Gud vil ikke vide af ham

En decembernat i 2013 glider en skygge i parkacoat ind på pladsen foran kirken i Ligugé. Han er kuldskær som Céline, og det er med en vis tøven at den navnløse gør holdt i denne lille flække i hjertet af departementet Vienne hvor de dunkle cafeer har nedrullede gardiner. Den lille station uden billetluge – et trinbræt på lokalbanen – ligner et spøgelseshus; her sætter taxierne deres kunder af inden de kører tilbage til Poitier. Klosterets tunge port lukker sig bag den ukendte og hans rullekuffert.

Gæstebroderen

Michel Houellebecq har givet broder Joël besked om sin ankomst. Nogle dage tidligere har han sendt en mail til munkeordenen i Ligugé, tilstillet »gæstebroderen«: En munk man i mange broderskaber udvælger ud fra hans rolige og imødekommende væsen. Mange studerende der er i gang med forberedelseskurser til højere læreanstalter, kommer for læse op til optagelsesprøven, og talrige ægtepar kommer for at slappe af her på benediktinerklosteret der hører under kongregationen i Solesmes, hvor det regnes for at være et af de mest progressive. I klosterets ordensregler kræver Sankt Benedikt, broderskabets grundlægger, at man altid tager godt imod fremmede.

Ideen til denne pilgrimsrejse fik forfatteren mens han i dybeste hemmelighed arbejdede på sin nye ‘politic fiction‘-roman Underkastelse. Bogens hovedperson – François, lidt ligesom »Français« – er en ulykkelig og frustreret universitetsmand der underviser i litteratur, og som er ekspert i den dekadente forfatter Joris-Karl Huysmans. I maj 2022 – efter at den muslimske kandidat Mohammed Ben Abbes har slået Marine Le Pen og dermed vundet præsidentvalget med støtte fra Socialistpartiet og UMP (Houellebecq havde ikke forudset det gaullistiske partis navneforandring til Les Républicains den 30. maj 2015) – bliver François diskret og hensynsfuldt opfordret til at trække sig fra sin stilling af den nye muslimske ledelse på universitetet.

Et forsøg på omvendelse

Så hovedpersonen forlader Paris og tager langt ud på landet i Frankrig, hvor han på et århundreds afstand følger samme rute som Huysmans, der er genstand for hans studier, og som forlod naturalismen for i stedet at slutte sig til katolicismen. Oprindeligt skulle Houellebecqs roman have heddet ‘Conversion’ (‘Omvendelse’). Men på side 170, inden François overhovedet når frem til Ligugé, viser det sig at hans stævnemøde med helgenstatuen Den Sorte Jomfru i Rocamadour bliver en kort fornøjelse. Statuen fra middelalderen trækker sig lidt efter lidt væk fra ham »gennem rummet og gennem århundrederne«. Hovedpersonen falder sammen på bænken, skrumper ind og lukker sig. Pilgrimsfærden slog fejl.

Et historisk sted

Ligugé er næste stop. Her grundlagde Sankt Martin i 361 et lille broderskab som var med til at rodfæste klosterlivet i Vesten. Under kirken på pladsen i landsbyen har udgravninger afdækket det gamle klosters krypt og det alter Sankt Martin bad ved i de seks år han tilbragte i Poitou. Broder Joël er en begejstret pædagog og fremviser utrætteligt de sten hvor evangelieforkynderen må have siddet på knæ. Lidt derfra ligger klosterbiblioteket med dets 350.000 bøger, som Huysmans brugte lang tid på at studere.

I august 1898 gjorde Huysmans holdt i Ligugé for at blive der nogle dage. Han endte med at blive der i flere år som lægbroder. På en bakke i den lille flække er der en park med ældgamle egetræer, og i den ligger der et stort hus med arkader som også stod der på Huysmans’ tid, en nydelig og stoisk bygning der med sine hvide sten suger lyset til sig. Her gik Huysmans hen hver aften for at nyde sin kogekones små lækre retter, formentlig kalvegryde, grisetæer eller kogt oksekød i skiver med masser af sennep, som denne madelsker var vild med.

En hjemløs formoder jeg

En sådan velvilje mødte Houellebecq ikke. Da han præsenterer sig i klosterets portnerloge denne vinteraften i 2013, tror fader Vincent, som tager imod ham, først at han er en hjemløs. Han skal lige til at vise forfatteren ind i den firesengs sovesal der i Sankt Martins ånd og tradition er reserveret til vagabonder – helgenen rev selv sin kappe over i to stykker for at give den til de fattige. Munkene fortæller om episoden og ler. Heldigvis kom fader Joël løbende, høj og med et bredt smil og et skaldet hoved der fik ham til at »ligne Pierre Moscovici«, tidligere økonomi- og finansminister – det er dén grinagtige detalje om ham Houellebecq bruger i Underkastelse.

Refugiegæsten bliver vist op på anden sal i et lille tårn. En dunkel korridor, gråt linoleumsgulv: Her ligger værelse 11 med bad og toilet på gangen. Fra vinduet er der udsigt over en have i fransk stil med nogle buksbom der er blevet for hurtigt beskåret. TGV-toget skærer klosterets frugthave midt over på sin vej mod Spanien. Over den smalle seng hænger der et krucifiks i træ, og på bordet mellem sengen og håndvasken, som ikke har noget blandingsbatteri, ligger der en Jerusalem-bibel og et lille skrift, ‘Faire Retraite dans un Monastère’ (‘Om Meningen med et Klosterophold’), forfattet af Jean-Pierre Longeat der tidligere var munk i Ligugé, og som stadig af og til besøger klosteret. Underkastelse beskriver dette interiør – uden at glemme det som storrygeren betragter som en modbydelig detalje: røgalarmen i loftet.

Som en trestjernet restaurant

Under sit ophold underlægger Houellebecq sig helt bevidst klosterlivet. Han spiser frokost sammen med munkene ved det bord midt i den hvælvede spisesal der er reserveret til gæster af hankøn som er på gennemrejse. Klosteret har stadig, som på Huysmans’ tid, sans for god mad. Det er som en trestjernet restaurant: Økologiske grøntsager fra egen køkkenhave og gode vine til hvert eneste måltid. Ters, sekst, non, vesper, komplet: Forfatteren deltager i adskillige tidebønner og gudstjenester, men glasmosaikkerne inspirerer ham ikke. Den moderne kirke (som munkene foretrak frem for den gamle på pladsen i landsbyen som Huysmans kom i) ligner, skriver han i Underkastelse, »indkøbscenteret Super-Passy på Rue de l’Annonciation«.

Ti minutters Gudstro

Der er ikke mange der ved det, men Houellebecq er ikke ubekendt med katolicismen. Da han var tretten år gammel og gik i skole i den nordfranske provinsby Meaux hvor hans bedsteforældre boede, og hvor erindringen om biskop Bossuet (en teolog fra 1600-tallet der i sin samtid blev betragtet som en af verdens bedste talere, red.) endnu var lyslevende, forærede en kammerat ham hans første bibel, har han fortalt til magasinet La Vie. Han deltog i den – valgfrie – undervisning i hvad der svarer til konfirmationsforberedelse, og efter sin studentereksamen hang han ud med nogle unge mænd fra foreningen ‘Kristen Retorik’ på Argo, den ingeniørskole han gik på, og tog endda med dem på den traditionelle pilgrimsrejse til Chartres, som digteren og essayisten Charles Péguy havde gjort det før ham.

Derefter går han »gennem ti, måske tyve år« til messe hver søndag i Paris, fortæller han i ‘Ennemis Publics’; han holder endda i hånd med dem der sidder ved siden af på kirkebænken, sådan som der er tradition for at gøre det i slutningen af gudstjenesten. I Montparnasse-kvarteret følger han forberedelserne til voksendåb inden han dog beslutter sig for at droppe det (er det mon den diskrete dåb der beskrives i Kortet og Landskabet?). I Rue de la Convention, i den lejlighed hvor han boede mens han arbejdede for Nationalforsamlingen, lå der en samling messehæfter midt blandt Onkel Toms Hytte, Kom Hjem Lassie, La Petite Sœur de Trott og hans børnebøger fra serien ‘Rouge et Or’.

»Hvor jeg dog elskede, virkelig elskede, messens pragtfulde ritual, der er blevet perfektioneret gennem århundreder!« skriver Houellebecq i Ennemis Publics. Han fortsætter: »I fem eller ti minutter hver søndag troede jeg på Gud; derefter forlod jeg kirken, og så forsvandt det alt sammen meget hurtigt efter et par minutters spadseretur gennem de parisiske gader.« Det samme oplever hovedpersonen i Underkastelse. I Ligugé forbliver hovedpersonens hjerte »goldt og uberørt«, som Huysmans sagde. Der er tydeligvis et æstetisk og liturgisk problem.

Flugten

Kenderne ved det: I Ligugé er de femogtyve munke i høj grad tilhængere af Andet Vatikanerkoncil, hvor den katolske liturgi og en række andre regler blev reformeret og moderniseret. Som et sjældent privilegium kan kvinder derfor besøge klostergården sammen med broder Joël og beundre skabet med messeklæder der er fuldt af messehagler og stoffer med broderede drager. Tilsvarende holdes morgenmessen klokken syv, og ikke klokken kvart over fem som i Fontgombault mindre end hundred kilometer derfra. Det er utvivlsomt dette lidt venstresnoede og frihedselskende kloster (digteren og æsteten fader François Cassingena er netop i denne tid i færd med at tage motorcykelkørekort) – dette kloster med dets famøse røgalarm som storrygeren blev så irriteret over – det er dét der er med til at skubbe Houellebecqs hovedperson i armene på islam, en omvæltning der er mere oplagt end Huysmans’ omvendelse til katolicisme.

Efter at have tilbragt tre dage og to nætter på sit værelse, tog Michel Houellebecq af sted igen. »Han var nødt til at forlade os lidt før sekst,« fortæller broder Joël eftertænksomt. »Jeg skulle ellers have vist ham Huysmans’ hus og udgravningerne under klosterkirken, men inden da var han forsvundet. Da jeg fandt ham igen, stod han og støttede sig til dørkarmen; jeg havde på fornemmelsen at han ikke havde det så godt her.« Det eneste der vidnede om hans flugt, var »hjulsporene efter hans rullekuffert i gruset. To skæve aftryk«, som efter nogle usikre skridt, smiler den gæstfrie munk. Michel frøs utrolig meget på dette værelse hvor han kun kunne ryge ved vinduet, langt fra radiatoren. François oplevede ikke nogen åndelig opløftelse. Michel, François: Hyrden mistede to lam på én gang.

Dom Narrøv

Da Underkastelse udkom den 7. januar, kastede munkene fra Ligugé sig over romanen. Broder Joël og Dom Jean-Pierre Longeat morer sig i første omgang over at se hvordan deres navne er blevet ændret en smule, og hvordan deres fysiske træk bliver blandet sammen: Den sidstnævnte har fået den førstnævntes skaldethed og halvdelen af hans fornavn. »Jeg kunne selvfølgelig genkende mig selv i personen broder Pierre,« smiler fader Joël. Da han var færdig med bogen, skrev han og spurgte Houellebecq hvordan han egentlig »gik til værks« med sin personer, hvordan han udviklede dem. »Han forklarede at han ikke rigtig vidste det,« siger munken. »Jeg har indtryk af at der hver gang er tale om en blanding af flere forskellige personer (i dette tilfælde to, og måske en tredje hvis man regner den rigtige Pierre Moscovici med),« skrev forfatteren til Underkastelse i sin mail. »Han sammensætter sine personer frit, lidt som man gør i drømme,« lyder den smukke opsummering fra broder Joël.

På side 218 fandt den tidligere abbed også Michel Houellebecqs endelige dom over ‘Om Meningen med et Klosterophold’, hans lille skrift som ligger på hvert eneste af klosterets værelser. Inklusive den endelige dom over hans stil: »Jeg blev mere og mere forbitret, og skønt Dom Jean-Pierre Longeat givetvis var en fremragende munk, gjorde hans prosa, som var fuld af gode intentioner og kærlighed, at jeg blev endnu mere irriteret,« skriver romanforfatteren, som derefter citerer følgende passage fra det lille skrift: »Benyt de dage der tilkommer dig, til at arbejde med evnen til at elske og til at lade dig elske i ord og i handlinger.« Derefter fremsætter romanens hovedperson denne kommentar: »Du er helt galt på den, Dom Narrøv, jeg er alene på mit værelse.« Dom Narrøv – den slags er fader Longeat ikke vant til.

Teologisk disput

Munkene i Ligugé er ikke de eneste der læser Houellebecqs seneste værk. Der er cirka hundred kilometer mellem Poitiers og Angoulême. I sidstnævnte by bor den femoghalvfjerdsårige monseigneur Claude Dagens. Han er tidligere elev på École Normale Supérieure og har en universitetsgrad i litteratur, og så sidder han i Det Franske Akademis berømte ‘stol nummer 1’, som han overtog efter tidligere ærkebiskop af Paris Jean-Marie Lustiger og en lang række andre kardinaler. Dengang han var biskop af Angoulême, forestod han François Mitterands jordefærd i Jarnac. Den femoghalvtredsårige monseigneur Wintzer blev i 2012 udnævnt til ærkebiskop af Poitier af pave Benedikt 16., som ønskede at Witzner skulle tage hånd om en lokal kirke der var kommet på afveje og var blevet for liberal. Den neokonservative teolog opdagede Houellebecq for tyve år siden da han læste Udvidelse af Kampzonen, »efter at have fået den anbefalet af Michel Polac«, hvis debatprogrammer på tv han ser, fortæller han. Han blev straks en stor fan, korresponderer med romanforfatteren via e-mail og har endda mødt ham.

Begge de herrer slugte ivrigt det nye værk samme dag det udkom, »den 7. januar, i TGV-toget der kørte fra Paris mod Poitiers klokken 17:17,« erindrer monseigneur Wintzer. »Kære Michel Houellebecq, fortsæt Deres søgen, bliv ved med at udfordre os, udfordre os og provokere os. Det talent har både De og andre, det er Deres talent at gøre det, og det er en ære for os at lytte til Dem,« lød den spontane hyldest fra den yderst konservative ærkebiskop af Poitiers i en af de noter om læseoplevelser han med jævne mellemrum rundsender til biskopperne i Frankrig. »Læs ikke ulykkesprofeter som Michel Houellebecq!« skriver den progressive monseigneur Dagens til gengæld til sine trofaste følgere i en indtrængende og åbenhjertig bøn. Han gentager bemærkningen på sin blog. Hver gang Houellebecq udgiver en ny bog, skaber den splid, men denne gang er det lykkedes forfatteren ligefrem at drive en kile ind mellem apostlenes efterfølgere og deres respektive menigheder.

Ufrivillige bipersoner

Den lille teologiske disput har ikke skabt megen opmærksomhed. Munkene fra Ligugé, der blev ufrivillige bipersoner i romanen, reagerer storsindet og er hævet over enhver polemik. Den »ekstatiske« Jean-Pierre Longeat, forfatter til det lille skrift, finder endog fornøjelse i at læse den lange udlægning af sin tekst i Underkastelse. »I Ligugé skilles hovedpersonens og Huysmans’ veje,« forklarer den flittige forfatter og prisbelønnede, konservatorieuddannede oboist. »Houellebecq kunne ikke følge sin hovedperson længere. Der var en røgalarm. Men hvis Houellebecq skal have en oplevelse for livet, er det uomgængeligt for ham at han kan have det i et tilrøget lokale; det sterile univers man møder overalt i dag, passer ham ikke.« Fader Longeat tilføjer: »Det at man skriver begejstrede religiøse skrifter, betyder jo ikke at man aldrig tvivler. Hvem ved om Houellebecq ikke er stærkere i troen end mig?«

I sommeren 2015 valgte det legendariske månedstidsskrift La Revue des deux mondes at publicere Houellebecqs »bekendelse« på forsiden af sit dobbeltnummer: ‘Gud vil ikke vide af mig.’ Det er dog ikke nok til at afskrække munkene. »I januar forklarede han at han ikke længere definerer sig som ateist, men som agnostiker,« afslører den ukuelige optimist broder Joël. »Jeg er sikker på at han er på rette vej.« Broderskabet er parat til atter at slå dørene op for deres berømte klostergæst og tilgive ham at han stak af fra regningen og i farten også glemte at Prædikerens Bog fordømmer den gerrige (med et glimt i øjet har monseigneur Wintzer endda overvejet om klosteret skulle inddrive sin gæld hos forfatterens forlag Flammarion). Det er ikke en kristen dyd at bære nag. Og i boghandlen i klosteret i Ligugé, ikke langt fra kvanmarmeladen og de lækre småkager der kaldes ‘scofa’ – én af munkenes specialiteter, de fremstiller dem med cremefyld – har de også Underkastelse til salg.