Fra Heroes
“The return of the thin white duke/ throwing darts in lovers eyes/ here are we, one magical moment, such is the stuff from where dreams are woven…”
David Bowie, »Station to Station”, 1976
Der er koncerter og så er der koncerter. Sagt på en anden måde, for én som undertegnede, der har været storforbruger af koncertoplevelser hele livet, er der en ordentlig røvfuld af slagsen, som fortoner sig i horisonten. Ind i mellem under samtale med en anden musiknørd, der udbreder sig om en eller anden stor koncertoplevelse i 2007 eller 1984 eller 1722, går det op for mig, at Gud, den koncert var jeg da også til. Men siden lykkeligt glemt alt om den. Ikke fordi den nødvendigvis var dårlig (de rigtig, rigtig dårlige glemmes til gengæld aldrig!), men musikken den aften havde måske bare ikke lige den effekt på én. Eller narkoen havde været særlig fin. Eller noget.
Blow our Minds
Og så er der en udsøgt håndfuld, der står mejslet ind i bevidstheden og som alle andre oplevelser af den art måles mod. Sætter en standard så høj, at selv den pågældende kunstner kan få problemer med at trumfe den. Som nu for eksempel Falkoner Teatret d. 29. april 1976. På 17. række!! Bring it on. Vi var klar. Vi vidste ikke rigtig til hvad, men noget exceptionelt. Mindst. Blow our little minds. PLEASE!
Tænk at opleve noget, der overgår ens vildeste forventninger! Tænk at møde sit idol in the flesh og opdage, at alt det man havde projiceret over i vedkommende, holder hundrede. Tænk at det måske oven i købet var på alle måder større end man havde turdet håbe eller drømme. Ja, tænk tænk tænk.
Come back baby
Nu var 1976 jo så også kommet fucking forrygende fra start. Til en begyndelse udsendte David Bowie albummet Station to Station, der blæste låget af undertegnede i en sådan grad, at det tog flere måneder at få det på plads igen. Alt det bøvl med Young Americans var glemt på stedet, come back, baby, alt er tilgivet. Endnu engang foretog vort elskede rumvæsen et skarpt højresving og leverede en skive, der hverken lød som noget andet i tiden eller i det hele taget noget andet, man sådan lige kunne komme i tanke om at have hørt i ens patetisk ordinære 19årige tilværelse.
Fell to Earth
Til en begyndelse var der omslaget, det sære sorthvide fotografi, hvor vor David forsigtigt kigger ind i hvad? Et rumskib? Det skulle hen på sommeren, da vi fik set Nicolas Roegs hjernefræsende The Man Who Fell to Earth, Bowies første (og bedste) filmrolle, vise sig at være lige hvad det var. Men som så meget andet med Bowie dengang var det bare weird, dragende, mystisk og igangsættende. Og det var også godt nok. Nogen gange er spørgsmålene mere interessante end svarene. Der er så mange gåder fra dengang, som der i dag findes veldokumenterede svar på, Bowie-litteraturen er enorm for slet ikke at tale om alt, man kan finde på det der hersens internet.
Rolling Stone-interview
Sådan noget som det der Cameron Crowe-interview fra Rolling Stone i februar 76 var derfor som at få smidt en håndfuld diamanter efter sig. Hvor mange gange læste man lige det? Støvsugede det for informationer som kokainmisbrugeren lommespejlets overflade for de sidste hvide korn. Hver en oplysning ført til bogs og memoreret til rette lejlighed – måske for at imponere et andet Bowie-vrag, måske for at plage én, der var pisseligeglad. Bowie var aldrig nogen sinde mindre end interessant, men det meste af tiden var han den vildeste skabning, der sagde de mest langt ude ting, hvordan kunne man dog gøre sig selv så sensationelt spændende, så uhørt inspirerende, så forpulet anderledes, når man stadig forventedes at gå til eksamen i biologi og ud med skraldespanden???
Jack Shit
Og dengang vidste vi virkelig jack shit. Alt var myter og forestillinger og vandrehistorier og projiceringer. Selvfølgelig var Lou og David elskere. Hvad skulle de ellers være? Hvem skulle de ellers bolle med, der var lige så guddommelig, som den anden var? Selvfølgelig levede de kun om natten og selvfølgelig så de aldrig dagens lys, det var i forvejen så totalt overvurderet. Selvfølgelig var de på fabelagtige stoffer 24/7. Selvfølgelig var David og hans kumpaner begyndelsen på en ny race, the homo superior. Selvfølgelig kunne og vidste han alt. Og kunne man komme i kontakt med ham i bare fem minutter, ville det smitte af på én og man ville blive en anden. Ikke en patetisk kikset middelklassedreng fra forstæderne, men et nervepirrende fascinerende (u)væsen. Simpelthen. Intet mindre kunne gøre det.
Wild is the Wind
Station to Station var den koldeste musik, jeg havde hørt. Fra lyden af toget, der panorerer fra højtaler til højtaler på titelnummeret, der åbner pladen til hans hjerteskærende fortolkning af Ninas Simones ”Wild Is the Wind”, der afslutter værket, lå der noget kuldslået over sangene. Ikke at det gjorde dem mindre dragende. I forvejen var det jo en kold tid. En kold verden. Selv kærligheden føltes klam, når den altså ikke gik over gevind i opstyltet puppy love og forvandledes til noget så perfekt, at det aldrig kunne virkeliggøres og kun førte til skuffelse og nedturen. Og selve virkeligheden – det var det værste.
Men altså – Falkoner teatret. Tæppet gik ikke op. I stedet kørte et lærred ned. Og på det vistes Den andalusiske hund. De ved, Luis Buñuels og Salvador Dalis surrealistiske kortfilm fra 1929. I monopolets tid var vi endnu ikke blevet billedblinde ligesom vi ikke havde set alt i 12års-alderen, så den fik benhårdt ind og satte sig i den grad på tværs i ens i forvejen forkvaklede univers. Og så … og så … og så … satte bandet i med den lange indledning til ”Station to Station”, hvor der går over tre minutter (!), før vokalen kommer. Tre meget lange minutter, mine damer og herrer.
Check
Men så kom vor mand fra det ydre rum også fræsende ind fra højre. Speedet og nonchalant, på en og samme gang. Gudesmuk, natürlich. Badet i det iskolde, hvide lys, iklædt sort og hvidt, bukser, skjorte, vest, intet spor af de teatralske excesser, vi havde læst og drømt om, bare et geni, et suverænt band og allerede da et af de ypperligste repertoirer i den vestlige verden. Vi fik alle de nye fede numre, men også et blændende udvalg af de bedste af de bedste fra tidligere Bowie-inkarnationer: ”Life on Mars”. Check. ”Five Years”. Check. ”Changes”. Check. ”Diamond Dogs”. Check. Knib dig i armen, unge mand, det sker virkelig, det her. Og du er her, det er din tid nu, gå ind i den, ind i det kolde hvide lys.Gik der tusind år? Eller var det 10 sekunder? Nuvel. Tiden fløj. Og den stod stille. Femten sange senere kunne vi beame en meddelelse tilbage til kontrolrummet: Gud har forladt etablissementet, men vi kan til gengæld flyve. Ikke så sikkert, måske, men vi er på vingerne. Alt ser så smukt og mærkeligt ud heroppefra. Alt kan lade sig gøre nu. Vi er fremtiden. Den bliver storslået. For vi er det stof, drømme er gjort af.
Vi ses på den anden side. Tak for alt, kære David. Du er som sædvanlig gået i forvejen.