Det orange madtelt er det eneste sted i lejren, hvor alle asylansøgerne kan samles. I dag er her skoleindskrivning, og når undervisningen går i gang i næste uge, vil det også være her. Det kurdiske vennepar Dler og Shahoo er blandt de første der møder op i teltet. Shahoo har medbragt en lille grøn blok, men ingen kuglepen.
»Hej – jeg hedder Jesper, og jeg er jeres lærer«, lyder det med tydelige mundbevægelser fra underviseren Jesper Roed. »Jesper«, »Jesper«, »Jesper«, genlyder det omkring i teltet, hvor mændene afprøver lyden af navnet.
Jesper taler, og medarbejderne Sultan Ali Jafari og Ammar Mohamed Ali oversætter. Stemningen er forventningsfuld. Sultan har et komisk øjeblik, hvor hans korttidshukommelse svigter: Han starter oversættelsen og må stoppe og spørge Jesper tre gange om tidspunktet for undervisningen. Tirsdag og torsdag klokken 10.30 og 11.30. Teltet griner og klapper venskabeligt. Så bliver det fortalt, at der i første omgang kun bliver plads til 80 elever. Den information starter en mumlen i teltet, hvor der er mindst dobbelt så mange, som vil i gang med danskundervisningen. Straks bliver der efterspurgt flere hold.
»Efter juleferien«, bliver der svaret – om to uger. Der skal først findes flere lærere og bedre lokaler. På bagerste række spørger en fyr, hvorvidt arabere, kurdere og farsi-talende skal undervises sammen. Ja, det skal de. Dette afføder en generel måben. Så rækker en anden mand hånden op, og spørger »Hvor længe skal vi bo her i lejren?«
»Så kort tid som muligt«, er det eneste svar, Jesper Roed kan give.
Ballade
Gruppen er frustreret over, at ikke alle kan få undervisning med det samme. Folk taler højlydt sammen, nogle går bare deres vej.
»Sig, at jeg forstår deres situation. Jeg forstår, at de gerne vil i gang. Men jeg er én lærer til 400 mennesker, så derfor er det sådan,« siger Jesper.
Han sætter sig ved et bord, hvor asylansøgerne kan komme med deres ID kort og tilmelde sig efter først-til-mølle-princippet. De, der før stod bagerst, vælter nu op foran, der opstår højlydte skænderier, og en lille gruppe udvandrer i vrede. I den tætte mængde oppe foran bordet begynder en stor mand med krykker pludselig at råbe vredt. Han skyder truende brystkassen frem mod en anden fyr og må holdes tilbage af sine venner. Da gemytterne er dæmpet, og vennerne slipper ham, løfter han en af de grå plastikstole med stålben op i luften og truer den ventende gruppe. Hans venner eskorterer ham ud af teltet, hvor han går småskændende gennem flokken. Shahoo og Dler bliver roligt siddene.
»Zoo«, siger Shahoo, og smiler hovedrystende af optrinnet. »Jeg kender det her, det er et arabic problem.«
Konspirationsteorier
Interessen for danskundervisningen er overrumplende. Det er umuligt for medarbejderne at styre indskrivningen på retfærdig vis. Dler og Shahoo er overbeviste om, at der er mere end blot masen på spil: De mener, at araberne og afghanerne bliver favoriseret, fordi medarbejderne Sultan og Ammar har henholdsvis arabisk og afghansk baggrund. Dler laver hurtigt et sindrigt procentuelt regnestykke med lister over nationaliteter, som skal vise at kurderne snydes i indskrivningsprocessen.
»Vi får ikke lov at skrive os op. Tjek selv listerne bagefter,« siger han.
»Yes«, lyder det i det samme oppe fra indskrivningsbordet. En glad mand klarede det, han kom på listen. Det gjorde Dler og Shahoo ikke. Da de endelig når op til bordet, lukker indskrivningen foran næsen på dem.
»Der kan være fyrre på et hold, med der vil kun møde 20-25 op. Man skriver sig op, men kommer ikke. Sover, eller glemmer det måske,« spår Dler.
Bagefter diskuterer han og en lille gruppe med Sultan, som de beskylder for at gøre forskel på nationaliterne. Reelt står medarbejderne i en nærmest umulig position, hvor de ikke kan stille nogen tilfredse.
Det bliver understreget, da jeg senere på dagen møder gruppen af irakere og spørger, om de fik sig skrevet op til skolen. Ali ryster opgivende på hovedet, og fremlægger præcis samme konspirationsterori som Dler, bare med modsatte roller. Nu er det araberne, der er ofre:
»Det er kun kurdere og farsi, der kom på listen«, sukker han.
Et dristigt projekt
Et par dage senere er der bogstavelig talt en helt andet scene i madteltet. Den nye medarbejder Robert Senftleben har arrangeret en ‘Open Mike’-aften, hvor asylansøgerne kan optræde for hinanden. Med hjælp fra en energisk gruppe flygtninge har han bygget en lille scene op af europapaller og en mdf-plade. Han har skaffet musikudstyr og højttalere, en lyskæde, et gulvtæppe (der kun knap dækker scenen) og en guldkuglekrans fra Ikea hæftet direkte på teltdugen.
Det virker som et dristigt projekt, når man tænker på de ulmende konflikter grupperingerne imellem. Der er risiko for buh-råb og slagsmål, men også for at ingen møder op på de tre lange stolerækker foran scenen. Om dagen har jeg snakket med iraneren Mehdi, som ikke har tænkt sig at komme. Han er trist til mode:
»Selv hvis Michael Jackson stod op fra de døde, ville jeg ikke dukke op,« siger han.
Det nervøse slangemenneske
Men klokken 20.30 begynder det at sive ind med mennesker, og der må flere stole til. Der er flere børnefamilier, og mange folk er repræsenteret: Kurdere, irakere, iranere, afghanere, syrere, og nogle unge fyre fra Eritrea. De små børn leger imellem benene på de voksne, stemningen er munter som til en vestjysk familiefest i det lokale forsamlingshus. En forventningsfuld mumlen stiger op. På forhånd er der tre optrædende på programmet: Slangemennesket Farshad, medarbejderen Ammar Mohamed Ali, som vil trylle, og en iransk sanger, Ibrahim, som Robert har store forventninger til.
Med sig på scenen har han to unge oversættere, Farshad og Himdad. De tre værter står på en række iført hver sin blazer i henholdsvis grøn, sort og kamelfarvet. Slangemennesket er nervøs, men Robert beroliger ham: »You are fucking strong«, siger han. Og til lyden af trommer og keyboard bryder Farshad isen og hopper på scenen med omvendt kasket: Han løfter op i trøjen og vrider sin mave i mærkelige positioner, vender sine øjenlåg om, flasher sine hypermobile led. Han får latter og bifald, og en gruppe pænt udseende mænd nede bagved græder rent faktisk af grin.
Roberts dundertale
Ammar udfører klassiske trylletricks med mønter og tørklæder, som forsvinder for pludselig at dukke op bag en tilskuers øre. Jublen er stor.
»Kurder, farsi, iraker, araber… vi er alle ét folk«, råber Ammar til publikum på engelsk og høster igen stort bifald. Han er tydeligvis selv optændt af situationen.
Det er som et tryk, der letter, et fællesskab, der rykker sammen. Så tager Robert mikrofonen, og holder en dundertale:
»Danmark har ikke haft så mange flygtninge siden Anden Verdenskrig«, råber han.
og der bliver ret stille.
»Jeg ved, I er en svær situation. Personalet her arbejder hårdt og gør sit bedste. Den danske regering gør sit bedste. Vi skal være gode ved hinanden.«
Der klappes, og han går længere:
»Jeg ved, at ventetiden er et helvede. Men jo mere ballade, I laver her, jo mere ballade skaber I for for jer selv og for jeres brødre og søstre fra jeres hjemlande og religioner.«
Efter denne svada kalder han sangeren Ibrahim på scenen. Men han dukker ikke op. Selv ikke da publikum råber hans navn i kor. I stedet hopper en ung fyr som en spændt fjeder på scenen, og musikken begynder rytmisk. Forreste række kommer hurtigt på fødderne. Flere mænd rejser sig, danner kæde og danser i rundkreds.
I en rundkreds uden om rundkredsen står lige så mange mænd og optager dansen med deres smartphones.
Vrikkende hofter
Herefter overtager den ene spontane sanger mikrofonen efter den anden. Både kurdere, iranere, irakere, afghanere og eritrianere indtager scenen. Der er fællessange, up-tempo sange med masser af tromme og melankolske sange, hvor lidelsen i stemmen transcenderer sprogbarrieren. Der er ingen buh-råb, ingen konflikter.
Nogle giver helt slip, og syrer ud på dansegulvet. En ældre herre med tatovering på halsen danser som en hane i bratte ryk – en form for mellemøstlig breakdance, hvor han danner firkanter foran ansigtet med sine hænder. Det er spas, og han griner også af sig selv. Flere mænd vrikker med hofterne, så Shakira ville blive misundelig.
De få kvinder, der er til stede, danser ikke, heller ikke pigebørnene. Men to drenge på 3-4 år efterligner de voksne med hænderne i vejret og vrikkende hofter. Et par folk fra Venligboerne sidder tilbagelænet på rækkerne og nyder festen. En dansk dame strikker i ro og mag, flankeret af et par kvindelige asylansøgere.
Ammar og Sultan danser skiftevis med og styrer scenen. Robert står nede bagved og smiler tilfreds. Aftenen er en succes. Pludselig kommer en lille task force og kidnapper ham i en kongestol. Han havner på midten af dansegulvet, med en cirkel af klappende mænd omkring sig.
Den triste sanger
Senere finder Robert Ibrahim, altså den eneste sanger, der havde tilmeldt sig før arrangementet. Han står lige uden for teltet og ser trykket ud, i det jakkesæt han har lånt i dagens anledning.
Han har en god grund til at blive væk fra scenen. Lige før han skulle optræde, fik han er opkald fra Iran: Hans bror er blevet arresteret, ført væk af politiet. Robert prøver at overtale ham til at synge alligevel, men Ibrahim er for berørt. Han forsvinder ud i mørket. En sprække af virkeligheden trænger for et øjeblik ind til teltfesten.
Men showet fortsætter, og flere sangere melder sig på banen. En parallelfest starter i den anden ende af teltet, hvor iranerne danner rundkreds og synger en høj fællessang. Deres fest overdøver gruppen af irakere på scenen, og et øjeblik synes stemningen at kunne vende til det værre. Men i stedet forlader irakerne scenen, ser sig slået i en fredelig musikalsk battle og glider stille og roligt ud igennem teltåbningen. Familierne er også gået hjem med trætte børn på armen. Da der er cirka 80 personer tilbage i teltet, bryder festen op. En iransk asylansøger tager mikrofonen og lukker aftenen med disse ord: »Tak til Thisted. Tak til personalet her på centret.«
Han remser de ansattes navne op: Anders, Sultan, Ammar, Robert, Peter og Mai får hver en klapsalve. Klokken er 23.30. Det er slut, og folk finder deres senge, i hus, telt og sal. Det er tre uger siden, dette center kom op at køre. Denne nat er den første, hvor der har været ro i lejren.
Udskiftning
Nødcentret er begyndt at tjene sit formål som et midlertigt sted. Gennemstrømningen er begyndt, og indtil videre er 50-60 mænd rejst videre ud i Danmark.
En dag er familierne væk. De kørte afsted i en bus aftenen før efter en følelsesladet afsked med Thisted. Familierne græd, medarbejderen Mai Manaa Kristensen græd. Familierne var blandt hendes ‘første’ asylansøgere, og hun gør sig tanker og bekymringer om deres videre færd.
Nu er de spredt ud over landet på de rigtige asylcentre. Hvor de får penge mellem hænderne, hvor de kan købe ind og lave mad selv. I et par dage er her ingen børn, intet liv på gangen med de tolv familieværelser.
Men så en aften kommer endnu en bus med nye familier. De bliver sat af i mørket, omtumlede og trætte, på Simons Bakke udenfor teltet. En 9-årig pige står alene i gangen, hun er kommet med sin mor og lillebror. Hendes opgave lige nu er at passe på de godt fem plastikposer, som indeholder alle familiens ejendele, inklusive dyner og puder. En af poserne kan de ikke finde. Moren leder efter posen sammen med lillebroren. Pigen står stille og kigger på mig med et smil, der ikke rigtigt vil smiles.
Så gnider hun sig forsigtigt i øjenkrogene med spidserne af sine pegefingre. Det er for at stoppe tårerne, men de løber ud alligevel. Hun er musestille, men tunge dråber løber ned ad kinderne. Så kommer moderen, som har fundet posen med tingene. Pigen smiler lidt nu, indikerer over for mig, at det var den, hun savnede, at det var derfor hun græd.
Taliban tog ham
Senere triller tårerne igen på pigens kinder. Det er, da Mai spørger hendes mor, hvor faren er henne. Ved indtjekningen registrerer hun nogle af mandens papirer, og Mai bliver nervøs for, om han mon er havnet på et andet center i Danmark, om familien er blevet delt ved en fejl. Så kommer historien. Han blev taget af Taleban om natten, revet ud af sengen og morens favn. Børnene fik en pistol for panden, og mændene fra Taleban sagde, det var deres tur næste dag. Moren tog børnene, rejste af sted samme nat og har været på flugt lige siden.
Nu er hun her. På det lille kontor i asylcentret er medarbejderne og tolken helt uforberedte på den voldsomme fortælling. Alle bryder i gråd. Medarbejderne Mai og Ammar og den tolkende asylansøger græder uden filter. Moren er i krampegråd, og Mai fortæller, at hun er i sikkerhed her. Hun finder nattevagten, præsenterer ham, fortæller, at han passer på dem. Kvinden får Mais telefonnummer og en nøgle til sin dør. Nøglen til et værelse med tre køjesenge i Thisted.
Borgermøde
På den anden side af de lukkede døre til Beredskabets område er der samme aften borgermøde. I et undervisningslokale har vi borgmesteren, politiet, kommunen, Udlændingestyrelsen og lederen af asylcentret. 38 borgere er mødt op, mange grå i toppen. De fleste spørgsmål udviser en bekymring for asylansøgerne:
Ville det ikke være mere bekvemt at bo i nogle af de af kommunens bygninger, der står tomme, i stedet for i en teltlejr? Er det virkelig nødvendigt med et nødcenter? Får de den lægehjælp de har brug for?
En enkelt kvinde, Hanne Pedersen, bor for enden af bakken. Hun føler sig utryg over de mange mænd.
»De kommer gående i store grupper ned ad bakken. Før var det familier med barnevogne, der gik forbi,« siger hun.
Hun så gerne mere politi i gaderne og tør ikke længere lade sin 16-årige datter gå alene til McDonald’s om aftenen.
Politimanden Claus Nørgaard afviser, at der er brug for mere synligt politi: »Det kan også skabe utryghed, hvis folk ser, at politiet er der hele tiden. For så er vi med til at kriminalisere noget, som ikke er kriminelt.«
Han understreger, at kriminaliteten i området ikke er er steget.
»Jeg kan godt forstå, det kan skabe utryghed, for det er en ændring af det normale billede,« siger han til Hanne Pedersen, som nikker bekræftende. »Men jeg tror bare, vi skal vænne os til, at det er andre typer mennesker, der er her.«
Aftenen ebber ud i ufrugtbar snak om asylansøgernes økonomi, som ingen fra panelet rigtig ønsker at gå ind i. Hanne Pedersen har overhørt en samtale om, at det er »femhundrede- og tusindkronesedler, asylansøgerne langer over disken i Kiwi.«
Andre er til gengæld forargede over lommepengenes ringe størrelse.
»Er det rigtigt at de kun får 8 kroner om dagen?« spørger en korthåret kvinde. »Det synes jeg faktisk er at gøre lidt grin med folk.«
Afsked
Lokalsamfundet snakker videre om centret, og på centret går livet videre. Afskedsscener er blevet en del af hverdagen. I gangen ved kontorerne er der fuld af asylansøgere, som står med deres ejendele i sorte sække. 18 mænd skal videre i dag, og Thisted skal sørge for at de kommer de rigtige steder hen. De skal til så forskellige steder som Thyregod, Ranum, Sommersted, Faaborg og Samsø.
Samsø er et problem. Kun én person skal derover, og han kan hverken læse eller skrive og kan intet engelsk. Den hurtigste rute til Samsø tager otte timer og 30 minutter, og det er med med to busser, to tog, en færge plus en gåtur på en time. Medarbejderen Ammar Mohamed Ali løber rundt med håndskrevne sedler for at holde styr på alle navne og destinationer. Han vil kontakte den centrale booking i Udlændingestyrelsen for at høre, om der kan findes en løsning på Samsø-problematikken.
Til gengæld slipper centret fremover for at administrere de besværlige og dyre rejser for asylansøgerne til Sandholm-lejren og retur for at udfylde et kort spørgeskema. De har fået lov at klare spørgeskemaet her på stedet.
Der er én, som ikke vil af sted til et nyt center, og Ammar går rundt imellem teltene og kalder på ham. Fyren ser slukøret ud, da han bliver fundet. Han har fået venner og vil helst blive her. Faktisk er de to, der ikke vil videre.
»Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre ved det,« siger Ammar.
Det midlertidige sted er for disse mænd blevet den trygge havn, og sådan er de ikke de eneste, der har det. Mange af de fraflyttede mænd og næsten alle de familier, der flyttede i sidste uge, har haft ringet: De vil tilbage til Thisted.
»De siger, folk er venlige her, at her er rent og god service,« fortæller Ammar. »Det synes jeg faktisk er en succes i sig selv.«
Det er tæt ved at være afgang, og ved døren står en fyr med en stribet hue. En lang række af mænd kommer forbi for at tage afsked. De kindkysser, krammer, holder hånd og ønsker lykke til med lange, varme håndtryk.
Iraneren Mehdi siger farvel til en anden mand, som han kalder »min ven fra teltet«.
»Men jeg er faktisk glad for, at han rejser,« siger han. »Han var ved at slå os andre ihjel, fordi han snakkede så meget om sin familie, og om hvor dårligt han har det. Det er nemmere, når der ikke tales om det,« forklarer han.
En skoledag
I salen bliver der udleveret penge. Her til jul får asylansøgerne ‘fri’ og kan tage væk, hvis de har lyst og råd til det. De har først meldepligt igen efter nytår. Køen slanger sig fra udleveringsstedet og næsten hen til de bagerste sovekabiner. To kvindelige medarbejdere sidder bag en skærm og udleverer kuverter mærket med hver en asylansøgers id-nummer. Indeni er penge til de næste 14 dage. Præcis 125 kroner.
Det orange madtelt er blevet pyntet med gran og sirligt flettede stjerner og hjerter. En gruppe fra Venligboerne holdt juleklip her i søndags. Det glittede papir står i kontrast til den jordslåede orange teltdug. Virkeligheden lader sig ikke camouflere, men symbolikken er tydelig: Nogen vil dem det godt.
I bagenden af teltet står et whiteboard på hjul – der er danskundervisning i dag. I sidste uge var folk ved at komme op at slås, fordi der kun var plads til 40 asylansøgerne på hvert danskhold. Men den kurdiske landskabsarkitekt Dler fik ret, da han gættede, at knap så mange ville møde op, når det kom til stykket. Foran tavlen på plastikstolene, sidder 22 asylansøgere. Dler er én af dem. Han har fået den idé at lave en handy danskparlør for asylansøgere. Han er allerede i gang, har et A4-ark med plads til hele 291 oversættelser. Læreren Ulrik Flinta underviser i tallene, og der tælles i kor.
Der er flest kurdere til stede, og Dler gør hurtigt sig selv til undervisningsassistent, hopper op til tavlen og oversætter, da det kniber med at lære princippet bag ‘første, anden, tredje’ osv. De andre kalder ham for »doctor«, og underviseren griber hurtigt hans hjælpsomhed: »Doctor – do you think they understand?« spørger han smilende. Klassen klapper ad Dler, da han sætter sig tilbage på plads.
Julen koster penge
Undervisningen skifter emne til ‘dansk jul’. Alle gentager højt efter læreren: »JUL I DANMARK«. Der er laminerede A4-ark med naive, farverige tegninger: Et juletræ, en kirke, flæskesteg, andesteg og ris a la mande. Ulrik forklarer, at danskere danser om juletræet, går i kirke og hører om Jesus. Han bruger store fagter og mimik, det er nærmest et teaterstykke. Så handler det om julemad.
»Flæskesteg«, siger Ulrik med store mundbevægelser, og peger på tegningen.
»FE-LÆ-SKE-STEJ«, gentager asylansøgerne så samstemmigt, at det minder om dårlig satire fra cirkusrevyen. Men det her er virkeligheden, hvor de nytilkomne mennesker uskyldigt forsøger at favne og forstå disse stærke nationale symboler.
I løbet af den halvanden time undervisningen varer, lyder jævnligt en plingende lyd. Det er, når asylansøgerne modtager beskeder på Facebook Messenger, hvor de fleste er aktive. Mange affotograferer tavlen med mobiltelefonen i stedet for at tage noter.
Det slutter med, at alle siger »glædelig jul og godt nytår«.
»Flot«, siger Ulrik, og der klappes igen.
Det var dansk for i dag. Folk pakker deres få papirer sammen, »thank you, teacher«, siger en høflig elev på første række.
Bagefter henvender en midaldrende mand sig til mig. Han står i rygeskuret udenfor og får sig en cigaret.
»Jeg er ked af det«, siger han. Han hedder Yahya og er en revisor fra Teheran. »Det er fejringstid, og jeg er væk fra min familie – jeg er en flygtning.«
Han har stålindfattede briller, en brun læderjakke på, og en mild, faderlig udstråling.
»Julen er ikke for os. Den er kun for danskerne. Ikke på grund af religion eller noget, men fordi vi ingen penge har.«
Asylcentret har bestilt dansk julemad til 24. december. De skal have and. Ingen flæskesteg.