vahid tegn på posttraumatisk stress fra tiden i Iran, hvor han siger, at han blev tortureret. Enkelte gange fik han afløb ved at smadre møbler og småstjæle i butikker.
»Vi kunne ikke sove om natten, vi havde mareridt. Hver gang var det om Afghanistan, og om at vi bliver skilt fra hinanden,« siger Vahid. »Vi kom til Afghanistan, og de mareridt jeg havde haft, de kom pludselig foran mine øjne.«
Rekordhøj udvandring
Antallet af afghanere, der rejser mod Europa, er det højeste i over 20 år. Ved årets udgang vil næsten 200.000 afghanere ifølge FN være ankommet til Europa og Tyrkiet, sammenlignet med 58.400 hele sidste år. En grund er sikkerheden: 3.188 civile afghanere blev dræbt sidste år, det højeste tal siden 2001, og det bliver overgået i år. Dertil kommer arbejdsløshed, mangel på fremtidsudsigter og en dyb skuffelse over, at Ashraf Ghanis regering, der siden den blev valgt sidste år ikke har formået at revitalisere landets økonomi, som kun er sunket dybere ned i koma, i takt med at udenlandske soldater og entreprenører er rejst hjem. Så selv om europæiske lande af og til chartrer hele fly og fylder dem med afghanere, som de sender til Kabul, forsøger mange af dem lykken igen.
Abdul Ghafoor, en aktivist der selv blev tvangsudsendt fra Norge, men som nu hjælper andre hjemvendte asylansøgere, siger, at næsten alle, han har kontakt med, er rejst tilbage til Europa eller vil forsøge at gøre det.
»De vender tilbage til Afghanistan med en intention om at genintegrere sig og arbejde, men de finder hurtigt ud af, at det ikke er muligt,« siger han. »Nogle bliver kun en måned, andre endnu kortere tid. De eneste, som bliver i Afghanistan, er dem, der ikke har råd til at rejse herfra igen.«
Desperate efter Europa
I 2014 deporterede Danmark 85 afghanere. En af dem var Hamid Rostami, som jeg møder halvandet år efter, han vendte tilbage til Kabul. Han har stadig sine gummisko og sin 600 kroners dynejakke, som han købte i et fynsk supermarked. Rostami blev sendt til Afghanistan sammen med omtrent 25 andre afviste asylansøgere, fortæller han, men af alle dem er han den eneste, der ikke er rejst tilbage mod Europa. Det er et mønster, jeg ser igen og igen. Selv en ung mand, der blev udvist fra Norge med brækket ryg, efter at han var blevet kørt ned af en ældre dame, og som, da jeg mødte ham, ikke kunne gå uden at støtte sig til sin ven, har fundet en måde at komme til Iran.
»Kun en lille del af dem, der bliver tvangsudsendt, kommer fra Kabul eller en af de andre sikrere provinser. De fleste kommer fra Helmand, Kandahar, Wardak, osv., og for dem er det ikke så let at tage tilbage til deres hjemprovinser, som det måske ser ud,« siger Ghafoor.
Vahid ved vejs ende
I slutningen af september ringede Vahid til mig fra Kandahar i det sydlige Afghanistan. »Jeg kunne ikke passe på Aboli,« sagde han og fortalte, at han havde set Abolfazls lig i Wardak, og havde besluttet sig for at flygte igen. Dagen efter steg han på en bus og kørte videre mod Iran.
Jeg har talt med lokale stammeældre i Wardak og med politiets efterretningsafdeling, og har ikke kunnet bekræfte Vahids historie. Men hans pårørende i Danmark mener, at han aldrig ville forlade Afghanistan, hvis han stadig havde håb om at finde sin bror. Og det er ikke usædvanligt, at folk forsvinder i Afghanistan. Særligt hvis de ikke har familie eller andre til at lede efter dem.
Men uden håndfaste beviser er de danske myndigheder ikke overbevist om, at Vahid har behov for asyl. 17. november afslog Flygtningenævnet endeligt at genoptage Vahids sag til trods for den seneste udvikling.
På vej i krig?
Sidste gang, jeg taler med Vahid, er han i Teheran, hvor han har fået lov at indkvartere sig midlertidigt i kælderen under en fabrik. Han fortæller, at han har besluttet sig for at drage i krig mod Islamisk Stat. Det er velkendt, at det iranske styre betaler afghanske flygtninge for at kæmpe for Bashar al-Assads overlevelse. De får en månedsløn på omtrent 500 dollars, mere end dobbelt så meget som en soldat i den afghanske hær.
Bekendte af Vahid lader dog siden til at have overtalt ham til at forsøge at rejse mod Tyrkiet, hvor et netværk af asylaktivister muligvis vil kunne hjælpe ham. I skrivende stund vides det ikke, hvor han er, men ifølge hans repræsentant i Danmark vil Vahid nok forsøge at krydse grænsen til Tyrkiet efter at være blevet forhindret første gang, han forsøgte. Lykkes det ikke, er mulighederne ved at være udtømt, fortæller han mig over telefonen fra Teheran.
Han siger, at der er ingen lande i verden, der vil have ham, og i det mindste ville ‘krigerne’ tage sig godt af ham. »Hvilke andre muligheder har jeg?« spørger han.