Et anatomisk mesterværk

Det var før angrebene på Charlie Hebdo, dengang Michel Houellebecq stadig spadserede alene rundt i Paris i begyndelsen af 2014. Oplysningen blev diskret videreformidlet af det lokale månedsblad i hans arrondissement, Le 13: Michel Houellebecq kom regelmæssigt i et fitnesscenter i kvarteret, Houellebecq gik i Club Med Gym! Modtageren af Goncourt-prisen 2010 trænede i et af disse templer hvor man dyrker den fysiske skønhed og kroppen som skulptur. Var det flittige legemsøvelser eller research til en kommende roman? Der er faktisk ikke rigtig træningsmåtter, romaskiner, bolde eller pilates i hans værker. Bortset lige fra den ene hovedperson i Elementarpartikler, Bruno, som er henrykt over sine nye hårimplantater og røber denne detalje om hvad han bruger sin tid på: »Han kom regelmæssigt i Gymnase Club, og ærligt talt: I forhold til at han var en mand på 42 år, gik det ikke helt dårligt.«

Første fremvisning

Muskler og sans for at træne kom ind i forfatternes liv på en anden måde, en mere direkte, mere personlig og mere brutal måde. I efteråret 2014 viste Michel Houellebecq for første gang publikum sin krop. Først tog han kurser i Free Fight sammen med sine kidnappere i L’Enlèvement de Michel Houellebecq, en film af Guillaume Nicloux. Dernæst så man ham som solodanser på cykel på toppen af bjergene i Gustave Kerverns og Benoît Delépines film Near Death Experience: virkelig en lektion i anatomi.

Han er stort set den eneste skuespiller i filmen og ligger på ryggen med armene strakt ud til siden som et kors. Her er der ikke nogen uformelig parkacoat, ikke nogen løstsiddende jeans eller fløjlsbukser: Han viser publikum sine lår i et par stramtsiddende cykelshorts og sin ryg i en lycra-trøje. En spinkel, men markeret og muskuløs krop med lange slanke lægge, næsten som hos en græsk yngling eller som de lægge man ser i bladene.

Hvem ligner han?

Normalt er det Michel Houellebecqs ansigt der kommer på forsiden af aviserne. Det er den del af hans krop der bliver kommenteret hver gang stjernen optræder. Alle har deres egen beskrivelse af det og deres egne kommentarer om det, både på de sociale medier og i romaner og dagbøger skrevet af hans samtidige (fra essayisten og romanforfatteren Philippe Muray til forfatteren og kunstneren Stéphane Zagdanski).

Hvem ligner han? Den gnavne og litterært anlagte vagabond Paul Léautaud? Eller dramatikeren Antonin Artaud, forfatter til Le Théâtre et son Double og en mand som gjorde sin egen krop til et show og til en forlængelse af sit værk? Forfatteren Françoise Sagan, som det påstås i blogosfæren? Eller forfatteren Céline på grund hans buksers snit? Litteraturforskeren og Houellebecq-eksperten Agathe Novak-Lechevalier sagde en dag til ham at han på omslaget til en digtsamling fra forlaget Éditions J’ai Lu så ud til at stræbe efter en vis lighed med Baudelaire. »Jeg ligner også Victor Hugo fra den periode hvor han boede på Guernsey,« svarede Houellebecq. »Bortset fra at han ser mere skør ud end mig.«

Persona som værk

Håret ligner en slagmark, og han sidder og snor det om fingrene når han bliver interviewet (klassisk trikomani, det vil sige: sygelig trang til at rive hår ud), »ansigtet er rødligt, næsten rødsprængt« – sådan beskrives forfatteren »Michel Houellebecq« i Kortet og Landskabet – underlæben hænger … Når han dukker op på fjernsynsskærmene i millioner af franske hjem, ved enhver straks at det er ham dér, I ved nok, ham forfatteren, »Ouellebec«! Man kan genkende hans »klangløse og gumlende stemme«, siger forfatteren Dominique Noguez. Den lyder som en blanding af damp og filspåner. Og man kan genkende hans indadvendte pauser der regelmæssigt skanderes af et »øøøh« som selv de mest speedsnakkende interviewere har en religiøs respekt for.

»Han har skabt et værk der er centralt for vores tid, han er selv som persona blevet et værk, ligesom Serge Gainsbourg var det i sin tid,« opsummerer det socialistiske parlamentsmedlem Guillaume Bachelay mellem to møder på Rue de Solférino og tre i Nationalforsamlingen – han er en af Michel Houellebecqs mange læsere og fortolkere.

Mutationer

Houellebecqs træk ændrer sig ustandselig og bevæger sig gennem fotografernes linser og fjernsynsapparaterne i de små hjem. I løbet af ét og samme år muterer han og forvandler sig, han dukker forynget op og forsvinder igen, ældet og afskyelig. Ved udgivelsen af Underkastelse i januar »havde han skruet et fjæs på der lignede en ulykke, og havde samme krop som en frustreret og svagelig skolelærer,« siger Philippe Sollers, som støtter ham urokkeligt, uanset det litterære livs humørsvingninger. Den 22. juni, ved en middag der blev holdt til hans ære på La Bibliothèque Nationale de France, fremstår han renskuret og velplejet, næsten nydelig og med en helt fornuftig frisure – han er også ædru da han holder sin smukke hyldesttale til biblioteket. Man må spørge sig selv om det overhovedet er den samme person som dén forpjuskede galning – en mellemting mellem en troldkarl og én af de kiksede personer fra komedieserien Deschiens – der halvandet år tidligere sad til bords sammen med sangeren og sangskriveren Jean-Louis Aubert i en musikvideo til nummeret ‘Isolement’ fra albummet Aubert Chante Houellebecq – Les Parages du Vide.

»Jeg ser aldrig mig selv i fjernsynet,« har Houellebecq udtalt. Romanforfatteren bruger sin berømthed til at fange piger med, som hans ven Beigbeder siger, men hans krop er stadig en pinefuld byrde at slæbe rundt på. Og obduktionen af hans anatomi minder om en litterær øvelse, en dissektion af hans værk, ligesom hos Montaigne eller Proust: Hår, hud, »legemsvæsker« – få forfattere har talt så meget om sig selv med en så fuldkommen mangel på blufærdighed (før i tiden postede Houellebecq i øvrigt fotos af sig selv med bar overkrop). Skiftende frisurer, kinder der er fyldige eller hule: Få forfattere har i dén grad leget med deres egne fysiske forvandlinger – og kommenteret dem undervejs. Den ene dag kan han intet foretage sig uden Dorothée, hans faste sminkøse og frisør. Den næste dag nøjes han med at smøre en ampul Coup d’Éclat i ansigtet (et hudplejeprodukt der angiveligt udglatter rynker og fjerner tegn på træthed, red.). Og dagen efter er det alt sammen ligegyldigt.

Gebisset sidder løst

Han har været diskret omkring sit hår, som der imidlertid pludselig er meget mere af. Men hans tænder, til gengæld, sikke en historie! »En dag burde man skrive en videnskabelig artikel om emnet,« kommer det muntert fra den skotske universitetsmand Gavin Bowd, der var redaktør af det kollektive værk Michel Houellebecq sous la Loupe (‘Michel Houellebecq under Lup’) fra 2009. »Jeg har et problem med mit gebis. Det sidder ikke ordentligt fast,« tilstod Michel Houellebecq den 9. september 2014 i et interview med Le Monde i anledning af premieren på filmen Near Death Experience. I magasinet Lui fortæller Frédéric Beigbeder om den aften hvor forfatteren kom over til middag og glemte sit gebis på bordet, hvorefter han »gik rundt overalt på Berlin-festivalen uden sine tænder«.

I Houellebecqs romaner er tandlægerne i øvrigt altid onde. Og eksperterne noterer sig humoristisk at Huysmans – der optræder som en slags skytsånd eller forbillede for hovedpersonen i Underkastelse – »undergik kæbekirurgi«. Houellebecq kan kunsten at fortælle om de kropslige gener som er tabu, men som fylder så meget i folks bevidsthed. Den højt rangerende embedsmand Hélène Strohl, der kender ham godt, fortæller: »Jeg tænker tit på en bestemt scene hos Agatha Christie som han holder meget af. I Elefanter Glemmer Aldrig er Mrs. Oliver inviteret til en festmiddag for forfattere. Hun er meget optaget af hvordan hun kan spise marengs med sin tandprotese. Michel skriver altid meget realistisk, han fortæller om vores på én gang dagligdags og dyriske sider, de kropslige fornemmelser og fornemmelsen af andre menneskers kroppe.«

Kroppens opløsning

Hans hud er også noget af det han jamrer over. »Jeg væmmes over mine øjenbryn/ Jeg river noget af dem af, de ligger som skorper og flager,« skriver han i et digt. Og i Ennemis Publics (2008) hentyder han til sine »særligt smertefulde anfald af eksem«, som førte til at han endte med »at kradse sig til blods«. Michel Houellebecq er en læderhudsforfatter som fylder sine bøger med medikamenter og hypokondri. Man skal aldrig spørge ham om hvordan han har det: Rocksangeren Iggy Pop – de to beundrer hinanden – tog chancen og gjorde det i kulturmagasinet Technikart i maj 2009, han ville gerne høre historien om den »grønne stær« som med tiden vil ændre farven på forfatterens blå øjne.

Den desillusionerede opfattelse af kroppen er som hos romantikerne: Denne væmmelse over éns eget kød … Hovedpersonerne i hans bøger reagerer kropsligt på det de kommer ud for, og er martyrer. Hver roman kan samtidig læses som en rapport om forfatterens sundhedstilstand. Hovedpersonen i Underkastelse, François, har nogle lunger der er »udpinte og fulde af tobaksrøg« (når Houellebecq skriver, ryger han »fire pakker« cigaretter om dagen). »Min dyshidrosis endte med at kapitulere over for behandlingen, men blev næsten med det samme erstattet af nogle yderst voldsomme hæmorideanfald,« fortæller François også – i alle detaljer. Det kliniske fører også af og til over i det komiske, men Houellebecq er stadig som forfatter fokuseret på kroppens opløsning.

Et mesterværk

Det var så meget bedre før i tiden! »På de nyere fotografier er jeg faktisk for det meste rædselsfuld,« kunne man læse på Michelhouellebecq.com, et personligt site hvor forfatteren kom med betroelser før i tiden: »For nylig fandt jeg et billede af mig selv hvor jeg stod midt i en gruppe drenge og piger fra den tid, og jeg fik alligevel et chok da det gik op mig at jeg var langt den mest tiltrækkende dreng i flokken. Ikke alene var jeg smuk, jeg var også yndig på den lidt hippieagtige, lidt lapsede måde der var moderne dengang; med mine blå øjne og min afghanerpels-vest var jeg ærligt talt ikke til at stå for.«

Myten om barndommen og den evige krop … »Jeg har den samme skygge som da jeg var ti år,« siger Michel Houellebecq i en scene i filmen Near Death Experience, mens hans skygge aftegner sig foran ham med tynde arme ligesom Giacomettis skulptur Den Gående Mand. Houellebecq har ikke lyst til at ældes, og han har ikke lyst til at dø. Han drømmer om plastikkirurgi og kloning ligesom hovedpersonen Daniel i Muligheden af en Ø. »Hvis man havde tal på hvor mange mennesker han har ringet til gennem de seneste tyve år for at fortælle at han vil begå selvmord …« griner en af hans venner. Som tilføjer: »Det hører med til hans dandy-manerer at fremstille sig selv som et mesterværk der er i fare.«

Det at dyrke sit vagabond-look, at gøre sig grim, er også en måde ikke at ældes på. »Jeg ved ikke hvorfor, men han vækker mit moderinstinkt,« tilstår Nicolas Sarkozys hustru, singer-songwriteren Carla Bruni, som har lavet en sang der har et af hans digte som tekst. »Man har lyst til at knuge ham ind til sig ligesom et barn,« kommer det bevæget fra Arielle Dombasle, der spillede med i hans film Muligheden af en Ø. »Glem ikke at Houellebecq er et barn der blev forladt,« gentager hans redaktør Teresa Cremisi altid.

Kristi anti-legeme

»Houellebecqs nervesvækkede tilstand dækker i virkeligheden over en enorm livskraft,« lyder vurderingen fra François Meyronnis, en af de drivende kræfter bag det litterære tidsskrift Ligne de Risque. Den overbevisning har han haft i lang tid, også længe før han så forfatteren som  cykelrytter eller i undertrøje i de to film af henholdsvis Nicloux og Delépine, og af Kervern. »For mig at se ligner han en zombie, en af de levende døde fra den caribiske voodookult,« lyder karakteristikken fra Meyronnis, der har skrevet et par sider om ham i essayet Tout Autre der udkom på Gallimard i 2012: »Houellebecqs ene øje er halvt lukket og ligesom dødt, men det andet har et blik så gennemtrængende at det kunne dræbe. Når man ser ham i cykelshorts og med armene strakt ud til siden som hang han på et kors, er det Kristi anti-legeme.«

Hvem skal man tro? I januar på radiostationen RTL kom Michel Houellebecq med en mærkelig tilståelse midt i de mange spørgsmål om hans bog Underkastelse. Mens han blev udspurgt om sin hovedperson François – denne universitetsmand der side for side lader både sit kærlighedsliv og sit arbejdsliv gå i opløsning – sørgede forfatteren tydeligvis for at lægge afstand til sin fiktive person: François »er en større slapsvans end jeg er. Det er ikke det billede jeg har af mig selv. Jeg er faktisk langt mere energisk«.