En ny nordstjerne indtager verdensscenen

Seks dage efter at Justin Trudeau, formand for Det Liberale Parti, har aflagt sin ed som Canadas nye premierminister, bliver jeg vist ind på hans kontor på tredje sal i parlamentsbygningen i Ottawa. De mørke egetræspaneler og overdimensionerede møbler vidner om smagen hos kontorets tidligere indehaver, Stephen Harper, hvis konservative parti sad på magten i et helt årti.

Med ryddede hylder, nedrullede gardiner og fraværet af personlige effekter minder stedet nu mest af alt om en rømmet bunker. Det var i selvsamme kontor, at Trudeaus far, Pierre, arbejde i 16 år fra sidst i 1960’erne til først i 80’erne, og den nye premierminister bad da også straks om få at sin fars gamle skrivebord stillet frem igen – et symbol på politisk genopretning, men også en demonstrativ afvisning af forgængeren. Trudeau påpeger, at det bastante, imposante interiør, som den afgående premierminister har efterladt sig, afspejlede Harpers enerådende ledelsesstil.

En sofa til ‘rigtige diskussioner’

»Vi kommer til at lave om på det her kontor,« siger Trudeau. »Stilen er her typisk for den fyr, der var her før – ikke for mig. Jeg vil have et mindre skrivebord i hjørnet og en større sofa, så vi kan sætte os ned og føre rigtige diskussioner. Og så vil jeg have en lænestol derovre, når jeg skal sidde og læse«. Han smiler, imens han for sit indre blik møblerer om i den canadiske version af Det Ovale Værelse: »Jeg har helt andre ideer, om hvordan det skal indrettes«.

Canadisk politik har korte transitionsperioder, og det er tydeligt, at valgsejren 19. oktober i nogen grad er kommet bag på ikke bare Trudeau, mens også hans stab og landet som helhed. I disse første dage forsøger hans lille, overanstrengte kampagnehold at få styr på de mange og uventede krav, som en nytiltrådt regering løber ind i. Med så mange nye stillinger til besættelse har man på sociale medier efterlyst cv’er fra ansøgere, der mener at kunne komme i betragtning. Den opfordring har 22.000 fulgt.

Sunny Ways

Den 43-årige Trudeau har stadig et hyr med at få de betroede medarbejdere til at titulere ham premierminister, for i mange år var han jo bare Justin. Sådan er det stadig for flere af dem. »Det er, som om din superkloge makker pludselig er blevet premierminister,« fortæller Kate Purchase, hans kommunikationschef.

»Folk på gaden kan kalde mig ‘premierminister’ eller ‘Justin’,« sagde Trudeau: »Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå. Når jeg er på arbejde eller ude i offentligheden med mine medarbejdere, er jeg ‘premierminister’. Men de skal vide, at de kan føle sig trygge ved at kalde mig Justin, når vi drikker øl af flasken, og jeg får lyst til at vise dem mine tatoveringer«.

På tomandshånd udstråler Trudeau godt humør og imødekommende holdning: Han er så venlig, som man kunne vente det af en politiker, der blev valgt på det optimistiske kampagneslogan ‘Sunny Ways’, som en tidligere liberal canadisk premierminister, Wilfrid Laurier, også gjorde til sit omkring forrige århundredskifte.

Kald mig Barack

Trudeau er 188 cm høj og atletisk bygget. Hans hår er pænt trimmet efter års eksperimenterer med mere eller mindre viltre manker. I dag er der ikke meget statslederpomp over ham: Til frokost får han en halv tunsandwich og en kop kylling-nudelsuppe, som han har bedt sin assistent, Tommy, om at hente i kantinen nedenunder. Mit interview er det første, Trudeau giver til et trykt medie, siden embedsindsættelsen, og ansigt til ansigt med ham får man indtryk af, at han stadig kæmper for at finde ud af, hvordan han bedst udfylder sin nye rolle: Hvordan man skal tale, gestikulere og udstråle den status, der følger af en position som en af verdens ledere? Trods en lidt indstuderet væremåde er det, som om han i ubevogtede øjeblikke røber glimt af privatmennesket bagved.

»Det er sejt at blive ringet op af USA’s præsident. Hello, Mr. President, sagde jeg bare, da jeg tog telefonen. Jeg har aldrig mødt ham,« siger Trudeau og sænker tonelejet en oktav for at efterligne præsident Obamas stemme: »’Justin, jeg vil helst se mig selv som en ung politiker. Men de grå hår har indhentet mig, som de kommer til at indhente dig. Når du siger Sir til mig, føler jeg mig gammel. Vil du ikke nok kalde mig Barack?’«.

Trudeau ryster på hovedet, stadig helt høj ved tanken om samtalen. »Jeg kommer nok til at bruge lidt tid på at vænne mig til det«.

Ikke så meget at være uenige om

En uge senere tages der hul på et nyt geopolitisk forhold mellem Amerika og Canada i et mødelokale i Manila under APEC-topmødet, da Trudeau og Obama sætter sig ned for at tale sammen. I en æra med Kina som opstigende supermagt, med et kaos, der vokser vildt i Mellemøsten og et Rusland på krigsfod kan det måske lyde som en underlig påstand, men et godt og nært forhold til Canada er et af de vigtigste mål for amerikansk udenrigspolitik. For Canada er en af ​​Amerikas største handelspartnere (på niveau med Kina), en fredelig nabo og en uundværlig allieret i globale anliggender, når ellers det gensidige forhold fungerer optimalt, hvad det bestemt ikke har gjort i seneste år.

Gang på gang førte Harpers høgeagtige udenrigspolitik til uoverensstemmelser med Obama, ikke mindst omkring atomaftalen med Iran, de israelsk-palæstinensiske relationer og syriske flygtninge. Harper var også en stærk tilhænger af den omstridte Keystone XL-rørledning, som Obama så længe tøvede med at anlægge. Den amerikanske præsident tog da også skridt til helt at skrinlægge projektet blot to uger efter de canadiske konservatives valgnederlag. Siden Trudeau vandt valget, er der ikke helt så meget tilbage at være uenige om, selv om Canada nu ser ud til at vægre sig imod at deltage i luftangrebene mod ISIS i Mellemøsten.

Gode råd fra Obama

Den 45 minutter lange drøftelse i Manila forløber angiveligt i en afslappet og venlig stemning. To af Obamas kampagneledere har hjulpet Trudeau med at føre valgkamp, Obama fulgte forløbet nøje og kunne nikke genkendende til den enorme begejstring, valgsejren udløste, der vakte mindelser om den overvældende triumf, han selv oplevede i 2008.

Trudeau fortæller, at under deres privat samtale gav den amerikanske præsident ham det gode råd, at det gælder om hurtigt at sætte gang i nye initiativer, men også overveje, hvad der kan gøres for at afstemme vælgernes forventninger med en langsigtet plan for regeringsførelse. Obama fortalte om sine indtryk af verdens forskellige ledere og kom med anbefalinger til, hvem det ville være godt at opbygge relationer med – og hvem man hellere skulle holde på nogen afstand.

‘Talent i tonsvis’

Obama inviterede ham til Washington og senere også til en statsmiddag, der skal afholdes i det nye år, den første i 19 år til ære for en canadisk premierminister. Flere gange understregede præsidenten også, at han ser frem til, at de kunne tilbringe personlig tid sammen, i selskab med begges hustruer. »Der var lidt mentorattitude over det, men ikke på nogen paternalistisk måde,« erklærer Ben Rhodes, Obamas nationale sikkerhedsrådgiver. »Trudeau kommer til at være på scenen i lang tid. Han har talent i tonsvis«.

»Det var rart at få personligt bekræftet, at vi har samme syn på så mange ting,« fortæller Trudeau bagefter. »Han sagde, at da han så min familie på tv på valgaftenen, kom han til at tænke tilbage på sin egen valgsejr i 2008. Jeg glæder mig meget til at drikke en øl med ham«.

De kvintessentielle canadiske karakteristika

Efterårets valg formede sig som en decideret eksistenskamp om, hvad det vil sige at være canadier. På den ene side stod Harpers vision om en nation i konfrontation med en terrorens tidsalder og en verden opflammet af konflikt. På den anden side stod Trudeau med sin moderation og liberale tro på, at verden netop ikke er splittet af nogen episk civilisationskamp, og at lige præcis de kulturelle og religiøse og sproglige forskelle og åbenhed udgør Canadas store styrke.

Hvad verden kender som det progressive, moderne Canada, blev i vidt omfang til under Det Liberale Partis lederskab, først med Lester Pearson, siden med Pierre Trudeau i 1960’erne og 70’erne. Det var i denne periode, landet begyndte at bryde båndene til Storbritannien og hævde en selvstændig identitet. Canada udskiftede Union Jack med sit eget flag, Maple Leaf, og fik sin egen nationalsang, og de kvintessentielle canadiske karakteristika – universel sundhedssikring, tosprogethed, multikulturalisme, en stærk stemme for fred og udvikling i De Forenede Nationer – blev alle udviklet i disse år. Det første større politiske initiativ fra Pierre Trudeaus hånd sidst i ​​60’erne var at afkriminalisere homoseksualitet.

»Hvad folk foretager sig i deres soveværelse, vedkommer ikke staten,« proklamerede han. I hurtigt tempo herefter legaliserede Trudeau abort, øgede bevillingerne til kunst og kultur og gennemtrumfede en raceblind indvandringspolitik, der med tiden skulle forvandle landets store byer til flersprogede metropoler.

‘En udbrændt, lille gammel mand’

En valgsejr over Pierre Trudeaus søn ville for Harper have været stadfæstelse af en højere retfærdighed. For i sit årti ved magten har Harper gjort alt, hvad han kunne for at nedbryde arven fra den ældre Trudeau, internationalt, nationalt og symbolsk. I sit forsvar for Canadas ‘gamle hvide kerne’ lod Harper hånt om FN, gjorde muslimske kvinders ‘beskedne’ klædestil til politisk stridsspørgsmål og definerede nationens rolle i verden som ivrig deltager i en grandios alliance til forsvar for Vestens civilisation. Harper indrømmede gerne, at han trods fascination af ham i teenageårene, var kommet til at føle afsky for den ældre Trudeau, og efter sidstnævntes død i 2000, beskrev han uelskværdigt, hvordan han på gaden i Montreal havde mødt ham for første gang.

»Her stod jeg ansigt til ansigt med en levende legende, en person, der havde næret min politiske passion med både kærlighed og had, og så var han bare en udbrændt, lille gammel mand«.  Harper lagde aldrig skjul på, at hans største ambition var at smadre Trudeaus vision for landet: »Han blev med at med at definere de myter, der styrer den canadiske psyke, men myter er de stadigvæk.«

Forbavsende u-canadisk

Som canadier bosat i USA indså jeg, hvor stor symbolsk betydning det kunne få for valget, da liget af en lille syrisk flygtningedreng skyllede op på den tyrkiske kyst. Dette barn havde slægtninge i Canada, der havde forsøgt at hjælpe familien til at indvandre hertil, men Harper stod stejlt på sin hårde linje over for syriske flygtninge og hævdede, at nationens sikkerhed var vigtigere end den humanitære krise, og familien blev derfor tvunget til at prøve på at flygte fra krigen over havet.

Efter den syriske drengs druknedød blev Harpers regering ved med at angribe den muslimske ‘jihad’-indvandring på en måde, der slog mig og mange andre, som forbavsende u-canadisk, i det mindste i et historisk lys. Men dette nationens selvbillede var om noget, hvad de konservative var fast besluttede på at omskabe.

Stærke debatpræstationer

Igennem et årti formåede Harper at holde sig ved magten ved politisk tæft, ved kneb og positive resultater som vellykket økonomisk styring og faldende kriminalitet – og ved at drage fordel af en uduelig opposition. Ved disse års valg blev nationens mere progressive stemmer fordelt mellem De Liberale og De Nye Demokrater – et parti, der står til venstre for De Liberale – hvilket gav Harper mulighed for at sætte sig tungt på premierministerposten.

Under det meste af seneste valgkamp haltede Trudeaus Liberale Parti efter både Det Konservative Parti og Det Nye Demokratiske Parti. Men den syriske drengs døde og Trudeau stærke præstationer i fem hektiske debatter, gjorde sin virkning. Vælgerne begyndte at falde fra De Nye Demokrater og danne trop omkring Trudeau i håb om at besejre premierministeren.

Fremstillet som en novice

»Folk besluttede at slutte op hvem som helst, der så ud til at have chance for at slå Stephen Harper,« fortæller Trudeau mig: »Jeg var godt klar over, at selv om der var en vis usikkerhed om mine personlige evner til styre økonomien, så var der også en følelse af, at vores parti har et godt hold og en historie, der betyder, at vi ville kunne nå de kompromiser og den balance, som der vil være brug for. Det gjorde, at jeg kunne tage større chancer, når jeg udfordrede den herskende linje«.

Under valgkampen fremstillede Harper rivalen Trudeau som en hjælpeløs, skatteudskrivende søn af en tidligere premierminister – en novice, hvis efternavn var hans eneste kvalifikation til landets højeste embede. En af de mange stridsemner under tv-debatterne var en lov foreslået af Harper, som ville have gjort det muligt for regeringen at tilbagekalde statsborgerskab for canadiere med dobbelt statsborgerskab, hvis de blev fundet skyldige i terrorisme, hvilket reelt ville have gjort canadiere født i et andet land til andenklasses-borgere.

En canadier er en canadier

»Hvorfor skulle vi ikke tilbagekalde statsborgerskab for mennesker dømt for terrorhandlinger mod dette land,« spurgte Harper og så på Trudeau med nedladende skeptisk mine.

»En canadier er en canadier er en canadier,« svarede Trudeau trodsigt: »Og man devaluerer statsborgerskabet for enhver canadier på dette sted og i dette land, hvis man opstiller særlige betingelser for nogen af os«.

De Konservative svarede igen: Trudeau var naiv, uden forståelse for Canadas ansvar i krigen mod terror og overdrevent optaget af den globale opvarmnings vage og fjerne trussel: »Klimaforandringer er væsentlige, men at kalde dem ’den værste trussel’ er også en opskrift på isolationisme og uvilje mod at beskæftige sig med Islamisk Stat og terrorisme i almindelighed,« sagde Christopher Alexander, Harper-regeringens minister for statsborgerskab og indvandring.

Alexander mener stadig, at landet har begået en stor og potentielt tragisk fejl ved at vælge Trudeau: »Der var et stærkt islæt af nostalgi i De Liberales kampagne for en mere enkel tid og en mere fredelig verden. En længsel efter Trudeau seniors universalmidler fra dengang Canada ikke behøvede at beskæftige sig med globale terrortrusler,« sagde han.

En revolution af den politiske kultur

Harpers nederlag til Pierre Trudeaus søn og den pludselige genkomst for ikke bare familiens navn, men også for Pierres opfattelse af nationen har kvaliteter, som vi kender dem fra et klassisk græsk drama. Trudeau den yngre har udpeget et ministerhold med bred sammensætning fra Canadas mange etniske grupper og har gjort en dyd ud af at udnævne lige mange mænd og kvinder. Stort set alle Trudeaus initiativer, fra skattepolitik til omfavnelse af LGBTQ-borgere og udbygning af forbindelserne til Kina ligner en korrektion af den tidligere regerings linje.

Statsansatte forskere, som tidligere blev hindret i at udtale sig til pressen, hvis de ville modsige Harpers skeptiske syn på klimaændringer, deler nu ud af deres seneste forskningsresultater til journalisterne i toner af mild forbløffelse. Også den velvilje, hvormed Trudeau har valgt at besvare alle slags spørgsmål fra journalister i Parlamentets presserum, har revolutioneret den politiske kultur. Harper havde ikke holdt et tilsvarende pressemøde i seks år.

Fortsættelse følger…

Guy Lawson er journalist på New York Times