Danmarkshistoriens dyreste indkøb

Pludselig står han der. Socialdemokraten Nicolai Wammen, som blot en uge forinden har fået titel af forsvarsminister, er netop nået mere eller mindre uset frem til det hvide partytelt ved Roskilde Airshows VIP-område denne solbeskinnede lørdag i august 2013. Afslappet og cowboybukseklædt og i følgeskab med en ung ministersekretær og en endnu yngre særlig rådgiver.

Der går et par minutter, før forsamlingen af kampflysælgere, ambassadører, militærattacheer og spindoktorer opdager, at den vigtigste person, når det handler om Danmarks køb af nye kampfly, pludselig befinder sig i deres midte. Men så tager fanden ved Boeings toptunede supersælgere, der er kommet hele vejen fra St. Louis i USA for at være til stede, når forsvarsministeren skal holde tale på det lille flyshow.

Sælgere og købere

Lynhurtigt får Boeing-folkene lagt armene om den nye minister. De inviterer ham over i deres eget telt, over til simulatoren. Det er Boeings store trækplaster over for de cirka 20.000 helt almindelige danskere, som er taget til Roskilde Lufthavn for at se på nye og især gamle fly.

Repræsentanterne fra de tre andre deltagere i den danske kampflykonkurrence – Saab, Lockheed Martin og Eurofighter – holder sig mere høfligt i baggrunden. De er kommet fra Linköping, Fort Worth og München alene for at møde ministeren og de danske købere – men har hver deres måde at gøre det på. Eurofighter har fået den italienske ambassadør og den tyske forsvarsattaché til at tage turen ud til græsmarken i Roskilde for at vise, at Eurofighteren er et fælleseuropæisk projekt med sine moderlande i ryggen.

Massiv lobbyindsats

Nicolai Wammen får høfligt afvist Boeings tilbud og finder for en stund en relativt neutral havn ved to tidligere DR-studieværter. Men de er også på arbejde – som public affairs-rådgivere for hver sin kampflykandidat.

Herefter søger han væk fra horden af sultne kampflysælgere og op i det lille speakertårn for at holde en af sine første taler som forsvarsminister. Få minutter efter at ministeren er kørt væk igen, er kampflysælgerne også over alle bjerge. Det var de her 10 minutter, de var kommet for. For hvad nu hvis ministeren gerne havde villet snakke? Så gjaldt det om at være parat.

Episoden er sigende for, hvor intensivt der arbejdes i korridorerne, når et land skal købe kampfly for op imod 30 milliarder kroner. Og det er netop, hvad Danmark skal – og har skullet i mere end 10 år.

Føljeton tager rejsen fra den spæde start i 2005 frem til i dag, hvor vi formentlig kun er få måneder fra, at Danmarks nye kampfly bliver valgt. En rejse, hvor det ikke blot handler om at have det teknisk bedste fly. Det handler også om storpolitik, en massiv lobbyindsats og arbejdspladser som lokkemad og afledningsmanøvre.

Offentlig debat

Et særligt kampflykontor i Forsvarsministeriet har i næsten tre år evalueret en række kandidatfly og er så godt som færdige med arbejdet arbejdet. I maj sidste år havde Nicolai Wammen som forsvarsminister gjort klar til at indlede drøftelserne i forsvarsforligskredsen om valg af fly, da statsminister Helle Thorning-Schmidt, udskrev valg. Forligskredsen skulle faktisk have haft sin første kampflysnak på et forligskredsmøde 18. juni sidste år. Den dato endte så i stedet som valgdag.

Den nuværende forsvarsminister, Peter Christensen (V), meddelte kort før jul, at regeringen først til foråret er klar til at fremlægge beslutningsgrundlaget fra kampflykontoret. Der er behov for yderligere konsolidering, som ministeren lidt kryptisk udtrykte det i en orientering til Folketingets Forsvarsudvalg. Beslutningsgrundlaget vil blive lagt frem til offentlig debat sammen med regeringens forslag til flytype og antal samt en model for finansieringen af indkøbet, der formentlig vil beløbe sig til mellem 20 og 30 milliarder kroner.

Officielt skal pengene findes inden for forsvarsbudgettet, der er på omkring 21 milliarder kroner om året. Heraf er cirka tre milliarder kroner øremærket materielanskaffelser. F-16-flyene, der blev indkøbt i 1975, blev betalt af over 20 år. Men selv med så lang afbetalingsperiode for de nye fly vil der stadig være tale om at lægge beslag på en stor del af Forsvarets materielbudget hvert år.

Hvorfor nye fly?

Inden vi dykker ned i detaljerne om flyene, lobbyindsatsen og meget mere, så skal vi dog lige have svar på det spørgsmål, som mange stiller sig selv, når de første gang hører om det igangværende storindkøb af nye kampfly: Hvorfor skal vi overhovedet have dem?

Helt basalt skyldes det, at vores nuværende F-16-fly er ved at være nedslidte. Den elektroniske indmad fejler ikke noget, og våbensystemerne er også up-to-date. Men motorerne og stellene er ved at være slidt ned på de op imod 35 år gamle fly, og Flyvevåbnets mekanikere kæmper en brav kamp for at holde bare 30 af Danmarks 48 fly på vingerne. Ingen andre lande bruger længere de samme motorer i deres fly som Danmark, og motorerne produceres ikke længere. Vi har derfor måtte købe 50 motorer hos US National Guard, som det flyvende amerikanske hjemmeværn ellers havde kasseret.

Så der skal købes nye kampfly, hvis vi stadig vil være et land, der råder over sådan nogle. Og det ser et bredt politisk flertal i Folketinget gerne, at vi er. Alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet går ind for et indkøb af nye kampfly. Enhedslisten er lodret imod, mens Alternativet endnu ikke har besluttet sig. Hvad de to partier mener om sagen er i en realpolitisk sammenhæng også ligegyldig. For beslutningen træffes i første omgang af partierne i forsvarsforligskredsen. Og den tæller alle andre af Folketingets partier end lige de to.

Hvad skal de bruges til?

Men hvad skal vi bruge kampfly til? At der er så bred politisk enighed om at købe kampfly skyldes, at det er et unikt våben i forsvars- og sikkerhedspolitiske sammenhænge. Hverken et skib, en kampvogn eller en helikopter kan på samme tid flytte sig med over 1.000 kilometer i timen, smide præcisionsbomber og kæmpe mod fremmede jagerfly.

Grundlæggende kan man dele et kampflys opgaver op i to kategorier: 1) De opgaver, som det er nødvendigt at løse. 2) De opgaver, som det er rart at kunne løse.

I den første kategori finder vi suverænitetshåndhævelse af eget luftrum. Det er den mest basale og nødvendige arbejdsopgave for danske kampfly. At kunne fortælle andre landes kampfly, at de er på vej ind i dansk luftrum. Danmark har i dag to F-16-fly stående standby 24 timer i døgnet, klar til at gå på vingerne med 15 minutters varsel, hvis eksempelvis et russisk bombefly er på vej over Østersøen eller Nordsøen mod dansk luftrum. Og det sker oftere og oftere. Efter den russiske besættelse af Krim 18. marts 2014 og Vestens efterfølgende sanktioner mod Rusland er antallet af russiske bombe- og jagerfly, der tester det danske, svenske, norske, britiske eller et andet europæisk lands afvisningsberedskab steget markant.

Vi kan ikke tørre regningen af

Uden kampfly til at markere de danske grænsepæle i de højere luftlag ville russiske fly frit kunne boltre sig i dansk luftrum. Sat på spidsen kunne man diskutere, om man reelt længere kunne kalde vores luftrum dansk, hvis ikke vi havde fly, der kunne vise flaget.

Island og de tre baltiske lande har en ordning, hvor en række NATO-lande – herunder Danmark – på skift tager sig af afvisningsberedskabet. En gang hvert tredje år er danske fly således udstationeret på en Flyvestation i Baltikum eller på Keflavik-basen i Island i en periode på fire måneder. Her patruljerer man så i luftrummet og håndhæver Islands, Estlands, Letlands eller Litauens suverænitet.

Det ville dog være naivt at forestille sig, at Danmark  kunne overtale eksempelvis Tyskland, Norge og Storbritannien til, at Danmark skulle have en lignende ordning; at de skulle patruljere vores luftrum med deres kampfly for at vi kunne spare på vore forsvarsbudgetter. Eller for at vi i stedet kunne sende vores kampfly ud på internationale missioner og score goodwill hos USA. Med 300.000 indbyggere og intet andet forsvar end en kystvagt så har Island kunnet få sådan en ordning. Men et velstillet land som Danmark med 5,5 millioner mennesker og et forsvarsbudget på over 20 milliarder kroner om året slipper ikke af sted med at tørre regningen af på de andre NATO-lande.

Et potent våben

Så er der den anden kategori af opgaver. De opgaver, som det er politisk rart at kunne løse. Og det er at kunne udsende kampfly på internationale missioner. Det er ikke tvingende nødvendigt. Danmark har i dag så mange andre kapaciteter i form af skibe, transportfly, hærenheder, radarer, troppetransporthelikoptere og specialstyrker, som lige så godt kan sendes af sted. For ofte handler det primært om at vise, at man deltager og bidrager. At ens flag er med på kortet over deltagere i koalitionen. Det er det, der giver goodwill i Washington.

Politikerne kan dog godt lide at sende kampfly af sted. Det er et potent våben, der gør sig væsentligt bedre på tv end en radar. Det signalerer handlekraft og kan være fremme i kampzonen på meget kort tid.

Da de danske politikere klokken halv et om natten i marts 2011 vedtog at sende fire danske F-16-fly til Libyen for at hjælpe oprørerne i kampen mod Gaddafi, lettede flyene fra Flyvestation Skrydstrup allerede klokken seks om morgenen. Dagen efter smed flyene de første bomber. De danske F-16-fly fløj i en periode på seks måneder mere end 3.500 timer over Libyen. Ingen dansk pilot kom noget til, og Danmark var det land, der smed flest bomber. Risikoen for tab af menneskeliv er langt mindre ved indsættelse af danske kampfly på internationale missioner end ved indsættelse af danske soldater på landjorden, sådan som det var tilfældet i Afghanistan.

Aktivistisk hjørnesten

Kampfly er en af hjørnestenene i den konkrete udførelse af den aktivistiske udenrigspolitik, som skiftende danske regeringer uanset farve har svoret til siden midten af 1990’erne som følge af krigen på Balkan og den danske fredsbevarende indsats.

Første gang, de danske F-16-fly var i kamp, var da også over Kosovo i 1998 – og ikke over Sovjetunionen i 1980’erne, sådan som flyene ellers var indkøbt til. Sidenhen har de fløjet over Afghanistan, Libyen og senest Irak, hvor det fra oktober 2014 til oktober 2015 blev til mere end 4.000 flyvetimer i kampen mod Islamisk Stat. Og på det seneste har både regeringen og Socialdemokratiet talt varmt for snarligt at sende danske F-16-fly tilbage til Irak for at kæmpe videre.

De politiske skel mellem partierne i forsvarsforligskredsen går derfor primært på antallet af fly. SF og de radikale har klart signaleret, at man gerne vil være med til at købe nye kampfly. Men der skal indkøbes så få som muligt. Socialdemokratiet og de borgerlige partier lurepasser, men der er ikke meget der tyder på, at man køber lige så mange nye kampfly som de 30 F-16’ere, man har i dag.

F35 – måske et flyvende IC4-tog

Det står enhver frit for fortsat at diskutere, om vi skal have nye kampfly. I virkelighedens verden er vi dog ret tæt på at købe nye fly, sådan som et bredt politisk flertal ønsker. Tre fly er med i opløbet, og Lockheed Martins F-35 Joint Strike Fighter er storfavorit. Det er det fly, som USA gerne ser, vi køber.

Det er dog også her risikoen for at købe et ‘flyvende IC4-tog’ er størst. I næste afsnit af føljetonen om de nye kampfly zoomer vi ind på netop dette fly – som danske skatteydere allerede har spenderet over to milliarder kroner på.

Senere skal vi forbi de to outsidere, Boeing F-18 Super Hornet og Eurofighter Typhoon, samt det fly, der har forladt konkurrencen, og det franske fly, som aldrig stillede op – fordi man mente, at F-35 på forhånd har vundet.

Den globale scene

Et kampflyindkøb handler ikke kun om mange, mange penge. Det handler også om storpolitik, og hvem man som land er på god fod med på den internationale scene. Signalværdien er enormt stor og i sidste ende er det formentlig allianceforholdene, der bliver udslagsgivende for, hvad Danmark vælger, snarere end flyets beskaffenhed.

Men får vi så også det fly, som passer bedst til Danmarks sikkerhedspolitiske fremtid med eksempelvis øget fokus på Grønland og Arktis? Det skal vi også se nærmere på i denne kampfly-føljeton, hvor vi selvfølgelig heller ikke kommer uden om den enorme lobby- og kampagneindsats, som følger med, når der skal sælges kampfly for milliarder og atter milliarder af kroner.