Åndssvag religion i retten

Forfattere kan ikke fordrage lyden af en nøgle der drejes om i en lås, ligesom de ikke bryder sig om tremmer for vinduerne. De er ikke vant til at blive bevogtet af gendarmer og få forbud mod at gå ud, mod at drikke, mod at ryge … Alligevel er det deres fælles skæbne her tilbage den 17. september 2002. Romanforfattere, litteraturkritikere, tidsskriftsredaktører: Syv ‘litterater’ sidder i mere end ti timer indespærret i vidnerummet ved siden af retssalen i Justitspalæets 17. kammer i Paris, på Île de la Cité. Det der forener dem – det der næsten er deres fælles lænke? Den tiltalte: Houellebecq, Michel.

Forfatterjagten

På en af bænkene i rummet sidder Philippe Sollers, den parisiske litterære verdens solkonge og redaktør af tidsskriftet L’Infini; Michel Braudeau, en vidtløftig romanforfatter og redaktør af litteraturtidsskriftet La Nouvelle Revue Française; den spanske dramaturg Fernando Arrabal, en trivelig Don Quixote som løber i zigzag mellem absurditetens vindmøller; og Dominique Noguez, en subtil forfatter der er stamgæst i Atelier du Roman (en klub der havde Houellebecq som en af sine herolder i 1990’erne).

I det modsatte hjørne af det ganske lille lokale sidder Pierre Assouline, det litterære miljøs Sherlock Holmes, romanforfatter og chefredaktør for det bredt anlagte litteraturmagasin Lire, samt ‘hans’ journalist Didier Sénécal, der er freelancer ved magasinet og en af de første der opdagede Houellebecq. Der er kun én kvinde i den lille flok, en høj brunette i buksedragt: Det er chefen for Le Monde’s litteraturtillæg Monde des Livres, Josyane Savigneau. De ligner syv personer på jagt efter en forfatter, og det er den eneste gang de nogensinde sidder i det samme fængsel.

Krænkelsesanklage

I princippet er de alle sammen tilhængere af frihed og af den kaution som Saint-Germain-des-Prés har fremskaffet til forfatteren Houellebecq. Romanforfatteren er blevet anklaget af Paris’ Stormoske, af Lyons Stormoske og af en lang række muslimske eller islamistiske foreninger for at ‘krænke’ Muhammeds religion. Selv sidder han allerede på anklagebænken i retssalen med blikket stift rettet mod sine store sko og sine indsyede cowboybukser. Skuldrene er godt trukket op inde under den ternede skjorte. På det her tidspunkt lignede hans nye frisure »spredt beplantning i en fransk barokhave, anbragt øverst på hovedskallen,« noterer Dominique Noguez senere i sin dagbog, hvor han også skriver at forfatteren ser vis ud.

Et burlesk epos

Det er sidst på sommeren, og som ved en teaterpremiere står folk klinet op ad de høje paneler og ad vinduerne i 17. kammer. Houellebecq spiller for fulde huse. CNN’s og Al-Jazeera’s kameraer står i døråbningen, forfatterne Régine Desforges og Gabriel Matzneff sætter sig på tilhørerpladserne i deres stiveste puds. Michel Houellebecq vender sig ikke om mod den nationalistiske politiker Bruno Mégrets tilhængere, som på deres T-shirts har et billede hvor Den Franske Republiks nationalsymbol Marianne har bind for munden.

»Jo da …«, »Jeg ville måske have en tendens til at mene at …«, »Om man vil …«: Romanforfatteren svarer lakonisk på de spørgsmål der bliver stillet af domstolens præsident, den smilende Nicolas Bonnal der er lidt skræmt: Det er en af de første gange han optræder i 17. kammer efter at have efterfulgt kommandør Montfort, som gennem ti år stod i spidsen for denne litterære salon hvor belevenheden og ordet hersker. Ligesom den store franske komiker Louis de Funès eller skuespilleren Fabrice Luchini kan Houellebecq alene med sin stemme forvandle dagligdags banaliteter til et burlesk epos.

»Er De forfatter?«

»Ja, i bedste fald …« svarer han og lægger en finger mod læberne.

Spørgsmålene preller af på ham som vand på en gås: Når man spørger ham hvad han mener om islam, er det som at spørge en de kloner af ham der optræder i hans romaner. »Jeg er ikke intellektuel sådan som Sartre var det,« siger han. »Hvis man kendte mig, ville man vide at det er meningsløst at spørge mig hvad jeg mener om et eller andet, for jeg skifter tit mening,« tilføjer han. Eller: »Jeg kan sætte semikolonner bedre end de fleste, og det forholder sig på samme måde med monoteismen: Jeg kan variere i det uendelige.« Og: »Man skal ikke overdrive, mine udtalelser skabte ikke ligefrem nogen verdensomspændende chokbølge.«

Provokationer

Hans ‘udtalelser’ blev fremsat et år tidligere over for Didier Sénécal i anledning af udgivelsen af hans tredje roman, Platform, der dykker ned i den verdensomspændende sexturisme, og som på det tidspunkt allerede havde vakt vrede hos forlaget bag turistguideserien Guide du Routard. »Den mest åndssvage religion er nu alligevel islam. Når man læser koranen, bliver man modfalden … modfalden,« siger Houellebecq til magasinet Lire i september 2001. »At læse koranen er en modbydelig oplevelse,« har han også vrisset i Le Figaro, og det interview bliver citeret af anklagemyndigheden.

Forfatteren har sagt mange andre ting i det famøse nummer af Lire. For eksempel har han udtrykt sympati for Philippe Pétain, som stod i spidsen for den autoritære Vichy-regering der samarbejdede med tyskerne under Anden Verdenskrig. Houellebecq gav udtryk for at han opfattede Pétain som mere modig end general de Gaulle: »Jeg synes det er letkøbt at tage til London og prale frem for at tage sig af vort lands egentlige vanskeligheder.«

Men i den leder som ledsager interviewet – og hvor Pierre Assouline præciserer at den interviewede havde leveret sine svar »mens han drak som et hul i jorden« – bliver der også sorteret i tingene: »Hvem ville vove at tage ham på ordet når han hævder at han er tilhænger af Pétain?« Til gengæld mener Assouline at »når han er fuldkommen opslugt af sit had til arabere, placerer han sig helt uden for rammen«.

Intet af beklage

Houellebecq blev rasende over at hans forlag Flammarion gav udtryk for deres ‘beklagelse’ over for Stormoskeens ledende imam efter at interviewet var blevet offentliggjort, og derfor afviste han at bruge forlagets advokat og valgte i stedet Emmanuel Pierrat, som skulle krydse klinger med Stormoskeens forsvarer, Jean-Marc Varaut. Varaut var i sin tid advokat for Maurice Papon, der var generalsekretær under Vichy-regeringen, og han er ikke den eneste civile part i sagen. Han sidder sammen med rådsforsamlingen fra menneskerettigheds-ngo’en Ligue des Droits de l’Homme. »Den ene part forsvarede angiveligt sharia, den anden part forsvarede på én og samme tid ytringsfriheden og kampen mod racisme. Det var grotesk,« erindrer advokat Pierrat.

Domstolens præsident vil gerne vide om romanforfatteren har »foragt for« eller føler »had til« islam.

»Ja, ja, det er foragt, hele tonen i interviewet er foragt, aldrig had,« svarer Houellebecq fra anklagebænken. »Araberne var verdens bedste handelsfolk. Jeg kan ikke se hvordan skarp kritik af en religion har noget at gøre med mennesker.«

Ytringsfrihed, men…

På sit hjørnekontor på Boulevard Raspail har den elegante Emmanuel Pierrat gennem hele august måned givet sin klient nikotinplastre og fået ham til at gentage: Man må ikke ryge i Justitspalæet. Og advokaten ved af erfaring at forfattere holder af at udfolde sig til langt ud på natten. Vidnerne har ikke været nær så forudseende. Gendarmerne beder Philippe Sollers om at skodde sin cigaret.

Fra deres lille rum kan vidnerne ikke høre hvad den ledende imam fra Stormoskeen siger. Men der er mere eller mindre tale om en anklage for blasfemi. »Islam er blevet angrebet med smudsige ord,« bander Dalil Boubakeur i retslokalet. »Mere end seks millioner mennesker rødmer af skam. Jeg mener at jeg og mine trosfæller er blevet ydmyget, og at min religion er blevet krænket. Jeg kræver retfærdighed. Ingen kender bedre end jeg ytringsfrihedens pris, men ordet har en pris. Det kan dræbe.«

Sandt at sige er der ikke nogen i den lille flok som kan tilslutte sig imamens »men« – uanset hvilken lejr man tilhører, får dette lille ord folk til at vælte bagover når der er tale om ytringsfrihed. Men stemningen er trykket. Nogle af vidnerne bebrejder Lire at Sénécal lod båndoptageren køre til klokken to om natten på den bar i nærheden af L’Opéra hvor Michel Houellebecq havde sat ham stævne. De er alle sammen på forskellige måder journalister og forfattere, de burde stå sammen, men de er også rivaler.

»Det er til at brække sig over, det De har gjort,« raser Josyane Savigneau.

»Der er ikke nogen der har tvunget ham til at drikke, han er jo altid fuld,« replicerer Assouline.

»Hvis ikke De holder fast i mig, stikker jeg ham én på skrinet,« sukker chefen for Monde des Livres til sin ven Sollers mens hun med et mørkt blik nidstirrer Assouline.

»Nu må De altså slappe af,« lyder rådet fra Sollers.

Druk med journalister

Skal man eller skal man ikke have et interview til gennemlæsning? Spørgsmålet er næsten lige så gammelt som pressen selv. Men med Michel Houellebecq er der intet der går som forudset, intet spørgsmål kan stilles på den samme måde to gange. Hvor sent ud på natten må man blive ved med at udspørge en alkoholiseret forfatter? Hvor går grænsen mellem oplysning og misbrug af journalistisk magt? Hvor høj en promille skal man have før alkoholen vinder over ordet?

Det er ikke enkelt. Og det bliver mere kompliceret når man ved at »den eneste grund« til at Michel Houellebecq drikker i selskab med journalister er, som han ofte siger, »for at kunne holde dem ud«.

Åndssvag religion

For at få sine fæller i vidnerummet til at slappe af, giver Sollers sig til at parodiere François Mitterand – det er en mani han har. Derefter trækker han Således Talte Zarathustra op af lommen og begynder at læse lange passager af Nietzsche op »mens han skabte sig som Solkongens hofpræst Bossuet«, griner Braudeau og Noguez. Arrabal havde taget et skakbræt med. I hovedet analyserer han Kasparovs helt aktuelle sejr i en turnering i Moskva. »For at koncentrere mig lagde jeg mig på en af bænkene og stoppede papirlommetørklæder ind bag brillerne så jeg ikke kunne se noget,« rapporterer han senere i Houellebecq, et erindringsessay der blev udgivet i 2005 på Cherche Midi.

En ad gangen, og uden at kunne høre hvad hinanden siger, bliver vidnerne hentet ud fra deres kammer og fulgt ind til vidneskranken. Dér udfolder der sig en kappestrid i lærdom, citater og udvalgte uddrag: Man skulle tro at man var til prøveeksamen i forberedelsesklassen til École Normale Supérieure, hvor emnet var ‘Forfatterne og Friheden’. Marguerite Duras’ ven og beundrer Dominique Noguez har puklet med at finde alle de franske forfattere og tænkere der har gjort nar ad koranen og islam: Pierre Charron, Pascal, Spinoza, Tocqueville, Claude Lévi-Strauss … »Jeg havde lært det hele udenad,« fortæller han. Og Houellebecq havde hjulpet ham med at finde et godt citat fra Schopenhauers Verden som Vilje og Forestilling.

Hele dette festfyrværkeri fungerer som afledningsmanøvre et stykke tid, men ordet »skandale« bliver stående tilbage. »Hør nu her, det er bare humor!« råber Philippe Sollers. Jean-Marc Varaut er forbløffet: »Mener De at det er humor at sige at islam er den mest åndssvage religion?« »Ja da,« svarer romanforfatteren og redaktøren, »ellers nærmer vi os det der i totalitære stater kaldes tankeforbrydelse, eller blasfemi som lovbrud.« (Frankrig har ikke nogen blasfemiparagraf, red.).

Noguez minder om at Michel Houellebecq har skrevet en tekst der hedder »Jacques Prévert er åndssvag«. Og som en lille lektion i grammatik: »Ordene ‘den mest åndssvage religion’ rummer en superlativ af tillægsordet ‘åndssvag’, hvilket vil sige at hvis én religion er ‘mest åndssvag’, så betyder det at de alle sammen er mere eller mindre åndssvage.«

En forfatters funktion

I Platform bliver hovedpersonen med fornavnet Michel forelsket i Valérie, lederen af et ferieresort i Thailand, men han mister hende næsten med det samme: Hun bliver skudt af nogle »mænd med turbanner« der kommer ude fra havet. Tilsvarende kan man læse i bogen at »Michel« »hver gang en palæstinensisk terrorist eller et palæstinensisk barn eller en gravid palæstinensisk kvinde falder for en kugle i Gazastriben, skælver af begejstring ved tanken om at der nu var én muslim mindre«. Det er ikke dét retssagen handler om, men den tiltalte og hans allierede har en fornemmelse af at det i virkeligheden er disse linjer og andre fra samme roman der har provokeret folkene fra Stormoskeen.

Michel Braudeau begynder: »Forfatteren har en kritisk funktion, det er ikke hans opgave at tilfredsstille kongen eller paven eller hvem ved jeg. Og desuden har en fiktiv person ret til at sige lige hvad han vil. Ellers ville vi ikke have haft Forbrydelse og Straf.«

Tankeforbrydelser

Det er Arrabal der vinder kappestriden i veltalenhed. Advokat Pierrat valgte at indkalde den landflygtige spanier som vidne fordi han havde »siddet i spjældet på grund af et digt« i 1967 under Franco. Domstolens præsident læner sig tilbage i stolen og lytter til den flamboyante instruktør af Viva la Muerte, det er næsten som om han var i teatret.

»Hvad er Deres erhverv?«

Arrabal (efter et øjebliks betænksomhed): »Landpostbud.«

Domstolens præsident vender sig om mod assessorerne. »Skriv: ‘forfatter’.« Han fortsætter: »Hvad er Deres adresse?«

»Når jeg ikke drømmer, bor jeg i Paris.«

Da han bliver bedt om at løfte højre hånd og sige »jeg sværger”, protesterer han: »Åh, det er stærke ord at sige ‘jeg sværger’. Kan jeg ikke nøjes med at sige ‘jeg lover det’?«

»Hvad vil De gerne sige til os, monsieur Arrabal?«

Arrabal: »Jeg er så glad for at blive ført som vidne i en sag der handler om tankeforbrydelser eller, om man vil, om et stråmandsargument mod digteren og matematikeren Michel Houellebecq, fordi man, ret ufornuftigt, har gjort vores fornuft uret …«

Zaragoza, Valladolid, Santander … Dramaturgen opremser pludselig en perlerække af spanske byer. »Det er listen over de fængsler jeg har siddet i, som straf for at have gjort det samme som min ven Houellebecq,« forklarer den lille mand mens han ruller på r’erne. Han tager en flaske spiritus op af lommen. »Sokrates der talte så guddommeligt om Gud til Platon, blev også anklaget for blasfemi. Og to gange blev han dømt til at drikke skarntydesaft.« Han lader ordene ledsage af handling og nedsvælger et par mundfulde calvados, hvorefter han undertrykker et grin og udbringer en skål: »En skål for Dem, hr. retspræsident! I 1967 havde jeg den ære at blive forsvaret af Elias Canetti, Camilo José Cela, Octavio Paz og Samuel Beckett. Beckett blev tilbageholdt af politiet i lufthavnen. Han havde skrevet det samme om mig som han kunne have skrevet om Houellebecq: ‘Digteren må lide meget for at skrive – føj ikke yderligere lidelse til.’«

Afgørelsen

Fuldmægtig Béatrice Angelelli – »en ung kvinde med bølgende hår«, som en bjergtaget Noguez senere noterer i sin dagbog – har hørt nok: »Hvis vi giver medhold i påstanden om at man, når man taler om islam, ved en semantisk afledning skulle tale om hele det muslimske samfund, krydser vi en grænse som vi ikke bør overskride.« Houellebecq er ganske vist en »provokatør«, men han »provokerer ikke til had«. De tilstedeværende forstod nu at han ville blive frifundet – og det skete den 22. oktober 2002. »Jeg vandt sagen dengang fordi islamofobi endnu ikke var en forbrydelse,« fortalte han Figaro Magazine den 7. august 2015. »Dengang kunne jeg komme tilbage (…). I dag tror jeg at jeg ville tabe sådan en sag.«

Her den 17. september 2002 lidt før midnat forlader den lille flok forfattere Justitspalæet, udmattede efter det ti timer lange retsmøde. Houellebecq foreslår advokat Pierrat at de spiser middag i Paris’ Stormoské, i nærheden af Jardin des Plantes. »Der kan man ikke få alkohol!« advarer hans advokat ham. Forfatteren ender med at sætte sig til bords sammen med Noguez og to veninder på en thailandsk restaurant i Rue de Tolbiac. Langt væk fra journalister. I de sidste minutter af retsmødet havde han i øvrigt skubbet en seddel over til sin advokat. Her havde han griflet: »Min beslutning er uigenkaldelig: For mig er det slut med medierne.«

Mens dette selskab sidder på restauranten og skal vælge mellem sauterede krabber og forskellige supper med citrongræs, sidder Pierre Assouline hjemme ved sit skrivebord. Han går i gang med det eneste teaterstykke han aldrig har skrevet. Det hedder Sylteglasset. Det er en ‘komedie’ som handler om otte personer: seks mænd, én kvinde og en gendarm. En vild sag for lukkede døre; et lattervækkende udskrab af ‘Striden Mellem de Gamle og de Moderne’ (en litterær strid i Frankrig i overgangen fra 1600-tallet til 1700-tallet som handlede om hvorvidt antikken skulle være et forbillede for samtidens litteratur, red.) – en strid som hver gang Michel Houellebecq udgiver en ny bog forvandler det lille litterære miljø i Paris til en sværm af elektriske fluer.