Ærlighedsbomben

Den amerikanske komiker Amy Schumer er blevet et viralt komedie-fænomen med millioner af visninger på YouTube og egen tv-serie, og her i januar blev hun inviteret til et anti-våben-arrangement af præsident Obama, fordi hun indirekte var involveret i et af sidste års skyderier i USA, da en bevæbnet mand åbnede ild i en biograf under en visning af hendes film Trainwreck. Amy Schumer er kvinden, alle taler om lige nu.

Men det mest imponerende ved Amy Schumer er nu det faktum, at hun under sin opstigen mod stjernerne stædigt skubber til forestillingen om, hvordan en smuk, succesrig og magtfuld kvinde i Hollywood ser ud og ikke mindst opfører sig. Hendes hemmelighed er, at hun formår at gøre enhver mulig usikkerhed til en styrke. Ikke mindst når det kommer til det mest intime, pinlige og personlige. I et interview i juli 2015 blev Schumer spurgt, hvorfor hun taler så meget om sex i sine shows.

»Fordi det giver mulighed for at være meget ærlig om noget, som de fleste mennesker ikke er åbne om.«

Det er faktisk en meget præcis beskrivelse af, hvad Amy Schumer gør: Sætter ord på de ting, folk i almindelighed har svært ved at tale om.

Ufiltreret ærlighed

Bramfriheden kender ingen grænser hos Schumer, og selv om man, efter at have set et par YouTube-klip med hendes komik, kunne blive forledt til at sige, at hun ikke er videre dydig, er det ikke helt præcist. For én dyd holder hun benhårdt fast i, og det er hendes ærlighed. Man kom helt tæt på Amy Schumer i hendes gennembrudsshow med den ligefremme titel ‘Mostly Sex Stuff’, hvor hun både talte om sin forkærlighed for porno, om raceforskelle i soveværelset og om at tage fortrydelsespiller allerede aftenen inden en date (»Jeg er helt på jeres side – fødslen begynder ved undfangelsen, så jeg kommer den i forkøbet!«). Schumers mål med komikken er ikke bramfriheden i sig selv. Den ufiltrerede ærlighed er midlet på vejen til at vise sårbarhed og dermed gøre sig tilgængelig, identificérbar og dybt menneskelig.

Rullefald på den røde løber

2015 var Schumers år. Hun kom med på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer, hendes sketchshow ’Inside Amy Schumer’, der kører på tredje sæson på tv-kanalen Comedy Central, vandt en Peabody-pris og en Critics’ Choice Award for bedste skuespil i en komedieserie, og i Judd Apatows komedie ’Trainwreck’ skrev Schumer både det stærkt selvbiografiske manuskript og indtog hovedrollen som Amy. Dertil har hun året rundt været fast gæst i alle tænkelige tv-shows fra ’Saturday Night Live’ til ’The Colbert Report’ og ’The Tonight Show’ med Jimmy Fallon, ligesom hun var vært til den årlige uddeling af MTV Music Awards og modemagasinet Glamours Women of the Year-prisuddeling. Man kunne tro, hun ikke var til at skyde igennem, men hun har en særlig evne til konstant at demonstrere, at hun ikke er som de andre, urørlige kendte. På den røde løber til Time 100-festen kastede hun sig ned for fødderne af Kanye West og Kim Kardashian i et kontrolleret fald – uden at vriste så meget som antydningen af et smil ud af parret.

»Ingen af dem anede, hvem jeg var,« sagde Schumer efterfølgende, »så det var betryggende.«

Komik der gør ondt – og gør godt

Også i sketchshowet ’Inside Amy Schumer’ fastholder Schumer sårbarheden, uanset hvor grov satiren er (og den er grov!). I den geniale sketch ’12 Angry Men’, hvis titel refererer til Sydney Lumets berømte film af samme navn fra 1957, lader hun en gruppe mandlige cheftyper debattere, i hvilken grad hun er attraktiv nok til at have sit eget tv-show. Sketchen spiller på absurditeten i situationen, og med kendte skuespillere som Paul Giamatti og Jeff Goldblum er den udtryk for overskud og en vis selvsikkerhed, men lige under overfladen lurer en nagende selvkritik. En anden sketch tager form af en boybandvideo, hvor fire unge fyre både ligner og lyder som One Direction, mens de synger »Girl, You Don’t Need Makeup«, ind til Schumer fjerner makeuppen og står frem med sit usminkede ansigt til drengenes tydelige afsky.

Begge sketches er udtryk for et veloplagt angreb på mediebrachens sexisme, men uden den enøjede aggressivitet, der ville gøre det nemt og bekvemt for mænd at afskrive kritikken. Hendes kønskritik går nemlig begge veje og peger lige så ofte på kvinders tendens til selvkritik som på mændenes blinde kønskvotering. Ingen kan se ’Inside Amy Schumer’ og være i tvivl om, at Schumer er feminist, men faktisk er hun allerhårdest ved sig selv og unge hvide kvinder i almindelighed.

»Men de er også de værste,« som hun siger i et portrætinterview med CBS Sunday Morning. Eller som Paul Giamatti i rollen som Gud siger i den sketch, hvor Amy Schumer beder til, at hun ikke har fået herpes:

»Jeg må virkelig se at holde op med at skabe så mange hvide piger.«

En akavet teenager

Selv tilskriver hun sin humoristiske sans en akavet pubertet, hvor ingenting passede sammen. Hendes fortænder faldt først ud, da hun gik i femte klasse, og omtrent samtidig fik hun bryster og menstruation, hvilket fik hende til at se forsinket barnlig og utidigt moden ud på samme tid. Uanset om det var der, hun udviklede sin humor, synes hun at have et særligt præcist blik for det paradoksale i det platte; det på én gang hudløst sandhedssøgende og latterligt barnlige. Da komikeren Tina Fey præsenterede Schumer som vinder af Peabody-prisen i 2015, gjorde hun det med ordene: »Amy Schumer har regelmæssigt gjort det umulige. Hun har et kvinde-centreret, åbenlyst feministisk komedieshow på Comedy Central, et tv-netværk der i årevis kunne sammenlignes med en 12-årig drengs undertøjsskuffe,« og det forklarer jo Schumers komiske tilhørsforhold ret godt. »I en kultur, hvor unge kvindelige kunstnere forventes at være sexede uden at være seksuelle, gør Amys ærlighed alle rasende,« fortsatte Tina Fey.

Ærlighedsbomben

Da Amy Schumer blev udnævt som en af Time Magazines 100 mest indflydelsesrige mennesker i 2015, fik hun maksimal komisk valuta for at være del af det fornemme selskab (»Jeg har jo intet udrettet, jeg har absolut ingen evner, jeg har intet at bidrage med«) – men måske man ikke skal underkende betydningen af at give stemme til det platte, skamfulde og oprigtigt ordinære? Schumers gigantiske popularitet kunne tyde på det. »Ærlighedsbomben« kaldte skuespillerinden Tilda Swinton hende i den tekst, der ledsager hendes placering på Time’s liste, og hun skriver videre om Schumer:

»Amy Schumer er den pige, du kendte på din fantasi-skole – ja, hende bagerst i lokalet med det hurtige, farlige blik. Da du ønskede, at de sjove også var søde, da du undrede dig over, at ingen af de kloge havde ægte mod, da du ville have sexet til at se virkelig glamourøst ud og mere interessant end en legetøjsfigur, da var det Amy, du forestillede dig. Hun er den, der står ved din side, når bøllerne omringer. Det er hendes ansigt, hende der bruger sine albuer og kæmper sig frem for at redde dig. Hun er den, der ikke overser noget: hun accepterer ikke bullshit og har en radar som en spaniel på kaninjagt.«

Intet at skamme sig over

Man kunne sige om Schumer, at hun ingen skam har i livet. Som i betydningen: hun føler ikke, hun har noget at skamme sig over. Det lyder som noget, man trøstende kan finde på at sige til et uskyldigt barn, der tror, det er skyld i alverdens ting. Men de fleste voksne føler nok, de har masser at skamme sig over. I sommer var Amy Schumer forsidemodel på GQ Magazine. I bladets artikel nævnte intervieweren, at de fleste mennesker bærer på minder eller begivenheder, som de skammer sig over og låser langt væk i et rum, ingen har adgang til. Hertil svarede Schumer:

»Ja. Men jeg udstiller dem, fordi det får mig til at have det bedre, og det får også andre til at få det bedre.«

Intervieweren sigtede specifikt til en historie, Schumer engang fortalte ved en polterabend med lutter snobbede piger, om, hvordan hun lod en fremmed taxachauffør give hende finger. »Jeg kunne ikke lide falskheden hos de kvinder – jeg kan bare ikke holde det ud. Den dér laden-som-om-eksistens. Det generer mig. Hende, som holdt festen, blev vred på mig, og de andre kvinder var meget utilpasse. Ingen grinede. Det er skægt at holde fast i at være sig selv, når rummet kræver det modsatte. Jeg hænger mit snavsede vasketøj til tørre, og jeg gider ikke omgås med folk, der påstår, at de ikke har noget,« fortalte Schumer til GQ Magazine.

En følsomhed, man kan forholde sig til

Da Amy Schumer havde verdenspremiere på filmen Trainwreck på filmfestivalen SXSW i marts måned 2015, var det en rørt skuespillerinde, der modtog publikums overvældende applaus sammen med instruktøren Judd Apatow. »Yeah, jeg er følsom lige nu,« sagde hun ligeud. Og ud over hendes eminente komiske talent er det hendes oprigtighed og følsomhed, de fleste fremhæver, når de roser hende. Uden den var der slet ingen komik. Det er hendes usikkerhed og hendes akavede ikke-følen-sig-hjemme i Hollywood, der har givet hende den menneskelighed, der har gjort hende til en sensation. Hun har retning mod stjernerne, men da Ellen DeGeneres i sit talkshow spurgte hende, hvorfor hun ikke bare flytter til Hollywood, svarede hun prompte og til store latterbrøl fra salen:

»Jeg passer ikke ind her. Alene min kropstype… I L.A. opfattes mine arme som ben. Det her sted er ikke for mig.«

Hendes kropslige usikkerhed var også emnet for et hudløst ærligt interview i Today Show på NBC i oktober 2015.

»Det har været en kamp for mig hele livet,« sagde hun, og fortalte om stylister, der ser på hende med had i blikket, fordi hun ikke var »tremmetynd«.

»Det skabte så megen angst, og somme tider havde jeg bare lyst til at kaste håndklædet i ringen.«

Men samtidig erkendte hun i interviewet, at hun nu selv har  en magtfuld rolle som muligt forbillede for millioner af unge kvinder.

»Det er ret spændende at være i en position, hvor jeg kan sige: hvorfor ikke bare elske dig selv, som du er?«

Opmærksomhed med ophørsdato?

»Alle de ting, jeg kunne komme i problemer for, er jeg blevet rost for,« sagde Schumer til GQ Magazine, og det er den ærlighed, Schumers stadig voksende publikum elsker hende for. Men samtidig er hun helt bevidst om, at opmærksomheden kan ramme hende som en boomerang, hvis stemningen pludselig vender.

»Jeg føler virkelig, at jeg får meget opmærksomhed lige nu, og at det er en tikkende bombe. Jeg spekulerer over, hvilken ting, der mon vil få folk til at ville brænde mig på bålet. Der er ingen måde, jeg kan kontrollere det på. Jeg frygter, det vil være noget helt vilkårligt eller noget, nogen misforstår – men ja, lige nu nyder jeg bare al kærligheden.«