'Frihed kræver provokation'

Et vinterlandskab i det sydvestlige Frankrig. Den tindrende sol står lavt, blæsten er kraftig, skyerne ruller over himlen, og folk har mørke blikke. En mærkelig procession skrider frem ad den bugtede landevej der fører op til kapellet Notre-Dame de Roqueville i hjertet af Haute-Garonne. De forfattere der er med i optoget, spekulerer over hvilke bøger i deres bibliotek der mon rummer beskrivelser af denne egn, som afgrænses af Canal du Midi. Har José Cabanis, der er forfatter til La Bataille de Toulouse og lokalt landpostbud, mon skrevet om den? Eller romanforfatteren Jacques Chardonne? Christophe Bataille går og tænker på det manuskript han fik tilsendt ti dage tidligere på forlaget Grasset, et manuskript fuldt af kærlighed til de franske landskaber, skrevet af Bernard Maris, den mand de begraver denne dag, den 15. januar 2015.

Maris’ begravelse

En række biler standser ved siden af optoget for at spørge »om de vil have et lift derop«. Det er usædvanligt at se så mange mennesker på vejen her otte måneder før vinhøsten begynder. Da de kommer rundt i det sidste sving og kan se kirketårnet aftegne sig mod himlen, dukker nogle gendarmer i sort og blåviolet tøj op, våbenmærket på uniformerne er en granat der eksploderer. Der er øresnegle, maskinpistoler, motorcykler med udrykningsblink og endda kameraer, som hvis det var en præsident der skulle komme, eller som ved en ulykke. Sammen med elleve andre mennesker blev økonomen og journalisten Bernard Maris myrdet otte dage tidligere i Charlie Hebdo’s redaktionslokaler i Paris af de to jihadist-brødre Chérif og Saïd Kouachi.

Kirken ligger lige ved siden af landsbyen Montgiscard, den egn som den afdødes familie på fædrene side kommer fra. Det er en lille rødstenskirke der blev genopbygget i det 19. århundred, og som forlener landskabet med et toscansk præg. På væggene er der nogle naivistiske fresker der afbilder historier fra biblen, omtrent som en tegneserie. Samme dag i Paris bliver tegnerne Wolinski og Tignous begravet, men Bernard Maris er det eneste Charlie Hebdo-offer, hvis efterladte samles i kirken her. Hverken Le Monde eller den lokale La Dépêche du Midi har nævnt tid og sted for begravelsen.

Stof fra en anden tid

Rundt om familien og Bernard Maris’ to børn, Gabrielle og Raphaël, står folk fra forlagsbranchen og Radio France, den tidligere og den nuværende borgmester i Toulouse samt kolleger, lærer og tidligere studerende fra Toulouse hvor Maris blev født, gik i demonstration i maj 68 og derefter begyndte at undervise på universitetet. I kirken blander gamle ‘fiskekammerater’ sig i en skøn enkelhed med pariserne. Michel Bernard, der er underpræfekt om dagen, men som om natten er biograf og ekspert i forfatteren Maurice Genevoix, hylder sin nære ven. I en tale der kalder tårerne frem i øjnene, fortæller forfatteren og instruktøren Emmanuel Carrère om det nye men stærke bånd han har knyttet til den mand »som var ved at blive min ven«. På tiende bænkerække fra alteret skjuler Michel Houellebecq sit ansigt i et lommetørklæde lavet af stof fra en anden tid, ligesom det lommetørklæde Bernard Maris’ bedstefar, smeden i Montgiscard, sidder med.

De voldelige vinder

I Muligheden af en Ø og i Kortet og Landskabet har Houellebecq beskrevet grufulde forbrydelser, skudvekslinger, »meningsløse nedslagtninger« og sortklædte mænd der er bevæbnede. Med en retsmediciners præcision har han fortalt om »kødstrimler«, blod og charpi. Men selv i de mest dystre afsnit han har skrevet – det siger han igen og igen til sine venner – har han ikke været i stand til at forestille sig et sådant inferno. »Det er første gang i mit liv at nogen jeg kender er blevet myrdet,« snøfter han til Emmanuel Carrère. Den berejste ruslandskender Carrère, der har skrevet en romanbiografi om Eduard Limonov, er mere vant til døden. »Sådan er terrorismen, det er de voldelige der vinder,« siger han til de omkringstående, uden at det står klart om han citerer biblen eller Flannery O’Connors roman Voldsmænd River det til sig.

Charmerende

Michel Houellebecq kendte kun den afdøde økonom i ganske kort tid – faktisk knap seks måneder. Maris der havde tunge øjne som en amerikansk skuespiller og et træt udtryk, selv når han skraldgrinede, i øvrigt lidt ligesom Houellebecq. Maris med sin sydfranske accent der satte kulør på tv-kanalen France Inter når han hver fredag, som en god euroskeptisk og venstreorienteret musketer, stillede op til duel med journalisten Dominique Seux. Dér forklarede den antiliberalistiske keynesianer, der var aktionær i Charlie Hebdo og del af antiglobaliseringsbevægelsen, i en lærd og morsom tone at økonomi var »en gregoriansk kirkesang til underkastelse af mennesker« – en disciplin skabt med det formål at man ikke skal kunne forstå et suk af den. De artikler han skrev til Charlie Hebdo, underskrev han »Oncle Bernard«, netop i et forsøg på at narre pædagogerne, men han var også »docteur Maris« i Banque de France’s bestyrelse, udpeget i 2011 af senatets socialistiske præsident Jean-Pierre Bel. Mandens charme bestod i hans talløse lidenskaber og lige så talløse indbyggede modsætninger.

Uventet succes

Han havde ikke været forskånet for sorg. Hans »kære Sylvie« – hans hustru, som var datter af Maurice Genevoix – var død i 2012. Med sin nye partner var han igen begyndt at få smag for livet, og efter treogtyve bøger drømte han om at hellige sig skrivegerningen helt og fuldt. »Jeg kunne godt se, at han var blevet mindre interesseret i økonomi, at han havde lyst til at beskæftige sig med noget andet,« fortæller Dominique Seux. »Han havde lyst til at bevæge sig i retning af litteraturens verden.« I september 2014 havde han opnået en uventet succes med et lille essay, Houellebecq Économiste (‘Økonomen Houellebecq’), hvor han forklarede, at mens Balzac havde været borgerskabets og den sejrende kapitalismes romanforfatter, så var ophavsmanden til Udvidelse af Kampzonen finansverdenens og den døende kapitalismes romanforfatter.

Årets møde

Han beundrede Houellebecq som en groupie og havde gjort det længe. »Jeg mødte ham for et par år siden,« fortæller romanforfatteren Christian Authier fra Toulouse. »Det var foran Radiohuset, han reciterede hele afsnit og de bedste aforismer fra Houellebecqs romaner.« Det var næsten som om han havde skrevet dette essay for at fremtvinge et venskab. Hans redaktør på Flammarion, Noëlle Meimaroglou (som i dag er litterær direktør på Fayard) pressede til sidst Houellebecqs redaktør Teresa Cremisi til at arrangere et møde mellem de to forfattere i sommeren 2014. Houellebecq Économiste var ganske vist skrevet færdig, men pyt med det. »For ham var det årets møde,« fortæller Dominique Seux. »Hver eneste gang jeg mødte ham mellem september og den dag han døde, talte han om Houellebecq.« Maris var en mand der dyrkede venskab ved første blik, Houellebecq dyrker snarere serievenskaber. De spiste middag sammen nogle gange inden jul, og det var nok til at der blev lagt forskellige planer, blandt andet om en fælles debat engang i marts – i hvert fald efter den 7. januar hvor Underkastelse skulle udkomme.

Udgivelsesdagen

På den nye kalender for 2015 har alle kritikere og litteraturinteresseret sat en rød ring om denne dato. Ingen ved endnu at det bliver en sort dag for Charlie Hebdo, for tankefriheden og for Frankrig og ånden fra Oplysningstiden, men alle er klar over at det er dén dag »Michel Houellebecqs nye bog/begivenhed« Underkastelse skal se dagens lys. Den morgen er den tidligere modtager af Goncourt-prisen sat stævne af France Inter. Han er både inviteret til at medvirke i nyhedsprogrammet og i en kulturudsendelse hos Augustin Trapenard. Dagen inden har han været hos David Pujadas i tv-avisen på France 2 – så meget furore vækker hans bog allerede inden den er nået ud i boghandlerne. Med andre ord: Lanceringen begynder med fuld musik.

Ikke uundværlig

På France Inter er journalisten Patrick Cohen forbløffet over at Houellebecq i sin kommende roman bruger ordet »moderat« om et muslimsk styre som tvinger kvinder til at bære slør, legaliserer polygami og kræver at folk skal konvertere for at bevare deres stillinger på universitetet. »Jeg har talt med flere eksperter, og det forekommer mig at det sagtens kunne være værre,« svarer Houellebecq. For at undgå usandsynligheder og anklager for blasfemi, har han diskret sendt sit manuskript til gennemlæsning hos Gilles Kepel, en ekspert i nutidig islam som underviser på Sciences Po, den berømte højere læreanstalt for samfundsvidenskab. Patrick Cohen er også forbløffet over at der i Houellebecqs version af Frankrig anno 2022, ikke længere er nogen der forsvarer laïcité, det sekulære samfund, eller Republikkens øvrige værdier. »Frankrig har eksisteret før Republikken, og landet vil også eksistere efter. Republikken er ikke uundværlig for Frankrig, sådan som jeg ser det,« svarer gæsten i studiet irriteret.

Enestående snobberi

Klokken er 10: Forfatteren forlader Radiohuset for at tage hen til Place de l’Odéon hvor Flammarions litterære ledelse har til huse. Uanset om medierne elsker eller afskyr Houellebecq – og dét spørgsmål er altid et enten-eller – uanset om de bryder sig om Underkastelse eller ej, så vil de alle sammen have fat på ham, og hvis de ikke kan få ham, indkalder de diverse Houellebecq-eksperter, både tilhængere og modstandere. Bruno Viard, en universitetsmand fra Marseille der er en kender af værket, skal kommentere den nye bog hos Claire Chazal på TF1. Den tidligere kulturminister Aurélie Filippetti har lovet Le Monde et langt debatindlæg hvor hun – inspireret af den store humanistiske forfatter La Boétie – vil afsløre »det enestående snobberi« hos en forfatter som »brækker sig i lårtykke stråler over Oplysningstidens humanisme, både i sine bøger og i interviews«, og som foregiver »at han vil give afkald på selve det der gør det muligt for ham at skrive, nemlig friheden«.

Angrebet

Lidt før middag i Paris begynder nyheden at brede sig: Der er sket et eller andet på Charlie Hebdo. Mobilerne begynder at ringe på Flammarion. Det er stadig uvist hvad der sker, ingen ved noget, er der nogen døde? spørger Houellebecqs redaktør i telefonen. Der er flere døde. For forfatteren til Elementarpartikler, såvel som for næsten alle andre franskmænd, er Charlie først og fremmest vittighedstegninger og karikaturer, Charlie er tegnere som Cabu, Wolinski og Riss. Til at begynde med tænker Michel Houellebecq ikke på Philippe Lançon, journalisten fra Libération der var så glad for hans roman fem år tidligere. Men han forestiller sig heller ikke at Bernard Maris er blandt de myrdede på redaktionen.

Den centrale nyhed

Hvis bare han havde vidst hvordan Oncle Bernard havde forsvaret ham få minutter før angrebet! Her den 7. januar er Houellebecq på forsiden af Charlie Hebdo nummer 1177, der netop er kommet ud i kioskerne, og som blev til i Rue Nicolas-Appert i 11. arrondissement i Paris (på det tidspunkt solgt Charlie sjældent mere end 30.000 eksemplarer). Inden man går i gang med det nye nummer på det satiriske ugeblad, er det kutyme at begynde redaktionsmødet med at evaluere det foregående. Luz’ tegning af Houellebecq endte med at blive udvalgt til forsiden. Iført en spåmandshat fremfører forfatteren sine »forudsigelser«: »I 2015 mister jeg mine tænder … I 2022 holder jeg ramadan!« På side 13 lyder Maris’ vurdering at hans sjette roman er »et rent mesterværk«. Houellebecq er den centrale nyhed i Charlie Hebdo den 7. januar.

Forsvar til det sidste

Mens de sidder rundt om bordet, morer Maris sig med at karikere forfatteren: Han sidder sammensunket med hviskende stemme og cigaretten dinglende mellem fingrene. »Har han forsøgt at pimpe sig lidt op, eller hvad?« spørger en stemme. »Han ligner mere en troldmand,« griner en anden. Det er Charlie-humor. I denne smeltedigel af anarkister og venstrefløjsere er det ikke alle der deler Maris’ lidenskabelige kærlighed til forfatteren. Cabu har aldrig brudt sig om ham, det ved Houellebecq godt, han har skrevet om det i en af sine bøger. Laurent Léger og Philippe Lançon, to af de overlevende efter skyderierne, genfortæller den samtale der fandt sted den 7. januar. »Det er alt sammen et politisk og kommercielt spil,« kommer det fra Cabu, som hentyder til et nyt interview med forfatteren. »Det er til at brække sig over. Han spiller Front Nationals spil.« Tignous mener omtrent det samme. Som en dedikeret, frivillig soldat går Maris alene frem mod fronten: »Hør nu, man er nødt til at se den her bog som en roman! Det er stor litteratur fordi det er troværdigt, og fordi Michel ved hvordan man fortæller en historie. Helt ærligt, alle de aviser der kaster sig over ham!«

Døde og blod overalt

Aftenen før redaktionsmødet gik Philippe Lançon sent i seng. Han havde været ude i forstæderne på Théâtre d’Ivry og set Shakespeares Helligtrekongersaften. Mod sin sædvane hørte han ikke radio da han stod op, men skyndte sig direkte ind til mødet, hvor han ankom som den sidste og tog plads ved siden af Oncle Bernard. »Ærligt talt, du har ikke læst Libération ordentligt; den er balanceret, jeg hylder ham faktisk,« svarer han. Den 5. januar klokken 19 havde journalisten i øvrigt sendt et tweet som på 140 tegn opsummerede hans synspunkt: »Underkastelse: Tåbelighederne regner allerede ned over bogen. Luk skodderne, køb den, tag ud på Sankt Helena og læs.« Det var det sidste man hørte fra ham på Twitter i to måneder.

Mødet er forbi, Lançon tager sin frakke på og bliver stående sammen med Cabu for at bladre i en fotobog af Francis Wolff fra det amerikanske jazz-label Blue Note, som han gerne vil anmelde. Det er på det tidspunkt to mænd bryder ind i lokalet. De mejer familien Charlie ned med deres stormgeværer. Journalisten krummer sig sammen og kaster sig ned på gulvet, men bliver ramt af en kugle i underansigtet. Som mange andre synker Bernard Maris sammen. Der er døde og blod overalt: På bogen fra Blue Note, og på de eksemplarer af Charlie Hebdo hvor Houellebecq er forklædt som troldmand eller profet – hans speciale.

Først ét fly

Hvorfor er der altid så mange mærkelige sammenfald i Michel Houellebecqs liv? Hvorfor bliver han så ofte hvirvlet ind i nyhedsstrømmens tsunamier? August 2001. Platform, en roman hvis hovedperson afskyr »araberne«, skal udkomme i den forestående efterårssæson. Den muslimske verden er påvirket og bekymret. Forfatteren beslutter sig for at forlade Paris sammen med sin hustru og tage op til sit hus i Irland på Bere Island. Han føler sig tynget, alt for synlig, truet. Han er knap nok nået frem og føler sig stadig forfulgt, så han ringer til forfatteren Michel Déon og forlanger at bliver hentet og indkvarteret hos ham. Michel og Michel sidder sammen på Déons gamle præstegård i Tynagh i nærheden af Dublin og følger, uden at kunne tro deres egne øjne, først ét fly og så ét til som smadrer ind i World Trade Center’s tårne. »Jeg sagde til ham at nu var han reddet,« fortæller Michel Déon. »Der er en Gud som holder hånden over Michel Houellebecq: De forbandelser han udsteder, vil fremover virke ret uskadelige og temmelig svage,« skriver forfatteren Dominique Noguez samme dag i sin dagbog.

Ingen frihed uden provokation

Lanceringen af Underkastelse – interviewene og promotion-turneen – bliver brat aflyst. Den 7. januar 2015 på Teresa Cremisis kontor planlægger forfatteren endnu en gang hvordan han kan gå under jorden. Han søger tilflugt hos rockmusikeren Jean-Louis Aubert. Det har Aubert – den tidligere forsanger i Téléphone – senere fortalt til Nice-Matin. Hele landet går i chok. »Frankrig er ikke Michel Houellebecq, Frankrig er ikke intolerance,« siger premierminister Manuel Valls den 8. januar. Modtageren af Goncourt-prisen 2010 er nødt til at udtale sig. »Jo, jo,« selvfølgelig, han er Charlie, forklarer forfatteren fire dage senere i et båndet interview på Canal+. Selv om fiktionen giver genlyd i virkeligheden, »er friheden ikke mulig uden en dosis provokation«. Blot nogle få dage tidligere var han den sorte papirengel, den uansvarlige provo der pustede til hadet. Og så blev han pludselig for en stund ophøjet til at være offer, side om side med alle de døde fra Charlie Hebdo, og den symbolske ophavsmand til begravelsestalen.