Det nye Europa pibler frem

Populister, demagoger og uansvarlige ekstremister. Pøbelvælde! Den nye bølge af utraditionelle anti-politikere og kulørte protestmagere i Europa bliver dømt ude med skældsord fra de gamle, etablerede partier. Men hver gang øger dét kun tilslutningen til de nye partidannelser. Tænk på udtalelsen om »de stuerene«. De nye understrømme i det politiske landskab er hver og én kendetegnet ved aldrig at have siddet med det sure regeringsansvar: De nye partier repræsenterer et fravalg af de levebrødspolitikere, som har svært ved at erkende, hvor lidt de egentlig kan gøre i en global verden.

De nye partidannelser optræder frie og opfattes derfor som farlige: Fra Spanien, som står over for et jordskredsvalg på søndag, over Frankrig, hvor Front National er væltet ind fra højre og nu truer hele den herskende orden, og her til i Danmark, hvor de fire partier uden regeringsansvar fik en samlet, historisk valgsejr i juni, er et skelsættende opbrud i gang, der er ved at erstatte den klassiske højre-venstre-akse.

Søndagens valg kan sætte langt større chokbølger i gang end det danske nej:  »Det er et opbrud uden fortilfælde. Podemos står for noget af det samme i Spanien, som Alternativet gør i Danmark, altså en ny og mere græsrodsagtig organisation, hvor det politiske program ikke defineres på forhånd, men i stedet vokser frem blandt medlemmerne. Det er en protest mod den gamle måde at lave politik; en blanding af protest og håb – med særligt fokus på større gennemsigtighed,« siger lektor Carsten Humlebæk fra Copenhagen Business School, som aktuelt er gæsteforsker i Spanien.

Europæisk jordskred

Den gode nyhed er, at vælgerne er engagerede og tydeligvis drømmer om en politisk vækkelse, der kan føre vores samfund i en ny retning. Men hvilken retning? Ja, det er de nye partier langt fra enige om. I dag splittes det politiske landskab mellem på ene side middelklassevælgere, der stemmer på de historiske regeringspartier, og på den anden side under- og overklassevælgere, som stemmer på de mange og nyere partier, som ikke har haft ministerposter. Endnu.

Landsbytosserne og storbytosserne virker til at have dannet en alliance mod det grålige, velorganiserede konsensussamfund. Mere end en tredjedel af vælgerne i lande som Spanien, Frankrig og Danmark vil således stemme på de partier, som lægger klart afstand til den pragmatiske magtelite, som har regeret i mands minde.

Hvad er det dog, der sker? Er hele Europa i gang med at opleve et jordskredsvalg, som en form for efterskælv fra folketingsvalget i 1973? Det er i hvert fald kun få steder i Europa, hvor regeringslederne er populære. Senest har en meningsmåling vist, at borgerne i vores nærmeste nabolande, Sverige og Tyskland, er påfaldende utilfredse med deres politiske ledere, langt over 40 procent af vælgerne mener, at udviklingen går den forkerte vej. Et mønster, der også kendes fra USA, hvor modviljen mod den politiske klasse i Washington D.C. er altdominerende, også langt uden for den højreorienterede og erklærede anti-Etablishment-bevægelse, The Tea Party-Movement.

Ja, vi kan – en español

Mest markant er opbruddet i Spanien, hvor op mod halvdelen af vælgerne tegner til på søndag at ville stemme på de to nystartede partier, enten det græsrodsprogressive Podemos (‘Vi kan’) eller det mere midteroprørske Ciudadanos (‘Borgerne’). De to gamle partier, som ellers har skiftes til at regere,  det konservative Partido Popular, PP, og det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, har begge været plaget af en ondartet kombination af korruptionsskandaler og manglende evne til at løse de voldsomme eftervirkninger af finanskrisen. I perioder har over halvdelen af alle unge i Spanien været arbejdsløse, og grundlaget for protestbevægelser har derfor været ideelle.

Ifølge lektor Oscar Garcia Agustin fra Aalborg Universitet har det vist sig at være en vanskelig proces at kanalisere de udbredte frustrationer ind i det politiske system: »Overgangen for Podemos fra bevægelse til parti har skuffet mange af de unge og indignerede, som oprindeligt var med til demonstrationer og lignende. Men Podemos har forsat træk, der minder om Alternativet i Danmark, altså en ny måde at inddrage borgerne på,« siger Oscar Garcia Agustin, som også fremhæver, at nogle af hardcore-ildsjælene virker til at være blevet desillusionerede, efter Syriza i Grækenland havde mere end vanskeligt ved at få gennemtrumfet en mere socialt afbalanceret gældssanerning: »International politik spiller normalt ikke så stor en rolle i spansk politik, og for mange Podemos-vælgere vil forløbet i Grækenland næppe betyde noget. Men selvfølgelig følger man med i, hvad der er sket for Syriza«.

Farvel til to-partiet

Den folkelige modreaktion i Spanien begyndte med Movimiento 15-M, Occupy og Indignados – to strømninger, der umiddelbart ligner en genopblomstring af venstrefløjen, nøjagtig som det skete med Syriza i Grækenland tidligere på året. Men opbruddet er langt bredere, dels fordi Podemos ikke kun appellere til gamle venstrefløjsere, og dels fordi de andet parti, Ciudadanos, er socialliberalt og EU-føderalistisk.

Lektor Carsten Humlebæk fra Copenhagen Business School forudser et historisk opbrud på søndag: »Hidtil har Spanien været præget af et bipolært system, altså med to partier, som har regeret på skift. Men nu ser vi de to nye partier, Podemos og Ciudadanos, bryde igennem, så vi nu har fire store partier, som konkurrerer om premierministerposten. Det er en helt ny situation,« siger Carsten Humlebæk, som dog på forhånd afviser muligheden for, at Podemos og Ciudadanos kan gå sammen i en nybrudsregering.

Det forventede opbrud i Spanien følger mønsteret fra resten af Sydeuropa, hvor gøgleren Beppe Grillo har vendt op og ned på alle vante positioner med sin antipolitiske 5-stjernebevægelse, der i 2013 trak 800.000 mennesker til et protestmøde og senere fik næsten 26 procent af stemmerne ved parlamentsvalget. Også ved valget i Portugal i oktober gik de mindre partier frem, og den konservative endte med at blive væltet af venstrefløjen .

Det nye Europa

Tilbage i 2003 opdelte den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld Europa i det ‘nye’ og det ‘gamle’: »I tænker på Europa som Tyskland og Frankrig. For mig er det gamle Europa. Hvis man kigger på hele Nato-Europa i dag, så skifter tyngdepunktet mod øst. Og der er mange nye medlemmer,« udtalte han til stort spektakel. I dag skal den væsentligste skillelinje snarere trækkes ned gennem – og kryds og tværs – af de enkelte lande i Europa, hvor et nyt Europa pibler frem fra periferien med protest-, enkeltsags- og modstandspartier, mens det gamle Europa er kortsluttet i kernen.

Splittelsen går i dag tværs gennem lande som Frankrig og Tyskland. Ved regionalvalgene i Frankrig i sidste weekend lykkedes det kun for de gamle og normalt rivaliserende partier at holde Marine le Pens Front National uden for indflydelse ved at gå sammen i en taktisk alliance. Endnu mere opsigtsvækkende er det imidlertid, at også mere end en femtedel af de tyske vælgere nu søger mod mindre partier uden regeringserfaring: Både det venstreorienterede Die Linke, med størst tilslutning i de tidligere DDR-länder, og det højreorienterede Alternative für Deutschland, med bredest base i det tidligere Vesttyskland, står hver især til at få over 10 procent af stemmerne.

Det nye Europa består af de op mod 100 millioner vælgere, som ikke længere har tiltro til Etablissementet. At de indignerede, håbefulde og drømmende – eller hvad man nu skal kalde de mange protestvælgere – ikke har valgt at sætte sig tilbage i sofaen, endnu, viser, at troen på folkestyret er intakt. I hvert fald troen på, at den politiske kurs kan ændres ved at vælge andre politikere.

De overflødiges oprør

Opbruddet i det politiske landskab i Europa er ikke et simpelt opgør mellem socialklasser. I både Danmark og de andre EU-lande er der både højt- og lavtuddannede vælgere, som stemmer på de nye partier, som ikke har siddet i regering. Folkeafstemningen om retsforbeholdet viste imidlertid, at der er dybe geografiske forskelle i stemmemønstrene, som tilfældet også er i lande som Frankrig, Tyskland og Sverige: I de største byer, hvor de rigeste bor, er tilliden til det etablerede system størst, mens provinsbefolkningerne, hvor der i dag bor flere fattige, har faldende tiltro til magthaverne.

Tilbage i 2000 skrev journalistforfatter Erik Meier Carlsen på næsten profetisk vis i sin bog, ‘De overflødiges oprør’: »Det er først og fremmest usikkerheden på fremtiden, tvivlen på, at det går fremad også for en selv og ens børnebørn, der gør en del danskere uden særlig uddannelse eller rigdom bekymrede ved globaliseringens løbske verden«. Udviklingen siden hen har givet ham ret, og forleden udtalte han i et interview i Politiken:

»Min pointe var, at jeg godt kan forstå oprøret. At det har en rationel kerne. Selv om jeg ikke tilslutter mig Dansk Folkepartis politik, så mener jeg, at partiet er en gave til demokratiet,« sagde Erik Meier Carlsen og fortsatte: »Det er uhyre vigtigt, at de mennesker, der er allermest presset af globaliseringen, føler sig hørt, taget alvorligt og ikke oplever, at de bare bliver efterladt i mørket. At de bliver bragt ind på den politiske arena for forhandlinger og kompromiser, er unikt. Det kan man godt mene, uden at stemme på partiet«.

Højre mod nord

Opblomstringen af de mange nye partier i Europa kan opfattes som en demokratisk renæssance: Lige så forskellige de nye, ikke-regeringsbærende partier er – fra Podemos og Alternativet over Front National og Dansk Folkeparti til Alternative für Deutschland og Liberal Alliance – lige så revitaliserende er de hver især for den grundlæggende idé om, at samfund skal styres af folkeviljen. At magthavere skal stå til ansvar over for borgerne.

Mobiliseringen mod Etablissementet er dog vidt forskellig fra land til land. I Sydeuropa har det hovedsageligt været venstrefløjsbevægelser, som har sat ord på de sociale frustrationer i kølvandet på finanskrisen, mens højrefløjen har været på fremmarch i Nord- og Østeuropa, hvor det aktuelt er flygtningekrisen, som er den væsentligste drivkraft bag den øgede tilslutningen. Variationen henover over Europakortet udstiller, at det ofte kan være kombinationen af lokale forhold og enkeltpolitikeres karisma, som afgør om protesten svinger til højre eller venstre – eller snarere nedefra og op, der fremstår som det generelle mønster.

De eneste steder i Europa , hvor opbruddet endnu ikke har sat sig spor i parlamenterne, er lande med bevidst konservative valgsystemer, primært Storbritannien. Selv om det nationalistiske UKIP fik tilslutning fra 12,7 procent af vælgerne ved valget i maj, endte partiet med kun at få 0,2 procent af mandaterne – på grund af valgsystemet med enkeltmandskredse. Som kontrast blev UKIP største parti ved Europaparlamentsvalget med 26,6 procent.

Bølgen fortsætter

Hvad der begyndte i januar med Syriza’s sejr i Grækenland, fortsætter i Spanien på søndag. Men domino-effekten stopper næppe dér: Kun det første kapitel er ved at blive skrevet om det nye Europa, hvor EU-landene også snart kan komme i skarpere clinch med hinanden. Indtil videre synes det taktiske greb med at skyde skylden for alverdens ondskab på bøhmændene i Bruxelles nemlig som den eneste redningsplan for magthaverne.

Over hele Østeuropa har stats- og regeringscheferne held med at pege udad, mod enten nabolandene eller Bruxelles, for derved at stække den hjemlige utilfredshed. Samme taktik synes at være den bærende idé i den britiske premierminister David Camerons drejebog. Efter EU-topmødet torsdag aften lagde Storbritanniens regeringschef op til en langvarig konflikt med de andre EU-lande – om fremtidens stadigt løsere europæiske union. Inden 2017 skal briterne til en ‘knald-eller-fald’-folkeafstemning om hele EU-medlemsskabet, og    dén debat vil uundgåeligt sprede sig til alle andre EU-lande.

Hvis man kigger på hele Europa i dag, så skifter tyngdepunktet væk fra centrum.