Antiklimaks for Dansk Folkeparti

Hvad skete der?

Finansloven for 2016 er vedtaget – uden jubel fra Danmarks største borgerlige parti, Dansk Folkeparti. Finansloven endte som et kæmpe antiklimaks for Kristian Thulesen Dahl & co. efter en lang periode med ubrudte succesoplevelser. Efter valgssejren i juni har Kristian Thulesen Dahl & co. haft mere end vanskeligt ved at veksle de imponerende 37 mandater til realpolitisk indflydelse, og de seneste ugers debat om forringede vilkår for pensionister har gjort det tydeligt, at Dansk Folkeparti har yderst vanskeligt ved at føre deres økonomiske valgløfter om bl.a. øget offentligt velfærdsforbrug ud i livet. Under valgkampen lød løftet på en årlig vækst på 0,8 procent, men næste år vil langt de fleste kommuner opleve nulvækst – præcist som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen selv gik til valg på.

Det endelige finanslovsforlig rummer heller ingen konkrete indrømmelser i forhold til Dansk Folkepartis andet klare finanslovskrav, nemlig en øjeblikkelig grænsekontrol. I modsætning til situationen under statsminister Anders Fogh Rasmussen i 00’erne, er det således ikke engang lykkedes for Dansk Folkeparti at få værdipolitiske indrømmelser som betaling for at stemme for en klar, borgerlig økonomisk politik.

Hvad siger de?

Tallene taler deres tydelige sprog: Finansloven for 2016 rummer en omprioritering fra folk, der står uden for arbejdsmarkedet, over til mere vellønnede, der både har ejerbolig og planer om at købe en ny bil i den dyrere ende. Ifølge et svar fra finansminister Claus Hjort Frederiksen til Folketingets Finansudvalg, vil den samlede finanslov øge uligheden i Danmark, målt på den tekniske Gini-koefficent, med præcist 0,08 procentpoint. Finansministeren fremhæver selv de nye, skævvridende tiltag i den samlede pakke: »De væsentligste elementer er udvidelsen af integrationsydelsen samt kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen«. Men andre elementer spiller også ind, f.eks. gælder fastfrysningen af grundskylden kun for boligejere, mens lejere og folk i andelsboliger i de kommende år skal betale øgede boligskatter.

I international sammenligning vil Danmark dog fortsat være ét af de mest økonomisk lige samfund, altså med mindst afstand mellem rige og fattige. Partierne bag finansloven – udover Dansk Folkeparti – lægger heller ikke skjul på, at den voksende ulighed ligefrem har været et mål: »Den dag vi er et hundrede procent lige samfund, så sker der intet. Det er der blevet eksperimenteret med andre steder i verden og det kan godt være, at de i Nordkorea er mere lige end vi er, men vi ønsker ikke den situation,« har Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, tidligere udtalt: »Vi ønsker en situation, hvor folk kan udleve deres drømme, gå efter deres mål og få en mulighed for at skabe en god tilværelse for den familie, de etablerer. Det er der blevet større mulighed for med denne her finanslov«.

Hvad nu?

Balladen om den lavere boligsikring til pensionister, herunder særligt ældre i beskyttede plejeboliger, er endnu ikke løst. De fire borgerlige partier bag finanslovsforliget har aftalt, at der skal findes en løsning i løbet af 2016. Mens Dansk Folkeparti kræver besparelsen taget af bordet, insisterer både Konservative og Liberal Alliance på, at der skal hentes små 100 mio. kr. på ældreområdet. Dermed er der lagt op til fortsat bal i den borgerlige, da partierne altså ikke engang er enige om, hvad de er uenige om. Bundlinjen er, at Kristian Thulesen Dahl – som indtil i år var kendt som den velforberedte forhandler med små gule ‘post it’-notes stukket ind i mapperne – ikke har kunnet levere på sine valgløfter, og dermed står sårbar tilbage. Det store politiske debattema i 2016 vil derfor blive om Dansk Folkeparti overhovedet er troværdigt, når de i valgkampe lover guld og gris på gaflen, men accepterer det modsatte i den praktiske politik. Til gengæld er påstandene om svagheden ved en ét-parti-regering gjort til skamme: Venstre-toppen har bevist, at de om nogen ved, hvordan det fragmenterede Folketinget skal spilles til maksimal effekt.