Far, søn og fædrelandet - den store kamp

Ingen politisk figur fremkalder i Canada stærkere følelser i end den nye premierminister Justin Trudeaus far Pierre Trudeau. Alt efter hvem man spørger, var han enten personificeringen af ​​et sofistikeret og ambitiøst Canada eller et socialistisk ødeland af en libertiner. Pierres far havde skabt sig en formue på tankstationer, der i 1932 løb op i millioner af dollars, hvilket befriede hans søn fra at arbejde. Som ung mand rejste Pierre til Afrika og Asien, studerede på Harvard og London School of Economics og omgikkes med Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir i Paris.

En Quisling

I Pierre Trudeaus tid som premierminister fra 1968-1979 og igen fra 1980 til 1984 blev den Montréal-fødte boulevard-flanør i det vestlige Canada foragtet for at føre en energipolitik, der begunstigede de østlige provinser. Samtidig blev han lagt for had blandt separatisterne i Québec, der så ham som en quisling, der var gået i den angelsaksiske elites sold. Men i mange henseender var han en visionær pionerskikkelse. Dengang kunne Canadas forfatning kun ændres efter godkendelse i Storbritanniens Parlamentet, et kolonialt levn. I 1982 blev den bestemmelse afskaffet, og dermed blev Trudeau i realiteten til Canadas store landsfader. Som en intellektuel, der satte sig for at løse problemer med et analytisk og kreativt sind, skabte han en konstitutionel juridisk model, der lå midt imellem Amerikas rettighedsbaserede regler og den uskrevne, uformelle britiske tilgang.

Trudeau gav sin søn plads på historiens første række. Som dreng blev Justin præsenteret for Margaret Thatcher og Ronald Reagan (som reciterede strofer fra digtet The Shooting of Dan McGrew) – ja, også Nixon hilste på den dengang ganske lille purk i Ottawa og forudså, at også han en dag ville blive premierminister. Den yngre Trudeau fortæller dog, at han ikke drøftede sin egen eventuelle politiske karriere med sin far før i de sidste år af hans liv.

»Han gik meget mere op i, at vi skulle have indholdsrige samtaler”, siger Trudeau.

»Og her var der ting, der var vigtigere for ham, end politisk taktik.«

Uden kvalifikationer

Justin Trudeau har akademiske grader fra både McGill University og University of British Columbia, men trods sin afstamning og nedarvede rigdom førte han frem til voksenalderen en bemærkelsesværdigt upåfaldende tilværelse. Han rejste verden rundt, røg hash, stod på snowboard og arbejdede endda en overgang som dørmand på barer, før han fik job som gymnasielærer i Vancouver.

Justin Trudeaus mangel på oplagte kvalifikationer som premierminister var iøjnefaldende, og tydeligt var det også, at han ikke havde samme belæsthed og kulturelle horisont som faren. Selv mener Trudeau dog at have gennemgået sin egen særlige skoling. Trudeau påpeger, at han har besøgt næsten 100 lande, tidligere ofte i forbindelse med internationale topmøder, hvor han var sammen med sin far og på den måde fik forståelse for statsmandskunst på tætteste hold. Disse rejser har angiveligt også vakt hans medfølelse for klodens mindre heldigt stillede. I sin erindringsbog, Common Ground, beskriver Trudeau således en episode fra en barndomsrejse til Bangladesh. Holdt i det let sentimentale sprog, som hans modstandere elsker at latterliggøre, men som virker klart dybtfølt, beretter han om et statsbesøg i Dhaka, hvor de var på vej gennem byen i en limousine fulgt af flere andre biler. Pludselig fik han øje på en fattig gammel mand, der med sin cykel stod og ventede tålmodigt på, at kortegen skulle passere. Han blev pludselig grebet af empati for denne mand, og indså i det øjeblik, at vi er milliarder af mennesker på jorden, hver os et unikt individ med hver vores egen historie.

»Jeg har aldrig betragtet mit eget liv og omstændigheder på helt den samme måde siden da,« skriver han.

Canadisk Kennedy

Trudeau-familiens dramaer har længe udspillet sig i canadiernes offentlige bevidsthed på måder, der gør det oplagt at drage paralleller til USAs Kennedy-familie. Justin Trudeaus mor, Margaret, var blot 22 år gammel, da hun i 1971 blev gift med Pierre, dengang 51. Han var premierminister og en berømt eftertragtet ungkarl, men han var også arbejdsnarkoman og en berygtet fedtsyl. Efter at have født ham tre sønner i hurtig rækkefølge blev den feterede skønhed, som i pressen blot var blevet kendt som ’Maggie T.’, taget i at ryge marihuana for øjnene af det ridende politi. Siden spiste hun også det hallucinerende peyote, før hun skulle holde en tale i Venezuela og forlod sin mand, midt under en fest på Studio 54 i New York. Det endte med, at Trudeauerne blev skilt. Ifølge Margarets eget udsagn havde hun i denne perioder affærer med både Teddy Kennedy, Ryan O’Neal og mindst ét medlem af Rolling Stone.

Bag de glamourøse rammer er Trudeau-familiens historie også mærket af tragedier. På en skitur i British Columbia i 1998 omkom Justins lillebror Michel i en alder af 23 under et lavineskred. Hans død syntes at have givet Pierre Trudeau et knæk, han aldrig helt forvandt. Som en dybt religiøs mand med en jesuitisk formet tankegang begyndte han at tvivle sin tro. Michels død blev også fatal for Margaret, som Justin længe måtte tage sig af. Det var først senere, da Margaret var blevet indlagt på en institution for sindslidende, at hun blev diagnosticeret som maniodepressiv. Hun har siden engageret sig i psykiske syges vel, der er blevet den store sag i hendes liv.

Je t’aime, papa

Pierre Trudeaus død i 2000 kom til at markere begyndelsen på Justin Trudeaus offentlige liv. Som den ældste søn, dengang 29, kom det til at påhvile ham at holde den sidste af begravelsestalerne for en af canadisk histories mest markante figurer. Statsbegravelsen af den ældre Trudeau regnes fortsat for en af de mest betydningsfulde begivenheder i canadiske tv-historie, og Justin var den ubestridte stjerne, der leverede en mindeværdig præstation, der rørte nationens følelser, og udfoldede, hvad der lignede et oratorisk naturtalent.

»Je t’aime, papa«, sagde han og lagde hovedet på kisten i en gestus, der øjeblikkelig blev ikonisk for Canadas landesorg.

Otte år senere gik Justin Trudeau gik ind i politik som kandidat ved parlamentsvalget, opstillet i det multietniske Montréal-arbejderkvarter, Papineau. Trudeau udmærkede sig med det samme ved jernhård arbejdsdisciplin og direkte vælgerkontakt. Modsat Trudeaus far, der aldrig var så meget for at give håndtryk til tilfældige folk i menneskemængder, kan hans søns største talent kan meget vel være denne fornemmelse for almindelige mennesker. Da Trudeau samme år blev valgt ind ved en jordskredssejr, var det en stor nyhed i de canadiske medier, men mest af berømmelses- og nostalgigrunde.

Knock out

Den yngre Trudeaus videre vej til at blive ny canadisk premierminister tog for alvor fart i en boksering i Ottawa, en lørdag aften i 2012. På daværende tidspunkt stod Det Liberale Parti lederløst og fiaskoramt efter at et ødelæggende valgnederlag i 2011 havde decimeret dets repræsentation i parlamentet til blot 34 mandater, svarende til godt en tiendedel af det samlede antal pladser. Den fornuftige vej fremad i denne betrængte situation forekom at være en fusion med det større parti, New Democratic Party. I et målrettet forsøg på at ændre på at vende op og ned på den politiske dynamik, valgte Trudeau bogstaveligt talt at starte et slagsmål. I hvad der lignede et dumdristigt publicitystunt, udfordrede han en 37-årig konservativ senator ved navn Patrick Brazeau, kendt som Brass Knuckles, til en trerunders-boksekamp der samtidig skulle rejse penge til kræftforskning.

Alle forventede at Trudeau ville få bøllebank, selv hans egen kone. Brazeau havde det sorte bælte i karate, en baggrund i hæren og var desuden vokset op under barske og svære kår i et reservat for en af Canadas oprindelige folkegrupper, algonquinerne. Hans slagsbroderfysik, tatoveringer, gadedrengesprog og brovtende fremtoning gjorde ham ved aftenens boksegalla til favorit med oddsene 3:1.

Dén lørdag aften stillede det meste af nationen ind på en konservativ nyhedskanal for at se Trudeau – »den blanke pony«, som han blev kaldt af kampens højreorienterede politiske kommentator – blive drevet forventeligt rundt i ringen af Brazeaus dødbringende venstrehug. Men noget uventet skete: Trudeau fandt fint sit fodfæste og viste sig tilmed i stand til at sætte det ene stød efter det andet ind. Tough guy-senatoren kunne til sidst ikke stille andet op end at tage imod, for træt til at hæve sine arme til parade. Hans ansigtsudtryk vekslede mellem harme og frygt. Forvirringen var total og blodet var begyndt at pible frem fra senatorens næsebor, da Trudeau gjorde klar til nådestødet. Kampen blev stoppet i tredje runde, lige akkurat i tide til at forskåne Brazeau fra at gå i gulvet.

Kommentatoren måtte modvilligt anerkende sejrens historiske betydning. ”Jeg kan høre dem allerede”, sukkede han. ”Trudeau har format til at lede landet”.

Ikke en sølvske i munden

På vej igennem Ottawas gader 10. november, seks dage efter hans edsaflæggelse, sidder jeg sammen med Trudeau i en vognkortege, hvis trafikale adfærd er komisk respektfuld. Hans følge af fire sorte SUV’er stopper ved alle røde lys, sideblinker respektfuldt, overholder alle hastighedsgrænser og bruger hverken sirener eller politieskorte. Det er som en satirisk sketch om canadisk høflighed. Vi bliver kørt til en arena fyldt med 16.000 unge, der er samlet for at fejre non-profit-ngo’en Free the Children. Med behændig politisk sceneteknik har Trudeau udnævnt sig selv til at også at være minister for ungdom og dermed opgraderet betydningen af en ellers marginal ministerpost.

Jeg spørger premierministeren, om nævekampen mod Brass Knuckles Brazeau var del af en større plan – et stykke agitprop, der skulle vende hans politiske krigslykke og med den også nationens skæbne. Trudeau stirrer ud af vinduet et øjeblik, overvejer spørgsmålet, vender sig derefter imod mig med afmålt nik og et listigt smil. Han forstår sig udmærket på magtsymboler og har tænkt sig at udnytte den viden.

»Jo, måske havde jeg også en lille smule blik for det,« siger han med en stemmeføring, der syntes at dække over en vis forstillelse.

»Kampen kunne også bruges til at overraske folk og rette deres fokus imod, hvem jeg er. Det handlede ikke om, at jeg ville bevise noget for mig selv. Bortset fra måske minde mig selv om, at jeg godt kan fører mine planer ud i livet. Det var snarere en effektiv metode til at vise, så alle kan forstå det, at man skal ikke undervurdere mig. Som folk har haft en tendens til.«

På vej i kortegekørsel, som han også prøvede så mange gange som dreng, men aldrig som centrum for al opmærksomheden vælger Trudeau sin ord med omhu.

»Der er den her opfattelse af, at jeg er vokset op med sølvske i munden«, sagde han.

»Jeg har boksetrænet on and off i 20 år, så jeg vidste, at jeg i værste fald ville få tæv, men ikke mere, end at jeg stadig ville kunne holde mig oprejst frem til slutningen. Jeg var sikker på, jeg kunne tage imod slagene. Jeg vidste, jeg havde udholdenhed til at gå tre runder. Folk sagde bagefter, at senatoren måske ikke havde lagt tobakken på hylden, imens han trænede. Selv fokuserede jeg udelukkende på min træning. Folk er omsider begyndt at forstå, at jeg arbejder utroligt hårdt for at nå alt det, jeg sætter mine kræfter ind på.«

Storsejr

Et år senere valgte Det Liberale Parti ham til leder, og to år efter dette valgte hele landet ham til ny premierminister. Den forhenværende underhund Trudeaus vandt tilmed en sejr af overrumplende dimensioner: Med et komfortabelt flertal på 184 pladser i parlamentet og parlamentsmedlemmer valgt fra alle distrikter landet over, har han opnået et ubestrideligt nationalt mandat. Som regeringsleder har han da heller ikke tøvet med at fremlægge sin egen ambitiøse dagsorden: Finansiering af infrastrukturprojekter for at stimulere økonomien er på plads; der er sat gang i støtteprogrammer for at mindske antallet af fattige børnefamilier; efterforskning er indledt af de uhyggelige forsvindinger og mord på hele 1.000 kvinder fra landets oprindelige folkegrupper; vidtgående tiltag til begrænsning af kultveilteudslip er indført, og hash er blevet legaliseret. Det canadiske system ikke har samme checks and balances-kontrolmekanismer, som de forskellige grene af det amerikanske statsapparat sikrer, så Trudeau kan gennemføre sin politik uden at få lagt hindringer i vejen af en den højreorienterede opposition.

Som et eksempel på sine politiske ideer fremhæver Trudeau sin beslutning om at hæve topskatten for den bedst indtjenende øverste procent og samtidig sænke skatten for middelklassen, samtidig med at statslige midler afsættes til at forbedre infrastrukturen. Han ved, at dette ville betyde, at Canada på kort sigt vil pådrage sig underskud, hvilket er usædvanligt for et land, der er kendt for sine finanspolitiske forsigtighed, men føler sig overbevist om, at dette er vejen frem. »Lande med selvtillid må være villige til at investere i fremtiden,« sagde Trudeau, »i stedet for altid at følge den konservative ortodoksi om balancerede budgetter for enhver pris.«

Canadisk identitet

Under indtryk af den syriske flygtningekrise har Trudeau lovet at tage imod 25.000 civile krigsflygtninge til landet inden årets udgang – en erklæring, der har samlet national opbakning i disse hans hvedebrødsdage som ny leder. Skudangrebene i Paris har ikke fået ham til at omgøre den beslutning, om end han har valgt at trække processen lidt ud for at gøre den mere sikker. Den 1. januar ankommer de første 10.000. Men var angrebene i Paris og San Bernardino sket i Montréal eller Winnipeg før valget, kunne han udmærket have tabt, hvilket meget godt illustrerer de demokratiske institutioners skrøbelighed i en terrorens tidsalder. Trudeau siger, at han ønsker Canada gjort fri af frygtens og splittelsens politik.

»Da en moské blev vandaliseret i et lille landsbysamfund i Cold Lake, Alberta – som er så konservativt et sted, man overhovedet kan forestille sig det i Canada med alle de stereotyper, det indebærer – gik hele byen på gaden næste dag for at hjælpe skrubbe graffiti væk og udbedre skaderne,« fortæller Trudeau mig.

»For lande med stærk national identitet – sproglig, religiøs eller kulturel – kan det opleves som en udfordring at integrere mennesker af forskellige baggrund. I Frankrig er det stadig en modsætning mellem den typiske borger over for den atypiske borger. Den dynamik har Canada slet ikke.«

Der findes ikke desto mindre terrorgrupper, som har erklæret, at de specifikt har udpeget Canada og canadiere som mål. I spørgsmål om national sikkerhed hævder Trudeaus kritikere, at han er en farlig letvægter. Trudeaus mest radikale argument er, at Canada er ved at blive en ny slags stat, der ikke alene er defineret ved sin europæiske historie, men ved sin ​​mangfoldighed af ​​identiteter fra hele verden. Hans helhjertede tilslutning til denne pan-kulturelle arv gør ham til en reinkarneret udgave af sin fars vision.

»Der findes ikke en kerneidentitet eller en bestemt mainstream i Canada,« hævder han. »Hvad vi har, er fælles værdier – åbenhed, respekt, medfølelse, vilje til at arbejde hårdt, at være der for hinanden, og stræbe efter lighed og retfærdighed. Disse kvaliteter gør os til verdens første postnationale stat.«

Da han træder ud af sin SUV, synligt ivrig efter at blande sig med menneskemængden, virker Trudeau, som netop har påbegyndt en meget lang og højest uvis rejse.

»Jeg er spændt på at træde ind på den internationale scene,« siger han med denne særegne canadiske underdrivelse, som er iblandet dynastisk selvtillid.

»Jeg tror, ​​at folk er begyndt at forstå, at jeg faktisk er i ret god form til at påtage mig den her post.«